Show me the security - Jazz

Dag: Mandag
Dato: 5/7
Tid: 22.30
Sted: Werclare skov
Vejr: lunt, men lidt køligt under træernes skygger, skumring, få skyer på himlen
Omgivelser: ingen udover en ung ny vampyr
Påklædning: http://www.cheapmonday.com/collections/collection-ss-2010/boy/shirts/basic-shirt-blue-f
Sko: Sine slidte converse sko

Denne aften havde Adam søgt væk fra Lorcans store hus. Han orkede allerede ikke at være der mere, men blev nød til det. Han skulle jo lære alle de ting han behøvede inden han fik lov til at slippe for Lorcan. Godt nok blev det bedre og bedre for hver dag, men det var endnu ikke helt godt mellem dem endnu. Det var jo ham der overfaldte Adam den aften, og gjorde ham til det han var nu, og Adam var stadig ikke stolt af det, og savnede sin menneskelighed helt utrolig meget... Dog ikke mere end sin elskede, men det havde han prøvet at få ud af hovedet nu, og det gik okay for ham. Han sad næsten på spidsen af en gren med et ben på hver side, og kæmpede for at holde grenen i en vippende bevægelse da det virkelig var afslappende og samtidig sørge for at det ikke gjorde ondt at sidde der. Han var utrolig koncentreret på at sidde ordenligt og lagde ikke helt mærke til den knirkende lyd som grenen gav, da den ikke holdte til meget mere end dette, og det resulterede i at grenen til sidst knækkede og Adam landte på røven og PÅ grenen. "Av for fanden!" vrissede han over sig selv og over grenen og ømmede sig over faldet, selvom det var småting i forhold til hvis han var et menneske. Dog mærkede han en smerte fra sin endnu let forstuvede fod, men som han nu endelig kunne gå på, men smerten var heldigvis væk hurtigt.

Jazz lod de små hænder glide igennem hendes hår, før hun sukkede tungt, og lod de ildgrønne øjne glide hen over omgivelserne. Træerne stod som tygge skygger op og ned af hinanden, og kastede faretruende signaler hen imod englen. Hendes gennemsigtige vinger, som var omkranset af lyseblå, skinnende blodåre, var pakket sammen. Hun var spadseret fra Werclare til skovens udkant, før hun havde placeret sig på en sten. Hun sukkede tungt. Jazz fødder var pakket ned i et par kondisko, men hun kunne mærke hvordan blodet dunkede faretruende, og hvordan hendes fødder gjorde helveds ondt. Jazz havde dog alligevel rejst sig for at gå videre. Stien hun gik på, var smal og bedækket med fine små græstotter hist og pist. Jazz stoppede og bøjede sig ned mod hendes fødder. Hun bandt snøren op, og hev skoene af. Derefter lod hun de nøgne små fødder lande på jorden. Jazz stod stille. Dybe indåndinger fandt vej til hendes næsebor, og hun kunne mærke, hvor dejlig en fornemmelse det gav hende. Derefter forsatte hun. Mere tilfreds end før.
Stanken nåede hendes næsebor, og hun stoppede brat op. Hvad var det? Jazz sank en klump, og bredte de smukke vinger ud. En vampyr. Af hankøn. Jazz overvejede kort om hun skulle vende sig om, og begynde at løbe, men hun vidste det var for sent. Hun bandede lavmælt. Hun burde passer noget bedre på. Jazz blev et øjeblik grebet af panik, og hun vendte brat om, og begyndte at løbe så hurtigt hun kunne i menneskefart. Jazz vidste det kun var et spørgsmål om tid, før hun blev indhentet af vampyren. Hvis den altså havde fået færten af hende.

Adams blik gled langsomt rundt på jorden omkring sig. Underlaget her var ikke ligefrem blødt og grenen havde ikke gjort landningen bedre. Faktisk bare meget værre, men med lidt besvær fik han rejst sig op og støttet sig halvt op af træet, da han var afsindig øm både i sin fod og lænden nu. *Lortedag* var den første tanke der røg ind i hovedet på ham. Han havde jo ikke lavet andet end at diskutere med sin mester det meste af dagen og nu? Nej det blev ikke meget værre.. Og dog? En lidt ukendt duft slog let mod Adam, som en blidt brise. Han var alt for ny til at genkende duften, men den var utrolig sød og som en drøm. Adam så sig lidt omkring og kørte de slanke fingre igennem det allerede rodede lysebrune hår. Han kunne ikke se nogen endnu, men var utrolig nygerrig over hvad det var for en duft det mødte ham. Han skubbede sig lidt ud fra træet og gik, så normalt han nu kunne med en let forstuvet fod, lidt væk fra træet og tættere mod den søde duft, med et søgende blik. Selvom blodet helt sikkert ville kalde på ham, så var han ikke sulten, overhovedet. Han havde allerede fået det han behøvede og mere til, og endda den her dag, så nu søgte han kun efter duften af sin nysgerrighed, og det var vist også en god idé. Adam fik øje på den lille skikkelse med de store flotte vinger.. De mindede han utrolig meget og sin elskedes, som godt nok var sorte, der sikkert sad hjemme i La Sunisha, eller måske endda sov nu? Han stoppede kort op og bare betragtede den lille skikkelse med et næsmest måbende udtryk, og kunne næsmest ikke røre sig ud af stedet.

Jazz stod som stivnet.
Hun glippede med de ildgrønne øjne, og satte pludselig i en kluntet men stadig elegant løb, hen imod en tyk stamme. Englen forsvandt bag træets massive brune stamme. Brisen gled langsomt hen over hende, og videreførte hendes søde duft mod vampyren. De stod omtrent 10 meter fra hinanden, men Jazz stod i skjul bag træet, selvom han ingen problemer ville have med at finde hende. Minutter sneglede sig af sted. Jazz stod stadig i skjul for vampyren. Hendes gennemsigtige vinger var bredt ud, og på grund af deres størrelser, kunne han se enderne stikkende ud i hver sin side af træet. Det lignede træet havde vinger.
Vingerne blafrede, og pludselig forsvandt de. Jazz ømmede sig lavmælt da vinger krøb tilbage, og gik i et med hendes ryg. Ryggen smertede voldsomt, men hun ville ikke mumle højlydt. Jazz rømmede sig lavmælt, før hun langsomt lod sit smalle hoved titte frem fra træet.
Hun betragtede vampyren med de ildgrønne øjne. Og med ét var det som om, alting faldt på plads hos hende. Som om, han netop havde givet hende svaret på alle livets gåder. Jazz rynkede de smalle øjenbryn, før hun igen trak hovedet tilbage, så hele hendes krop stod placeret bag stammen. Jazz kløede sig på kinden, før hun igen kiggede frem fra træstammen.
Hun sendte ham et lille, fortryllende smil. Ganske langsomt hævede hun den lille blege hånd til hilsen, før hendes smil blev en anelse bredere.
Hun vidste hvad hun havde fundet.

Adam fulgte hver enkel lille bevægelse han så fra den lille engel og var nu også sikker på at pigen var engel. Den søde duft, det lyse sind og vingerne. Han var ikke i tvivl længere. Adam hørte hendes lave jamren, selvom han stod de 10 meter væk, og det fikk ham til at gå tættere på, men ganske forsigtige skridt. Der var noget specielt ved englen, noget han ikke havde set ved nogen anden før. Noget trygt.
Hans skridt plantede sig grundigt på jorden med de slidte conversesko, for hvert enkelt skridt. Engelns smil fik han til at gå en smule hurtigere, men han stoppede brat op da han stod foran træet på den anden side af englen. Han lyttede godt efter hendes vejrtrækninger og små bevægelser, og rykkede hovedet lidt til siden for at se hen på hende.
Han fik et svagt smil om sine læber da hans blik fandt skikkelsen af englen og bredte sig en smule da det mødte hendes øjne. Han stirrede på hende, nærmest mundlam, med sine lyse blå øjne og fik et lidt genert udtryk over sig. Der var noget helt speciel ved denne engel og det var Adam sikker på, men hvad, det var han ikke helt sikker på endnu.
"Hej." sagde han med lidt forsigtig stemme og havde et forsigtigt, men venligt smil om sine læber. Han lagde sin ene blege, kolde hånd på træets stamme og den anden rakte han i en stille, men elegant bevægelse hen mod hende.

Jazz kunne høre hvordan hans skridt nærmede sig træet. Hun kunne høre hans blide, nærmest forsigtige åndedrag. Det fik hende til at smile. Et lille fortryllende smil, blødte hendes buttede læber op. Straks efter dannede sig der to tykke smilehuller på hendes kinder. Jazz konstaterede nogle sekunder efter, at hans duft ikke var en stank. Hun tog en dyb indånding, så hendes hoved vibrerede af anstrengelse ganske kort. Hendes hårfarve skiftede til en krystal blå. Et sikkert tegn på, hun følte sig godt tilrette, og hun var nysgerrig. Jazz tittede frem på den anden side af træet, da han langsomt lænede sig mod den modsatte. Det fik et lille drillende, sødt kluk til at forlade hendes læber, og hun afgav et lille klodset hop fra sig, før hun landede på den anden side af træet, så de på den måde kom til at bytte plads. Et legesygt glimt gled hen over de ildgrønne øjne. Pludselig skiftede hendes øjne farve, og gik fra at være den ildgrønne, til at være en lilla. Jazz tittede frem på den anden side af træet, og betragtede hans smukke skikkelse. Han var smuk. Jazz kunne mærke, hvordan følelsen af velbehag sneg sig hen over hende. Hvordan hun følte sig hel, intakt, ren. Jazz smilede blot bredere til ham, og vinkede til ham som hilsen. De lilla øjne var blevet ildgrønne igen. Håret forblev blåt, men varierede imellem en lyseblå farve, til en skinnende mørkeblå.

Adam holdte sin unødvendige vejrtrækning i takt men Englens og hans smil spillede muntert over hans læber. Adams nysgerrighed voksede og han ville virkelig kende til englen.. Det var alligevel som om hun havde været en del af hans liv siden han blev født, men han anede intet om hende. Adam lyttede efter hende og rørte sig ikke ud af stedet da han hørte hendes korte kluk af en latter, dog smilede han endnu engang bredere.
Han vendte blikket mod hende og fulgte hendes bevægelser meget nøje. Det var en sjov lille fange-gemmeleg rundt om træet, med Adam kunne bedst lige når englen stod stille, så han kunne se hende rigtigt. Han betragtede hende tavst med det spillende smil om sine læber .
Englen var som en bedste ven han aldrig havde mødt, en som han kunne betro sig til, en han kunne være tryg hos, han blev bare nød til at lære hende at kende.
"Hvad hedder du?" spurgte han ganske stille og smilede let til hende, og de lyse blå øjne strålede af nysgerrighed og glæde.

Jazz kunne mærke glæden over hans smil, pulsere i hendes hjerte. Hendes smil voksede sig bredere, og i takt med at det gled over de buttede bløde læber, jo mere trådte hendes smilehuller også i karakter. Hendes blå hår skiftede konstant farve, som om, hun ikke kunne blive enig med sig selv om, hvordan hun egentlig havde det. Hun kløede sig på kinden. Jazz lod deres øjenkontakt smelte sammen, og hun smilede længe uden som så meget at blinke. Hendes øjne forblev den ildgrønne farve. Efter nogle minutter havde hendes hår, bestemt sig for, at være skinnende blåt. Som blodårerne på de gennemsigtige vinger. Da lyden af hans stemme igen spillede som sød musik i hendes øre, pegede hun på sig selv, som for at få bekræftet at han spurgte til hende. Hun rømmede sig klokkeklart, før hun åbnede munden. Hendes hårfarve skiftet med et farve, og blev mat, næsten gråt. Jazz skar en grimasse, og så med et sørgmodig ud. Hun kunne ikke svare. Jazz lod de blå øjne glide hen over ham, før hun sukkede tungt. Hun håbede han forstod. Jazz hoppede hen foran ham, og havde med det samme glemt hendes problem med hendes stemme. Hendes hår var igen blevet blåt, krystal blå. Det nærmest skinnede. Jazz var lille og spinkel. Hun lignede en lille pige, men var stadig en smule udviklet. Hun var tynd, mager om man ville. Hun bar et par tykke blomstrede leggins, og en grå trøje som var stor, og sluttede ved knæene. Hun var barfodet. Jazz rømmede sig voldsomt, og så på ham igen. ”Jazz.”

Adams glade blik betragtede den lille engel. hvordan hendes øjne og hår hele tiden skiftede farve, hvordan hun bevægede sig i sine små hop, og det var utrolig sødt, i Adams øjne. Det klædte hende at være den lille forsigtige pige. Adam blinkede unødvendigt en enkelt gang inden den nærmest sammensmeltede øjenkontakt startede. Hans lyse blå øjne strålede af alle mulige følelser. Lykke, glæde, tryghed. Det var som om han havde fundet livets mening for anden gang. Endnu noget som skulle beskytte ham for de farer der lurrede, som han sidste gang ikke kunne undgå. Adam nikkede stille da Englen pegede på sig selv. Hans smil af glæde falmede ikke den mindste smule og han var jo i et utroligt humør. Han troede jo ikke at dagen kunne blive værre, og han havde ret.. Den blev ubeskriveligt meget bedre. Adam så en smule undrende på den lille spinkle pige foran sig, og forstod det ikke helt. Kunne hun ikke tale? Han tænkte lidt over det, men lod det ligge. Han var noget højere end den lille spinkle engel, og han havde eller vænnet sig til at være den lave når han var sammen med Andy. Han betragtede hendes krop. Hendes tøj faktisk og smilede forsigtigt. "Jazz?" Sagde han lidt spørgende og fik et lidt spørgende udtryk i øjnene. Han lagde armene om hende som om det var det mest normale man kunne gøre og han trykkede hende let ind mod sig og indåndede duften af hende.

Tågen lå som et tykt tæppe hen over jordbunden, og brisen fik træerne til at visle faretruende. Månen hang over den mørke himmel, og enkelte stjerner tittede ned imellem trætoppene til dem. Ellers var skoven død. Jazz lod tæerne glide ned i den våde jord, og hun vrikkede med dem, så jorden trillede ned imellem hendes tynde tæer. Hun kunne godt lide fornemmelsen. Jazz så hurtigt op på drengen, og lod uden tøven, hans armen glide omkring sig og blev trukket ind i hans jerngreb. Jazz lagde en finger på hans kind, og et kulde gys løb igennem hendes krop, og hun sitrede pludseligt. Han var iskold. Jazz så på hendes finger, der efter nogle minutter blev en anelse blålig, på grund af hans kulde. Jazz klukkede sødt, med sin klokkeklare stemme, før hun placerede fingeren imellem deres ansigter, for at vise ham hendes blålige finger. Jazz gjorde sig næsten skiløjet, fordi fingeren var tæt på hendes øjne, og hun smilede bredt, næsten fascineret. Jazz bøjede derefter pegefingeren, og lagde den i hendes lukkede hånd, som for at varme den. Jazz vendte sit blik mod ham, og hun fik derefter gullige øjne. Hun nikkede. Efter hendes nik begyndte en brummende, rar melodi at flyde fra hendes læber. Ikke at hun snakkede om musikken. Hun prøvede at fortælle ham, at det var hendes navn.

Adam så lidt omkring dem og tænkte lidt over det hele. Han var på ingen måde nervøs som han faktisk plejede at være her i skoven. Han brød stig aldrig rigtig om skove, og det var nok også derfor han holdte sig i byerne så meget han kunne. Han så tilbage på den lille engel og smilede helt roligt ned til hende. han mærkede hendes finger mod sin kind, og var ved at rykke sig væk da han mærkede hendes krop begyndte at sitre, af forskrækkelse, men kom hurtigt i tanke om at det var kulden fra sin hud, som han heller ikke havde vænnet sig til selv endnu.
Adam så lidt mod hendes spinkle finger og undslap et lille grin. "Den er blå, ja... Det er set før, sidst var det bare læber jeg så" Sagde han så og grinede en smule over hende. Adam betragtede hendes øjne da de skiftede farve, og ville virkelig gerne spørge, men vidste at svaret nok ikke kom, med mindre han gættede sig frem. Han nikkede så til hendes bekræftelse og smilede roligt. Han slap endnu ikke sit lette tag om hende, og slap hende heller ikke med blikket.
"Jeg hedder Adam... Så ved du det nu, så det ikke kun er dit navn vi kender... Burde jeg kende dig?" spurgte han lidt nysgerrigt da det var virkelig mange spørgsmål i hans hoved.

Jazz smilede da Adams stemme igen brummede. Hun elskede allerede den stemme, selvom hun kun havde hørt ganske lidt af den. Hun havde hørt om, hvordan skytsengle fandt deres ’anden halvdel’. Hvordan hele deres verden ramlede sammen for fødderne af dem, men blev samlet ligeså hurtigt igen. Hun vidste, at Adam var hendes.. bedre halvdel. Ikke på en kvælende kæreste måde, men at de til sammen udgjorde et stærkt bånd af venskab. Hendes hjerte bankede på en helt ny måde. Det var en fantastisk, let følelse. Og hun havde en evighed med ham. Med den her følelse. Det fik hendes hår til at blive en harmonisk grøn farve. Farven forsvandt dog ligeså hurtigt som den var kommet, og den blå farve trådte igen i kraft. Så nikkede hun.
- ”Vi kender ikke hinanden”, lød det klokkeklart fra hende. Jazz havde en fin, blød melodisk stemme. Den passede godt til hendes skrøbelige, forsigtige men samtidig klodsede figur.
Jazz sukkede kortvarigt, før hun lod blikket glide ned af ham. Hun tog derefter sine små hænder, og lagde dem rundt om ham. Jazz tøvede ikke et sekund med, at ligge hovedet mod hans marmor brystkasse. Den var iskold. Hun kunne mærke, at hendes hår på armene rejste sig men hun var ligeglad. Hun lukkede øjnene, og hendes hår blev en saglig mat, ultra grøn farve.
- ”Jeg er din skytsengel”, hviskede hun lavt, men hun vidste han ville høre det, på grund af hans overnaturlige evner. Jazz ord blev ført med vinden mod hans øregang.
- ”Jeg skal nok passe på dig”, hviskede hun yderligere. Hendes hårfarve blev med et knald sort, som havde hun lige besluttet noget vigtigt. Og så blev det mat, ultra grøn igen.

Adam så på Jazz og smilede helt utroligt meget. Han var så tryg ved denne lille skabning, som han faktisk ikke burde have det sådan med. Adam var jo et nyfødt rovdyr og lille Jazz var hans bytte, men... Adam var slet ikke sådan, han kunne ikke få sig selv til det, og slet ikke mod denne lille, specielle, fantastiske skabning. Han havde det som om han havde fundet en ukendt søster, dette var bare meget større, og alligevel ikke kærlighed som han havde til Andy.
Han lyttede helt opmærksomt påå Jazz' smukke blide stemme og var nærmest fortryllet over den. han nikkede ganske svagt over hvad hun sagde og mærkede hendes små hænder omkring sig og hendes hoved mod sin brystkasse. Han havde en underlig fuldendt følelse og så ned på hende med et roligt blik. Han lyttede igen megen opmærksomt og koncentreret til de ord det kom ud af hendes mund.
Adam vidste ikke helt hvordan han skulle reagere da hun sagde skytsengel, da han faktisk følte at det var ham der skulle passe på den lille skabning, mens det faktisk var lige omvendt. Hans smil bredte sig over hans let lyserøde læber og trykkede hende tættere ind mod sig. Han så ned på hende med det samme glade smil og de strålende øjne og trykkede sin mund og næse mod hendes hår. Han lukkede øjnene i og smilede sagte. Han strøg let sin hånd henover hendes hår og mumlede noget utydeligt.
".. Min engel" kunne man lige høre han sagde til sidst og sukkede lettet.

//Tror jeg smutter i seng. Svare dig i morgen (-:

//Okay :b Burde jeg også, har afsindig ondt i nakken :o Lille problem med i morgen.. Ved ikke hvor meget jeg er hjemme, og ved en 20 tiden sidder jeg i et fly på vej til Kina i 12 dage, så der går lidt tid før jeg er hjemme for at svare :/ :b//

Jazz fugtede sine buttede læber med tungespidsen, før hun lagde sit ansigt mod hans brystkasse. Hun tog et hiv af hans duft, og lod den sive ind i hendes næsebor. Den sitrede, men hun kunne ikke finde ud af, om det var hans fortryllende lugt, eller om det var fordi han var så kold. Jazz krop havde fået en lettere rødlig nuance, på grund af hans kropstemperatur. Ganske langsomt gav hun slip på ham, og hun smilede sit fortryllende, lille smil op til ham.
- ”Hvorfor er du iskold?”, spurgte hun og hendes hårfarve skiftede fra den grønne, til at blive helt gul. Hun så undrende på ham, og lod hovedet tippe en anelse på skrå.
Jazz fugtede læberne igen, og forvandlingen skete også i hendes øjne. Hun fik gule øjne, på nær den sorte pupil.
- ”Hvor bor du henne?”, spurgte hun derefter, og hun trådte et skridt væk fra ham. Jazz havde så mange spørgsmål i hovedet, og hun kunne ikke finde ud af, om det var godt eller skidt. Dette var hendes anden halvdel ikke? Hun tog ikke fejl?
- ”Hvor gammel er du?”, udbrød hun derefter, og den stærke gule farve tog til. Jazz havde aldrig i sit liv snakket så meget som nu. Men hun var tilfreds.

//Ej, det lyder mega fedt! o: Du må ha' en virkelig fed tur! :D
- Undskyld mit ringe svar >.<'

Adam stod helt stille med den lille krop let trykket mod sin egen. "Sig til hvis du fryser" Mumlede han mod hendes hår, og ville helst ikke have hvis husn frøs. Han ville helst ikke have at der var nogen, uanset hvem, der frøs på grund af ham. Han åbnede sine øjne og så ned på det fine ansigt da hun gav slip, og han lod derfor også sit eget tag om hende løsnes. Han lyttede til de ord der kom ud af hendes mund og tænkte lidt over dem inden han svarede. Det var jo et ganske let svar, da det var fordi han var vampyr. Han var død, og alligevel levede han.
"Jeg er vampyr, søde Jazz. Hvis jeg kunne have valgt selv så havde jeg stadig været som det menneske jeg burde være." Sagde han blidt og smilede forsigtigt ned til hende. Han lod endnu engang sin hånd stryge henover hendes hår og lod sin arm hvile på hendes skulder. Han lyttede endnu engang hvis hvad hun sagde og smilede lidt over det. Han tænkte over om han skulle svare både det oprindelige og det midlertidige eller kun det ene?
"Jeg bor normalt sammen med min kæreste i et hus ved stranden i La Sunisha.. Men de næste dage bor jeg hos min mester, som bor her i skoven.." Sagde han og ville prøve at få så mange detaljer med så hun ikke var i tvivl og måtte spørge in til mere om samme ting. Han grinede kort over hendes mange spørgsmål, men det havde han jo også selv, og hellere spørge for meget end for lidt. "Og jeg er nitten, du vil måske selv sige lidt om hvor du bor, og hvor gammel du selv er?" Sagde han lidt spørgende og smilede ned til hende

//Jeg det bliver dejligt med noget ferie :D Mange tak, og det gør ikke noget :3//

Jazz kløede sig på kinden, og hendes smilehuller trådte frem på hendes kinder, da hun smilede sit ivrige og fortryllende smil. Hun nikkede lidt til hans første ord, men konstaterede i sit stille sind, at hun allerede havde trukket sig væk fordi hun frøs. Han var iskold, men det var en kendsgerning hun godt kunne klare at leve med. Det blev hun nødt til. Lige indtil han døde, for så ville Jazz også dø. Lige i det øjeblik Adam’s sind forlad hans i forvejen døde krop, ville hun falde om på jorden, død. Hun rømmede sig svagt, og så ned på sine nøgne fødder, der var halvt begravet i jorden. Hendes hårfarve skiftede til den saglige, dejlig grønne farve, da han nævnte sin kæreste. Den fakta fik hende til at smile. Det var dejligt, han havde kærlighed i sit liv. Jazz vidste godt, at hun ikke var en del af hans kærlighedsliv, men hun var hans skytsengel, og det betød, at hun også følte den kærlighed som Adam følte.
Det betød også at når Adam var nede i kulkælderen, så ville Jazz synke ligeså langt ned.
”Men du bider mig ikke”, mumlede hun med sin fløjelsesbløde stemme, før hun langsomt lod et lille betrykkende smil glide over hendes læber.
”Hvis du får brug for det Adam, må du gerne bide mig og drikke mit blod”, sagde hun og nikkede ivrigt, så han forstod at hun ville gøre det for hans skyld. Jazz slå derefter ud med armene, da han spurgte hvor hun boede.
”Jeg er 15.. eller 16”, sagde hun, en smule forvirret, og hendes hårfarve skiftede til den gule.

Adam så på den lille skabning der fra nu af skulle holde hånden over ham, og var et eller andet sted sikker på at han ville få brug for hende. Han lod sige hænder glide ned i lommerne på sine bukser, og holdte blikket på englen. Chancen for at Adam ville dø, var ikke særlig stor. En overdosis af et eller andet sygt stærkt stof, eller et møde med en dusørjæger som ville gå galt, var nok det eneste der kunne slå ham helt ihjel, og han havde jo Jazz nu, og Andy.. Andy havde jo lovet at passe på ham så godt han kunne, så Adam var ikke nervøs for sig eget liv. Han var jo lykkelig, så han så i hvert fald ingen grund til at skulle dø.
Han så ned på hende med et kærligt blik og rystede så på hovedet. "Nej aldrig.. Jeg kunne ikke finde på det, uanset hvad.. Jeg ville gøre alt for at finde en anden i stedet" Sagde han så og smilede ned til hende. Han så lidt omkring dem da hun slog ud med armene og nikkede kort. "Mmh, skoven.. Du må sige til hvis du mangler en varm seng.. Der er et gæsteværelse i Andys og mit hus, hvis det er. I La Sunisha, ved stranden. Et stor hvidt hus, det er ikke til at tage fejl af" Sagde han så for at gøre hende opmærksom på at hun bare kunne komme når hun ville.
Han nikkede så også til hendes svar på hendes alder. "Jamen.. Så er du jo ikke så gammel endnu, lille ven" sagde han og smilede lidt over det. Det var et eller andet sted underligt at se sin beskytter vare en så lille og spinkel skabning, men han vidste jo at hun var stærkere end hun så ud, hvilket også var lidt beroligende.

Ved Adams ord fugtede Jazz langsomt læberne, før hun så ned af sin spinkle, kridhvide krop. ”Du forstår det ikke”, mumlede Jazz med sin fortryllende, bløde stemme før hun lagde hovedet en anelse på sned. ”Det er min opgave at beskytte dig. At se dig lide hvis du ikke får blod nok, vil også dræne mig for kræfter”, fortalte Jazz roligt og lagde hånden nær hendes hjerte, som en form for gestus. Derefter blinkede hun med øjnene, og hendes hår samt øjen-farve blev igen den krystal blå farve, da Adam tilbød hende en varm seng at sove i. Tilbuddet var fristende, men Jazz tøvede. ”Det..”, lød hendes stemme og hun sank en besværet klump. ”Jeg må ikke for min far”, hviskede Jazz og rystede igen på hovedet. Hendes farver skiftede fra den blå til en blanding mellem pink og orange. Hendes øjne var skræmte da hun nævnte ham, men hun rystede voldsomt på hovedet, og den blå farve vendte tilbage. ”Jeg bor hos min far i skoven. Jeg må ikke færdes i byerne” fortalte hun og lod en stiv pegefinger glide over hendes strube. ”Så bliver han sur på mig” hviskede Jazz velvidende at Adam sagtens kunne høre det.

Adam så ned på hende og grinede en enkelt gang over det hun sagde, og blottede sine tænder ganske lidt i et smil. "Bare rolig" Sagde han stille og lod sin hånd stryge hen over hendes hår. "Jeg passer på mig selv, med hensyn til tørst... Det har jeg lovet Andy, og jeg slår dig halvt ihjel hvis jeg drikker fra dig.." sagde han roligt og så ned på hende. Han havde jo allerede fået af vide at engleblod ikke mættede utrolig meget, og derfor ville han også helst holde sig fra det.
Han så ned på hende, og håbede faktisk at hun ville takke ja til tilbuddet, men virkede på ingen måde skuffet over hendes forklaring. Det skulle jo også forklares til Andy og alt sådan noget, og han skulle i hvert fald også hjem fra sit 'besøg' hos Lorcan. Han var sikker på at Andy ville glo noget hvis Jazz pludselig stod ude foran døren, og hvis Adam ikke engang var hjemme.
Adam så ned på hende og lod igen sin hånd glide over hendes hår og tænkte lidt over det. Han lagde så sine hænder på hendes kinder og så på hende "Mmh, Vi skal nok finde ud af noget.. Du kan jo ikke blive der for altid, eller hvad" Sagde han og smilede opmuntrende til hende. Han ville jo hellere end gerne vise hende frem for Andy, og omvendt.