Skoven. -Borris

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : Mandag
Vejr : Overraskende lunt
Sted : Skoven
Tid : 00.08
Omgivelser : Træer...


Artemis gik med lette skridt gennem skoven. Hun havde været ude at jage for den nat, og var egentlig på vej hjem nu. Hun havde blikket rettet mod jorden, og smilede svagt. Ikke at hun havde nogen som helst grund til at smile den mindste smule, men hun havde lyst til det lige nu... Bare at smile...

Borris sad under et stort træ med en ung kvinde som lå hen over ham, han smilde koldt og betragte den unge kvinde hun var da for dum hun trode at borris tog hende med ud til skoven for at de ku hygge sig fort få minutter siden havde hun sidet og grint imens hun nu sse hans overkrop men nu lå hun livløst på ham, han sukke svagt og lod sig så bide fast i hendes hals hvorefter han sugede det sidste blod ud.

tøj: bar overkrop og et par mørke bukser plus et par grå all stars

Artemis bemærkede godt lugten af en vampyr, ikke ret langt fra hende, men hun valgte at lade være med at reagere på det. Hun kløede sig let på kinden, og så op. Stoppede så op, da hun fik øje på kilden til vampyrlugten... Ham kendte hun da, gjorde hun ikke? Artemis blev stående hvor hun var, og betragtede de to skikkelser uden et ord, mens hun forsøgte at placere manden.

Borris sukke lidt iretret over at der nu ikke var mere blod i kvindens krop, han slap langsomt bidet og så op mod himlen da en stærk lugt ramte hans næsebord *vampyr*tænkte han kort og så overe mod lugten "jeg ved du er der ude kom fram"sag han iskoldt.

Artemis blev stående et øjeblik, før hun gjorde som han bad om. Dog stoppede hun op, mens der stadig var et godt stykke mellem dem. Stadig kunne hun ikke placere ham, men hun var sikker på at hun havde mødt ham før. Hvor havde hun mødt ham?... Hun kunne ikke huske det... Dumt...

Borris rejste sig op fra jorden og så over mod den nu synlig vampyr*har jeg ik set hende før*tænkte han men rystede på hovdet *nej hun var da ikke vampyr*han sukke svagt og så over på hende "udspionere du??"spurgt han så koldt da han ikke ville ha folk til et overvåge ham.

Artemis smilede svagt, og rystede så på hovedet. Vicente havde da godt nok snakket om at hun skulle være spion, men det var jo ikke noget hun måtte sige til nogen. - Det havde han også gjordt klart. "Hvorfor skulle jeg udspionere dig?" Spurgte hun så, og så på ham med nysgerrige øjne.

han lage hovdet på skrå og så over på pigen med et vagtsomt blik "det ved man jo andrig det ku være du var sulten og ville stjæle mit bytte"sag han tørt og lod en hånd glide gennem sit hår før han kort så mod månen men så på hende igen "desuden er du sent ude"tilføj han da han ku se at han var ældst.

Artemis rystede igen på hovedet. "Jeg har spist for i aften..." sagde hun roligt, og rynkede på næsen ved hans tilføjelse. "Jeg er vant til at være sent ude." sagde hun så, og lod blikket hvile på ham. Hvor var det hun havde set ham?!...

han så lidt køligt på hende "nå men det var da altid noget"sag han og så lidt ned mod liget "du ser nu ret ung ud"sag han roligt og slikke sig kort om munden "du ser da sød"sag han lusket og gik et par skridt hen mod hende.

Artemis rynkede på næsen, da han gik tættere på, men valgte ikke at kommentere det. "Det har nu nok noget at gøre med at jeg er ret ung..." svarede hun, og kløede sig på kinden. Hun var ikke længere sikker på at hun havde lyst til at blive her.. Måske hun bare skulle tage tilbage til hytten?...

Borris stoppe op foran hende og lag begge hænder i et fast greb på hendes skuldre hvorefter han så dirakte på hende "har jeg ikke set dig før??2sag han spørgne og holdt hende fast i sit greb "bare rolig jeg gør dig intet?"tilføj han "jeg dræber kun voksne"tilføj han.

Artemis åbnede overrasket munden, da han hårdt greb fat i hendes skuldre. Så begyndte huna t vride sig for at komme fri af ham. "Slip mig! - Jeg ved ikke om du har set mig før." sagde hun højt, og så mere intenst op på ham. Så nu ikke den mindste smule bange ud. Var heller ikke bange. Blot en kænde usikker...

han smilde svagt og kysse kort hendes munden før han slap grebet i hende og gik et par skridt tilbage imens han så på hende "siger navnet Borris? dig noget?"spurgte han roligt imens han betragte hende, han så helt sikker ud og viste ikke tegn på svaghed overhovdet.

Artemis så lettere paf op på ham, da han kyssede hende. Borris... Nej, det kendte hun vist ikke.. Jo, vent! Det var jo ham hun havde møst i Sheria!... Heller ikke dengang havde hun brudt sig synderligt om ham. Kort nikkede hun til svar, mens hun tavst betragtede ham. Hvorfor havde han kysset hende?...

han smilde koldt "når okay men jeg kan dog ikke huske at du var vampyr dengang"sag han "er det noget du er blevet fornyligt"sag han roligt og gik igen over til hende og kysse hende i lidt tid før han trak sig tilbage, han var enligt ret smuk vis man kigge godt efter "når øhh jeg trengte bare til et kys"sag han roligt.

Artemis nikkede kort, til hans spørgsmål, og trådte så lidt væk fra ham, da han begyndte at kysse hende igen. Pludselig blev hun aldeles usikker ved situationen. "Lad være med at kysse mig..." bad hun stille, og så på ham med et ulæseligt blik. Voksne skulle ikke kysse på børn på den måde... Over hovedet ikke. Det var forkert...

han så over på hende "skal jeg nok lade være med"sag han så da han ku se hun nu ikke så så sikker ud "hmm nå men er du en ny vampyr og vis ja så ville jeg gerne vide om du blev efterladt af din skaber?"sag han stille og tænkte tilbage på den dag han selv blev vampyr og bare blev efterladt af sin skaber.

Artemis trak let på skuldrene. "Ja, jeg er en ny vampyr, og nej, jeg er ikke blevet efterladt. Jeg bor sammen med min skaber, og hans andre vamyrer..." svarede hun, og så lidt på ham. "Hvorfpr spørger du?" spurgte hun så, og lagde let hovedet på skrå, emns hun så på ham, med et nysgerrigt blik.

han smilde skævt "okay det var da godt håber din skaber passer godt på dig"sag han stille og tænkte tilbage på sin hårde tid som ny forvandlet vampyr, nå men han trak så svagt på skuldren "da jeg blev forvandlet forlod min skaber mig"sag han stille "og min skaber tro sikkert ikke at jeg klarede mig"sag han.

Artemis nikkede svagt. "Det gør han.." svarede hun, og lagde så let hovedet på skrå. Kunne en vampyr forlade den person de lige havde forvandlet?... Selvfølgelig kunne de det, ligesom hendes far, der havde forladt hende... Faktisk var det først nu da hun var vampyr, at det gik op for hende, at hun ikke var blevet glemt. Hun var blevet forladt. "Var det hårdt?" spurgte hun forsigtigt, og tænkte lidt på hvordan hun selv havde det. Hun fandt forvandlingen fra menneske, til vampyr ganske hård...

han så lidt på hende før han svarede "det var da godt" men lod så blikket glide op på månen imens han tænkte tilbage "det var hårdt min famillie smed mig ud og jeg måtte selv lære at styrre mine kræfter det endte tit galt men jeg klarede det nu håber jeg bare en dag at støde ind i min skaber for så blir der kamp"sag han stille og så så over på hende, han tænkte kort på den hær han var med i men smed tanken væk ïgen.

Artemis nikkede umærkeligt, og tænkte over hvad han sagde. Hun kunne på ingen måde forestille sig at skulle klare sig på egen hånd som vampyr... Jo, selvfølgelig efter noget tid, ligesom da hun var menneske... Men nu?... Nej. Det kunne hun absolut ikke forestille sig.

han så lidt over på hende men sage intet betragte hende blot lidt, hun var så ung i hans øjene og han forstod ikke hvorfor hun var blevet vampyr "hvorfor blev du enligt forvandlet?"spurgte han stille og så på hende med et betragtne blik.

Artemis så overvejende op på ham, ved hans spørgsmål. Vicente havde sagt, at hun ikke måtte sige noget til nogen om hæren... Og det var jo på grund af den hun var blevet forvandlet. "Det ved jeg ikke." svarede hun med et let skuldertræk i stedet. Hun havdce ingen problemer i at lyve for ham, da det var noget hun faktisk ret ofte havde benyttet sig af som menneske. Når folk spurgte for meget, og hun ikke ville give dem svarene...