man kan møde alt på markedet (Larentia)

s: market
o: boder og mennesker
t: eftermiddag
v: lunt men en kølig brise
påklædning: mørke jeans, hvid skjorte, bare fødder

Mihael kom roligt gående hen af den lille gade med en masse boder, nogen havde åbent, de andre havde ikke, der gik mennesker rundt og kiggede, men så mange var der heller ikke, man kunne sagtens gå uden at blive skubbet rundt.
Luften var lun, selv om sommeren nok snart ville være forbi, dog med en kølig brise en gang i mellem.
Han lod en hånd glide gennem sit hår for at sikre at det strittede og kiggede lidt på nogle smykker, tørklæder,gamle ting og sager osv. alt de nu ville prøve at sælge.

Larentia gik rundt på market, hun ville finde nogle fede ting til hende selv men hun var lidt kræsen omkring smykker osv. Man så at hun var ændret en smule, det var fordi at hun endelig havde fået arbejde og en dejlig lejelighed, slidt men det var fint. Det var længe siden at hun havde haft behøv for at være ulv, hun slog tanken væk og kiggede videre. Hun tænkte tilfældigvis på den engel hun engang havde mødt, hun savnede den gode ven. Hun så omkring sig, hov vent? var det ham hun tænkte på.

Hans egen tanker faldt på almindelige ting, ting som han havde oplevet, underlige ting, arbejdet i dag osv.
Da en svag duft af varulv nåede ham tænkte han straks på Larentia og et smil kom frem.
De havde haft det godt sammen, virkelig som gode venner.
Han så op for at finde kilden og fik en følelse af dejavu da han så Larentia.
Der var nogle småting der havde forandret sig, det var tydeligt, men han vidste jo også hun havde ne kæreste, faktisk havde han snakket med Amandus så sent som i går.
Med sit rolige smil gik han til hende.
"Undskyld, kender jeg dig?" han startede allerede med at drille, han kunne ikke lade være

Larentia kom gånede mod den altid flotte engel. "Årh hold da op!" sagde hun drillende og smilede over hele ansigtet. Hun havde en sort top på og korte shorts og høje sortesko.og hendes korte hår var også blevet længere

Han grinte lidt og krammede hende da hun var tæt nok på til det.
"Hvordan går det så?" smilte han og puffede blidt til hende, han havde jo hørt om hendes kæreste og forventede nu at høre hvad nyt der var...selvfølgelig ikke kun om kæresten vis der også var sket andre sjove ting.

Larentia smilte og fniste sødt, "jaa, blev forelsket her for ikke så lang tid siden" svarede hun og smilede over hele ansigtet. "Jeg har også fået lejelighed!" sagde hun lykkelig og hoppede et lille hop. Hun var så glad for de nye forandringer.

Han grinte og klappede hende på ryggen
"Jeg vidste der var noget forandret, godt du har det fedt" smilte han og kiggede kort på en bod der solgte underlige, sikkert såkaldt `magiske` ting.

Hun smlite og nikkede. Hun puffede igen på hans skuldre. "hvad sker der så meget dig?" spørg hun, hun har også fået øje på en 'magiske' butik, hun bliver lokket af udseendet. Hun hev fat i hans tøj og trækker ham med til butikken.

Han lod sig hive med.
"I forhold til dig...intet...eller jo, jeg har fundet den person jeg er skytsengel for, men ellers, ikke en pind" svarede han og kiggede lidt på et tæppe der lå foran butikken, enden han gik med hende ind.
indenfor stank der lidt at gammelt og støv, men det var ikke alt for slemt.
Over det hele lå der underlige ting og en gammel, rusten mand sad bag en disk og læste, han så ikke engang op da de kom ind.

"vlidt!" svarede hun og så på ham, "hvem blev det" tilføjede hun. Det var da ikke så let at finde en at være skytsengel for tænkte hun. Lugten irreterede hendes stærke lugtesans. Men hun stoppede ikke, men forsat længere ind i butikken. Hun fandt nogle underlig øreringe, det var vidst nogle øreringe med hajtænder på som ville bringe styrke frem i en eller sådan noget. Hun troede ikke så meget på magict ing men eller ja.

Han smilte lidt
"Zandy, en ung menneskekvinde som har nogle problemer med sin far" sagde han
"Jeg mødte hende oppe i bjergene og vi snakkede godt sammen...og pludselig viste jeg bare det var hende....Det er sådan en underlig følelse" smilte han og snakkede om det som om det var det samme som at blive forelsket...Han kiggede ikke så meget omkring sig, men stod og kiggede åndsfraværende på en gammel æske.

"Det jo fantastisk!" sagde hun smilede. Hun så stadig på de øreringe. "hvad synes du?" spurgte hun og tog dem til ansigtet. Hendes kønne ansigt sagde næsten det hele de var flotte til hende. "Hvad ser med den æske der?" spurgte hun spørgende, hun synes den var grim.

Han så vurderende på det hun havde fundet
"Det passer dig både og" svarede han og så på æsken da hun nævnede den.
"Den er ikke så køn...jeg ved ikke" han satte den p åplads igen og trak på skuldrene

"hhm, jeg tager dem!" sagde hun smilende. hun så at han stilte æsken væk, "Du kan jo altid kigge videre" sagde hun med et lille smil på læben. Hun satte lige lidt på håret, så hen på ejeren som var begravet beg en avis. Hun tog øreringene fra æsken og gled dem ned i hendes lomme. Ejeren sad der stadig, så kedelig og ligeglad ud med alt. Hun blinkede til Mihael, som et tegn at hun havde styr på det.

Han nikkede til at han kunne finde på noget.
Da han så hvad Larentia gjorde...han greb fat i hendes håndled med øreringene og så hende alvorligt i øjnene.
"Så lad os betale" sagde han, på en måde så hun umuligt kunne misforstå det.
Han kunne ikke gøre så meget for det, han var et retfærdigtheds menneske og at stæle...Det hade han!

Larentia blev så forskrækket at hun var mundlam, hun havde aldrig set en som ikke var med på hendes ide. Hun tog hurtigt øreringene op og lagde dem på plads. Hun var lidt urolig nu, måske lidt bange for ham på den måde han reagerede. Hun styrtede ud af butikken.

Han sukkede og skyndte sig efter hende.
Lidt ned af gaden greb han hende i armen og stoppede hende, men vidste også hun ville reagere ved at prøve at komme fri og måske have svært ved at lytte til ham.
"Hør lige Larentia!" sagde han og var stadig bestemt, da han stadig ikke synes tyveri var acceptabelt.

Da hun blev grebet i armen, ville hun gerne videre. Men så stod hun stille. Hun hørte på ham men så ham ikke i øjnene. Hun var rigtig flov over at hun troede han ville gå med til det og skete det lige omvendte, hun var vel van til det, eller kun ville kun gøre det i slidte butikker hvor intet kemara var. Hun var rigtig flov.

"Larentia..." han vidste ikke helt hvor han skulle begynde, uden at være FOR vred....
"...Det så ud som om du er van til det nummer" han kunne ikke skjule sin afsky og det var han ked af. Hun var jo rigtig dejlig at være sammen med....

Hun følte sig pludselig presset og låst inde i et lille rum, det var faktisk også lidt flovt at hendes gode engle ven ikke syntes om det. Hvad havde hun regnet med, han var jo en engel. Hun hev sig fri med et ryk i armen. Hun prikkede til en tilfældig iblandt alle menneskerne, hun spurgte efter en smøg. Den fremmede mand rekte hende en cigaret og tænder den for hende, hun sagde tak og han forsvandt ud i mængden. Hun tog et dyp hvæs af smøgen og gik hen til den nærmeste bænk og forvendtede at Mihael ville fortsætte med at skælde hende ud. Røgen gled langsomt ud af hendes lunger og hun kunne mærke at hun snart var nikotin skæv.

Han trak vejret dybt og gik med hende.
Han stod lidt med armene over kors og så på hende.
Nå ja, han var en engel, derfor kunne man jo ikke forvente andet.
Selvfølgelig! det ville være det samme at sige at hun var varulv og derfor bed i alt levende....
Han vidste ikke havd han skulle sige, han bestemte ikke over hende, men han kunne altid sige hun i hvertfald ikke skulle gøre det sammen med ham...

Hun så på ham, hun vippede med hendes højre ben. Hun tog det sidste hvæs af cigaretten og smed den væk. Hun var lidt skæv nu, hun plejede nemlig ikke at ryge til hverdag men hvis hun følte sig presset, så fik hun trang. I mens hun kiggede på ham klappede hun på bænken, som at hun ville ha at han skulle sætte sig ved siden af hende.

Han satte sig ikke.
Følte sig bedst tilpas ved at stå op.
Han var ligesom tom for ord, selv om han gerne ville sige noget til hende, f.eks. at han ikke fandt sig i det....men han bestemte ikke over hende, så han vidste ikke om det ville ændre noget.
Han så lidt på hende og vente så ryggen til hende, begravede sine hænder i lommerne og begyndte at gå.
Nok uforskammet, men han regnede ikke med at dette var sidste gang de sås....vis hun altså ikke fuldte med.

Larentia blev lidt trist over at han vendte sig, men da hun så så ham gå, gjorde det ondt inde i hende. Hun så på at han forsvandt længere og længere væk. Hun besluttede sig for at løbe efter ham. Hun greb fat i hans arm. "hvordan kan du finde på at gå fra mig?" sagde hun, med lidt angst i stemmen. Hun ville ikke miste ham.

"Tag det som en test..." smilte han og rystede på hoved
"Nej, vidste ikke hvad jeg skulle sige og vis du alligevel svømmede rundt i nikotin" han rystede på hoved og så på hende