Enden af forvandlingen... -Misser og Pincet :3

Artemis så kort overrasket på Nicholas, før hun nikkede med et let smil på læben. Så rejste hun sig fra stolen, og gik så hen til døren som hun åbnede. Hun så lidt tilbage mod ham, mens hun ventede på at han ville følge efter hende.

Raquel fortrak ikke en mine, men fulgte Artemis med blikke, da denne gik gennem rummet. Hmm... Hvis Nicholas og Artemis gik, måtte hun jo nødvendigvis skulle være alene med Vicente.. Nå, pyt... Der var ikke meget at gøre ved det. - For hun regnede med at Nicholas' spørgsmål havde været en undskyldning til at lærer barnet nærmere at kende...

Vicente fulgte dem med sit blik og rettede så sit blik mod Raquel, da de var gået. Han betragtede hendes smukke ansigt og strøg så en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Hvorfor nægter du at være min partner?" Spurgte han så og gættede selv på, at hun bestemt ikke var glad for ham, efter han havde bidt hende og forvandlet hende til vampyr.

Nicholas fulgte efter Artemis med et lille smil.
"Nå, Jeg må vide alt hvad du ved. Så jeg ikke frmstår som en komplet idiot. Alt om det du ved om det hele. Og alt hvad du vil fortælle om jer alle tre." Sagde han og smilede til hende, Mens han gik ind skoven, følte sin egen styrke i sine ben. "Lær mig alt hvad du ved om os." Han kiggede på hende og smilede venligt.

Artemis grinede let af ham. "Jeg ved ikke ret meget om os..." svarede hun, og så tænkende frem for sig. - Hvad kunne hun mon fortælle? "Ved du noget om de andre racer?" spurgte hun så, og fingrede let ved sit hår. - En vane hun havde. Hun skulle hele tiden være beskæftiget på den ene eller anden måde..

Raquel lod blikket hvile på døren, da den havde lukket sig efter de to. "Fordi... Fordi jeg ikke har let ved at binde mig. Fordi jeg havde alt hvad jeg kunne tænke mig, og du tog det fra mig... Der er mange grunde..." svarede hun, og så først bagefter på ham. "Men mest af alt fordi du er skyld i at min barn ikke har overlevet sin første uge i livet." sagde hun med en hård kant i stemmen. Hendes ansigt var ikke umiddelbart til at læse, hvilet var et sikkert tegn på at hun var fyldt med stærke følelser. - Følelser hun ikke ville vise frem.

Vicente strøg hendes kind. "Jeg vil med sikkerhed være med dig for al evighed. Jeg kan give dig alt, hvad end du kunne tænke dig." Sagde han så ind i hendes øjne. Han trak hånden til sig igen, da hun nævnte hendes barn. Han havde ikke vidst, at hun havde været gravid. Hun havde en god grund til at hade ham så, men han skulle nok få vendt det på en eller anden måde. Han måtte bare overbevise hende om, at hun ville få det bedre sammen med ham. "En undskyldning er lang fra nok, men jeg undskylder alligevel." Sagde han så.

Nicholas så på Artemis. "Bare fortæl mig alt du ved." Smilede han venligt til ham og rystede overrasket på hovedet. "Hvilke racer?" Spurgte han og så ned på pigen, mens han duftede til alle sine omgivelser, han kunne dufte alt, og huskede dem.

"Der er flere racer end vampyrer og mennesker. - Der er også elvere, og engle... Og der er vist nok også andre endnu." svarede hun, og skævede op mod ham. Artemis vidste ikke helt så meget om racerne endnu. Hun vidste blot at der var mere end hvad menneskene så...

Raquel så lidt på ham, uden at fortrække en mine. "Du har fuldstændig ret, en undskyldning er ikke nok." svarede hun tonløst, for så at tage blikket fra ham. Så smilede hun svagt, og rystede på hovedet. Et eller andet sted burde hun vel ikke tage det helt så tungt. Barnet var jo ikke engang et barn hun havde planlagt, eller havde fået med en hun elskede. Faktisk havde hun ikke elsket ret mange i sit liv...

Vicente satte sig over i sofaen og lod stadig sit blik hvile på Raquel. Han tænkte over, hvordan han mon kunne overtale hende til at ville være hans partner. "Tænk i hvert fald over det. Jeg kan give dig, hvad end du kunne tænke dig." Sagde han så og lod en bleg hånd løbe igennem sit lange sorte hår, hvorefter et lavt suk undslap hans blege læber. Han gav i hvert fald ikke op, han ville have hende som partner lige meget hvad.

Nicholas så på Artemis, han vr ikk overrasket, hvorfor skulle der ikke være andre væsner end ham selv? Det virkede gansk normalt.
"Og hvad med os, hvordan skal vi opfører os." Spurgte han og smilede.
"Og hvad spiser vi?" Spurgt han og kiggede ned på den lille pige, den lille Artemis.

Artemis vendte igen blikket frem for sig. "Jeg tror ikke der er nogen bestemt måde vi skal opfører os på..." sagde hun tænkede, før hun så op mod ham, og smilede svagt. "Vi drikker blod..." svarede hun, og så så op på ham. "Er du sulten?" spurgte hun så, da hun kom i tanke om hvor sulten hun slev havde været da hun vågnede op på sofaen...

Raquel fulgte ham let med blikket, og tænkte kort over hvad han sagde. "Hvorfor er du så ivrig efter at jeg skal blive din partner?" spurgte hun, og lagde let pegefingeren mod sin hage, som om hun overvejede noget.

Vicente rettede blikket ned mod en størknet og ret stor blodplet på gulvet. Han betragtede den tænkende, han ville finde de rigtige ord. "Du er speciel." Sagde han og rettede så blikket mod hende igen. Hun var speciel, i hvert fald hvis man spurgte ham. Hun var som ingen anden kvinde han havde mødt. Hun var stædig, stærk, modig og selvstændig. Alt det kunne Vicente godt lide og det gjorde hende speciel i hans øjne.

Nicholas kiggede på på Artemis, og spærrede overrasket øjenene op da han opdagede hvordan det brændte i halsen på ham.
Så, så han på hende og nikkede overrasket over han ikke opdagede det noget før. "Åbenbart." Mumlede han og så sig omkring.

Artemis nikkede let, og anede ikke hvad hun skulle gøre. - Hun havde jo drukket fra Vicente aller først... Måske... Måske kunne de finde et menneske?... Artemis brød sig stadig forfærdeligt lidt om at bide nogen som helst.. Men Nicholas skulle vel lære at jage før eller siden... Gid Vicente var der... Nå, lige meget... "Vi kunne finde et menneske?" foreslog hun så, og var stadig ikke vild med ideen.

Raquel så lidt på ham. Speciel... Raquel trak det ene ben op på stolen, og lod let hagen hvile mod knæet. Hvis man gik ud, og så helt obejktivt på sagen... Så kunne det være ganske fordelagtigt for hende at indvillige i... Det ville jo sådan set ikke være meget værre, end alle de gang hun havde ladet sig invitere i byen af et væsen, som en del af hendes strategi. Raquel var fast besluttet på at slå ham ihjel før eller siden, men som så mange andre gange kunne hun lige så godt vælge at lade ham komme helt ind på livet af sig... - Det var oftes den langt mest effektive strategi...

"Jeg kunne altid beordre dig til det, som din herre og skaber." Sagde han og så ind i hendes øjne. "Men hvor er det sjove i det?" Spurgte han så og smålo kort, hvorefter han rejste sig op. Han trådte hen til et af de meget beskidte vinduer og så ud mod de træer, som omringede hytten. Han tænkte over, hvor Artemis og Nicholas måske var gået hen. Nicholas havde ikke drukket noget blod, så de var sikkert taget ud for at lede efter et menneske. Artemis var ikke specielt erfaren med at være vampyr, så hvis de var taget ud for at finde et menneske, så var han i hvert fald spændt på at høre resultatet.

Nicholas stoppede midt i en bevægelse, frøs guldstændig til is.
"Et hvad`?" Spurgte han og stirrede på Artemis. Han kom pludselig i tanke om Neo. "NEO!" Gispede han og spærrede øjnene op. "Åh gud. Hvad gør jeg!?" Han stønnede og satte sig opgivende ned.

Artemis så overrasket på ham, og bed sig svagt i læben. "Måske skulle vi gå tilbage...." mumlede hun, da hun bestemt ikke brød sig om situationens udvikling. Det var jo langt fra fordi hun selv havde fået styr på ret meget endnu...

Raquel så kort på ham, og rystede så smilende på hovedet. Beordre hende til det.. Sjov tanke... Ikke at det ville hjælpe synderligt meget, da hun havde for vane at overhøre ordre, der ikke lige passede hende. "Den eneste herre jeg har er Herren Jahve." sagde hun kort, og fulgte ham med øjnene. Hun sad lidt, og betragtede ham overvejende, mens et let smil formede sig på hendes læber. Dette kunne jo gå hen og blive en overordenlig fordel for hende...

Vicente rettede blikket mod hende igen og trådte så hen til hende. "Du har fået dig en ny herre." Sagde han og så ind i hendes øjne. Han skulle nok lære hende, hvem der bestemte her. Vicente tænkte, at hun sikkert ville tage pladsen ved hans side for fordelenes skyld, men det var jo heller ikke helt dårligt. Det ville være en god start og han skulle nok vinde hende over. Han ville dog stadig passe på, da hun lige så vel også kunne bruge det plads til at gøre ham fortræd. Han måtte bare sætte hende på plads, hvis det blev nødvendigt.

//Mhhhhm. the:3.//

Nicholas reagerede(?) overhovedet ikke, han sad og undskyldte til Neo, undskyldte han havde svigtet ham. "Jeg.. Jeg kan ikke dræbe mennesker." Hviskede han og så op på Artemis, den lille yndige pige. "Jeg kan ikke.." Hviskede han og lukkede øjnene. Så rystede han på hovedet, han kunne ikke lade Artemis stå og se ham sådan, hun var trods alt stadig et barn.
"Undskyld." Mumlede han og rejste sig, stadig en anelse rystende. "Måske skulle vi gå tilbage.." Nikkede han og sendte hende et kejtet smil

Artemis nikkede kort, og tog hans hånd uden et ord. HUn så kort op på ham, med et trøstende blik, før hun begyndte at gå igen. Hun var komplet uvant med det faktum at voksne også kunne blive kede af det på den måde. De voksne var jo dem, der altid vidste hvad man skulle gøre, og stod fast lige meget hvad der skete...