Ved skoven - Larentia

Larentia vågner efter en kort nat søvn, hun kigger op fra hulen. Det har regnet, skovbunden var fugtigt og duften af skoven lige denne dag, hun måtte løbe. Tæppet faldt, hun stod nøgen i skoven og skulle til at forvandle sig, smerte i ryggen, muskler og ben blev større og langsomt blev hun større. Der stod hun. Stor hvid ulv. Hun faldt ned på sine stærke ben, hun ga' et hyl fra sin mægtige krops lunger. Hun løb ind i skoven.

Matt vågnede med et sæt da han hørte ulve hylet. han lå ikke længere i hulen, men på blade kunne han mærke. han åbnede øjnene, men alt han kunne se var træer. En skærbet lugtesans og høre sans fortalte ham at noget var ude i skoven. Det gav et ryg i Matt da han opdagede hvad der var sket. *så... det va ikke en drøm*, tænkte han for sig selv. forsigtigt så han ned af sig selv, men han kunne kun se den sorte pæls. noget i han fik han til at løbe. han kunne lige så godt give efter det dyriske der var i ham lige nu, og han mærkede hvordan hans kraftige muskler og store krop bragte han hurtigt frem i mellem alle skoven træer.

Hurtigere ind imod skoven, hendes stærke ben løb hurtigere og hurtigere. Hun så op mod himlen, der dryppede lidt ned fra træerne efter regnen i nat, det var skønt at få vind i pelsen, hun stopper bræt op, der er noget i mod hende, hun vender sig om og kigger, det var en anden ulv!

Matt nød at løbe. Han satte farten op og hoppede over en lille kløft. vinden føltes fantasisk i håret, og følelsen af kraft over utroelig. Matt gættede på ham nok løb omkring 100-110 km/t, og han kunne sagtens giv mere. men denne fart var helt perfekt. Han stoppede så op. Det andet væsen var tæt på nu, og han ville ikke skræmme det væk, hvis han kunne undgå det.

Larentia betragtede den sorte ulv bag et træ, den har ikke opdaget hende, endnu. Flere uventede gæster i hendes del af skoven, hvad skulle det betyder og hvorfor? Hun satte sig ved siden af træet og stirrede på den sorte ulv, hun var på vagt. ulvens størrelse var større end hende, der var ingen tvivl, det var en han ulv.

En hvid uvl stod nu foran ham.lidt lavere end ham, men han kunne genkender hende. det var Larentia. Matt var glad, han var nu ikke helt alene. Og så gik der op for ham at hun sikkert ikke kunne genkende ham. *Larentia det er mig, Matt* sagde Matt i tankerne, i håb på at hun hørte ham.

Larentia gjorde store øjne, *Matt?! du en ulv!* Hun var meget overrasket.

*Ja det er jeg* tænkte Matt stolt over Larentia's overraskelse *og større end dig* tænkte han drillende, og løb over på siden af hende.

Larentia var lidt fornærmet, men alligevel ikke. *Ha ja, det er vel måde godt og ondt* Sagde hun med oprejst pande, hun mente at man skulle arbejde mere på en god hule eller gemme sig ligeså hurtigt. Hun smilte bare, hun er typen som tit var for sig selv, måske var der en chance for venskab. Larentia var meget alene, det har hun det fint med, men alligevel ikke, selvskab manglede hun en gang i mellem, hun kiggede på ham *skal vi se hvem der kommer først til byen?* Uden Matt fik lov til at svare var hun allerede afsted.

Matt stod lidt overrasket, og så løb han. Men han var ikke lige så trænet og kendte ikke skoven lige så godt som Larentia. Men han ville løbe hurtigere, Han pressede sig selv. pludeselig mærkede han hele sin krop brænde. Der lød et 'swush' i hans øre. pludselig løb han ved siden af Larentia. han grinte og prøvede at holde trit med hende.

Larentia smilede igen, de lød side og side. Hun ville komme først, uden varsel satte hun farten op, hun løb imellem træerne, sprang over stok og sten. Hun bremser bradt op, der var nu kun kort vej op til byen.

Matt blev lidt irreteret da Larentia løb fra ham. Han koncentrerrede sig. 'swush' han stod nu ved siden af Larentia igen. han var begyndt at få styr på den følelse han skulle koncentrerre sig om for at gøre det. Han kunne teleportere.

*waow* Larentia kiggede på ham, overrasket. *Imponernde Matt*
Hun begyndte at snuse til træerne, hun ledte efter sit tøj til hendes menneske krop. Der var det! Hun tog det op med munden efter at ha fjernet de våde blade. Hun stilte sig på bagbenene og kiggede imod himlen, hylede af smerten. Hun blev langsom mindre, hun faldt om ned på den våde skovbund. Hun var nu menneske igen.

Matt så væk, mens hun tranformerede sig tilbage til sin menneske skikkelse. *tak*. Briak bep oppe fra en gren, fløj ned og satte sig på Larentia's skulder og så Matt lidt an. peb og fløj over på Matt's ryg. Matt havde ikke noget tøj og derfor satte han sig på skov bunden i sin ulve skikkelse og så mod byen.

Larentia smilede bare, hun kiggede ned på skovbunden og samlede sit tøj op og tog det på. Larentia rakte nogle bukser hen til Matt "vil du ha nogle bukser?" sagde Larentia og smilede sjovt til Matt.

*ja tak* matt så på Larentia men glade øjne. Han gav også et hyl da hans knogler og muskler satte sig tilbage på deres oprinde lige plads. han skyndte sig at tage bukserne på. han teleporterede sig lidt længere frem. "skal vi kome af sted" spurgte han med et stor smil.

Hun grine og løb efter Matt, "vi skal ha noget mad og min skole begynder snart" Larentia kiggede på ham, hun ville faktisk ha ham med eller måske bare droppe skolen denne dag og bare lære hinanden at kende. Larentia så en ven foran sig, hun smilte.

Matt fulgtes med Larentia ind mod byen, "jeg har aldrig være i skole før". han gik eftertænksomt videre. Skole, gad vide hvordan det var. Briak lettede fra hans skulder og fløj højt over med.

"Du behøver ikke, jeg har ikke lært noget, så meget, jeg har alligevel ingen fremtid inde for menneskeracen, jeg ved ikke engang hvem min mor er, har kun mine papir fra min fødsel" Sagde Larentia til Matt med et sænket hoved. "hvad med dig?" sagde Larentia i håb om at de har mere tilfælles.

" jeg ved ikke det med om der er håb for mig i menneskeracen, men jeg vil gi det et forøg" han smilte til Larentia, "jeg har heller ikke nogensinde kendt min forældre. jeg tror faktisk jeg vil prøve at se hvad det der skole er for noget" han stak tungen ud og lavede en grimasse.

"du er en sjov en Matt" sagde Larentia i mens hun grinte højlydt. Hun tog fat i Matts hånd og løb ind mod byen. menneskerne omkring kiggede på os imens vi løb videre ind i den lille by, med en masse butikker rundt omkring. Solen var ved at komme igennem skygerne og de våde omgivelser blev hurtige tørre igen og latteren og smilende bredte sig fra ansigt til ansigt.