Sherian Roller Coaster Ride (til Em-bu-ryyy!)

Dag + Dato: Onsdag d. 9. juni 2010
Tid: Omkring middag - 12:00-13:00-ish
Sted: Græsplænen ved siden af legepladsen
Vejr: Solskin og skyfri himmel!
Omgivelser: Græs, buske og bænke, legepladsen et lille stykke væk. Enkelte væsener, der også er ude at nyde det gode vejr.

Mia foldede hænderne bag nakken og lagde hovedet tilbage, så hun kunne mærke solens stråler fuldt ud. Hun havde en smule rødt i mundvigen, eftersom hun lige havde spist. Hun foretrak at dræbe folk hurtigt, så hun ikke nåede at få al for meget medlidenhed med de stakkels eksistenser, dårlig samvittighed ødelagde appetitten.
Hun smilede og nød livet. Hun havde læseferie og hele dagen til sig selv. Måske skulle hun besøge Theo?
Hun åbnede øjnene og kiggede lige op i den blå himmel. Rastløst kom hun på benene og løb glad hen mod rutsjebanen, der var bygget til børn, der var noget mindre end hun selv.

Embry gabte, selvom det var tidligt, men han var lige vågnet. Mellem hans bleggrå fingre med sort neglelak, hang en hvid pose.
Han havde den morgen fundet ud af at han manglede syltetøj. Forbandede hvor hurtigt det blev brugt op. Han havde slået vejen forbi parken, for at nyde solen og nu var han på vej forbi en legeplads.
Han stoppede op og så lidt ind på legepladsen, roligt. De fleste børn var i vuggestue, fritidshjem, eller skole. Embry smilede muntert og gik ind på legepladsen og satte sig på en gynge. Han så sig lidt om og pakkede sit glas med syltetøj ud. Først sad han og så lidt på det. Så skruede han låget af, og stak en finger i det, og stak den derefter tænksomt i munden. Han smilede en smule af den søde smag, og så sig igen lidt omkring.
Denne gang opdagede han en anden på legepladsen, en pige, oppe ved rutschebanen. Hun var ældre end dem der egentlig ville være på en legeplads.
Han smilede skævt, og fik suttet syltetøjet af sin finger.

Et klik fortalte hende, at selen sad sikkert fast. Med tilbageholdt åndedræt og sommerfugle i maven, mærkede hun hvordan rutsjebanen langsomt satte igang. Kort efter føltes det, som om hun fløj gennem luften. Modstandskraften pressede i mellemgulvet, strøg hendes hår tilbage og fik hendes kinder til at blævre. Hvinende blev hun hevet igennem to loops lige efter hinanden og folk ved siden af hende skreg af fryd og skræk...

Mias fødder rørte sandet og hun så sig over skulderen. Hendes ben var så lange i forhold til rutsjebanen, at hendes fødder bremsede hende efter kun en halv bane. Lidt skuffet rejste hun sig op og gik over til gyngerne, der var i det mindste ingen aldersgrænse på.
Hun smilede til en rødhåret, bleg dreng, der sad med et glas rødt etellerandet og så ud til at hygge sig, og satte sig i gyngen ved siden af hans. Efter halvandet sving frem og tilbage, satte hun gummiskoene i sandet for at bremse og strakte nysgerrigt hals over mod ham.
"Hvad spiser du?" spurgte hun glad. Hendes mørke hår gled frem og dækkede for hendes ene øje.

Han fulgte hende med blikket, som hun rutsjede ned af den alt for lille rutsjebane.
Embry smilede lidt af den tydelige skuffelse i hendes ansigt, men var bare glad for at hun ikke havde siddet fast, ikke at det lignede at hun havde en stor røv, men sådan noget kunne sagtens ske. Han så lidt på på den klare blå himmel. Da han fornemmede en skikkelse gå forbi. Han så lidt på pigen da hun satte sig ved siden af ham. "Hindbærsyltetøj... vil du have?" spurgte han og rskte hende glasset. Han betragtede lidt af det ansigt han kunne se. Ikke så gammel, omkring de femten eller seksten år.

Mia kiggede nysgerrigt ned i glasset og kiggede så op på den mystiske rødhårede igen. Han var yderst feminin af udseende, men det klædte ham egentlig. Sikkert bøsse, registrerede Mia, men tænkte ikke nærmere over det.
"Tak," smilede hun og dyppede en finger i det røde klister. Hun havde godt set det, når hun havde været med mor i byen og de var gået forbi en bod med delikatesser fra fremmede lande. De små glas' indhold havde altid været et mysterie.
"Hindbærsyltetøj..." gentog hun og kiggede forundret på det røde gélé på fingeren. "Hvad er det lavet af?" hun stak fingeren i munden og lukkede øjnene let. Så lyste hun op i et smil. "Det er helt sødt!" udbrød hun forbløffet og begyndte at grine. Hun havde troet, det var en eller anden form for kødekstraktbudding. Men det smagte sødt og syrligt og sjovt.
Barnligt smilende så hun op på den rødhårede igen. Så kom hun i tanke om, at for et menneske var det sikkert helt normalt mad, og hun lige havde jokket noget så grundigt i spinaten.
"Jeg mener," hun lo nervøst, "det er også en god dag til at sidde og spise..." hun kunne ikke huske ordet, "øøh... hindbærsyltetøj."

Embry så på pigen ved sin side, på de lidt sære solbriller med huller i. "Prøver du at lege straffefange?" spurgte han undrende og pegede på hendes solbriller, der gav ham et indtryk af tremmerne i et fængsel.
"Så lidt" sagde han og så sig kort om på legepladsen igen. Han skruede låget på syltetøjsglasset igen, og lagde det tilbage i posen.
"Jep hindbær er min favorit" sagde han og smilede til hende "det er lavet af hindbær.. sådan nogen små røde bær ligesom jordbær" sagde han, og tænkte lidt over det. Han var utrolig dårlig til at kende forskel på Jordbær og hindbær, undtagen når det var syltetøj.
"Ja og det smager godt!" sagde han muntert, og betragtede hendes forbløffede ansigtsydtryk og grinede lidt med hende. Morsomt, morsomt.
Han havde luret hendes hugtænder, hun smilede for meget til at de kunne gemmes væk. Dog nød han at høre hendes nervøse latter, og tonefald. "Har du aldrig smagt syltetøj før?" sagde han næsten forskrækket, og smilede stort, og blottede med vilje sine hugtænder.

Mia nikkede. Bær. Hun havde da hørt om bær, havde hun ikke? Og smagt nogle på et tidspunkt... men det var brombær... eller også havde hun aldrig smagt det, og kun hørt om det. Hendes hjerne knagede. Bær var de der små røde dimser på planter, ikke?

Hun prøvede at regne ud, hvad et menneske ville svare, da hun så hans brede grin og hugtænderne. Et tilsvarende hugtandssmil bredte sig på hendes læber. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det før? Næppe hørligt snusede hun ind. Han lugtede ovenikøbet langt væk af dæmon!
"Nej, aldrig." Hun sendte ham et skævt indforstået smil. "Min mor går ikke ind for søde sager..."
Det tog et par sekunder, før hun forstod, hvad han mente. Forvirret tog hun sine shutter shades af og så på ham.
"Har du aldrig set shutter shades før?" spurgte hun forundret og rakte ham brillerne. "De er da meget mere tjekkede end noget, de har i fængslerne! - Også selvom der er lidt tremmer over dem..." tilføjede hun tænksomt efter at have kigget nøjere på dem.
Efter noget tænketid kiggede hun oprigtigt på den rødhårede dæmon. Så så hun ud i luften. "Mennesker er fantastiske... hvem ellers kunne få bær og syltet tøj til at smage godt..." bemærkede hun for sig selv.

Embry så på hende, smilede lidt, og gyngede så lidt frem og tilbage. Han så lidt ud i luften og nød den svage brise mod sit ansigt.
Han vendte ansigtet mod hende igen, og lagde hovedet på skrå "Aww.. det er da synd, det smager jo ellers godt.." sagde han og grinede lidt "du ved.. mennesker spiser det med brød til" sagde han og gyngede lidt videre.
Han så lidt på hendes sære solbriller, og rystede på hovedet "nej, jeg har aldrig set sådan nogen... tremmesolbriller før.. jeg har et par goggles derhjemme, men ellers ikke" sagde han og tog imod dem.
Han studerede dem lidt før han tog dem på og kiggede på hende, og derefter lidt op mod solen "av.." mumlede han, og vendte ansigtet mod hende igen, og tog dem af, og rakte dem hen til hende igen, og smilede skævt.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af den måde hun troede syltetøj var lavet på "det er altså kun bær og sukker.. der er ikke noget tøj i.. tror jeg nok.." mumlede han så, for tænk hvis den hemmelige ingrediens rent faktisk var tøj?

Mia trak på smilebåndet, da han forgæves prøvede at bruge dem i solen, tog i mod brillerne og så på dem.

"Tja, de er måske ikke så praktiske..." sagde hun lavt med et skævt smil.

Et beklemt drag strammedes om hendes mund. Hun kunne ikke lide at associere sine solbriller med tremmer.

Der var ikke noget værre end at blive låst inde, fordi nogen synes, man skulle.

Fordi nogen synes, man var et problem. Fordi nogen var en dårlig far og ikke kunne magte, at man bare ville se tv, og det gjorde vel ikke noget, og så højt var det ikke skruet op, og du kan da vel lige lukke ørerene og nej undskyld, jeg mente det ikke, jeg vil ikke ind i værelset, jeg skal nok skrue ned, jeg vil ikke låses inde, far, far, du må ikke låse døren, jeg skal nok være sød, jeg gør det aldrig mere, far...

Solbrillerne landede i sandet omkring gyngerne med en dump lyd. Mia vågnede af sin tåger og blinkede forvirret ud i luften, før hun bøjede sig ned og samlede dem op. Af en eller anden grund virkede de ikke så tjekkede lige nu...

Hun så på dem, sank en klump og puttede dem i lommen.
"Goggles er også nice..." bemærkede hun fjernt, for at prøve at vende tilbage til den virkelige verden.

"Ja det gør det!" istemte hun og lyste op i et smil. "Tak, fordi du lod mig smage!"
Hun prøvede at forestille sig, hvordan syltetøj ville smage på brød. Mia kom frem til at det måtte være ret godt. Hun havde smagt brød før, en gang for længe siden. Hendes tænder løb i vand. Det var ikke fordi det mættede, men ummm... alligevel.

"Hvorfor mon man så kalder det syltetøj?" spurgte hun tænksomt og begyndte langsomt at gynge, mens hun så på den rødhårede dreng.

Embry sad og så på hende, hendes øjne blev mere og mere fjerne, og hendes ansigt blev mere og mere trist. Han lagde hovedet på skrå, og gyngede ikke så meget mere.
Gyngeriet stoppede til sidst, mens han sad og så på Mia. Nu vidste han hvordan han selv så ud når han faldt i staver og tænkte på sin fortid.
"Hey.." spurgte han stille, og rakte ud og rykkede hende forsigtigt i skulderen "hvad er der galt?" spurgte han forsigtigt, og så lidt ned efter hendes shutter shades.

"Yeah de er nice.." sagde han lidt undrende og uden egentlig at tænke over hvad det nu var der var nice.
Han smilede lidt af hendes pludselige smil og alt det, men blev dog også meget forvirret. "Jeg øhm.. ja det.. det var så lidt" sagde han og smilede stille.
"Man kalder det også marmelade.. " sagde han som en tilføjelse til hvorfor det nok hed syltetøj.
Han gyngede lidt videre og så sig lidt omkring "men jeg ved faktisk ikke hvorfor" sagde han så og trak på skuldrende.

"Marmelade... MAAAARMØHLAADØH." kvækkede hun og grinede. "Jeg kan godt lide det ord."
Hun blinkede, da han spurgte, hvad der var galt. Det var usædvanligt. Mia snakkede ikke om problemer - man kunne sjældent gøre noget ved dem, så hvorfor spilde tid på at være ked af det? Man skulle hellere leve livet fuldt ud og tackle de problemer, der rent faktisk kunne tackles.
Hun skævede til ham og bremsede gyngen igen.
"Der er ikke noget galt som sådan," sagde hun. "Eller... jo, men ikke mere." hun smilede på en måde, hun håbede var forsikrende, også selvom smilet ikke nåede helt op til øjnene. "Jeg har det godt nu."
Hun så lige frem. "Det er bare... minder. Men tak, fordi du spørger." hun smilede mere ægte, selvom det var et trist, lille smil og nød at have hans hånd på sin skulder. "Du er flink."
*og jeg var ellers så glad for de tremmesolbriller...*
En tanke slog hende og fik hende til at blinke dumt et par gange.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Hendes øjne lyste af nysgerrighed og glæde... eller også var det bare det strålende solskin.

Han grinede lidt af hendes måde at sige det på "det er også et interessant ord.. giver ingen mening ligesom syltet tøj" sagde han og trak på skuldrende.
Embry betragtede hendes ansigt lidt da hun igen lod til at falde ind i tanker. Måske overvejede hun at fortælle ham hvad der var galt?
Han gyngede lidt igen, stille og roligt. "Så det er gamle problemer der dukker op...igen" sagde han, og kendte udemærket til fortidens dæmoner, der kom tilbage og skræmte og deprimerede den der besad dem.
"Man har det aldrig godt.. eller jo det har man, men man har det aldrig godt efter at have tænkt på det der er sket" sagde han, og vippede lidt frem og tilbage på gyngen, og så lidt på hende igen.
Han smilede lidt af det hun sagde "tak det er du også" sagde han stille, og gyngede lidt videre.
"Embry" sagde han og smilede skævt "hvad med dig, hvad bliver du kaldt?" spurgte han og gyngede lidt videre "og mens jeg husker det.. hvad er meningen med livet?" sagde han og smilede muntert og så på hende.

"Hej, Embry. Jeg ville aldrig gå i syltet tøj."
Hvordan kunne hun undgå at glemme hans navn senere? Hun måtte huske på at rødt hår var ligmed Embry. Embrrrrødt hår. Nej den huskeregel duede ikke. Marmeladembry. Heller ikke... Det fik hende til at fnise.
Et par børn grinede højlydt over ved rutschebanen og Mia så efter dem.
"Jeg bliver kaldt så meget..." bemærkede hun uden at tage øjnene fra børnene. Hvor var det dog en dejlig sommerdag.
"... Men der står Mia på min navneattest." hun vendte hovedet mod ham igen, lagde hovedet på skrå og smilede.
"Nej, problemerne dukker ikke op igen... kun i mit hoved. Jeg blev bare mindet om en ubehagelig situation, da vi kom ind på fanger."
Hun lyttede til hans indsigtsfulde kommentar. Overvejede om hun kunne tillade sig at spørge ind til hans fortid og gnavede sig lidt i underlæben. "Præcis. Jeg prøver bare ikke at tænke på det. Så går alt meget nemmere." hun lo nervøst og affejende. Da det gik op for hende, hvor falsk det virkede, rømmede hun sig. Hun opgav at spørge ind til hans fortid. Det måtte vente, for hun havde stadig spørgsmålet om livets mening at svare på.
"Jeg tror..." begyndte hun og spidsede læberne eftertænksomt, "at meningen med livet er at leve det."
Hun så på ham og smilede skævt. "At opleve solskin og storebrødre og venner man møder på en gynge over et glas syltetøj. Ved du, hvad meningen med livet er?"
Hun blev helt glad af hans muntre smil.
Hvor var det fantastisk at møde en sød person i Sheria. Det ville være rart at få venner her. Så meget desto nemmere at flytte fra Deepshell, når hun blev gammel nok.
Fraværende tyggede hun lidt på sin underlæbe... gad vide om E for elskværdig, E for Embry ville være en god nok huskeregel til at starte med, eller om den var så sukkersød at det ville skurre i hende, hver gang hun skulle huske hans navn. Det skurrede allerede i hende nu, og hun lavede en ufrivillig grimasse.

Embry grinede og lod sig ryge bagud ned i sandet, stadig med benene slænget over gyngen, og stak hånden i lommen og fandt en pakke cigaretter.
Han fik fat i en i lommen, og tog den op og lagde den i mellem læberne, og tændte den så derefter.
"Mia..Miiiiiiia.." gentog han eftertænksomt "iorden." sagde han så og smilede muntert op til hende, og pustede røgen op mod den blå himmel, og lyttede til børnelatteren.
"Du har måske været i fængsel før?" spurgte han, og så op på hende. Hun var nok lidt for ung til at have været en indsat, så det måtte nok være noget andet, måske var hun blevet mobbet? Låst inde på toiletterne på sin skole eller noget i den stil?
Han rystede lidt på hovedet, hans evne til at forestille sig ting, fejlede ingenting. Han kom i tanker om at han nok fik sand i håret, men var ligeglad, han ville nyde det.
Han nikkede "det er altid nemmere at fokusere på noget andet" sagde han bare, uden at sige resten af sætningen som egentlig sad i ham, men der var ikke nogen grund til at gå hen og blive deprimerede.
Han inhalerede røgen fra cigaretten og lukkede kort sine øjne, mens han lyttede. "Det lyder fornuftigt.." sagde han. Som alle de andres mening med livet, gav det her også mening. Han sukkede stille, og lod sine ben vippe frem og tilbage.
Han lurede lidt da hendes ansigt fortrak sig i en grimasse "har du ondt eller sådan noget?" spurgte han undrende, og askede i sandet.

Hun betragtede, at han væltede sig ned i sandet og smilede dumt. Bemærkningen om at det var usundt at ryge, strejfede hende, men hun sagde ikke noget. Det måtte han vel sådan set selv om.
"Nej aldrig!" fastslog hun og gjorde store øjne. "Jeg skal aldrig i nærheden af et fængsel."
Hun var ikke sikker på hun havde lyst til at fortælle helt konkret hvad der var sket. Ordene ville ikke rigtig ud. Normalt snakkede hun aldrig med nogen om det. Heller ikke hendes mor. Uden at sige mere satte hun sig anderledes på gyngen så hun lænede ryggen mod det ene reb, og havde front mod hans gynge. Den svingede let over jorden i det hun vendte sig.
"Ja, det er." smilede hun. Gad vide hvad han havde været ude for. "Har du nogensinde været i fængsel?"
"Hva'? Øh nej... jeg har det fint," hun lukkede øjnene og grinede nervøst. "Jeg kom bare til at tænke på ... ikke noget."
De sad lidt i stilhed indtil hun greb fat i hans gynge og svingede den let, så hans ben svingede med.
"Men hey, hvad tror du, meningen med livet er?" gentog hun glad.

Embry så op på hende og grinede "nånå, så lad være med at gøre noget dumt" sagde han, og pustede langsomt en røgsky ud gennem sin næse.
Han gabte sløvt, og vippede lidt videre med gyngen.
Han rysted epå hovedet da hun spurgte om han havde været i fængsel "nej fængsel? Nej nej, jeg holder mig til den lukkede" sagde han og askede ned i sandet igen.
"Du afslører dig selv.. og lyver dårligt" sagde han, og smilede muntert til hende. Han gad ikke til at spørge ind til hendes liv, det virkede hun ikke helt tilpas med så han fandt det fint at hun vendte tilbage til det med meningen med livet.
"Jeg aner det ikke, det er derfor jeg spørger andre" sagde han og trak på skuldrende. Nogen mente jo at man skulle bruge livet til at rette op på fejltagelser, andre mente at man skulle bruge det til at passe på dem der holdt af en og omvendt, og så var der Mia der mente at det bare skulle leves.
Han smilede lidt, typisk så ung en person, men det var jo rigtigt nok.

Hun trak på skuldrene. "Jeg er stolt af at være en dårlig løgner. Men grimassen skyldtes at jeg ikke kan finde på en god huskeregel til dit navn, og jeg er bange for at glemme det..."
Hun grinede. "Det er skam også min plan at holde mig fri af problemer." hun smilede mod den blå himmel. "Jeg vil have et godt job og en lejlighed her i Sheria og det skal alt sammen gå godt." hun blev tænksom. "... altså, så godt som livet nu kan gå, ik'."
"Jeg kan godt lide at du prøver at finde livets mening. Du må sige, når du tror du har fundet svaret. Jeg vil gerne høre det."

Hun blinkede overrasket ved hans henkastede bemærkning om den lukkede. I lang tid gloede hun bare på ham. Hun havde aldrig hørt nogen være så ligefrem omkring det. Brudet af et tabu hun havde levet med hele sit liv, var lidt ligesom et slag i hovedet. Og pludselig var det nemmere at fortælle om sin egen fortid.
"Min far har også været indlagt... han har gjort livet surt for min bror og mig på grund af sin sygdom." Nysgerrigt lagde hun sig på maven på gyngen og strakte hals ned mod ham.
Hvorfor har du været på den lukkede? Er du okay?" hun rakte ud og tog hans frie hånd, hvis han nu trangte til at nogen holdt ham i hånden. Det kunne jo godt være. Hendes far lignede i hvert fald en, der trangte til at blive holdt i hånden.

"Du skal bare blive ved med at sige det.. Embry Embry Embry Embry.." sagde han og smilede skævt "så er det ikke så nemt at glemme" sagdehan og strakte sig lidt i sandet.
"Det lyder som gode fremtidsplaner, men du er ikke så stor, så tror du ikke du skal have dig en uddannelse først?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå "eller du skal måske direkte ud og arbejde?" spurgte han, og lå stille i sandet, og følte det varmt mod sin ryg efter at solen havde varmet det hele dagen.
"Ja man må tage det sure med det søde... minder mig om syltetøj.." mumlede han tænksomt og tog endnu et sug af sin smøg.

Han pustede langsomt røgen ud, og så på hende "Jeg tror ikke jeg finder svaret.. men det er da interessant at høre folks mening" sagde han og rokkede lidt til gyngen med benene igen. Han slappede af, hun var stille igen, sikkert fordybet i tanker.
Han så lidt på hende da hun begyndte at snakke om at være indlagt "nå da.. hvad var der så galt med ham?" spurgte han, og rokkede videre med benene.
Embry stirrede lidt på hende da hun pludselig blev helt bekymret at høre på "skizofreni...Jeg har det fint" sagde han og trak på skuldrende.
Han så lidt på deres hænder, og gav hendes hånd et lille klem.

Mia sukkede og stadig med hans hånd i sin lod hun sig falde til jorden på samme måde som han havde gjort det. En lille støvsky rejste sig i sandet.
"Nårh, jo efter uddannelsen. Det er bare..." hun kørte en hånd rundt i ansigtet og gennem håret. "Gymnasie... urgh. Og Embry Embry Embry Embry Embry bliver til en stor tåge af underlige lyde i mit hoved." hendes stemme lød klynkende og barnlig.
Den sorthårede dæmon grinede hjerteligt af hans bemærkning om syltetøj.

Mens han fortalte om meningen med livet, forholdt Mia sig tavs og så nysgerrigt på ham. Nogle gange lignede han en pige ekstremt meget og nogle gange var han bare en pæn, rødhåret fyr, der så sej ud med en smøg i hånden. Hvorfor skulle noget, der lugtede så dårligt og var så usundt, få en til at se cool ud? Hun slap hans hånd og nikkede eftertænksomt. Rev endelig blikket væk fra ham og så op i den blå, blå himmel. Hun trak vejret dybt ind. Det føltes godt at være i live på trods af det alt sammen.
"Jeg ved det ikke rigtig... men han gik helt i opløsning, da min mor forlod ham. Han skulle passe to børn alene, og det kunne han slet ikke magte oven i alt det andet. Så når der opstod problemer... låste han os inde. Så var vi ikke i vejen..." hun tænkte lidt. Så sagde hun: "... Jeg hader at være indespærret."
Mia overvejede lidt hvad hun vidste om skizofreni. Hun vidste at det tit hang sammen med paranoia, psykose og depression og at man hørte små onde stemmer, der fortalte ting, man måske ikke havde lyst til at høre.
"Det var godt. Det lyder som noget af en sygdom..." igen rakte hun ud og tog hans hånd i ren refleks. Så gik han ingen vegne. Og det havde føltes så rart da han havde givet den et lille klem før.