Kender du vejen?

Dato : 12/6
Årstid : sommer
Dag : lørdag
Vejr : solen skinner
Sted : gågaden
Tid : midt på dagen
Omgivelser: butikker, boder, mennesker osvosv.

Thrándil kom gånede ned langs gaden.
Han havde sit sædvanlige grønne tøj på, hans lange gyldne hår dækkede for hans ører og ellers gik han bare og smilte.
Han så sig nysgerrigt omkring, endnu en dag hvor han havd kedet, og nu var han altså endt her, et sted han, sjovt nok, ikke har været før.
Lige nu gik han bare og kiggede og han regnede med han altid kunne finde finde tilbage.

Med kappen over armen slentrede Éowyn lystigt afsted. Folket omkring hende virkede glade og smilende. Hun smilede igen til alle som hun kunne se omkring sig, og kiggede derefter genert ned i jorden. Varmen gjorde hende glad og vinden lod hendes kjole danse i luften. Hun spredte armene ud, drejede rundt om sig selv engang og gik så videre, fremad.

En bevægelse fangede hans opmærksomhed.
Selvfølgelig, tænkte han med et smil, af alle steder.
"Min skønhedens dronning" smilte han, da han var tæt nok på
"Så mødes vi igen" For at være rigtig gentlemand-agtig, bukkede han sig ned og kyssede hendes hånd, selv om det var noget menneskerne gjorde.

"Thrándil!" sagde Éowyn da hun så ham. Hun blev så glad at hun gav et lille hop. Da han havde rettet sig op igen krammede hun ham og gav ham et kys på kinden. Hun tog hans ansigt i begge sine hænder og så op på ham.
"Hvor har du dog været i al den tid mellonamin!" sagde hun og grinede.

Han var lidt overrasket over modtagelsen, men smilte bare.
"I al den tid?" han trak på skuldrene
"Jeg synes ikke det er gået så lang tid.... Jeg har gået i skovene" sagde han som hendes svar
"De er så smukke, nu de er sprunget ud" han så på hende og hendes glæde var smittende.

Hun lod hænderne falde ned ved hendes hofter og nikkede. "Ja. Skovene er fantastiske i denne tid! Specielt Tel'Mithrim!" sagde hun med et smil. Hun drejede hurtigt rundt om sig selv og grinede til Thrándil. Hvor var hun dog glad for at se ham! "Selv har jeg også bare vandret. Jeg har mødt en masse væsner! Det har været spændene!" smilede hun til ham.

"Godt du er kommet lidt ud af din alenehed" smilte han, det var enlig rart at se hende, især fordi han ikke rigtig havde snakket med nogen i lidt tid.
"Kender du det her sted godt?" spurgte han

Éowyn nikkede, hun kendte godt gågaden.
"Ja. Jeg er her tit. Har mødt et par fine skabninger her, men her har også været onde væsner." sagde hun og lagde en hånd på hjertet. Det havde ikke været lutter smil og glæde at gå gennem gågaden om natten, nej. Vampyrer og dæmoner havde opsøgt hende op til flere gange, men hun havde undviget dem, dog med besvær.

"Aha" sagde han
"Har aldrig mødt nogen der var onde i den forstand, de tilhørte racer som kategoriseres som fjender, men blev altså venner med dem" smilte han
"Kender ikke stedet, kom lige forbi" han så sig lidt omkring og så på hende igen
"Der vil altid være onde skabninger, alle steder"

"Det ved jeg" nikkede Éowyn.
"Men Petronia Night Club er lige om hjørnet her, så tit møder man folk man egenlig ikke har lyst til at møde." svarede hun og rystede en smule. Hun slog tanken væk fra sig og smilede så til Thrándil.
"Du ser godt ud mellonamin!" smilede hun til ham, rakte en hånd frem og lod to fingre glide gennem en lok af hans blonde hår.

Han løftede sine øjnbryn
"Jamen tak, skønhedens dronning" smilte han
"Men min skønhed er intet i forhold til din" han sagde det lidt for sjov, men også med en smule alvor i.

Éowyn lod hånden dumpe ned igen og et genert smil fandt frem på hendes læber. Hun så ned i jorden, lagde en hånd på sin røde kind og så på ham igen.
"Mange tak." sage hun og grinede. Hun vidste nu god at det var for sjov, men alligevel blev hun så genert når folk sagde sådan til hende. Hun tog hans hånd og gav den et venligt klem.

Han synes hun var kær nå hun blev genert.
Han gengældte blidt klemmet.
"Skal vi gå vidre, sammen?" foreslog han, da det blev lidt for meget for ham bare at stå der.

"Det kan vi da godt!" smilede hun, slap hans hånd, tog fat i hans overarm og gik videre. Himlen var blå og vindens brise var lun. Hun så på Thrándil.
"Er der noget du har lyst til at lave? Noget bestemt?" spurgte hun så. Hun var begyndt at blive vant til menneskernes verden, for hun prøvede at asimilissere sig så godt som muligt.

"Hmmm" han så sig lidt omkring
"Tja...Jeg kender ikke stedet her så godt, så hvad vil du foreslå?" smilte han til hende.
Han så lidt på de forskellige butiker og boder, for det meste lignede de lidt hinanden.
Han kiggede lidt på det menneskerne gik rundt og lavede....Men så så på Èowyn igen.

Hun tænkte lidt over det, men løftede så en finger.
"Jeg kender et sted du ville elske!" sagde hun og gik rundt om hjørnet. Der var en blomsterbutik for enden af gaden. Den var rigtig sød og der var mange blomster i mange former og farver.
"Hvad siger du så?" sagde hun med et smil, bukkede sig ned og duftede til en rose.

Han grinte.
"Du er go´" sagde han og begyndte at gå rundt og se på de forskellige blomster.
"Sjov butik....Flere blomster end du kan møde samme sted i en plet i skoven...Eller næsten, det kommer jo an på hvilken skov" sagde han og duftede selv til nogle af blomsterne.
Han så lidt en bi der summede afsted blandt blomsterne.
Det måtte være et paradis for den.

"Ja, ikke? " smilede hun. Bien nåede hen til Éowyn og summede hende oppe i hovedet. Hun viftede bien væk, og så fløj den lystigt afsted.
"Her er virkelig hyggeligt. Jeg holder meget af at være her i gågaden om dagen."

"Det forstår jeg godt" sagde han og kiggede sig omkring
"Her er faktisk ret hyggeligt" han smilte til hende og kom hen til hende igen.

Hun nikkede til Thrándil, for her VAR nemlig rigtig hyggeligt.
"Kunne du godt tænke dig en menneskelig drik?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Nogle af de menneskelige drikke smagte rigtig godt - og det mente hun helt oprigtigt.

Han så lidt på hende, stadig smilende.
"Hmmm...Tjo, gerne" svarede han så, sidst han smagte noget menneskeligt havde det virkelig været en dejlig oplevelse.

"Fint!" sagde hun og tog hans hånd i sin. Hun løb hen imod en café - som menneskerne kaldte det. "Vi skal sidde ned på de stole der!" sagde hun og pegede. Caféen var rød og hyggelig - samme var møblerne. Det sted hun pegede på lå i skyggen så solen ikke brædte deres blege kinder. De satte sig og hun knipsede efter en tjener. "Hvad vil du have?" smilede hun.