Enden af forvandlingen... -Misser og Pincet :3

Nicholas havde siddet i grotten et stykke tid, nok til at vide Vicente ikke ledte efter ham. han ville tage hjem. Men så skulle han forbi hytten.
Han sukkede dybt og kom ud af grotten, mens han begyndte at gå. Han ville tage hjem, hjem til sig selv i sin lejlighed. Ligemeget hvad. Så han begav sig langsomt afsted, og hen til lysningen hvor hytten var. Han mulede nogle bandeord inden han gik over lysningen, lod som ingenting, håbede de allerede havde fundet andet at lave. Og at d for guds skyld ikke kiggede ud af vinduet.

Artemis sagde ikke noget, men lukkede stille sine øjne. Hun lyttede sig stadig til hvad der foregik omkring hende, selvom det mest af alt så ud som om hun sov, eller var ved at falde i søvn.

Raquel sukkede kort. "Nej, det skal jeg vel ikke." svarede hun kort, og så kort ned på Artemis. Så rystede hun let på hovedet, og vendte blikket mod et af vinduerne. Jo, hun lagde godt mærke til skikkelsen der gik forbi derude, men hun forblev tavs. "Jeg siger blot at du er nødt til at give ham lidt tid til at indstille sig på den forandring du hiver ham igennem." fortsatte hun så, og vendte igen blikket mod Vicente

Vicente hev kniven op ad bordet igen og satte den tilbage i bæltet. Han rejste sig og trådte hen til vinduet og så ud. Han fik øje på en skikkelse. Nicholas. Han måtte hive fat i den knægt og sætte ham på plads. Han så mod Raquel og Artemis igen. "Jeg går ud og trækker lidt frisk luft... Køler ned." Sagde han og trådte hen til døren og åbnede så døren.

Nicholas var i sine egne tanker og opdagede ikke engang døren blive åbnet, faktisk opdagede han ikke noget som helst, ikke andet end at træet han gloede på kom tættere på for hvert skridt han tog..

Han sukkede og lod sine tanker flyve mod Neo, neo..
Han bed sig i læben og lod sin hånd glide gennem håret.

Artemis løftede ansigtet, og så op på Raquel. "Vil han gøre Nicholas ondt?" spurgte hun så, og vendte blikket mod døren Vicente var gået ud af. Hun håbede det egentlig ikke. Men hun troede nu egentlig ikke helt på at han ville lade være...

Raquel så ned på den lille pige, og strøg hende let over håret. "Nej.. Nej, selvfølgelig vil han da ikke det." svarede hun, og smilede svagt. Der var et eller andet ved pigen, der fik Raquel til ville passe på hende, og tage sig af hende... Måske var det bare det faktum at hun selv havde haft en lille pige.