Mørkt og overskyet. - Embry.

Vejr: Mørkt, koldt og overskyet. Det regner også rigtigt meget.
Omgivelser: Ingen mennesker, pånær en lille pige (Kimberley)
Dato: 27/09
Dag: Søndag
Sted: Legepladsen
Årstid: Efterår
Tid: Hen ad eftermiddagen, ved en 14-15-tiden.
Påklædning: En gul regnfrakke, og en lyserød paraply med små BBK-motiver på. Indenunder har hun en hvid langærmet trøje på, med sorte ærmer, hvor et pandahoved er påtrykt, over pandahovedet står der "You are gon gto die, motherfucker!". Hun har et par stramme sorte jeans på, og et par blå regnstøvler. Hendes hår er sat op i to rottehaler, og hun har sine briller med lilla kanter på.

--

Kim sad på en gynge, på legepladsen. Mutters alene som altid. Hun svingede blidt frem og tilbage, imens hun kiggede ned på sine gummistøvler. Hun knugede hårdt om kæderne på gyngen. Det eneste man kunne høre var de knirkende lyde fra gyngen, og regnen der spillede mod jorden. Hendes vejrtrækning var meget svag. Den gule regnfrakke lyste op i det grå og kedelige. Regnvejret var voldsomt, men der var ikke et bedre vejr end det. det syntes Kim ihvertfald.

Embry var verdens dårligste til at forudsige vejret, eller for den sags skyld se vejrudsigt så han havde som sædvanlig sit originale sæt på der bestod af et par meget våde lilla sneakers, mørke løse cowboybukser, og en grå t-shirt der klæbede til hans tynde overkrop. Han tøffede hen af stien og mærkede de små regndråber i nakken, der derefter trillede ned af hans ryg. Han gøs og gik videre. Han så op mod himlen og sukkede af de mørke skyer der mødte hans øjne, det var da et sørgeligt syn. Han gik videre og fik lidt efter øje på legepladsen, havde han nogensinde været der? Det kunne han ikke huske om han havde..
Han gik tættere på, og fik øje på noget gult midt i regnen, var der et barn ude? Nå ja det kunne man vel godt, det var da også sjovt at hoppe i vandpytter.

Kim hørte noget, og kiggede hurtigt op. De natteblå øjne fik øje på en skikkelse. Den gled i med alt det kedelige, men hun kunne dog stadig se den. Det lignede en dreng. Hun blev siddende på gyngen, og holdte interreseret, men diskret øje med ham. *Hvor mange penge har han mon på sig?* tænkte hun. Hun slog straks tanken ud af hovedet, da hun ville gøre en ende på det med at være lommetyv. Hun kiggede ned på sine blå gummistøvler igen, og fik øje på den pink paraply der lå for hendes fødder. Den havde hun glemt. Hun lod den bare ligge, da hun ikke ville hjem lige nu.

Embry trippede tættere på, og så lidt på hende. "Hey.." sagde han så stille, mens han forsøgte at danne sig et bedre indtryk af hende. Hun lignede ikke en typisk legeplads unge, hun var lidt for stor. Han forsøgte at regne hendes alder ud mens han gik hen mod gyngestativet og slog sig ned på gyngen ved siden af, den kunne umuligt være mere våd end han allerede var. Han så lidt på den gyselige lyserøde paraply og rynkede let på næsen, inden han igen så på hende. "Hvorfor sidder du her alene?" spurgte han så. Burde hun ikke være hjemme og eksperimentere med make-up, og glæde sig til at hun blev så stor at hun kunne tage på Reggie? Måske var hun ked af det.

"Hej.." hviskede hun lavt. Hun havde ikke snakket i flere dage, da hun havde holdt sig fra derhjemme. Hun havde en meget hæs stemme, og det hun helst ville var at være alene. Hun var jo den der alene-type. Hun svingede stadig et par centimeter frem og tilbage. Drengen der sad foran hende... Var uvant. Hun var ikke vant til nye mennesker, og slet ikke drenge. Hun stoppede gyngen, og rettede blikket mod jorden. Tavs. Regnen havde duppet hendes briller til, så hun tog dem af, og lagde dem i lommen på sin jakke.

Embry tog sig ikke så meget af at han var våd, han kunne selvfølgelig ende op med en slem forkølelse men det gik sikkert.. lige nu var han mere interesseret i det der sad foran ham, for det fik faktisk hans mave til at rumle. Han rystede dog på hovedet af sig selv, hvis han havde vekslet et ord med vedkomne ville han ikke spise dem. Hun svarede ham ikke. Det fik ham til at blive mere nysgerrig, men han ville pirre hendes egen nysgerrighed lidt, så han gav sig til at gynge. Han så godt hendes bevægelser ud af øjenkrogen, han var jo jæger, eller.. menneskejæger hvis man kunne sige det sådan, og han var opmærksom.

"Jeg kan godt lide regnvejr.." sagde hun, lidt højere end før. Hendes stemme lød nu mere normal. De natteblå øjne var stadig rettet mod jorden. Der var noget ved ham her... Han var ikke normal. Ikke... menneskelig. Hun kunne bare... mærke det. "Og jeg elsker legepladsen.. når jeg er alene," Tavshed. Igen var det kun regnen man kunne høre. Det var koldt, men det sagde hun ikke noget til, da hun var vant til kulde. Hendes øjne rettede sig mod himlen, den mørkegrå himmel. Det var hendes yndlingsfarve, og når skyerne havde den farve, var hun bare... følelsesløs. Normalt var hun altid ked af det. Men regn gjorde hende neutral.

Embrylyttede til den lille stemme, der denne gang lød kraftigere. Han smilede lidt ved det "det er deprimerende syntes jeg.. men det er også rart at få skyldet luften ren" sagde han og så op mod de mærke skyer. Nu vidste han at han kunne få hende til at snakke, det var bare at greje hvordan. Han så på hende da hun snakkede igen, og stoppede langsomt gyngen. Han havde, som sædvanlig ikke fulgt menneskenormen og spurgt om han måtte sætte sig, måske generede han hende? "Skal jeg gå?" spurgte han stille, og søgte de mørke øjne under det mørke/lyseblonde hår, han kunne ikke helt afgøre det. Hans egen søster havde været på alder med hende. Tanken fik ham til at se ned, fik ham til at skamme sig over alt hvad han havde gjort, specielt at han havde tænkt på at tage livet af pigen ved siden af sig. Han følte en trang til at undskylde, men hun ville nok næppe forstå det.

Hun kiggede undrende på ham. Hun slog en tot lysebrunt hår væk fra de kønne øjne med en elegant bevægelse. "Det er helt okay," hun kiggede lidt undrende på ham. "Det er rart for en gangs skyld at møde nye mennesker." Hun knugede stadig hårdt om gyngens kæder. Hun vidste ikke hvorfor, men den rødhårede dreng ved siden af hende var... spændende. Der var noget ved ham, hun kunne ikke helt sætte sin finger på hvad, der gjorde ham utroligt... lokkende. Hun kiggede ned igen, da hun ikke var vant til at se på folk. Og slet ikke se dem i øjnene.

Embry så på hende og fangede kort et par mørkeblå øjne med sine egne brun/grønne. De havde det med at skifte farve hans øjne, enten brun eller grøn eller begge dele, og så lilla, ametyst agtig når han var sulten. "Nå okay.. så bliver jeg siddene" sagde han tøvende, og gyngede lidt igen. Han havde ikke lyst til at blive siddene, hver gang han så på hende så var hun der, og hun skreg. Han vendte blikket mod det mørke sand under sine sko. "Hvorfor tog du ikke en veninde med herud..?" spurgte han så. Der havde været så meget om børnelokkere og voldtægter på det sidste.. triste nyheder egentlig. Han skubbede imod med sine fødder og blev hængende lidt bag hende, og betragtede hendes ryg som for at se hvordan hun reagerede.. om hun blev anspændt eller stadig forholdt sig neutral.

Hun havde stadig de blå øjne rettet mod sine sko. En veninde? Hun havde jo ikke nogen.. Hvem skulle også forvente det af en pige med briller? En pige der var undervægtig? "Jeg... har ikke nogen." sagde hun forsigtigt. Hun forholdt sig rolig, og lagde ikke mærke til at drengen undersøgte hende. Regnen tog af, men den var der endnu. Hun elskede regnvejr. Hendes hænder knugede stadig om kæderne, som om hun var bange for at falde af, hvis hun gav slip. Hun begyndte også selv at svinge lidt frem og tilbage, men det var kun nogle få centimeter. Det værste ved at være hende var at når hun på et tidspunkt tog herfra, ville hendes bror vente hende derhjemme. Det var derfor hun blev her.

Embry så afventende på hende, hun så rådvild ud. Han gyngede stille tilbage på plads og satte sine sko mod sandet så han ikke gyngede videre. Han så lidt på hendes ansigt og kneb øjnene sammen "hmm.." han så op mod himlen hvor regnen endelig var ved at holde op, det var da også på tide. "Jeg ville gerne tilbyde mig som veninde, men der er nogen problematikker ved det.. for det første så er jeg ikke en pige, for det andet ved jeg ikke hvad piger på din alder interesserer sig for, og for det tredje.." han gik i stå. Hvad ville han egentlig have sagt? Du giver mig dårlig samvittighed?
Han tog en dyb indånding og forsøgte at lade være med at ryste. For fanden hvor var det egentlig koldt ligepludselig.

Hun sukkede og kiggede ned i sandet. "Jeg har ingen interresser. Udover at holde mig væk hjemmefra. Og det at du ikke er en pige, gør ikke det store." Hun kiggede forsigtigt på ham, og gyngede lidt højere. Hun var ikke vant til at snakke, og det kunne hun sagtens mærke. Hun kiggede på ham, og lagde mærke til at han frøs. Hvad skulle hun gøre ved det? Hun kunne ikke rigtigt gøre noget. Jo, måske invitere ham med hjem. Nej, det kunne hun ikke. Hendes bror var der. Og hendes fordrukne mor var der sikkert også. En smerte i brystet voksede frem, men hun tænkte hurtigt på noget andet. De blå gummistøvler blev presset mod jorden, og hun stoppede.

Embry pustede ud i luften, mens han lyttede. Der manglede ligesom noget. Han pustede igen, og kom i tanker om at det var hvid røg der manglede. Han fiskede sine smøger op, og plantede en mellem sine læber og tændte den. Han skulle lige til at byde hende en, men så huskede han at hun nok var lige lovlig ung til den slags. Han lagde dem tilbage i sin lomme og tog et sug mens han lyttede. "Hvorfor holder du dig væk hjemmefra?" spurgte han langsomt og så på hende. Han bed mærke i sådan nogen ting, han mente ikke at man skulle holde sig fra hjemmet, selvom det praktisk talt var noget han gjorde selv. Selvom hun fik ham til at føle samvittighedskvaler, var der også noget ved hende der bad ham om noget, men hvad vidste han desværre ikke.

Hun duftede til røgen fra hans smøg. Hun var ikke selv ryger, men røgen fra cigaretter var beroligende på hende. "Jeg bryder mig ikke om det," sagde hun. Hendes stemme var lys og klar. Det kunne ikke rigtigt beskrives på andre måder. Hun brød sig ikke rigtigt om at snakke om det... Eller.. hun havde aldrig prøvet at snakke om det, så hun vidste ikke hvordan det føltes. Regnen tog nu næsten helt af, og det var nu kun støvregn. Hun lagde mærke til den måde drengen reagerede på hendes ord. Han var utroligt lokkende, og han gav hende sådan lyst til bare.. Til bare at snakke om hendes problemer. Hans nærvær var dragende, og hun var tæt på bare at begynde og snakke om det, men tav inde med det.

Han så på gløden for enden af smøgen, kunne godt lide den måde den lyste rødt. Han så på hende igen "nå.. jeg har ellers altid ment at man burde bruge så meget tid med sin familie før.. før de ikke var der mere" mumlede han, og pustede røgen ud af næsen mens han så ud i luften. David havde villet fortælle ham noget, noget om hans far.. Han tog endnu et sug og skubbede tanken fra sig. Han havde altid kunnet lide sin far, kunne han ikke? Han var kommet i tvivl på det seneste, noget der havde gjort ham urolig. Han skævede lidt til hende igen "hvad hedder du egentlig?" spurgte han, og askede ned på sandet, mens han lyttede. Han kunne ikke helt passe et navn på hende, hvis hun fyrede et eller andet normalt navn af så ville det garanteret ikke passe til hende.

Hun kiggede på ham. Hendes øjne ramte kort hans, og det dragende var nu stærkere. "Jeg hedder Kim," sagde hun. "Hvad er dit navn?" spurgte hun forsigtigt. Hun knugede stadig om kæderne, så hårdt, at hendes knoer var helt hvide. Hun løsnede grebet lidt, og blodet løb ud i hendes fingre. Det føltes sjovt, men hun fortrak ikke en mine. Hun følte sig pludselig ked af det, da det ikke regnede spor kraftigt mere. Hendes spinkle krop spændte alle muskler, og hun sad nu med helt ret ryg, og stive ben, og fødder der hårdt pressede sig mod jorden. Hun bed sig i underlæben, og hendes blik rettede sig nu mod himlen igen. En tanke slog ned i hende, men hun slog den hurtigt ud af hovedet.

Embry så på hende, og lagde mærke til at han fik øjenkontakt med hende i lidt længere tid denne her gang, det fik ham til at smile svagt mens han igen lod den hvide røg bølge op over sin overlæbe "Kim.." gentog han for sig selv, en forkortelse af Kimmie, eller Kimberley. Han skubbede sig lidt frem og tilbage "jeg hedder Embry.. du kan kalde mig Emma hvis det gør mig mere piget" sagde han med et lille grin og smilede til hende. Han så lidt på hende igen "er det så slemt hjemme ved dig?" spurgte han langsomt, og lavmældt. Han havde forstået med det samme at der måtte være noget galt hjemme ved hende siden hun ikke ville hjem. Hvad skulle han gøre? Invitere hende hjem til ham og Jamie? Hvad hvis Jamie ikke var hjemme? Hvad hvis han var? Han forsøgte at lade være med at tænke "hvad tænker du på?" spurgte han for at få noget andet at tænke på.

Hun kiggede på ham. "Em... Det passer dig," sagde hun lavt. Hun kiggede på sine sko igen. Em. Genial forkortelse. "Jeg hedder Kimberley" sagde hun og trak på skuldrende. "Men jeg vil bare være Kim." Hun lagde mærke til hans ord. Var det virkeligt så slemt hjemme ved hende? Ja, det var det vel. "Jeg tænker på min bror," sagde hun. Hendes stemme knækkede over da hun sagde bror, og hendes stemme blev lille, pivet og hæs. Hun hadede sin bror, han var noget nær det mest bastarde der fandtes. Lige efter hendes far. Og efter hendes bror, Jason, kom hendes mor. Den lede fordrukne møgkælling, der altid sad med en flaske øl i hånden. Hun pressede sine fødder sammen og kiggede igen på Embry.

"Kært barn har mange navne, right?" sagde han og smilede lidt, inden han tog et sug mere af sin smøg. "Jeg kalder dig bare Kim så.. hvis jeg ikke finder på noget mere genialt" sagde han roligt, og pustede røg ud imens han snakkede. Han havde masser af kælenavne, shakespeare, Catt, Emma, Em, og BB. BB var en forkortelse af BryBry, som hans mormor havde kaldt ham. Han hørte den knækkende stemme og så hurtigt på hende *for guds skyld lad hende ikke begynde at græde!* tænkte han, han var den dårligste til at trøste folk, han var virkelig virkelig dårlig han kunne ikke engang trøste sig selv. "Din... bror.." gentog han stille "er han død?" spurgte han så, for det var han van til at høre, enten død, eller forsvundet, eller også havde hun, eller hendes familie måske slået hånden af ham? Hun så pludselig mindre ud end hun sikkert var, som hun sad der og pressede sine fødder sammen på. Han fik lyst til at give hendes hånd et klem men hun brød sig sikkert ikke om nærkontakt.

Hun rystede på hovedet. "Nej, værre." sagde hun. Den lille pivende stemme skar i hende, selvom det var hendes egen. Hun var ikke vant til at græde, og hun havde kun prøvet det få gange. Det var en ubehagelig fornemmelse. Hun kiggede på ham. Efter nogle sekunders tavshed, svingede hun det højre ben over på den anden side af gyngen, så hun sad og kiggede direkte på Em. Han var køn. Med sit røde hår, og de grønne/brune øjne, og den spinkle figur. Han var virkeligt dragende, men skulle hun lukke alt det ud hos ham? Nej, det kunne hun ikke være bekendt.

Embry så ud som om han tænkte lidt over det "forsvundet så?" spurgte han. Han havde aldrig haft en bror, han havde haft en søster, Piper. Han askede igen, og løftede sine øjenbryn da han så hun rykkede på sig. Nu sad hun med front mod ham? Der gik en lille trækning gennem hans mundvige, ikke nok til et smil, men alligevel. Han rokerede rundt så han også sad med front mod hende, og placerede sin ene fod mod kæden som var overfor den han lænede sin ryg mod. Han så ordentligt på hende nu, hun var klædt på til regnvejret. Han tog endnu et sug, og pustede langsomt røgen ud mens han stadig forsøgte med små mellemrum at få øjenkontakt. Han kunne godt lide de mørkeblå øjne selvom de var fulde af angst, der var skjult bag en neutral facade.

Kim kiggede på ham. "Nej, han er her endnu." sagde hun. Han var virkeligt attraktiv. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle det, eller lade være... Hun var faktisk tryg.. i hans nærvær. En helt ny fornemmelse, en følelse hun aldrig havde mærket før. Den var overvældende, så opmuntrende, at hun smilede svagt, næsten usynligt. Det så unaturligt ud til den lille pige, især når hun aldrig smilede. Det var som om hun var en helt anden når hun smilede. Men smilet forsvandt, ligeså hurtigt som det var kommet. De dybblå øjne løb ned over den rødhåredes bryst. "Fryser du ikke?" spurgte hun. Den grå t-shirt klistrede til hans brystkasse. Hun kiggede på hans ansigt igen.

Embry så på hende, med sit rolige blik. Han afslørede som regel ikke sin sindstilstand, det var noget han havde lært sig på anstalten, det fik ham kun ud i problemer og han ville ikke have beroligende medicin. "Så du kan bare ikke lide ham, eller har han.." han gik i stå da det pludselig gik op for ham at hun kunne have en storebror der gjorde hende ondt. De fik de ellers rolige brun/grønne øjne til at flamme op i vrede "har han gjort dig noget?" spurgte han langsomt, for at få styr på sit temperament. Det gik fint, men hans temperament løb heller aldrig af med ham som sådan. Han betragtede det meget svage smil, vidste at han ikke ville få det at se igen foreløbig. Han trak på skuldrene ved hendes spørgsmål "tja.. det er ikke så slemt" mumlede han, og ville hellere tilbage til emnet om der skete hende noget i hendes hjem.

"Jeg ved ikke om man kan kalde det det," sagde hun kort. Hendes dybblå øjne begyndte at blive mørkere da hun blev mindet om alt det han havde udsat hende for. Han havde sågår taget hendes mødom. "Kan vi ikke gå hjem til dig?" spurgte hun. Embry måtte ikke fryse, og hun var også selv ved at være lidt småkold. Hun kiggede stadig på ham, selvom det var lidt besværligt når man snakkede om noget så personligt. Hun mærkede hvordan Jason's tunge gled op ad hendes hals, nærmest som om han faktisk gjorde det. Hun var godt klar over det var noget hun forestillede sig, men det var så... frustrerende at mærke. Hendes krop, hver eneste lille centimeter af hendes krop var spændt.