En lang nat...

Dato : 08/01
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Sneen ligger i store driver
Sted : På en tom gade
Tid : 01.00
Omgivelser : Ingen andre mennesker end Dimitra, i øjeblikket
Påklædning : Som ava + et par jeans og en lang sort jakke

Dimitra stod lænet op af muren udenfor en døgnåben kiosk, og varmede sine hænder på et papkrus med sort, dampende kaffe. Det havde været en lang nat, skønt den ikke var ovre endnu. En rød plagmage havde bredt sig på hendes bukser, nede ved knæene. Dog var blodet ikke hendes, men havde tilhørt en ung vampyr.. De var langt de letteste - de unge altså - men de var også dem der gav færrest penge. Hun nippede forsigtigt til den varme drik, og skar ansigt da huhn brændte sig på tungen.

Alec kom gående ned af gaden. Hun var irriteret. HUn havde en lang sort jakke på og et har højhælede støvler. Hendes har var mørke brunt. Hun gik stærkt og væltede ind i andre, men hun stoppede ikke og sagde undskyld. Hendes øjne var røde, men det ragvede hendes en høst blomst.

Dimitra løftede blikket fra sin kaffe, ved lyden af de hastige skridt. Hun bemærkede straks den unge pige - omkring udskolingsalderen - som ophavsmand til skridtene. Hun 'scannede' hurtigt pigen med blikket. *Hmm... Hvid hud, ergo en vampyr.. Endnu en i nat..* tænkte hun, og et lille smil bredte sig på hendes ansigt, dog forsvandt det hurtigt igen.. Hun så hurtigt ned i kaffen igen, og sukkede lydløst. "Det må vente" mumlede hun og stilte papkruset fra sig på jorden, hvorefter hun med lette og smidige skridt fulgte vampyren.

Alec var så irriteret så hun ikke opdagede kvinden. Hun sukkede fustreret og kæmpede sig vej igennem endnu en gruppe.
Hun svingede ind i venstre uden rigtig at vide hvor hun skulle hen. Hun sukkede igen og ståg noget hår væk fra øjnene.

Dimitra fulgte fortsat efter pigen, og mærkede diskret efter sine våben der sad skjut under hendes jakke. Jo jo, de sad som de skulle, let tilgængelige og klar til brug. "Soso.. Hvor går vi hen?.. Væk fra menneskene? Fint nok...* tænkte hun, og tog ikke blikket fra vampyren.

Alec stirrede vredt lige ud i luften *Hvorfor er jeg i det her humor??*. HUn blev mere og mere sikker på der var noget galt. Hun kiggede sig nervøst over skuldren, men der var ikke andet små dumme mennesker. Hun sukkede igen. Hun kunne ikke lugte nogen overnaturlige væsner, men den underlige følelse var der stadig...

*Og kom så.. Drej nu.. Ned ad den tomme gade.. Kom nu..* bad Dimitra i tankerne. Hun tilbage holdt et lille suk, og sørgede for at gå i samme takt som vampyren, så hun ikke ville blive opdaget hvis de drejede ned af den tomme gade.

Følelsen forvirrede Alec. Og irriterede hende. Som om hun manglede noget, at være irriteret over. Hun satte farten op og drejede igen. Bare for at se om nogen forfulgte hende.
Gaden var øde og var en blind gyde. Hun sukkede og vendtede sig ikke om; hun ville kunne høre, hvis nogen kom bagfra.

Dimitra smilede svagt, og fulgte efter vampyren ind i gyden. Hun holdt stadig samme takt som vampyren, så hendes skridt ikke ville kunne høres med mindre man virkelig lyttede godt efter. Hun holdt hovedet sådan at det ikke var til at se hendes øjne for hattens skygge, og gjorde det derved umuligt for andre at se om hun så ned i jorden, eller så på dem...

Alec lytte stadig, men kunne ikk ehøre noget endnu. Hendes sanser var ikke så skarpe begynd af hendes humør. Hun sukkede lydløst.

Dimitra lod den ene hånd glid ind under hendes jakke, og tog fat om den kniv hun havde siddende ved hoften. Hun trak den med ud, men holdt den dog skjult i sit ærme. *Snigangreb ser ud til at være det letteste... Denne vampyr virker ikke som den skrabeste kniv i skuffen... Hurtigt, stille og smertefrit... Smertefrit for mig i hvert fald...* afgjorde Dimitra, og nikkede kort for sig selv.

Vinden rørte på sig og førte en duft af menneske med sig. Alec stivnede på stedet, hun vendte sig hurtig om.
Nogle meter væk stod en kvinde på ca. 20 år. Alec smilede ironisk *Er der ikke ikke et slags ordsprog der hedder; slå ikke på dem der yngre end en selv? Men jeg er ældre end hende...* hun hvæsede lavt. *Hvorfor er det jeg med det samme tror det er en fjende?* men trods tanken gik hun ned i kanp stilling.

*Så afgjordt ikke et snigangreb.. Well vi finder nu nok ud af noget.* tænkte hun for sig selv. "Det tog sin tid.." sagde hun så, med et drillende smil spillende om munden. Hun så ikke ud til at tage sig af at vampyren havde indtaget en kamp-position, men fortsatte ufortrødent frem mod hende, stadig med kniven gemt i ærmet.

Alec hvæsede igen da hun kom nærmere "Jeg har mine problemer-" hun trak på skuldrene, hendes krop stod i talte sit tydelige sprog om kvinden ikke skulle nærmere, men Alec's stemme var varm ikke fjendtlig " -og du har dine; du er dødsdømt" hun smilede sødt.

Dimitra lo kort af den kommentar. "Lad os nu ikke drage forhastede konklutioner" sagde hun blot, og lod kniven komme frem fra ærmet. Smilet blev hængende om hendes mund, men hendes øjne var hårde og kolde... Som sten... Hun fortsatte frem - trods vampyrens tydelige kropssporg - og ventede kun på det rette tidspunkt til at angribe.

Alec smilede stadig "Forhastede konklutioner?? Hvem er det der for drage forhastede konklutioner?? Du vil dræbe en vampyr?? det kalder jeg en forhastet konklution" hendes' smil blev store "Men hvis du tror du kan klare mig, så kom an" hun slog ud med armene.

//Sorry, skal logge nu, skrived ikk??//

//Jo klart//

"Det er ingen konklution, men en besluting" rettede Dimitra drillende, og sprang mod vampyren idet denne slog ud med armene. Dimitra slog med kniven efter vampyrens hals, da det var den letteste måde at slå vampyrer ihjel på.. Hvis man kunne seperre hoved og krop...

Alec smilede og greb kvinden hånd så den kom væk fra hendes ansigt. Hun smilede til kvinden "Du er heldig: jeg gider ikke drikke dit blod... Forresten hvad hedder du??" hun smed dusørjægeren på jorden.

Dimitra landte ikke tungt på jorden - som et hvert nomalt mennekse ville have gjordet - men bukkede sig smidigt bagover, og lavede noget nær en vejrmølle, så hun stod sikkert på benene en meter eller to længere væk fra vampyren. "Det er komplet irrelevant" svarede hun kort, og rettede på sin hat, der - trods vejrmøllen - stadig sad på hendes hoved.

Alec smilede "Irrelevant? Nej, jeg vil godt vide hvad dit navn er. Jeg skal jo have noget at prale af; Jeg har dræbt dusørjægeren....?" hun træd nogle skridt bagud. Hun prøvede at finde en udvej, men det var vist ikke. "Jeg træt af det her, lad os få det gjordt færdig".

"Jeg er enig. Lad os for det overstået." svarede Dimitra, og stod i en afventende position. Hun ville vente til vampyren angreb, og så bruge de åbninger der ville komme. Der var naturligvis en hvis risiko for at hun ikke var hurtig nok, og måtte tage imod angrebet, men det var en risiko der altid lå i arbejdet som jæger...

Alec smilede svagt og snerrede kort "Du svarede ikke på mit spørgsmål; hva er dit navn??" hun gav ikke jægeren en chance for at svare, men gik til angreb istedet. Hun kastede igen kvinden ned i jorden, men ikke hårdt ellers ville der jo ikke være noget sjov. Hun smilede igen "Vil du svare på dit spørgsmål??".

Vampyrens angreb kom hurtigt, men Dimitra var klar til det. Hun tog fat i vampyren, og hev hende med ned idet hun selv ramte jorden. Dernæst rullede hun hurtigt om så hun sad på vampyren, og ikke omvent. "Net. Du får stadig ikke mit navn." svarede hun, og trak en kniv frem og satte den mod vampyrens hals.

Alec grinede "Vent og se." Hun rulede og nu var hun øverst. "Det her er sjovt" tilføjede hun med et stort smil.
Alec var ikke så god til at se faren ting. Kun det sjove.
Hun smilede til jægeren "Nå? Hvad er så dit navn?" mspurgte hun for trejde gang. Hun holdt kvinden hals, i et så let greb hun nok ikke engang kunne føle det.