Slaying in the night.

Artemis hulkede svagt, og trykkede sig let ind til ham.

//Uuhm... Three days later? xD//

Vicente havde for en gangs skyld ingen lig inde i sin hytte, men der var stadig størknet blod på gulvet og her og der på væggene. Hans kunst, billeder skåret i træ, pyntede væggene. Det var af høj kvalitet og de fleste af billederne forestillede lig, som var lemlæstet på forskellige måder, skåret op o.s.v. Nogle andre billeder forestille et væsen med vinger, som enten var blevet fanget af langhåret skikkelse eller flygtede fra en langhåret skikkelse. Han havde placeret pigen, hvis navn han endnu ikke kendte i sofaen, hvor hun havde fået lov til at sove. Han sad og betragtede hende med sine nu røde øjne, som viste at han ikke havde drukket noget siden han havde bidt hende. Han ville vente til, at hun var klar så han kunne lære hende, hvordan man gjorde som vampyr.

Artemis lå stadig med lukkede øjne, og lyttede. Der lugtede underligt, der hvor hun var. Hun følte sig underligt til mode. Ubehageligt til mode.. Som om noget sad og gnavede, og brændte inden i hende. Der gik lidt tid, før det gik op for hende, at det var sult. Langsomt åbnede hun øjnene, og satte sig så op. Så ændrede hendes forsovne ansigtsudtryk sig til forskrækket. Hvor i al verden var hun?!? Der gik lidt tid, før hendes blik faldt på den vampyr, der sad og så på hende. Så huskede hun det. Han havde bidt hende. Hendes hånd gled stille op til halsen, og mærkede efter de to nye ar. "Jeg er sulten...." sagde hun så forsigtigt, med en lille stemme, og blikket hvile på ham.

Vicente nikkede let. "Det ved jeg." Sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Hvad hedder du?" Spurgte han så. Det skulle han vide, hvis hun skulle være hans lærling. Hans røde øjne hvilede på hendes spinkle krop. Der var egentligt meget han måtte forklare og fortælle hende. F. eks, at hendes krop ikke ville blive ældre end den var nu. "Jeg har meget at fortælle dig." Sagde han så og rejste sig.

Artemis så betragtende på ham, mens han snakkede, og forsøgte at regne ud hvad det egentlig var der var sket. "Artemis..." svarede hun, og fulgte s hans eksempel og rejste sig også. "Hvilket?" spurgte hun, og så op på ham med en slet skjult nysgerrighed i øjnene.

Vicente rakte sin blege hånd med de lange tynde fingre frem. "Artemis. Mit navn er Vicente." Sagde han så og så ned på hende. "Du skal bo her fra nu af. Jeg skal lære dig at jage og hvordan man gør som vampyr." Sagde han roligt. Den store forandring ville sikkert være svært for hende, det havde den i hvert fald været for Vicente, men han havde heller ikke haft en mentor. Han havde klaret sig selv og selv lært, hvad man skulle gøre og hvad man ikke skulle gøre.

Artemis så et øjeblik uforstående på ham, men rystede så ulykkeligt på hovedet. "Men hvad så med Far? Og Nanny'erne?" spurgte hun fortvivlet, men tog så hans hånd. Sulten gjorde det svært at tænke klart.. Så sulten.. Gid det ville gå væk!

Vicente trak en kniv frem og skar sig let i håndleddet så det begyndte at bløde. Han rakte sin arm frem mod Artemis. "Drik." Sagde han og så stadig ned på hende. "Dem må du give afkald på. Mennesker ser ikke godt vores slags. De afskyr os, de ser os som monstre der skal udryddes. De hader os." Forklarede Vicente. "Du vil måske kunne besøge dem senere i dit liv, når du fået det at være vampyr under fuld kontrol. Du kan ende med at gå amok i en blodrus og slå dem ihjel, hvis du hungrer efter blod." Sagde han så.

Artemis så et øjeblik ud som om hun ville protestere, da han rakte sin håndled mod hende, men ombestemte sig hurtigt, og gav sig til at suge blodet til sig. Hun så op på ham, mens hun drak, og lyttede til hvad han fortalte hende. Hun havde ikke lyst til at slå Nanny'erne ihjel... De havde jo altid været så venlige mod hende... Og Far... Hun vidste ikke med Far... Hun var bange for ham.. Men hun havde ikke lyst til at dræbe ham... Havde ikke lyst til at dræbe nogen.. Det var ondt... Og Artemis ville ikke være ond...

Vicente strøg endnu engang en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Du vil ikke altid kunne komme til mig, når du hungrer efter blod. Jeg skal lære dig at jage. Du skal have blod for at overleve og for at få blod er du tit nødt til at slå ihjel." Forklarede han og der var meget mere hun skulle vide. Hun ville ikke lære alting på en enkelt dag. "Sollys er din værste fjende. Det slår dig ihjel. Dusørjægere vil gøre alt for at slå dig ihjel, de bruger midler som træpæle og vievand. Ting, som kan slå os ihjel. Hold dig fra dem - Igen vil jeg ikke altid kunne hjælpe dig." Sagde han.

Artemis lllidt væk fra han ansigt, og slap så hans håndled. Dusørjægere... Jægere..

'Hun trænger til at blive oplært..' Hans mørke blik hvilede på den lille pige. 'Som hvad?' spurgte jægeren, og så mistænkeligt på vampyren. 'Som jæger...'

Var det mon det samme? Var det dét hendes bror havde ment den aften på legepladsen?.. At hun skulle lære at slå vampyrer ihjel? Vievand... Var det mon det ham den anden fra den aften, havde forsøgt at få hende til at give til en vampyr?.. "Jeg... Jeg skulle have været dusørjæger..." sagde hun stille, da det gik op for hende, at det rent faktisk var det de havde snakket om, mens hun uforstående havde set til.

"Vær glad for at jeg så fik fat på dig først." Sagde han og gik så mod døren, så de kunne komme ud og gå igang med hendes oplæring. "Hvad vi gør, gør vi for at overleve. Det de gør, jæger os nattens væsner, er blot for at tjene ekstra skillinger og udleve deres ideologier." Forklarede han og åbnede så døren, hvorefter han trådte udenfor. "Dusørjægere er nogle ignoranter." Tilføjede han så.

Artemis lyttede til hvad han fortalte hende, og fulgte med ham, da han gik ud af hytten. Hun så let op på ham, men flyttede så blikket fra ham. "Hvorfor gør de det?" spurgte hun så, og så tilbage på ham.

Vicente lukkede døren efter dem og strøg så en lok af sit lange, sorte og tykke hår om bag sit ene øre. Han så kort rundt og rettede så blikket mod Artemis igen. "Det skal jeg ikke kunne sige. Du skal i hvert fald holde dig fra dem. De tøver end ikke ét sekund med at tage dit liv, hvis de får chancen. Selv ikke en lille pige, som dig." Forklarede han og begyndte så at gå.

Artemis nikkede tavst, og fulgte så efter ham igen. Hun så let ned mod jorden, og kløede sig lidt på kinden. Så så hun atter op. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun nysgerrigt, og så rundt mellem træerne.

"Vi skal finde et menneske, så jeg kan lære dig at jage." Sagde han og så let rundt. "Så du skal lytte godt efter." Tilføjede han så og snuste let et par enkelte gange, for at se om han kunne få færten af noget. Han kunne dog ikke få færten af noget lige nu. "I skoven her er alle dine sanser vigtige og som vampyr er vores sanser bedre end noget andet væsens. Du har vel lagt mærke til, hvor godt du ser i mørket, hvor meget mere du hører, ser og dufter?" Spurgte han så.

Artemis nikkede svagt. Jo, hun havde godt lagt mærke til det. Hun gav sig så til at lytte efter noget.. Præcist hvad vidste hun ikke... Et menneske vel.. Hun for holdt sig tavs, og så frem for sig, mens hun hele tiden sørgede for at holde sig omkring et skridt bag Vicente. Det var lettere at følge med nogen man kunne se foran sig, end en man gik side om side med...

Vicente stoppede op og betragtede Artemis. "Du ved vel allerede, at din krop ikke bliver ældre end, hvad den er nu, ikke?" Spurgte han. Den ting ved at være vampyr kunne hun sikkert ikke lide. Hun havde vel glædet sig til at hun blev større. Hun ville i hvert fald blive ældre, hvis hun altså fulgte Vicentes råd og så videre.

Overrakset stoppede Artemis op, og så på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun havde regnet med... Alle vampyrer hun havde mødt, havde jo været mere eller mindre unge.. Og alle sammen havde de været voksne.... "Jeg... Jeg bliver ved med at være lille? Hele tiden?" spurgte hun. Det var ikke fair! Hvorfor skulle hun blive ved med at være et barn?! Hun ville jo også have lov til at blive voksen!?...

Vicente nikkede let. "Men det gør dig ikke til en dårlig vampyr. Du har tværtimod visse fordele." Sagde han og lagde sin blege hånd på hendes skulder. Hun skulle vel nok klare den og vænne sig til det med tiden. "Det er vigtigt vi kommer igang med din oplæring." Sagde han så.

For første gang så Artemis vredt på ham. Hun viftede hans hånd af sig, og rystede let på hovedet. "Men jeg vil ikke være lille for altid! Jeg vil også blive voksen!" protesterede hun, og så op på ham. Det kunne godt være at han ikke kunne gøre noget ved det, men derfor kunne hun jo sagtens lade ham vide, at hun var yderst utilfreds med det.

"Det kan jeg ikke gøre noget ved." Sagde han og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange, sorte og tykke hår. "Som vampyr vil du alligevel være stærkere end en fuldvoksen mand og du vil for evigt blive klogere. Tid er ingenting for en vampyr." Sagde han så og begyndte så at gå igen. De skulle finde et menneske, det var nemlig vigtigt, at de kom igang hurtigst muligt.

Utilfredst så Artemis på ham, da han begyndte at gå igen. Dog gik der ikke lang tid, før hun fulgte trop. Hun ville alligevel hellere være sammen med ham, end hun ville lades på egen hånd med alt dette nye...

"Du har vel også lagt mærke til dine to nye og spidse hjørnetænder, hm?" Spurgte han, dog uden at se på hende. Det kunne godt være, at de skulle ind til byen for at finde et menneske. Det ville bare være bedst, hvis det blev her i skoven. Han begyndte dog så småt at få færten af noget og skiftede så retning imod det.

Artemis nikkede let, selv om han ikke ville kunne se det. "Jo..." svarede hun efter lidt tid, og fulgte ellera bare efter ham, da han drejede.. Hvad var det?.. Artemis bemærkede en let ændring i duften. Hvad det var anede hun ikke, men hun stolede på at Vicente vidste hvad det var...