Skoven. -Borris

Borris lidt på hende men nikke så "okay"svarede han så og lænede sig op af et træ, han kendet udemærket til hærren og Vicente da han selv var med i den han havde dog ikke trafet nogle af medlemerne endnu da Vicente sage at han skulle vendte men han havde dog ikke set ham længe.

Artemis nikkede svagt, da han godtog det. Det var ikke alle, der var lige nemme at lyve overfor...
Artemis lagde hovedt svagt på skrå, og så undersøgende på Borris. "Hvor gammel er du?" spurgte hun så, og kløede sig let på kinden.

han smilde svagt og så op mod månen "20 år og 11 vampyr år"sag han roligt og så hen på hende "hvad med dig?unge dame"sag han roligt og gik et par skridt hen mod hende imens han betragte hende roligt.

"Ni år." svarede hun, og nikkede let som for at bekræfte det. Egentlig anede hun det ikke, men det var det hun regnede med. Og folk reagerede altid mærkeligt, hvis man ikke kendte sin egen alder. 11 år... Det var lang tid synes hun... To år mere end hun havde levet, havde han været vampyr...

han stoppe op foran hende og så lidt ned på hende med et sødt blik"du er da for ung til at være vampyr"sag han blidt "som du nu ved er jeg en ret øvet vampyr "sag han roligt og klappe hende kort på hovdet før han trak sig tilbage.

Artemis nikkede kort, for at give ham ret, og vendte blikket ned mod jorden. Gu var hun da for lille til at være vampyr... Det mente hun også selv at hun var. "Det mente min skaber åbenbart ikke." svarede hun, og så så op på ham igen.

"stakkels dig"sag han og betragte hende lidt "vis jeg var din skaber ville jeg nok ha vendtet i et par år med at forvandle dig"sag han og satte sig ned på den fugtige jorde og lænede sig op af træets stamme bag sig.

Artemis smilede svagt, men trak på skuldrene. "Han siger, at der er mig en fordel at jeg ikke er ældre..." fortalte hun, og så lidt på ham. Satte sig så ned overfor ham.

han smilde venligt til hende og sukke svagt "jeg forstår ikke din skaber"sag han så"jeg ser ikke en mening i at forvandle dig i så ung en anlder"sag han og så lidt på hende da hun satte sig overfor ham "du er ikke så bange var"sag han og lo blidt.

Artemis bed sig let i læben, da han blev ved... Egentlig ville hun gerne forklare ham hvorfor hun var blevet forvandlet, men hun havde jo lovet Vicente ikke at sige noget... Og hun ville ikke risikere at gøre ham vred, ligesom Nicholas havde gjordt... For hun regnede ikke med at hun ville være i stand til at kunne komme væk, ligesom Nicholas havde været det...
Hun smilede let, og rystede på hovedet. "Det er jeg ikke nej."

han betragte hende i lidt tid før han lukke øjene og lod de sevanlige tanker overtage hans hjerne og sind, han sad helt stile med lukke øjne uden at bevæge sig den mibdste smule det ku godt se kræmmne ud men han gjorde det kun for at få styr på tankerne som lige nu fløj rundt i hans hovde.

Artemis trak benene op mod sin brystkasse, og lagde så armene om dem, mens hun betragtede Borris. "Hvad tænker du på?" spurgte hun stille, og lod så hagen hvile mod sine knæ. Hun så forfærdeligt lille ud som hun sad sådan, da hun aldrig havde været særligt stor af fysik.

han åbnede øjene igen og så på hende med et roligt blik "jeg tro ikke du vil vide det"sag han roligt og strakte sig lidt, hans krop ku ikke udvikle sig længer da han nu var gået igennem hele forvandling og sku nu leve med sin krop for al evighed med et betød dog intet for ham han var glad nok for sit ydsene da mange piger faldt for hans chamerne smil.

Artemis lagde let hovedet på skrå ved hans svar, men nikkede dog. Hun havde efterhånden lært, at når nogen sagde sådan, var der som regel en grund. Det har du ikke lyst til at vide...
Artemis rejste sig så op igen, og begyndte uden et ord, at gå vidre ind i skoven. Det var ganske enkelt blevet hende for kedeligt at blive siddende.