Yay <3 - Dave

//Jah, næste morgen :3//
Dave havde ligget med halvlukkede øjne det meste af natten, bare for at slappe af. Når han lå sådan kunne han meget bedre mærke Shanes åndedrag. Det gjorde ham tryg. Den sidste times tid var der blevet mere og mere lyst i værelset og da Dave endelig åbnede øjnene helt kiggede han som det første over på uret. 7:30. Det var stadig tidligt og han vidste ikke helt om han skulle vække Shane endnu. Han besluttede sig for at lade være. I stedet for rejste han sig forsigtigt op og gik over til vinduet. Han stod lidt og betragtede verden udenfor. Som han stod der blev han pludselig utrolig glad for at han aldrig behøvede at forlade det her. Og selvfølgelig kom tanken om hans brors sygdom snigende med det samme. For Shane blev nødt til at forlade den her verden. Og måske endda meget snart. Dave sukkede og kiggede over på sin bror som stadig lå fredfyldt i sengen og sov.

Shane lå stille og fredfyldt i sengen og befandt sig langt fra denne verden og værelset han var i. Det var underligt. Kulden forlod ham langsomt og han rørte svagt på sig da Dave gik over til vinduet. Egentlig orkede han ikke at flytte sig ud af flækken, men åbnede dog alligevel langsomt øjnene og så ikke rigtig noget i starten end den selv samme seng han lå i. En lille, utilfreds lyd passerede hans læber og stille fokuserede han på uret og dernæst sin tvilling. "Mmm godmorgen" mumlede han og lagde sig lidt bedre til rette mens han bare betragtede Dave. Det gik op for ham hvor smuk han egentlig var i solens stråler som strømmede ind af vinduet

Dave vente sig om ved lyden af Shanes "godmorgen" og smilede til hans elskede bror. "Godmorgen, twin" sagde han blidt. "Sovet godt?" Han gik roligt hen til sengen og satte sig på sengekanten, med benede nede på gulvet. Han pjuskede op i broderens hår og grinede kærligt. Han betragtede sin bror som lå der i sengen. Hvor elskede han ham dog højt, han var hans liv. Dave kiggede sig lidt omkring i værelset og så ud af døren, som førte ud til køkkenet. Den stod åben. "Er du sulten, bror?" spurgte han, mens han allerede var ved at planlægge morgenmadsmenuen inde i hovedet. Shanes livret.

Shane fik øjenkontakt med ham og smilte lidt udmattet da han ikke ligefrem var et morgenmenneske. Det havde han aldrig været og det vidste Dave også. Han nikkede "Du er dejlig kølig at sove op af" sagde han og havde virkelig nydt den dejlige kulde som havde omgivet ham natten igennem og havde bragt ham tryghed. En lille lyd forlod hans læber idet Dave pjuskede hans hår, og straks trak Shane dynen op over hovedet for at beskytte sig selv mod at få frisuren ødelagt selvom den allerede var rimlig væk efter nattens søvn, men var det var også mest drillene ment at han gjorde det. Forsigtigt sænkede han dynen ned så man kun kunne se hans brune øjne, og et lille smil dekorerede hans læber "Ja lidt" svarede han og fulgte ham med øjnene da han gik ud af rummet igen. *Jeg skulle have fjernet min makeup inden vi gik ind for at se film igår* tænkte han og vidste næsten bare at han sikkert lignede en panda ligenu så derfor besluttede han sig for at aflægge badeværelset et lille visit. Meget mod sin vilje, rejste han sig en smule anstrengt fra sengen, rettede lidt på tøjet, og gik derefter ud mod badeværelset mens han kort gabte. Han vidste ikke hvad Dave havde i tankerne om morgenmaden men Shane mente dog at han kendte sin tvilling godt nok til at kunne sige at det var noget udover det sædvanlige. Så længe det ikke var friturestegt var det vel okay.

Dave smilede mens han gik ud af køkkenet. Shane havde glemt at tage sin make-up af, så han havde fået store panda-øjne. Dave havde bare ikke nænnet at sige noget til ham og da han nu var på vej ud mod badeværelset skulle han nok selv opdage det. Dave grinede for sig selv. Han begyndte at finde frugt og juice frem og blandede det hele sammen i blænderen. Han ville lave smoothie til hans elskede bror. Han vidste at Shane elskede det det var friskt og let og en smoothie var lige ham. Da han havde lavet den og hældt den op i et højt glas, transporterede han det ind til spisebordet og satte glasset på den ene side af bordet mens han selv satte sig overfor. Han kaldte på sin tvilling.

Shane så på sig selv i spejlet og grinte sagte af sin øjenmakeup før han begyndte at vaske al makeuppen af. Han havde intet problem i at Dave havde set ham sådan da han for det første havde set det der var værrer, og for det andet virkede det bare naturligt at ligne jeg-ved-ikke-hvad overfor ham. Man var jo ikke enæggede tvillinger for ingenting. Han hørte godt at Dave havde gang i blænderen ude i køkkenet og kunne ikke holde et lille smil tilbage da han godt vidste at der stod smoothie på menuen idag. Han nåede lige at blive færdig med makeupfjerneren idet hans bror kaldte på ham og stille smed han vattrondlen i skraldespanden ved siden af håndvasken, skyllede hænderne og begav sig ud i køkkenet - Makeupfri, og lignede Dave på en prik nu, bortset fra piercingerne og håret. "Uhm, smoothie" sagde han og smilte skævt til broderen ved bordet. Han skubbede stolen ud, satte sig og drak lidt af den "det smager godt" han slikkede sig diskret over underlæben og rørte langsomt i glasset med skeen som også var deri, mens han bare betragtede vampyren overfor sig.

"Glad for at du kan li' det, bror," smilede Dave til den unge mand der sad overfor ham. Han betragtede sin tvillingebror da denne slikkede sig om læberne og rørte i glasset. Alle de bevægelser Shane gjorde, kunne Dave genkende fra sig selv - men det var vel heller ikke så mærkeligt. "Er det nok til at blive mæt af, eller skal du have nogle pandekager til dessert?" Dave smilede. Da de havde boet hos deres forældre havde de tit fået pandekager til morgenmad, men det var li'som gået i sig selv efter de to drenge var flyttet hjemmefra. Ingen havde rigtig gidet at lave dem, men i dag skulle hans tvilling forkæles.

Shane så på Dave og lagde hovedet lidt på skrå. For ham var smothie nok og egentlig var han ikke i det store morgenmads humør idag "det var nok...ellers tak" sagde han med et lille smil som at sige tak for tilbuddet. Det mindede ham om dengang de stadig boede hos deres forældre. "Jeg tænkte på...om du havde lyst til at lave noget sammen idag?" forslog han med et spørgende blik og strakte kort kroppen.

Dave smilede til hans bror. "Selvfølgelig. Jeg har altid tid til at lave noget med min lillebror," grinede han. "Har du noget forslag, eller skal jeg lægge mit hoved i blød? Vi kunne selvfølgelig også bare gå en tur og se hvor vi ender." Dave tænkte tilbage på alle de gange de havde lavet sære ting sammen. Han smilede bare ved tanken og glædede sig allerede til den dag der endnu kun lige var begyndt.

Et smil fandt Shanes læber da Dave sagde ja, og glædede sig allerede. "At gå en tur er en god idé...ved søen?" forslog han og hentydede til den flotte skovomkrensede sø ikke så langt herfra. De kendte begge stedet ret godt, for der plejede de som regel at være hvis de havde brug for at snakke eller bare ikke havde lyst til at lave det store, og desuden havde de et hav af minder fra det sted.

At gå en tur ved søen lød som en rigtig god idé i Daves ører. "Selvfølgelig, bror," sagde han og smilede kærligt. Han tænkte lidt på om det var fordi Shane havde noget vigtigt at snakke om, eller om det bare var fordi han gerne ville lidt væk fra byen og lave ingenting. Han kunne stadig huske alle de gange de havde siddet nede ved søen og diskuteret alt og intet. Han havde på fornemmelsen at det nok skulle blive en rigtig dejlig dag, som han ville kunne huske i lang tid fremover.

Han sendte sin bror et stille smil og drak lidt mere af smothien hvorefter han begyndte at snakke om aftenen igår.

//ved søen? bare for at sætte lidt gang i det hele x3//

//yesyes, ved søen ^^//

Da de havde gået et stykke tid kunne Dave endelig skimte vandet hvori solen spejlede sig, bagved træernes blade. Han smilede ved synet af det blå vand, som han havde gjort det mange gange før. Han elskede det her sted. Duften, synet, lydene. Og efter han var blevet til vampyr var det hele bare blevet tydeligere. Blomsterne duftene kraftigere, fuglene sang højere, vandet syntes mere blåt og bladene grønnere. Han snusede kraftigt ind og blev berørt af den næsten højtidelige stemning. Han smilede til son bror.

En varm brise blæste gennem luften, og berørte træernes blade så de rislede i det grønne skær som tilhørte skoven idag. Han kunne huske hvordan de havde badet her om sommeren da de var mindre og hvor mange gange de havde haft dybe sammentaler omkring denne sø. Stedet var perfekt og vandet var blåt og klart. Shane skævede til Dave og gengældte smilet i stilhed. "Det er afslappende er det ikke?" spurgte han pludseligt og brød den behagelige tavshed som havde overtaget dem "at have så meget tid" afsluttede han med et skævt smil.

Dave blev glad da han så at Shane gengældte hans smil, men så snart Shane havde snakket færdigt forsvandt glæden brat og blev erstattet af usikkerhed og en knude i maven. Men selvom klumpen i halsen gjorde det svært for ham at snakke normalt, blev han alligevel nødt til at svare. "Jo, bror, det er afslappende at have god tid. Som regel. Men når den man holder aller mest af i hele verden, ikke har oceaner af tid, ligesom man selv har, så kan det fylde noget så meget i hverdagen. Så meget at det næsten er værre end selv at være syg." Klumpen i hans hals voksede sig større og større mens han talte og til sidst knækkede stemmen. Det var hårdt for ham at tale om.

Shane mærkede godt sin brors usikkerhed og ubehag ved spørgsmålet, men alligevel fortrød han ikke at have spurgt. Han ville jo vide det. Han sænkede farten mens de gik og stoppede så op idet Dave havde snakket færdigt. "Dave..." sagde han stille med en hvis sorg i stemmen, og kort efter var hans arme lagt om hans hals og de stod så tæt som to personer overhovedet kan stå på hinanden.

Dave kunne mærke at hans øjenkroge begyndte at blive fugtige og han turde ikke at kigge at kigge Shane i øjnene. Han da broderen trak ham ind til sig, besluttede Dave sig for at det kunne være ligemeget. Shane måtte godt se at han var ved at græde. "Shane.." hviskede han stille tilbage med nøjagtig samme tonefald som hans tvilling havde brugt. Det var ikke ofte at han stod så tæt med andre personer. Ikke engang en pige havde han stået så tæt op af. Han kunne mærke Shanes hjerte banke mod sit eget bryst, og han nød følelsen af at være så tæt på hans bror.

Shane som stadig ikke havde vænnet sig til at vampyres tårer var røde, var nu også ret ligeglad med det. Alt han bekymrede sig om i dette øjeblik, fra han bror. Dave. Det sidste han ønskede for dem, var at ødelægge alt ved at forsvinde fra denne verden og afgå ved døden...efterlade Dave alene tilbage, for de holdt jo så utrolig meget af hinanden. "Undskyld Dave.." hviskede han stille mod sin brors skulder og kunne godt selv mærke tårene i øjenkrogene "vi finder en udvej...det gør vi". Han vidste ikke om han selv kunne holde de ord som lige havde passeret hans læber men han ville gøre alt får at opnå det.

De røde tårer begyndte stille at løbe ned ad Daves kinder. "Shane, du kommer ikke til at forlade mig. Og jeg véd at vi finde en udvej." Dave lagde kinden ned mod Shanes hoved som lå ved hans skulder. Han sukkede dybt. "Du kender godt udvejen, bror. Men jeg vil ikke tvinge dig til at forvandles til vampyr. Det er noget du selv skal bestemme. Men du skal vide, at hvis vi ikke gør noget ved det... Hvis du... Jeg kommer til at savne dig så helt ufattelig meget. Min verden ville gå i stykker." Dave kiggede længe på hans bror. Så rystede han stille på hovedet og lagde sine læber ned mod tvillingens hår, selvom han vidste han ville ødelægge frisuren. Han pressede dem stille ned mod hårbunden, nøjagtig som han havde gjort det den forrige aften.

Shane stod ganske stille og holdt ubevidst vejret mens Dave talte. Han mærkede at tårene som før bare havde befundet sig i øjenkrogene, nu var ifærd med at trille ned af hans kinder. "Hvad som helst...bare vi kan være sammen" hviskede han - næppe hørligt - men vendte så lidt overrasket blikket mod ham da han mærkede kysset i håret. Han gjorde ikke noget, sagde ikke noget eller vristede sig ud af hans favn. Han havde jo intet imod det? Hans øjne skinnede i sollyset og tårene, og stille lod han sine fingerspidser glide over hans pande og stryge lidt hår om bag hans ene øre i tavshed. Et svagt men fuldkomment ærligt:"Jeg elsker dig" undslap hans læber.

Dave mærkede en underlig følelse i maven da det gik op for ham at Shane ikke havde tænkt sig at flytte sig. Han kunne ikke helt beskrive følelsen, men dårlig var den i hvert fald ikke. Han smilede og trak stille sine læber væk fra Shanes hår. "Hvad som helst, mener du det?" spurgte han forsigtigt. Han overvejede muligheden, men vidste ikke helt om han kunne få sig selv til at bide sin bror. Den smerte han skulle igennem.. Men på den anden side var det vel det værd. Dave så sin bror i øjnene da Shane talte og sagde ligeså ærligt som broderen havde gjort: "Jeg elsker virkelig også dig."

Han mærkede en svag brusen af noget han aldrig havde følt før under huden. kulden fra Dave var dejlig mod hans varme, og han var sikker på at han kunne stå her i evigheder hvis blot de havde tid nok...men det havde de jo? eller det kunne de få. "Ja...kan ikke forestille mig at skulle skilles fra dig...nogensinde" sagde han stille og strøj lidt fraværende tårene væk fra kinderne med ærmet af sin sorte hættetrøje. Han følte varmen sprede sig fra hjertet helt ude til fingerspidserne da han hørte og så ordene forlade sin brors mund men han vidste ikke hvordan han skulle fortolke det...

Dave tænkte lidt over hvad han egentlig selv havde ment med 'jeg elsker dig'. På hvilken måde? det var jo bare kommet ud af munden på ham, han havde ikke nået at tænke over det. Ikke fordi han ikke mente det, det var han 100% sikker på at han havde gjort. Han elskede Shane. Han elskede at stå så tæt på Shane. Han ville have Shane for altid. Han følte han blev nødt til at sige det direkte nu, hvad der i virkeligheden skulle ske, hvis Shane skulle blive her for altid: "Shane, er det virkelig det du vil? Vil du virkelig være vampyr? Det er en forfærdelig smerte du skal igennem og det er absolut ikke nemt at modstå blodtørsten." Han kiggede undersøgende på sin bror.

Shane så ind i de øjne som var så identiske til hans egne, og bed sig svagt i læben af ren vane og usikkerhed. "Hellere gå gennem den smerte...end at du skal igennem det samme når jeg en dag er væk" hviskede han lavmælt og nussede ham blidt i nakken mens han bare så på ham med noget uforklarligt i blikket.

"Shane.. " Dave sukkede dybt. Han var nærmest lykkelig over at hans bror ville gøre så meget for ham, men alligevel.. "Du må ikke gøre det for min skyld. Hvis du ikke har lyst, så lad være!" *Selvom det ville være svært at overleve uden dig* tilføjede Dave i tankerne, men han lod være med at sige det højt. Han ville ikke presse sin bror yderligere. Den beslutning han var tvunget til at tage, var en svær beslutning, og Shane skulle have lov til selv at træffe den. Dave så dybt i de øjne der på én gang afspejlede ham selv og samtidig hans brors sjæl.