Skoven //åbent for alle//

S: skoven
T: midt på dagen
V: lunt og dejligt
O: træer, buske osv.

Thrandil kom gående hen langs skovstien.
Han havde sit sædvanlige grønne tøj på, med bare tæer, og hans lange gyldne hår sad løst omkring hans skuldre og ned af ryggen.
Kun pandehåret var redt tilbage og samlet i nakken i en lille fletning.
Han lod sine finger spidser ramme forskellige planter på sin tur, mens han gik rundt og nød de dejlige farver, fuglene der fløj rundt, bier, sommerfugle...
Der var ingen andre end ham, eller hvad der?

Marilyn kom gående med sin guitar på ryggen. Hun havde taget sine røde stiletter af og gik med dem i hånden. Hendes højtaltede, sorte nederdel var stram og gik hende til knæene og hun havde en elegant, matchende rød top på. Hun havde valgt at gå en genvej mellem bladende og planterne i skoven, da hun elskede den smukke, rolige natur. Hun havde lige spillet en morgenkoncert i La Sunisha - hvilket også forklarede hendes pæne tøj - som var gået ganske godt. Hun nynnede stadig melodien på jazzen mellem hendes røde læber. Solen strålede ned mellem bladene og fangede hendes grønne øjne. De strålede - og faldt ind mellem alt andet grønt i skoven.

Bladende på jorden knasede da hun trådte på dem med sine bare tæer.

Thrandil hørte snart noget knasen og en lille nynnen og snart kom en kvinde i rødt frem.
Hun havde en guitar på ryggen, bemærkede han, og ellers lignede hun der havde været til fest.
"Hej med dig" sagde han, med sin flotte og melodiøse stemme.
Hans blide men alligevel kloge, mørke øjne så nysgerrigt på hende.

Marilyn som havde haft sit blik op mod træernes kronblade kiggede ned på drengen foran hende med et sæt.
Hun smilede.
"Jamen hej." sagde hun og gik et skridt tættere på. Han lignede ikke nogen normal mand. Hans hår var langt og blond og hans øjne var vise og mørke. Et venligt glimt var ikke til at tage fejl af i de øjne. Solens stråler ramte lige imellem de to personer og glimtrede mystisk, men smukt. Hun gik tættere på og trådte ind i lyset.
"Jeg hedder Marilyn." sagde hun og rakte en hånd ud for at præsentere sig selv. Dette havde hun aldrig rigtig gjort før, men de mørke øjne var varme og indbydende.

Han studerede hende lidt, hm, hun måtte vel være et menneske? Dem så han ikke så tit.
Hun havde en pæn kropsbygning og håret glintede dejligt i solstrålerne.
Hun virkede imødekommen.
Han trykkede hendes hånd, men var selv ikke van til det.
Det var en menneske skik, deres måde at sige hej på.
"Jeg er Thrandil"

Hun lod mærke til at han skævede mærkeligt hen til hendes hånd. Dog klemte han den alligevel og hun sendte ham et strålende smil.
"Thrandil?" gentog hun. "Ikke et navn man hører hver dag.". Ham Thrandil så også besynderlig ud i tøjet. Meget af det så ud til at være i skovens farver - grønt og brunt. Hans ører var spidse, og hud var bleg.