Efter en lang dag.

Sted: Den fredfyldte skov.
Dag - dato: 22 juni.
Tid: 2.32. (Nat)
Omkring: Suprise... Skov!!!

Erenir gik alene rundt i en cirkel i en lysning og kiggede op på månen. Han var lige taget væk fra Rose. Han var lidt træt og tænkte på den tid han havde været sammen med Rose. Han havde glemt sin sorte kåbe. Så man kunne se hans lange sølv hår og skønne elver ansigt samt krop bare i sort. Han havde en sort skjorte på og sorte bukser. Han stod helt stille og betragtede månen. Hvorefter han satte sig ned på en sten og kiggede ned i Jorden. Han drejede hovedet skævt og smilede.

Den spinkle skikkelse gik stille igennem skoven med hænderne i de sorte bukselommer og med blikket rettet fremad mens han forgæves forsøgte at se gennem det tunge tæppe af mørke som havde lagt sig over området. Han stoppede dog brat idet duften af elver nåede ham, og sådan blev han stående lidt, men begyndte så at gå igen i retningen af det andet væsen som han ikke kunne se endnu - kun dufte. Men der var noget over duften som ikke var almindeligt, og Miku havde personligt ingen anelse om hvad det kunne være da han aldrig i sit liv havde mødt en sorte elver før.

Erenir sad på stenen og kiggede på jorden hvorefter han rettede sit blik mod månen og betragtede dens storhed. Han var glad og var inde i sin egen lille verden. Han var ikke opmærksom og kunne ikke lugte dæmonen på afstand. Han sad bare roligt og kiggede på månen. Han tænkte at den var lige så smuk som Rose, men det var lige meget nu. Han sad med sin sit tøj. Han var ikke vant til at gå med det og pillede lidt i sin lynlås i bukserne. Op og ned op og ned... Han smilede og tænkte bare på sin fremtid. Han var meget i tvivl om Rose og ham var det rigtige at gøre. Så det stoppede ham ikke fra at gøre noget som helst.

Cisse løb skrigende gennem skoven.
Eller dte var i hvert fald det man troede hvis ikke man så hende.
For det hun faktisk lavede var at svige sig fra træ til træ mens hun hylede op.


//Ingen krea.//

Miku fik et kæmpe chok da nattens stilhed brutalt blev flænget af et skrig, og han fór sammen hvorefter han lyttede og desperat forsøgte at se gennem mørket. Godt nok var månelyset der, men alligevel kunne dens skær ikke trænge ned for træernes blade. Stille og lidt usikkert fortsatte han med at gå i retningen af duften selvom han stærkt overvejede at vende om men hvordan skulle han finde hjem?