Vejen... -Segovax

Dagen var kold. Eller det være faktisk nærmere nat. Hvornår begynder natten og var slutter dagen? Hvorfor er det slutningen og, hvornår er det begyndelsen? Hvem ved?
En hård vind blæste. Susede henover gaden, fejede bladene op, fik dem til at gøre de vildeste og, til sidst, lod deres livløse lig falde lydløst ned på asfalten. Kulde og vind er normalt en dårlig sammensætning, men det gjorde ikke den unge dæmon noget. Ikke det fjerneste. Gennem den lille storm gik han med hænderne dybt begravet i sine lommers mørke og det dystre blik rettet med vejen. Vejen ville snart få en ende, men det vidste han ikke. Selv hvis han gjorde ville han være ligeglad. Drengen gik. Gik. Gik. En fod foran den anden. Gennem natten, gennem mørket. Skoene var et par sorte addidas. Buksene var stramme, men sag løst om hans spinkle skikkelse, som kronen på værket var en sort jakke med hvide stiber, nedad gående. Sort som hans sjæl. Hvid som...
Hvid som en sne, der faldt.
Den hånd med lange fingre blev hurtigt trukket ud af lommen og ud foran ham. Skridtene stoppede og ventetiden begyndte. Den varede heldigvis ikke længe.
Et enkelt, skrøbeligt snefnug landede i hans fremstrakte hånd.
Vinden blæste mere. Den hylede som et spøgelse, hvirvlede en sidste gang bladene op i luften og lagde sig faldt ned. Spøgelset havde fundet fred.
Skridtene blev genoptaget, men denne gang var der en lyd. Lyden af sne, der blevet trådt sammen. Fnugene faldt stærkt og snart var jorden dækket af sne. Alt var hvidt. Men natten forholdt sig sort. Sort og hvid.
Hånden løftede sig og nogle klumper sne blev hevet ud af det midnatsmørke hår. De perfekte øjenbryn blev trukket sammen i irritation; Gud, hvor han hadede at være våd.
Duk.
Nu vejen kommet til en ende. Og en ny begyndte på den anden sige af jernlågen. Bag den lå den lokale, dødssyge kirke. Kirken og kirkegården. Guds hus. Benjamin, sådan hed dæmonen nemlig, løftede blikket mod nattehvævlingen, som får at bede om råd fra de kloge stjerner. Men hverken de eller Månen vidste sig og de beholdt deres visdom for sig selv. At forsætte eller at lade være. Det er i sand spørgsmålet.
Bag lågen var et udfordring. Et eventyr! Opmuntrede en del af ham. Der findes ikke eventyr. Ingen lykkelig slutning, ingen ægte kærlighed. Kun livets hårde regler, men han skubbede alligevel lågen op, dog mere irriteret end før, og satte kurs mod den tavse, dødingefarvede bygning. Havde han fået sagt at hadede kirker?

/Det blev ikke så langt, men håber du kan leve med det ^^/

Segovax sad tæt ved kirken ved en gravsten, det var et keltisk kors det var her hans mord var blevet begravet efter han havde taget asken med sig her til øen. Han sad med benene over kors bare og kiggede på det, han var sur på sig selv fordi han mente det var hans skyld hans mor var død, og han hadede sig selv virkeligt for det.
Hvad der ikke var mange der vidste var hans far også begravet her men han var ikke engang sur på sig selv over at han havde dræbt ham dengang, fordi han mente jo at det var den eneste udvej der var dengang så der var jo ikke noget andet han kunne have gjort i det øjeblik.
*Hvorfor skulle du også dø, fortjente jeg virkeligt dette var det virkeligt sådan at jeg skulle straffes så hårdt på grund af det. Jeg ved jo godt at det var min skyld, men så hårdt med denne forbandelse?*
Han sad sådan set og skældte sig selv ud, mens han fandt sin kniv frem, lagde den på armen og skar rimeligt dybt så blodet rendte ned af armen og dryppede ned over graven, det var hans måde at fortælle de gamle hvor ked af det han var over at de var døde, da der ikke rigtigt var noget andet han kunne gøre.

Kirkerne symboliserede Gud. Han, som havde skabt menneskene. Og englene. Og den engel, som skulle blive dem ondeste nogensinde. Eller var han? Var han virkelig ond, han Lucifer? Og var Gud virkelig god? I lange tider havde mennesker, og væsner, stillet sig selv det spørgsmål, men da det var dem selv de spurgte fik de ikke noget kvalificeret svar. Benjamin spurgte ikke sig selv. Han spurgte alle andre. Og især Gud.
Men hverken alle andre eller Gud havde svaret. Kirken symboliserede fred. Eftertænksomhed. Sorg. Glæde. Sorg. Død. Gud og dermed Djævelen. Det gode og det onde, men mest alt; menneskene. Måske var det i virkeligheden problemet med kirker. De var menneskenes hus, deres grave, deres præster og deres regler. Regler, dem havde Benjamin altid haft det svært ved. Regler og ordrer, faktisk i det hele taget en større autoritet end ham selv.

Da han åbnede den rustne, frosne jernlåge, knirkede den slemt. Så slemt, at han truer vædde på, at alle i en kilometers afsted kunne høre det. Han stoppede op et øjeblik, men gravene var lige så tavse som døden selv(her mindede han sig selv, om de jo var døde). Hans grønne blik fejede hen over de sneklædte træer, grave og kirken. Intet rørte sig og han satte igen i bevægelse. Ruset under hans fødder sagde de sædvanlige lyde trods det allerede overraskende, tykke lag sne. Sneen var hvid, som englenes fjer, når de fødes. En ren og uskyldig sne. Urørt lige indtil, at dæmonen næsten dansede over det med sine sorte sko. Sneen var ikke længere ren.
Den var uren, som ham. Som dæmoner, vampyrer og mennesker. På en måde morede det ham; at se endnu en ting fra Gud blive spildt. Sneen kom i sandhed fra oven.
Der var ikke noget eller nogen, at se endnu. Det ville være nemmere, hvis vinden stadig var der, men som alt andet, var det forsvundet i samme øjeblik han havde brug for det.
For sjov samlede han i en glidende og ubesværet bevægelse en håndfuld hvid sne op og formede det fraværende til en rund kugle. Den var allerede hård. Med et hurtigt svig med håndleddet flyv kuglen gennem luften og ramte kirkemuren femten meter væk med et hårdt smæld. Smil krusede på Benjamins læber. Det var svært, at sige om det var et glædeligt syn eller et uhyggeligt et af slagsen. Det var altid svært at sige med Benjamin. Drengen havde endnu et møde en person, som gad kende ham så godt eller bare gad at være sammen med ham for mere end nogle timer. Men det var nu også hans egen skyld.
Nej, han skulle ikke klage. Han havde det fint med Creep. Eller Faith. Eller Ea. You choose. I starten havde den heddet Ea, men senere havde han givet hunfuglen et række andre navne. Hun reagerede på det; så længe det var ham som snakkede. Dæmonen med det iskolde hjerte ville aldrig indrømme det, men han var glad for hun var hos ham.
Endnu en snebold fik turen gennem luften. De sad begge to på den samme plet. Man kunne sagtens se, hvor hvidgul kriekn var i forhold til den næsten rene sne.
"Ja, du er endnu ikke ude fra træning" opmuntrede han sig selv og sendte flere snebolde afsted. Som om bygningen var en farlig fjende, som skulle, eller kunnes, nedlægges.

Han blev bar siddende trods larmen der kom, den kraftige knirkende larm af lågen der blev åbnet, der var bare ikke noget der skulle rive ham ud af det han sad og lavede. Han fortsatte sit ritual med at lade blodet dryppe ned på sneen og lade den farve den rød, han lod det blive en plet midt i de hele, og da strømmen blev mindre begyndte han at tegne i sneen med sin blod røde finger hvor blodet rendte ned af. Han gjorde dette ofte, ihvertfald en gang om ugen, sad han her sad og tegnede det samme interessante tegn i sneen eller på jorden.
Tegnet
Da han havde tegnet det færdigt, blev han bare siddende lidt og indrammede det i en ramme der forestillede flettede snore, det var meget brugt af keltiske stammer til udsmykning, så det brugte han også når han ville have noget til at se pænt ud. Han var virkelig træt af at han manglede sin mor, mest fordi han følte sig skyldig, og så fordi hun så havde efterladt ham med hans far som rent ud sagt var desideret syg i hovedet og skulle bare sættes på plads.
*Kom nu tilbage, red mig fra dette, men nej det kan du jo ikke*
Han blev blot siddende lidt længere endnu. Han forbandt sit så og satte sig så ellers på hug og lade sit hoved mod sneen ned i den store blodplet midt i sneen. Det var ikke nu han skulle overraskes med mindre du gerne ville komme til skade, og man skulle virkelig også overveje hvad man havde tænkt sig at sige.

Efter at femten perfekt formede snebolde ramte deres mål inden for de samme ti centimeter blev et kededeligt. Et suk undslap dæmonens læber. Denne stak så hænderne i lommerne på den sorte jakke og kiggede rundt efter en ny tidsdræber.
Tid. En underlig ting og dog ikke. Det var ikke en ting, men mange flere på samme tid. Kan du forestille dig en verden uden tid? Der skulle i hvertfald været noget til at erstatte det. I England har 'Time' og i Spanien 'Tiempo'. Men en verden uden tid... En verden, hvor dag, nat, morgen, aften ikke betød en skid for...
Han stoppede sig selv midt i floden af tankestrømme. Det ville bare blive værre, hvis han lød tankerne køre deres egen vej og det havde han slet ikke tid til. Igen; tiden-
Tanken blev afbrydt, ligesom når du ligger et telefon røret på. Det gik ikke, at lade sig falde i vanfaldet af filosofi, løgne og den rene sandhed. Hvis nogen af delene overhovedet fandtes. Sneen dalede stadig hurtigere og hurtigere og endnu en gang måtte han køre en hånd gennem det mørke hår og fjerne det meste af den hvide grød. Den slanke hånd kom dog hurtigt tilbage til varmen i hans dybe lomme.
Benjamin gik længere hen ad gange og noterede sig, at hans fodtrin næsten ikke kunne høres. Så meget desto bedre.
Han tog et dyb indåndning og fik nogle snefnug ind i munden. De smeltede hurtigt og blev til vand, han sank, men længe efter kunne han stadig mærke kulden. Varmt eller koldt. For det meste foretrak han varme, men sne og is var noget af det smukkeste i denne verden, efter hans mening. Prøv bare at se her! Før var kirkegården trist, gammel. Total efterladt, død og ubrugelig. Men nu, sne over det hele, fik et det nyt udseende, nyt liv, ny skønhed. Sneen faldt fint ned over gravene og buskene, som inrammede dem.
Det hvide sad på alle træernes grene. Verden var hvid og sort. Eller var den? Udseendet snød altid. Altid. Hvem vidste, hvad der var sandhed og, hvad der var løgn? Hvad der var virkelighed og drøm? Måske var han, Benjamin Cale, en fantasy figur, en person i et menneskets drøm. Eller bog. Hvem vidste det. Med sikkerhed?
Svaret var helt utrolig enkelt; ingen.
Nogle troede på kristendommen. Troede. Og det var vel, hvad religion, også især kristendommen, gik ud på i sidste ende, men ingen vidste noget. Dét var en kendsgerning, som altid havde virret ham.
Benjamin stoppede op på sin lille vandretur. Måske ville aften ikke blive så kedelig alligevel. For mindre femogtyve meter væk, sad en varulv bøjet over en grav.
Nej, i sandhed ikke nogen kedelig aften. Et uaflæseligt smil kryb tilbage til Benjamins kolde læber.

Han kunne mærke at der var en dæmon der var ved at komme tættere på, så han valgte lige at blive siddende lidt og rejste sig så derefter op med blod i ansigtet og dryppende ned af hans arme, gik han tættere på dæmonen. Han stoppede først da han stod lige foran ham, der var hvad omkring en halv meter i mellem dem. Han havde ikke rigtigt tænkt på hvad han ville sige men han vidste dog at det var en dæmon så han kunne jo altid håbe på at der kunne komme noget positivt ud af at snakke med ham.
"..."
Han åbnede munden som om han ville sige noget, men han sagde intet der var blot lidt blod der dryppede ned af hans tænder og så rendte ned af hagen og derefter dryppede det ned på jorden hvor det bare plaskede ned i sneen som bare blev rødere og rødere.
Han stod bare der og kiggede på dæmonen, med tomme øjne, kniven i hånden, hovedet på skrå og et skævt morderisk smil.
*Interessant!*

Varulven ulig alle de andre han havde set. Den havde blod over det. Havde den skåret sig selv? En varulve-cutter? Det var ikke hver dag man så sådan en fætter. Smilet blegede. At skære i sig selv, eller bare spilde sit eget blod, var et tegn på svaghed. Overfølelsen. Som teenagepiger. Altså overhovedet ikke nogle gode egenskaber hos en voldelig, dødsensfarlig varulv. Hvilket den så ud til ikke at være.
Stakkels, lille hvalp. Hvor er din mor?
Rødt blod dryppede ned i den hvide sne og farvede den. Nu var i det mindste ikke 'ren' mere. Verden var ikke sort og hvid. Den var sort, hvid og rød. Sammen udgjorde de nogle pæne farver. Han tegnede altid med de farver. De passede sammen.
Benjamin havde altid moret sig over de mange ting rød kunne betyde. Når en kvinde modtager et rødt hjerte, kan det lige så betyde 'kærlighed' som 'had', 'vrede' eller 'Djævelen'. Det var aldrig til at vide.
Men i den her sammenhæng var det nemt nok at finde ud, hvad det betod. Smilet, som nok skulle forstille et grusom et, var bredt, sindssygt og noget nær morderisk. Skulle det ville kamp? Dæmonen tsk'ede og stak hænderne dybere ned i hulerne som udgjorde hans lommer. Her havde han ellers troet, at han endelig kunne få en fornuftig person at snakke med her på denne mærkelige og væsnenfuldte ø. han havde endnu ikke givet finde ud af navnet.
Men her snakkede vi om varulve, så hvad kunne man forvente? Der var ikke levet, som han havde æren at kende eller have mødt, en fornuftig varulv siden... Aldrig.
Mere blod ville farve den hvide sne rød, men det ville ikke være hans.
Det ville være varulvens. Øv. Varulve blod lugte eller så forfærdeligt.
Sneen faldt, faldt, lige som temperaturen dykkede ned af, mens dæmonen Benjamin smilede igen.

"Hvad laver du her dæmon?"
Han ændrede drastisk sit smile fra morderisk til mere venligt nu når han havde fået blodet og energien tilbage, og han faktisk kunne snakke. Han havde jo aldrig haft intentioner om at ville skade ham, det kunne bare meget nemt komme til at se sådan ud når man virker tom og har blod ud over sig selv.
"Du må undskylde det indtryk du nok har fået af mig"
Han havde på ingen måde villet give det indtryk han sikkert var kommet til at give i første omgang, men nu må han jo se hvordan det her havde tænkte sig udfolde sig.

"Hvad laver du her, dæmon?" spurgte den.
*Ja* gentog dæmonen *Hvad laver jeg her?". Smilet på dens forvandlede sig gevaldigt - som om en ønskefe havde været, fordi havde hældt noget lykke ned over ham. '
Hey, ønskefe, du har glemt mig! Jeg vil også have noget lykke.
Blodet dryppede stadig, farvede stadig ren uren. Lugten, eller stanken, fra varulvens blod fyldte luften med død og forrådnelse. Indrømmet; det var en overdrivelse, men helt ærligt, hvordan kunne blod lugte så forfærdeligt? For at være ærlig vidste han ikke hvorfor, men havde altid haft noget imod varulve og menneskeblod. Engleblod lugtede derimod sødt og elveblod... Lidt bittert med en skarp kant.
Hverken ham selv eller den fremmed så ud til at ønske, at komme tættere på den anden. Derfor blev halv-dyret ved med at råbe op fra femten meter af stand. Benjamin syntes det virkede lidt, meget, underligt, men på den anden side gad han ikke komme tættere på blodet.
Han sukkede og indså han nok var nød til at svare på den andens tilnærmelser. Det var svært at vide med sikkerhed om varulven var venlig eller den bare spillede godt skuespil, men da skuespil ikke plejede at være en af varulves få talenter, gik han ud fra første mulighed.
"Hvorfor er jeg her, varulv? Hmm... Hvorfor skulle jeg ikke være her?" Drengen stillede med vilje et mod-spørgsmål, da han ikke kunne grave en vandtæt forklaring op.
"Jeg har ikke for mange for domme om folk" hans stemme leje var, hverken glad eller irriteret, men høflig og indeholdt dog en hvis venlighed. Det kunne ikke skade. Varulven var trods alt det første talende væsen og havde brugt sin tid på ham.
"Så du kan stadig nå at forandre mit første håndsindtryk jeg allerede har af dig". Her tillod han sig et lille smil. Det skadede aldrig, dog var smilet lige så uægte som de to andre.

"Det lyder da som et godt svar"
Han smilede lidt og tørrede blodet af sit ansigt og viklede hurtigt en bandage om sin arm så det ikke blødte så kraftigt længere, han vidste ikke om han skulle fortælle hvorfor han blødte så voldsomt, nej han mente det ville være dumt at være så åben overfor en person han lige havde mødt.
"Jeg vil fortælle dig at du skal passe på med at dømme mig som mange andre varulve bliver dømt, da jeg ikke er som dem."
han smilede til ham, det var bare for at han skulle forstå at han under ingen omstændigheder ville ham noget ondt, medmindre det viste sig at han ikke var en dæmon under Rafael. Han gik tættere på drengen fordi han kunne fornemme han ikke brød sig om blodets lugt, så han ville få ham væk fra der hvor der var allermest af det.
"Men jeg tænkte nu mere på hvad du lavede her på øen?"

"Det lyder som et godt svar" sagde stemmen. Jamen, det var jo bare pragtfuldt! En forklaring mindre, måske var denne varulv ikke så slem endda. Måske, måske ikke. Hvem ved? Ingen. Ingen, som gik på denne jord i hvert fald.
Rød symboliserer også ild, blod, hjerte, liv, lidenskab, stærke følelser, varme, hede, opofrelse og fare. Seks af disse kunne være rigtige, hvis ham dømte efter mandens udseende. Dog havde Benjamin lige sagt han ikke dømte hårdt og han var en dreng af ære. For meste. Nogle gange. Det hændte... En sjælden gang i mellem...
Hvad var der overhovedet sket? En ting var ihvertfald sikkert; den fremmed kunne vist ikke være helt ved sine fulde fem. Hvem skar i sig selv, bortset fra svagelige, dødelige mennesker? Overfølelsomme, fordummede teenagere? Manden et sjovt udseende. Brun hud, stort sort skæg, sort hår som hang sammen på en Tarzan-agtig måde. Desuden havde han nogle ordentlige store overame og det var svært at se om det var fedt eller muskler, men det sidste virkede mest logisk. Helt ærligt, har du måske nogensinde set en fed varulv?
Varulven snakkede videre. Sikke et sludrehoved, hva'? Men det var fint; Benjamin følte sig irriteret og stille væsner. Det var svært at, hvis begge partnere var stille af natur begge to. Og forbandet pinligt.
"Du er ikke som andre varulve siger du? Jamen, det vil jeg da glæde mig til at opleve" han holdt den samme høflighed tone, men denne gang var tanden var venligheden hævet en anelse. Den anden ville nok ikke ligge mærke til det, men det var sådanne små detajler, som Benjamin brugte til at signalere 'Bare snak videre' og 'Hold kæft'.
Manden med det sorte hår og eksotiske udseende kom tættere på; en bevægelse, som desværre ikke behagede dæmonen pga. det stinkende blod. Dog prøvede han at lade som ingenting og ignorerede det.
"Men jeg tænkte nu mere på hvad du lavede her på øen?"
*Uha, svært spørgsmål igen. Damm you*
"Jo, ser du..." Sandheden eller løgne? "Faktisk har jeg ingen gyldig grund til at være her. Og jeg her på øen, fordi det ud fra dens kyst mit skib..." Haha, dit skib "...sank. Jeg var desværre den eneste overlevende" Heldigvis.
"Hvad med dig selv, ikke-som-de-andre-varulve-varulv? Hvorfor er du på her på kirkegården, hvorfor er du her på øen?"
Sikke nogle dejlige, lette og lige til spørgsmål i deres første samtale. Det irriterende at skulle af med sin 'hemmelighed' om den måde han var havnet her, men han kunne ikke få sig selv til at lyve...
...Nå, forbandet være det stinkende blod! Rynken mellem de sorte, smalle øjenbryn blev dybere, dog kunne nok ikke ses fra de femten meters lange afstand.

"Tak for dit ærlige svar"
Han nikkede til drengen og smilede et venligt smil, det var noget særligt når man modtog et venligt smile fra ham fordi han sjældent gav det til folk med minder de virkeligt havde fortjent det, og det var sjældent folk virkeligt havde fortjent det fordi de fleste altid var utroligt gode til at komme med deres fordomme, mod ham og hans race.
"Jeg er her på øen fordi jeg er blevet nød til at flygte fra en jæger jeg mødte på fastlandet, men desværre er hun så endt her også. Jeg er her på kirkegården for at ære min mor, derfor alt blodet, det er en tradition at ære sin afdøde familie med sit blod, som du tegner det tegn jeg har tegnet som symbolisere døden, livet og genfødslen!"
Det var godt nok en noget længere forklaring på hvorfor han var her, men det var jo ikke en gang den eneste grund til at han skar i sig selv han gjorde det også for at gøre hans smertetærskel større, så han kunne holde til endnu mere smerte.

Smilet var den anden var overraskende... venligt. Han kom til at tænke på på om, hannselv nogensinde ville komme til at smile på den måde. På den måde som sagde, at den smilende havde oplevet lykken, mistet, men alligevel var glad. Varulven havde det muligvis ikke sådan, men lige nu så det sådan ud for Benjamin. Benjamin havde ikke oplevet lykken eller glæden og vidste ikke, hvordan nogen at delene så ud. Faktisk nok ikke genkende dem, selv hvis det stod lige foran ham.
Den brune mand blev ved med at snakke, snakke om hvorfor han så så blodig og malplaceret ud på Werclare Domkirke. Dét var night han ikke havde regnet med; den anden fortalte ham sin forkortelse livshistorie, hvis grund til at være på kirkegården og, som bonus, forklaringen på al blodet. Og han lod til at være årlig. Hmm..m kunne det være, at ikke var en normal varulv? Ja, det måtte tiden nok visse. han havde med vilje ikke nævnt noget om blodet, som stadig droppede som stank, fordi han anså det for uhøfligt. Og var der noget den mørkhårede dreng gik op i var det høflighed.
Benjamin smilede igen og trådte par skridt nærmere(der var nu kun ti mellem dem), som en tak for forklaringen. Hans grønne blik bevægede sig henover gården efter mulige nyankomne, men der intet at hverken hører, lugte eller se. Ikke at han havde forventet det; selv for sneen var faldet havde det ikke set ud som om at der havde en levende sjæl i måneder. Men som han selv altid sagde; udseendet er den største snyder sammen det sesansen.
"Min kære varulv. Jeg allerede en del om dig. Du er åben og venlig over fremmede, også selvom de er dæmoner. Jeg ved.at din mor er død og at hendes.død tynger dig meget. Og jeg ved du er anderledes end dine artsfæller. Men jeg kender ikke dit navn. Mit eget er Benjamin" endnu et kort smil. Bare ærgerligt at det var ægte. Han ville gerne kunne smile ægte til den blodige, men Gud måtte vide, at det kunne han ikke.

Han kiggede lige kort rundt, noget som han altid gjorde fordi han altid følte at han blev overvåget, efter om der var andre tilstede end bare dem, det var der ikke. Han vidste ikke hvorfor han havde fortalt alt det han havde fortalt, måske var det fordi dæmonen virkede så barnlig og derved ikke så særligt bang ud så det var nok bare en god ide at fortsætte med at være venlig og ærlig, det virkede som noget dæmonen satte pris på.
"Undskyld, at jeg ikke har fortalt det før, jeg hedder Segovax."
HAn bukkede meget kort så han knap nok havde bevæget sig men nok til at man kunne se han havde bukket.

Ea måtte gerne komme fordi nu,
besluttede han. Det var lang tid siden hun sidst havde været hos ham; dog ville han ikke bekymre; fuglen fandt ham altid. Mest når han havde brug for det og det havde havde han ikke haft efter ankomsten til 'Øen'(Hans yderst opfindsomme navn til øen). Varulven abede hans søgen efter; kiggede rundt i kirkegården, men der var stadig ingen at se, høre eller
lytte.
Væsner havde åbenbart alle den samme form for paranoia. Det
var sjovt; alle er forskellige, i personlighed, i udseende, alligevel
er vi ens. Sneen faldt stødt; hurtigt og regelmæssigt. Verden var hvid, sort og rød, derfor kunne der være plads til mere renhed, sådan skulle Gud vel tænke? Hvis han fandtes, hvilket Benjamin tvivlede stærkt på; Gud var en skabning lavet af menneskers håb og frygt, mennesker var dummer, derfor var
Gud et kæmpe fjols. Easy.
Sne var fint at kigge på fra sit vindue med et kop varm kakao i hånden, smuk faktisk, men hvis man var hellere ude i det end fem minutter var det en sand plage. For første, men bestemt ikke sidste, bandede han i sit stille over og at, han havde taget den eneste jakke uden hætte på! Og nu, hvor han skulle bruge den, typisk!
Med et irriteret suk kørte han en hånd gennem sit næsten gennem blødte hår og vendte endnu engang blikket mod manden med det lange, sorte hår, som begyndte at tale.
"Undskyld, at jeg ikke har fortalt det før, jeg hedder Segovax.” sagde denne Segovax.
”Specielt navn du er blevet givet, Segovax” sagde Benjamin venligt og mente det; normalt har alle navne en betydning, en mening, men 'Segovax' var et af de få uden noget som helst. F.eks. betyd 'Benjamin' blandt andet 'Lykkens søn', 'Den yngste søn' og 'Søn af Syden', mens alt der var at vide om Segovax var, at en general, under Cæsars tid, havde båret det. Specielt.

Så fortsatte dæmonen med et lettere tonefald.
”Hvad hedder denne... ø egentlig?” Han havde ikke gjort sig nogen anstrengelse for at finde ud af det(og får at sige sandheden var han også ligeglad, men samtalen var ved at gå i stå. Og så ville situationen blive pinlig, hvilket han hadede).

Over han faldt det hvide.
Ned...
Ned...
Ned...
På jorden...

Han kiggede på drengen der stod der foran ham, i det hvide sne fordi der hvor han stod var der stadig hvidt, og ikke rødt som så mange andre steder. Han stod bare og kiggede rundt ikke fordi han var paranoid, eller jo men mere fordi han ikke ville se direkte på drengen det virkede så forkert at gøre det der med at stire.
"Ja mit navn, det er keltisk og betyder sejr eller sejrsherre"
Han flyttede sit blik hen på drengen når han talte, det følte han var okay, men på andre punkter var det måske også forkert, men det var alt sammen lige meget med de der formaliteter.
"Kender ikke øens navn er selv ny her og har ikke gidet at finde ud af det..."

Benjamin smilede og Segovax's erklæring at 'Segovax bestemt betød noget', men kommentere ikke yderligere sagen. Høflighed øverst!
"Jamen, så er vi ens på det punkt" konkluderede Benjamin. Over ham fløj to fugle sammen over nattehimlen. Uden for kirkens mure løb en sort kat over vejen og et sted i norge hylede en snehvid ulv op mod fulde månen. Men lige her, i Werclare Domkirke, skete der ikke meget. To væsner stod ti meter væk fra hinanden, den ene dæmon, den anden varulv, snakken var venlig og fredelig, men ingen så ud til at deltage meget i den.
Måske var den meningløs.
Måske ville den føre til det længeste venskab mellem racerne nogensinde.
Måske ville den ende med et stærkt had til den anden og mere blod og mere død ville blive spredt.
Ingen kunne forudsige fremtiden, thi den ikke skrevet i sten, men i sand og bliver hele tiden visket ud. En fremtid tager dens plads, men denne forandre sig også i sidste øjeblik og den bliver båret væk fra den evige bølger.
"Så... Hvornår ankom du, så Segovax?" Endnu et lamt forsøg fra dæmonen med det sorte hårs side på at holde den meningsløse, måske ikke meningsløse, samtale igang og derved endgå en pinlig tavshed.
Vinden rørte langsomt på sig igen og lavede et kujonagtigt angreb på Benjamin bagaf. En gysen gik gennem hans spinkle krop; selv ikke dæmoner kunne holde sig varme i snevejrets kulde.

"Ja jeg ankom for godt en måned siden"
Som han jo var blevet nød til grundet, Procella der var så forbandet god til at opspore ham nu var han her, og så kom hun fandme også på besøg, kunne hun dog ikke bare lade ham være, det var simpelthen irreterende.
"Men hvad laver du så her på øen, ingenting?"
Det var faktisk et spørgsmål han gerne ville vide da han jo ikke vidste noget om hvem han var og hvordan han stod magt mæssigt her på øen, det var jo ikke til at vide når man ikke havde mødt ham før. Han havde jo også valgt at holde sig for sig selv det meste af tiden.

En måned siden? Det præcis en måned siden, han sidst havde set Ea. Præcis. Ubehageligt, som nogle ting kan falde sammen. Med vilje undgik han at tænkte 'tilfædigt'. For der fandtes ikke tilfældigheder, gjorde der?
Alt sammen, alt var forbundet. Alle hændelsen havde en grund, alle levende alle en grund til at være, altid(selv ham selv), ligeså med de døde. Tit, alt for tit, var en nogle forfærdelige sørgelige grunde, men de var der altid, man skal bare lede længe nok, og det var det vigtigste. De sidste århundred havde gået med, at han fortalt selv 'at der skulle være en grund, eller den skulle nok komme engang... bare hold dig i live.... ikke selvmord... STAY ALIVE!'
Indtil videre havde det virket, og Ea havde gjort tilværelsen mere udholdeligt. Heldigvis, for hvem vidste, hvor han ellers ville være idag?

Så spørgte Segovax, varulven, efter hans grund til at være på 'Øen'. Benjamin havde håbet, han skulle slippe for at forklare sig, men åbentbart ikke.
Han åbnede og lukkede munden et par gange, som for at holde ordene inde, langt væk fra nysgerrige ører. Han overvejede nøje, hvordan han skulle fortælle det, uden for at fortælle det. Eller i hvert fald; ikke fortælle for meget, så Segovax skulle se sammenhængen mellem tingene.
"Jo... Jeg er lidt af morder... Og det var der en masse, som blev noget... Noget oprørte det. Uheldigvis var vi tyve mod en og jeg blev taget tilfange på deres skib." Piratskib for det hele skulle være løgn, men den deltage undlod, da den lød noget barnlig og langt, langt ude. "På grund at jeg er mig, slap jeg væk, eller rettere jeg kom til at sprænge skibet i luften og overlevede. Jeg var slået ud, men var landet på en tom vintønde og den bragte mig en til 'Øen's kyst" Det vel nok godt forklaret. Meget fint og helt utrolig lamt.
Flot, Benjamin. Meget flot.
Dæmonen slog et lavt, men meget irriterende klik med tungen og brugte hans yndlingsvåben; Sarkasme.
Mange tak skal du have, idiot.
Han havde det allerede meget bedre.

"En morder ja, kender jo selv problemet, da jeg blev nød til at flygte efter mit sidste mord"
Han grinede bare over det der var jo ingen grund til at tro at han løj over for ham. Han havde næsten lyst til at fortælle om sine drab men det ville vel bare lyde lidt for voldsomt, men på den anden side kunne han vel godt fortælle om hvordan det er at dræbe.
"Nå jamen når du også dræber, hvad får så dig til det?"
Det var noget der altid interesserede ham ved andre mennesker, det var meget spændende at vide den slags om andre folk, bare fordi det ofte sagde en hel del om andre mennesker og deres tankegang.

"Nå jamen når du også dræber, hvad får så dig til det?"
Det var et underlig og svært spørgsmål. Han gad nok vide, hvem andre der har spørgt om sådanne ting inden for de første tyve minutter af et bekendtskab. Et let smil rørte hans læber. Han tog tilløb og åbnede munden for at svare. Og svare gjorde han da også.
"Hør, Segovax, jeg dræber af samme grund som mange andre, ikke af lyst eller nydelse, men af yderste nødvendigheder. Jeg føler ingen tiltrækning til en person, som udånder sit sidste suk, især hvis jeg ved det er min skyld. Drabene bekymrer mig ikke, men alligevel. Jeg udviser ingen respekt for mennesker, udover hvis jeg skal slå dem ihjel. Det går hurtigt."
En smuk prolog, ikke sandt? Men der var intet at se til nogen grund. Benjamin overvejede at lyve. Stort. Hvis han sagde den rene sandhed ville det være... Ikke fordi sandheden var slem, men fordi så ville Segovax være den person, han havde betroet mest til.
"Mange af mine drab af været på fjender. Jeg har virkelig ikke nogen anelse om hvorfor, men af en eller anden grund komme alle magtfulde personer til at hade mig og ønsker mig død hurtigst muligt. Der har givet dem en lille kugle i nakken eller panden og så var er den sag ude af verden.
Men den vigtigste grund til mine andre drab, udover behøvet er..." Wait for it! Nu kommer det! "...mange er døde pga. jeg kunne lide dem. Jeg bryder mig ikke om... bånd til andre og det sker at de falder i søvn en nat for aldrig at se morgens lys igen".
Gav det man skyldfølelse? Blev han ked af det? Der gik et kort sekund, før han nåede til resultatet.
Nej, det gjorde han ikke. For i bund og grund var han forbandet egoistisk. Ligesom alle andre. Kig på mennesker - de er noget af det mest egocentrede man kan støve op. Selv den venlige varulve oveerfor ham var et ego. Sjovt at tænke på, ikke? Det er skygge som følger alle i deres forspor, en mørk side af den fordrejede virkeligheden.
Benjamin løftede hovedet, skar tankerne og rettede blikket mod den andens øjne. Det var svært at kigge rigtigt på dem på grund af den lange distance mellem dem. Stanken fra det spildte blod hang, der stadig så han var faktisk glad for afstanden.
"Hvad med dig, Segovax? Hvad er din grund til at slå ihjel?"
Se nu blev det interessant!

Han kiggede afventene på drengen, der stod der foran ham. Det var ikke fordi spørgsmålet var svært eller noget, men sin tid tog det da før drengen svarede. Svaret var ikke overraskende det var jo sådan at det var grunden til at de fleste dræbt, selv den alle del med at dræbe dem han holdte af overraskede ham ikke da han selv kendte det. Han havde jo selv dræbt mange han holdt virkeligt meget af gennem tiden.
"Hvorfor jeg gør? Ja jeg gør det nok af nogenlunde samme årsager som dig, fordi det er en nødvendighed i nogle situatione men også fordi jeg bare elsker følelsen man får når man dræber en anden person, den er simpelthen fantastisk."
Dette var nok en af grundene til at han noglegange havde svært ved at fungere socialt med andre væsner og mennesker, han var jo simpelthen ustabil og utilregnelig. Han kiggede på drengen med et bredt smil.
"Men hvad der ellers får mig til at dræbe er nok bare mit hævntog, jeg vil have hævn for det der er sket mod mig gennem tiden og det skal specielt elvere, engle, vampyrer og andre varulve bøde for!"

Grunden var ikke overraskende. Varulve var nogle voldige og utilregnelige størrelse, stædige og en demosionelle. Intet nyt under solen - eller månen.
Et smørret smil kom frem på hans læber. Segovax havde lige nævnt næsten racerne, menneskene manglede, udover Benjamin.
Tja, hvad kan man sige? Vi dæmoner er bare seje end alle jer andre. Deal with it. Segovax havde et bredt smil op sine læber. Benjamin kunne ikke finde ud af om det klædte ham eller ej.
Sneen var begyndt, og det ihvertfald også på tide, at stilne af. Det var godt nok også hvidt. Alt det blød varulven havde spildt, var næsten forsvundet. Næsten. Der var forbandet koldt og drengen mærkede en kuldegysning løbe gennem hans spinkle krop. Hvis han havde været alene ville han have været smuttet hjem for længe siden, men nu var Sego her. Sego, det var et fint navn til manden. Meget kortere end Segovax.
For at være ærlig ønskede han ikke at samtalen skulle få en ende lige med det samme. Det lod til at man kunne få mange infomationer ud af varulven og han virkede... Tro til sit ord, anderledes. Det var lidt for tidligt at sige om, han brød sig om Segovax, men noget tydede på det.
Af ren nysgerrig kunne han ikke holde sit næste spørgsmål tilbage;
"Hvad gjorde de ved dig?" Hævntogt? Interessant...

Han blev meget overrasket over drengens spørgsmål, der var ikke rigtigt nogen der før hen havde spurgt ind til hvad de havde gjort ham. Han vidste ikke helt om han havde tænkt sig at svare ham eller han bare undlade at svare.
"ja...."
Han vidste ikke helt hvordan han skulle svare det var jo lidt et meget personligt spørgsmål. Han kiggede på ham med et meget spørgende blik, som om han virkelig gerne ville forstå hvorfor han ville vide det og hvad han gerne ville høre.
"Ja jeg har fået dræbt min familie af dem, og presset mig til at dræbe nogle af dem også! Jeg er så også blevet tortureret af en engel"
Måske var det en meget svag grundlag som bare ikke rigtigt gav mening men ellers var det bare det der var grunden og det var der ingen der kunne ændre på.
"Hvilken type dæmon er du?"

Af en engel? A fucking voersized birdie?
Benjamin holdt hans ansigt følelsløst og nikkede kort. En engel? Ja, hvem vile gætte det? Var det ikke meningen, at engle skulle være venlige, naive og gode væsner? Det mest pure af alt? Guds væsner, Guds tjenere?
Han blev mindet om hans egne ord...
(Alle har en mørk side. Alle for en skygge.)
...og smilede let. Hvor havde han evigt ret.
Verden var hvid. Næsten intet sort eller rødt tilbage. Men hvor udseendet dog snyder. Synet er illusion, nothing is real. There is no spoon. Luk øjnene og lyt og du vil finde sandheden, sådan sagde tyvene. Og de havde levet i fred med sig selv og andre af deres art. De var havde været glade, selvom de intet havde udover, hvad de kunne få fingre i. Benjamin måtte indrømmme at det ikke var så let, de havde alle været meget talentfulde inde for deres fag.
"Hvilken type dæmon er du?"
Ikke et spørgsmål, han havde regnet med, men okay. Ting sker, ting som vi ikke kan forudse og ting vi ikke kan ændre.
"Jeg er...." Trommehvirvel! "...Sjæledæmon, hvorfor?". Højest sandsynlig ville Sego bare trække på skuldrene og sige noget i retning af 'ik for noget', 'jeg er nysgerrig', 'det ved jeg ikke'. Men hvordan skulle samtalen ellers blive ved?
"Hvem styrer egentlig Øen? Nogen ledere man skal passe op, at træde over tæerne?" Se det nogle oplysninger han kunne bruge. Meget faktisk, da han havde det med at komme op og toppes med magthaverne. Et dum, lille vane han havde fået.