Enden af forvandlingen... -Misser og Pincet :3

Dag:Irl
Dato:irl
Tid:irl
Sted:Hytten.
omgivelser:Mørkt.

Alt var mørkt, og smerten var overalt i ham og blev ved af samme styrke.
Det havde ikke ændret sig i dte stykke tid han havde været der, helt ubevægelig. Han vidste han lå ned, for smerten steg fra ryggen af, og steg op gennem sig. Han kunne ikke røre sig, ikke bevæge en muskel, en sene eller en celle. Han lå fuldstændg stille, anede ikke hvor han var eller hvorfor han var der, det eneste han vidste var at han skulle Blive som ham Den mand der havde bid ham. Det var det eneste han vidste.

Artemis sad på en stol med benene trykket op mod brystet, og stirrede tavst på manden - eller drengen - på sofaen. Hun gumlede som sædvanligt på en tot af hendes hår, og vrikkede svagt med tæerne. Blot for at lave noget. Hun tænkte at han måtte være ligesom den kvinde Vicente havde taget med hjem tidligere... - Endnu en ny vampyr...

Raquel stod lidt i døren, og så på de andre, før hun trådte helt ind hytten. En tynd stribe af blod indikerede det måltid hun havde indtaget kort tid før. Hun lod blikket hvile på drengen på sofaen, og tørrede så blodet væk. Havde Valentieri - Raquel ville stadig ikke kalde ham ved fornavn - forvandlet endnu en vampyr?

Vicente kom gående imod hytten. Hans øjne var røde, han havde ikke drukket noget blod, siden han havde haft sine tænder mennesket, det menneske som han også havde forvandlet til vampyr. Han tog fat i håndtaget og åbnede døren ind til hytten, trådte indenfor og lukkede den så efter sig. Han lod blikket glide rundt på de andre. Alle hans vampyrer var her nu. Han sagde ikke noget og trådte så hen til drengen, som endnu sov. Han så kort på ham og rettede så blikket imod de andre. "Jeg ser vi alle er samlet." Sagde han så med sin mørke, rolige stemme.

Nicholas var begyndtt at røre på sig, de steder smerten fortog bevægede han. Det var fremmed, han fostod det ikke. Men smerten fortog sig pludselig hurtigt, og udne varsel. Og ved lyden af manden der havde bidt ham, slog han øjnene op. DOg lukkede han dem hurtigt igen. Det var ikke som før, han så alt. Alt han ikke havde set før, han trak vejret han duftede alt, der var andre, selvom de ikke sagde noget vidste han de var der.
Han lyttede, han kunne hører biler. Men der var ingen biler i nærheden.
Alt var så nyt, så overvældende, så alt for meget, at han fik hovedepine.

Artemis kastede et blik på de to andre vampyrer, da de trådte ind i hytten, og fulgte Vicente med blikket. Da han snakkede vendte hun igen blikkket mod manden på sofaen. Reagerede ikke yderligere på ordene, men lagde armene om sine ben.

Raquel fulgte let Vicente med blikket, da han kom ind i hytten. "Hvem er han?" spurgte hun med et let nik mod den nyligt forvandlede vampyr på sofaen. Hun lod let fingrene løbe gennem sit hår, og rettede blikket mod drengen, da han rørte på sig.

Vicente trak let på skuldrene. "Det ved jeg ikke.. Et menneske." Svarede han blot, da han endnu ikke havde fået fat på drengens navn. Han lod kort blikket glide rundt i hytten og lod derefter sit blik hvile på Raquels smukke ansigt. Drengen havde ikke just været bange for at dø, hvilket Vicente godt kunne lide, men så igen, drengen havde bare givet op uden kamp. En kriger skal ikke være bange for at dø, men skal så sandelig kæmpe til sidste dråbe blod er faldet. Det kunne han vel altid lære drengen hen ad vejen.

Nicholas prøvede at komme op at sidde, hele hans krop var uvant.
Han åbnede øjnene på klem og kiggede rundt, de snakkede om ham.
"Nicholas." Sagde han hæst og hostede så for at finde sin stemme.
Han kiggede rundt, en lille pige, en ung kvinde og ham der havde bidt ham.
"Hvad er jeg?" Spurgte han og rettede blikket mod manden, han vidste godt han ikke var et menneske mere.

Artemis smilede svagt, da han - Nicholas satte sig op. "En vampyr." svarede hun så, og knugede let om sine ben. Egentlig ærgede hun sig let over at han var lige så voksen som de andre... Ikke at hun savnede en legekammerat - Hun havde jo aldrig gidet at bruge tid sammen med andre børn på sin egen alder som menneske, men hun synes nu at det var irriterende at hun var den yngste... At hun var den eneste der skulle blive ved med at være et barn...

Raquel kunne ikke lade være med at smile svagt over Vicentes svar. Så vendte hun blikket mod drengen, da han talte. Nicholas.. Javel ja.. Hun så let mod barnet, da denne snakkede, og smilede svagt. Selvom hun egentlig ikke havde snakke med den lille pige, så brød hun sig faktisk godt om hende. Lidt som var hun en erstatning for det andet barn...

Vicente rettede blikket imod Nicholas, da han talte. Så Nicholas var drengens navn. "Mit navn er Vicente. Vicente Valentieri." Svarede han og rejste sig bagefter op. Han lod en bleg hånd, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. Han kastede et blik på Artemis og lod blikket hvile på hende i et kort stykke tid. Alt sammen var sikkert meget underligt for hende og han gættede på, at hun langt fra havde vænnet sig til at dette, hvilket selvfølgelig også var forståeligt.

Nicholas så på Pigen, den yngste. "Vampyr.." Mumlede han og overvejede ordet. Han smilede prøvende til den yngste, måske kunne de komme godt ud af det sammen. Han nikkede til sin skaber. "Og hvorfor, hvad er formålet." Spurgte han og rettede ryggen.

Artemis nikkede kort, og blev igen tavs. Gumlede videre på sit hår. Hun sendte kort et blik om på kvinden, før hun så tilbage på Nicholas.. Han så ud til at være cirka samme alder som Vicente... Hm... Hun kløede sig kort på kinden, og så ned på sine fødder, før hun igen vrikkede med tæerne.

Raquel forblev tavs, men satte sig hen på en stol ved siden af pigen. Hendes blik vandrede kort mellem de andre, for at ende på Vicente. Hun mente godt at hun kendte svaret på Nicholas' spørgsmål, men hun ville lade Vicente svare. - Det var hans beslutning, og hans hær...

Vicente rejste sig og tog et skridt imod Nicholas. Han hvilede sit blik på ham. "Jeg besluttede mig for at gøre dig til vampyr, da du så ud til at kunne gøre en forskel i min kommende hær. Du er ikke bange for døden, det kan jeg lide, men du skal arbejde på at kæmpe imod." Sagde han og nikkede let. Han skulle være en del af hans hær, en kriger, det havde Vicente besluttet sig for. Ville han ikke være en del af hans hær og sagde sin skaber imod, så ville Vicente ikke tøve et split sekund med at få ham på andre tanker.

Han rettede blikkede mod han skaber, hans herre.
"Jeg kunne mærke jeg havde tabt, hvorfor så bruge kræfter, hvis man kunne aflede opmærksomheden til et andet angreb." Spurgte han og så op. "I mit tilfælde havde jeg bare tabt." han trak på skuldrende og kiggede igen på de to hunkønsvæsner.
"Og hende," Han pegede på Draq :3. "Danner i par?" Spurgte han, bare for at få dte hele på plads.

Artemis knugede fortsat sine ben ind mod sig. Lyttede stille til samtalen. Hun havde ikke rigtigt lyst til at sige så meget, men havde på den anden side heller ikke så meget at sige. Hun strøg med en kort bevægelse håret væk fra sin mund, og lod så blikket hvile på den nye igen.

Raquel rettede hurtigt blikket mod Nicholas ved hans spørgsmål. "Nej." svarede hun, med en spis snert i den ellers bløde stemme. Hun sad tilbagelænet på stolen med bene krydset, og armene over kors. Hun ville ikke tages for at 'danne par' med Vicente...

Vicente rettede blikket mod Raquel, da han spurgte om de var et par. En utilfreds mine viste sig i kort på hans ansigt, før den atter blev erstattet af hans rolige mine. "Desværre ikke." Sagde svarede han. Han lod derefter blikket falde på Artemis. Hun havde slet ikke sagt et ord endnu. Han gik hen og lagde en hånd på hendes skulder. "Er du okay, Artemis?" Spurgte han så og kastede et kort blik på Nicholas, hvis nu Nicholas havde mere at sige eller spørge om.

Nicholas nikkede kort, et lille smil var at få øje på i mundvigen.
"Desværre ikke." gentog han mumlende og så på kvinden.
"Hvad hedder du?" Spurgte han ligeud, nu vidste han den lille pige hed Artemis, og hans herre Vicente, selvom han nok ville kalde ham herre.

Artemis så let op mod Vicente, da han spurgte til hendes velbefindende. "Jeg er okay." nikkede hun, og smilede svagt. Så rettede hun igen blikket mod Nicholas. Han var spændende synes hun... Vel mest fordi han var ny, og fremmed... Men spændende, det var han i hvert fald...

Raquel lod let blikket hvile på den lille pige, da Vicente spurgte ind til hende. Så rettede hun igen blikket mod Nicholas. "Raquel." svarede hun kort, og betragtede ham let. Han så utroligt rolig ud... Hmm... Hun kunne godt se hvorfor Vicente havde set potientale i ham...

Vicente sendte Artemis et kort smil. "Godt." sagde han og gav hendes skulder et blidt klem. Hun måtte jo heller ikke føle sig glemt pga. al den seriøse snak omkring hans hær og alt det. Hun var jo trods alt en af hans vampyrer, ligesom de to andre, men hun var ikke lige så gamle som dem, det hele virkede nok meget mere pludseligt for hende. Han rettede nu opmærksomheden mod Nicholas igen. "Du skal bo her, men det har du vel allerede regnet ud." Sagde han og satte sig så over ved bordet igen.

han nikkede til både Raquel og sin herre.
"Artemis?" Spurgte han og smilede. "Vil du ikke nok vise mig rundt?"
Spurgte han og rejste sig op. Han kunne mærke sine smidige muskler, samtidig med styrken.