Mangel på overskrift oo'

Sted: Legepladsen
Vejr: Lunt
Tid: Faktisk omkring midnat..
Omkring: Ingen - Duh!
Dag: Fredag
Dato: 16. Juli 2010
Årstid: Sommer

Davie sad på en af gyngerne på den lille legeplads, og gyngede let frem og tilbage. Han havde endnu ikke taget sig sammen til at gå hjem, og fortælle sin mor at han ikke gad hjem fordi han ikke ville være sammen med sin familie.. Hun ville af en eller anden grund blive sur. Han så nu ikke problemet i hellere at ville være ude, frem for at sidde derhjemme, og lave.. ingenting.. Men han var dog kun i form af et menneske.. ingen vinger. Han var iført en sort t-shirt med Green Day på, et par mørke jeans, med hul på knæene, Nittebælte, og sorte converse.. og så selvfølgelig nogle halskæder hans lillesøster havde bedt ham om at gå med.. Sådan nogle lange halskæder, i sort, pink, blå - Alle mulige farver! Han havde faktisk ikke noget imod det. Og så selvfølgelig en sort kasket - selvom solen ikke skinnede mere - til at holde styr på håret. Han lod blikket glide rundt på de somme gynger ved siden af ham, legehusene, og det der nu ellers var.. Det hele var bare ret.. tomt.. Han sukkede tungt.. Kunne der ikke være nogle han kunne snakke med i det mindste?? Det var ligefør han ville ønske der kom en vampyr, men så alligevel ikke..!

Raquel bevægede sig med lette skridt gennem mørket. Hendes øjne lyste svagt, og hendes mund var let åben. - Så det var dette vampyrene sloges med, når de hungrede efter blod?... Sulten havde overrasket Raquel. Aldrig havde hun troet at den var så intens... Hun havde lugtet drengen på lang afstand, men først nu fik hun øje på ham. Et let smil viste sig på de fyldige læber, og hun lukkede munden helt. - Beherskede sig. Så fortsatte hun ind på legepladsen, og kørte let hånden gennem det lange, tykke hår.

Davie opdagede intet i miles omkreds da han var i sine egne tanker. Han tænkte på sin Kewian.. Eller det var ikke hans.. men han havde lidt ejerfornemmelse alligevel! Han passede jo på knægten, og sørgede for at han ikke døde.. Af noget.. Han vidste selvfølgelig godt at han sikkert tiltrak vampyrer.. men hvorfor skulle der dog være en vampyr på en legeplads? Så han bekymrede sig ikke halvt så meget som han burde. Plus.. Hvis der absolut kom en vampyr, behøvede det jo ikke at betyde at vampyren ikke allerede havde jaget.. Men så sikker burde han nok alligevel ikke være på det.. Han havde nok bar eikke overskud til også at tænke på vampyrer, dæmoner, eller hvad der nu ellers ville æde ham..

Raquel så et øjeblik på drengen. Han så ikke videre gammel ud... Men så igen, han var helt forfærdligt køn. - Og han lugtede ikke videre af menneske. Derfor antog Raquel at han måtte være et væsen. "Godaften." sagde hun roligt, og hendes bløde stemme brød nattestilheden. Roligt gik hun hen mod drengen, med en nærmest henkastet gang.

Davie gyngede let frem og tilbage, indtil han hørte en stemme bag sig. Han blev straks utryg, ved at være i selskab med personen - hvor han ved at høre stemmen i hvert fald kunne konkludere at det var en pige.. eller nok en voksen kvinde.. Han vendte hovedet, og smilede alligevel varmt til hende. "Godaften til dig også" sagde han med et lille grin, og vendte sig på gyngen, så han sad med front mod hende.

Raquel smilede let, og satte sig på en gynge ved siden af den han sad på. Hun havde blikket vendt mod jorden, og tænkte et øjeblik. "Hvad hedder du?" spurgte hun så, og vendte blikket mod ham. Ikke at det var specielt vigtigt, men det var som regel en god ide at være bare en smule høflig, når man ville nogen noget. - En ting der gjalt for så godt som al form for jagt...

Davie betragtede hende kort, og selvom han absolut ikke var rolig i hendes nærvær, blev han bare siddende. "Davie" svarede han kort, og smilede fortsat bare. "Og du?" tilføjede han bagefter. Han tænkte jo ikke over at han måske kunne blive brugt som mad for en vampyr, for hvordan skulle han absolut også vide om det nu også var en vampyr? Han var jo aldrig rolig når han var sammen med nogen han ikke kendte, med mindre der var sket dem noget..

"Raquel." svarede hun, og så lidt ned mod sandet. Han var mere eller mindre utryg... Hmm... Hun måtte vel så bare forsøge at holde sig i skindet lidt endnu så. Det skulle nok kunne lade sig gøre. Ellers måtte hun jo bruge vold. - Ikke noget hun var uvant med..

Davie gyngede let frem og tilbage, og nikkede så. "Nå Raquel, hvad laver du så ude på den her tid?" spurgte han bare for at starte en samtale. Det føltes sådan liiidt.. tungt at holde samtalen oppe, men han prøvede.. Hellere det end at sidde helt tavs og stirre ud i luften.. eller noget.. Men han begyndte at blive mere tryg, selvom han var lidt tvivlende på hende. Hun virkede flink, så han forholdte sig bare roligt..

"Går tur." svarede hun, og smilede igen let. "Hvad laver du selv så sent?" spurgte hun, og lod hånden løbe gennem hendes hår. Hvis han så bare kunne begynde at slappe af. Det var selvfølgelig meget at kræve, når man var sammen med en komplet fremmed efer mørkets frembrud... Men alligevel... Det ville være lettere for begge parter, hvis han slappede af.

"Jeg kunne ikke sove, så jeg gik udenfor" svarede han og trak på skuldrene. "Og så endte jeg her" tilføjede han, da han ikke så grunden til at finde på noget, frem for sandheden. Han gyngede fortsat frem og tilbage, uden at tænke videre over det med at hun var fremmed. Hans tanker var ret langt væk.. på Kewian.. Han savnede fyren.. men han var smuttet lidt, så han havde ingen ide om hvor han var.. Han sukkede kort, og hvilede hovedet mod dimsen der holdte fast i gyngen..?

Raquel nikkede, og så let på ham. "Hvad tænker du på?" spurgte hun henkastet, og lod blikket gå væk fra ham. Smilede stadig svagt. Raquel smilede i det hele taget meget. Også når der ikke længere var meget at smile over. Det lå bare til hende. - At gemme sig bag smilene.