De Vilde Sjæle

Danni stoppede op når hun gjorde det og gav hurtigt slip på hendes hale, for ikke at ryge med den ned i græsset "det tror jeg" hviskede han og viste ikke om han stolede på hende, dog havde han jo gået efter hende. men han viste ikke hvad han ellers skulle havde gjort, det følte så rigtigt at gå efter hende

Larentia smilede til Danni. "hop op på min ryg" sagde hun og smilede fredfyldt. Hun ville vise hende skoven på rigtige ulve måde.

Danni så på hendes ryg og var ikke helt sikker på om det var en god idé, han gjorde dog bare som hun sagde og satte sig stille på hendes ryg. han lag sine ben tæt ind til hende og tog blidt fat i hendes nakkehår, og regnede med som andre dyr at hun ikke ville kunne mærke nået

Larentia smilede af den tillid Danni vidste hende. Da Danni tog fat om hendes nakkehår, virkede det næsten som om at det var den rene luft der sad på hende, "wauw du er virkelig let" sagde hun og smilede. Hun begyndte at gå langsom så Danni kunne finde balancen på hendes muskuløse krop, hendes skridt var store og tunge men stille som en kat.

Danni smilte lidt af det hun sagde og nikkede til det "det er en engel ting" sagde han selv om han var lettere end alle andre engle, da han var så tung som han var. han var dog også bange for at tage på, da han jo ikke ville virke for meget som en fyr. selv om han havde de samme former som en pige, så var han altid bange for sådan nået

"Utroligt" Svarede Larentia, hun var overrasket, en engel sad på hende, hun havde aldrig været så tæt på en engel før. Men ikke mere pjat, nu skulle det være. "hold godt fast" sagde hun til Danni i en høj tone. Hun satte af på den tørre jord og løb afsted. Hendes ansigt var friskt og fyldt med glæde og energi, hun elskede at løbe og dele glæden med en anden var endnu bedre.

Danni så chokket ud i luften, og kastede sine arme rundt om halsen på hende. han kunne ikke lade være med at grine imens "wee" sagde han og så frem og trykkede sin hage og mund ned mod hendes hoved, han kunne ikke lade være med at grine og synes det var meget sjovt. selv om han var bange for at falde af

Larentia løb hurtigere og hurtigere, hun var snart oppe på sin højeste fart, hun var meget fokuseret på at Danni sad ordenligt, hvis hun faldt af ville hun komme til skade. Hun grinte lidt med på hendes latter, hun tænkte sig om og satte farten lidt ned, det kan jo godt gå galt og hvis Danni først falder af, så mister hun måske tilliden til Larentia. Hun pustede godt, men var i god form så hun var langt fra træt, hendes hjerte bankede i takt med hendes poter der ramte skovbunden i den høje fart.

Danni holde sig godt fast ind til hende og havde ikke den store lyst til at komme til skade, da han viste det det ville betyde ballade og nok nogle vampyr ville komme efter ham. han bevægede sig let på hendes ryg og så sig lidt omkring, dog så han for det meste frem og kunne virkelig ikke lade være med at grine

Larentia satte langsomt farten ned. De var nær hendes lille hule. Larentia stod nu foran hendes hule, hun var lidt legesyg nu, hun hoppede lidt rundt med Danni på ryggen som en rodeo tyr, dog ikke så voldeligt men nok til at Danni måske ville falde ned på den bløde skovbånd. Larentia grinte højlydt, "kan du klare det?" spurgte hun med et stort smil på munden og grinte.

Danni så lidt på hulen inden han mærkede den hoppende fornemmelse under sig, han så ned på hende og grinte imens. mens han klemte sig ind til hende selv om han ikke var stærk nok, og gled om på siden af hende. han grinte lidt og kunne ikke holde sig længere og fald lidt efter ned på jorden, han lag sine hænder på maven og grinte lidt af det

Larentia var helt flad af grin, hun lagde sig ved siden af Danni og pustede ud efter den dejlige løbetur. Det var slet ikke stille i skoven, en masse græshoppe lyde kom fra alle buske, uglen i træet tudede løs og vinden blæste langsomt i træernes visne grene. Larentia kiggede på Danni efter hun havde grinet lidt færdigt. "Er du sulten?" spurgte Larentia. Hun tænkte at der var meget at byde på her i skoven. Men Larentia anede jo intet om hvad engle normalt spiste.

Danni så på hende og satte sig op, han så sig lidt omkring omkring og rystede let på hovedet "nej ikke rigtigt" sagde han og kunne ikke se hvad han skulle kunne spise i skoven, han tog fat i hendes ene øre og nussede det blidt med sine fingerespidse

"hm, okay. Men jeg kan sagtens skaffe noget, der er både bær og fulge i alle form for skygger" svarede hun med et let smil på munden. Larentia dukkede hoved i at Danni nussede hendes øre. *org hvor skønt* tænkte hun tilfredsstillende. Det var længe siden at nogen overhoved havde ae'et hende.

Danni havde det som om at han skulle kaste op "jeg tror jeg venter til jeg kommer hjem" sagde han og ville heller ikke nået af sin mor's mad, det lød mere lækkert end bær eller fugle "kan du lide det?" spurgte han om og nussede videre på hendes øre og kunne godt lide hendes bløde hår

Larentia nød bare at blive nusset, så skønt. "Tja, altså..." hun tøvede lidt, hun ville jo ikke skræmme Danni væk med hendes spisevaner, men alligevel. Danni vidste jo allerede at hun var en vareulv så hvor stor kunne skaden være? "Jeg spiser sjælden i min menneske krop, da jeg er virkelig glad for at spise råt kød" sagde hun med et sænket udtryk, bare Danni ikke blev urolig.

Danni så på hende og gav en lyd fra sig om at hun ikke havde hørt nået mere ulækkert "det kan da ikke smage godt" sagde han og havde det som om at han skulle kaste mere op end før, han nussede videre på hendes øre og ned bag det. han kløet hende lige under munden med sine negle

"Smagen af en hares blod der løber langs mine tænder er noget af det bedste, jeg elsker at være voldelig overfor mit bytte" sagde hun og smilte lidt til Danni, gad vide om han ville blive bange over hendes blodige måltider. Hvad Danni ikke ved var, at Larentia havde aldrig slået en Engel eller andre væsner ihjel. Kun de hjælpeløse dyr der fandtes i skoven.

Danni så på hende og lyttede på hvad hun sagde imens, han rejste sig hurtigt op "2sekunder" var det eneste der kunne komme ud af hans mund inden han gik om bag et træ, lyden af hans middags mad der røg op. han havde aldrig hørt nået mere ulækkert og kunne ikke forstå hvorfor folk skulle slå nogen anden ihjel, selv spiste han kun grønt og rørte ikke nået som havde været et dyr

Larentia blev overrasket over Dannis fravær og bare sådan smuttede væk. Hun høre opkastnings lyde bag træet og var bange for at det var hendes skyld, at snakke om råt kød. *flot Larentia* Tænkte hun og lagde sig på siden på skovbunden. Det var da også noget mærkeligt noget at gøre, selvfølgelig spiser engle ikke kød. Larentia sukkede for sig selv og kom i tanke om Dannis fravær, "ehm, er du okay?" spurgte Larentia, uden at gå hen til hende. Hun ville helst ikke se hvad hun havde spist tidligere.

Danni tørrede let sin mund af og gik væk fra træet, han så over på hende og nikkede langsomt "ja undskyld.. jeg er bare imod folk der spiser kød" sagde han og gik hen og satte sig ved hende og lag sig derefter ned, så han havde sit hoved på hendes mave og så op på hendes ansigt "hvordan er det at være en ulv?" spurgte han om og ville helst ikke kalde hende en varulv da det var for overnaturligt i hans hoved

Larentia smilte da Danni lagde sit hoved på hendes mave. Hun tænkte på det spørgsmålet Danni havde givet hende. "hvad tænker du på?" sagde hun og smilte til Danni. At være en varulv? Det var et stort spørgsmål, hun havde aldrig fået såden et spørgsmål før.

Danni så stille på hende og prøvede at tænke på hvordan han kunne lave sit spørgsmål om "hvordan er det at vide at man kan forvandle sig til nået andet?" spurgte han så om og begynde at nusse hendes mavehår med sine negle

Larentia kiggede op i himlen. "Jeg føler mig faktisk magtfuld, men også frygtet. Men jeg elsker at være en ulv" Svarede hun med et smil på munden. Hun vendte sig om på ryggen i at Danni begyndte nussede hende på maven. Larentia begyndte at vippe med det højre ben som en anden hund der blev kløet på maven. Det var bare så dejligt. Dejligt at føle sig som et dyr.

Danni lod sig bare blive rykket lidt rundt på, og fik et chok når hun bevægede sit ben. han begynde at grine og satte sig op og vende sin front mod hende og kløet hende bedre på maven, med sine negle og så efter hendes ben imens