Mørkt... - Amaranth

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : Fint
Sted : Legepladsen?
Tid : 22.38
Omgivelser : Legeplads ting vel?

Artemis sad på en af gyngerne med en pind i hånden. Med pinden tegnede hun usammenhængende mønstre, mens hun skubbede gyngen let frem og tilbage. Det blev nogle spøjse tegninger der kom ud af det, men det var egentlig ikke så meget andet end tidsfordriv. Hendes sult var allerede blevet stillet for den aften. - En ung kvinde havde måttet lade livet. Tankerne fór rundt mellem hinanden i hendes hoved. Hun brød sig ikke om det. Hun brød sig ikke om det på nogen tænkelig måde. - Det faktum at hun slog ihjel. Nu var hun jo pludselig blevet den onde. Var hun ikke?....

En blid vind, båren af de pureste rosenpust strøg over den næsten forladte legeplads og pustede velsignet Amaranth i ansigtet. Vinden legede blidt med hans halvlange hår, som en dans på roser en kærlighedsleg for børn. Hans sko gav genlyd over det halvtomme areal, som han gik i sit promprakte tøj, et uden tvivlt dyrt jakkesæt, så om sige. Han havde øjnene lukket halvt som han nød rusen af det foregående offer, en ung pige der selv havde lagt udefter det, men før sin død frygtet ham så meget at adrenalinen havde pumpet rundt i hende, en adrenalin han nu blev nød til at gå rundt med for at få neddæmpet.
Brat nåede knirkenen fra det gamle gyngestativ hans øre, og fik ham til at spidse det. Det var nu ikke unormalt at der var børn på legepladsen, men burde de ikke have en følger?
Han åbnede øjnene og så over mod retningen af lyden, hvor en lille blond pige kom til syne. En pige, ikke iført det smarteste, ikke det reneste. Han hævede et øjenbryn i mistro, hvem kunne dog havde efterladt ham sådan en gave?
Han gik tværs over legepladsen til han nåede starten af gyngestativets areal. ''Sig mig... Unge dame.. Hvad laver De dog her, midt om natten?'', spurgte hans fløjlsbløde stemme, som hans blik lagde sig på den lille pige.

Artemis holdt fortsat blikket rettet mod sandet, selvom hun ganske udemærket hørte skridtene. Hun lod stadig tankerne kredse som de ville. Hun synes efterhånden at hun havde rigeligt at tænke på. - Alt alt for meget faktisk...
Først da der blev snakket til hende, løftede hun blikket, og lod det falde på den fremmede mand. Svarede ham ikke lige med det første. Han var uden tvivl rig, at dømme efter det fine tøj han bar.
Hun rettede de klare, grønne øjne mod hans ansigt, og lod dem hvile der en tid, før hun åbnede munden for at svare ham: "Sidder. Hvad med Dem? Hvad laver De her?" Artemis kunne være utroligt høflig, hvis det lige slog hende, eller hvis der blev snakket til hende på den måde. På den anden side kunne hun også være ufatteligt rapkæftet, og en sand møgunge, hvis det var det hendes humør stod til, eller sådan hendes selvskab behandlede hende. Hun vendte så blikket tilbage ned mod sandet, og pirkede let til det med pinden hun havde i hånden. Tænkte kort på sidst hun havde mødt en fremmed mand her på legepladsen... Nej, hun ville bestemt opføre sig på samme måde, som hun havde gjordt dengang...

''At sidde'', mumlede Amaranth inden han gav sig til at reflektere over udsagnet. At sidde betød en ting, at man sad, men sidde hvor ? Man kunne sidde så mange steder, hvor mange mennesker havde ikke haft ordet 'At sidde' i munden? Det var som en slags pest der spredte sin smitte fra mund til mund, som et forkøelsessorg, men dog ej frygtet.
''Jeg, min pige'', spurgte han med et hævet øjenbryn, som han trådte ned i det fugtige grus med spidsen af sin støvle. ''Er ude på en af mine nattevandringer efter et lille måltid'', svarede han, som han lod sig sætte på gyngen ved hendes side og let lod gyngen svinge sig. ''Kan jeg tillade mig at spørge, hvor De har gjort af deres værge?'', spurgte han med et interesseret udtryk, da han havde undret sig en smule.

Artemis rynkede svagt på næsen, og så op på ham igen, da han trådte ud i gruset. "Jeg er ikke nogens pige." fastslog hun, da han kaldte hende sin pige. Roligt fulgte hun ham med blikket, og betragtede ham som han satte sig på gyngen. Hun lagde hovedet på skrå, da han spurgte ind til hendes værger. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af det mere. Før havde Far vel været hendes værge... Men nu boede hun jo ikke længere hos Far og Nanny'erne. Nu boede hun ude hos Vicente... Gjorde det Vicente til hendes værge? Hun anede det ærligt talt ikke. Dette var også grunden til at hun trak på skuldrene uden at sige noget i første omgang. Hun rettede så hovedet op igen, og så på ham. "Det kan De vel, men jeg vil ikke kunne besvare det. - Jeg har ingen ide om hvor han er." svarede hun så, og lod pinden falde til jorden. Stadig var hun ikke sikker på om det var Vicente eller Far hun snakkede om... Men hun troede at det var Vicente... - Han havde lovet at passe på hende. Far havde knapt nok snakket til hende.

Med en langtrukken bevægelse lod Amaranth trække på højre side af smilebåndet, hvilket udgjorde et slags skævt smil hvor den ene hjørnetand sad og glimtede. Han kunne dufte på lang afstand at denne lille pige selv var i de vampyriske rækker, så det burde ikke skræmme hende, der fandtes trodsalt mere skræmmende ting i denne verden, ting han håbede for den lille piges skyld aldrig vil falde i hendes vej, og dog vil han gerne være en del af den.
''Nuvel, vil dette sige at de er helt alene her? I dette dystre mørke hvor ingen kan vide sig sikker?'', spurgte han med et hævet øjenbryn som han blidt lod sin gynge glide frem og tilbage i sælsomme sving, hvor gyngestativet ingen lyd lavede - overhovedet.

Artemis så lidt på ham. Hun havde godt regnet ud at han var vampyr. - Han lugtede på samme måde som Vicente gjorde det. Hun nikkede kort, og vendte bikket ned mod sandet igen. "Jeg er vant til at være på egen hånd." svarede hun, og skubbede let gyngen igang igen. Så lod hun igen de kønne grønne øjne vende tilbage mod hans ansigt. "Hvorfor spørger De om det?" spurgte hun så, og lagde let hovedet på skrå. Egentlig var det vel faktisk meget normalt at voksne bekymrede sig om hvad et lille barn lavede alene ude efter mørkets frembrud. Men han virkede nu ikke som om han bekymrede sig synderligt meget om hende. Lidt ligesom den anden vampyr hun havde mødt her på legepladsen. Han havde også spurgt som om han bekymrede sig om hendes velbefindende.