Davids hus x3 (David)

Dag + Dato: Irl.
Tid: hmm.. 18:20
Omgivelser: Davids kreative hjem
Vejret udenfor: Regn, regn.. og atter regn.

Embry så rundt i det kreative hus. Det havde været et stykke tid siden han havde været der, men nu var han der igen. De brungrønne øjne gled rundt på omgivelserne, malerierne og alt det andet. "David hvor blev du af?" spurgte han, og rettede på sine sko ude i gangen. De havde ikke stået ordentligt da han var gået fra dem, så han ville lige rette dem. Han så sig lidt om efter den lille varme dæmon, og gik ind i stuen. Han gned sig kort over lænden. Tænk at der kunne ske så meget på et par få dage, Kimberley, Taylor hvilket rent faktisk var den næsten to meter lange hale han havde fået på lænden, men som heldigvis kunne trækkes ind, og Jazz.. den levende discokugle. Han smilede skævt ved tanken. "Daviiiiiid.." mumlede han og kiggede bag sofaen. Han kunne sikkert godt være der.

David tumlede lidt rundt inde på det ene af hans sove værelser og ledte efter noget han ikke lige kunne huske, men håbede han ville huske det når han havde ledt lidt mere. det gjorde han så ikke før han hørte Embry kalde. han så han mod døren og skynte sig hen mod døren, men snublede over noget på gulvet og landte på gulvet med et ordenligt brag "AAAAV!!!!!!!" skreg han og satte sig hurtigt op igen. han havde slået sin hånd, da han havde prøvet at tag fra. David så lidt på hvad han var faldet over, men kunne ikke regne ud hvilken en af de mange ting der rodede rundt på gulvet han var faldet over. igen hørte han den elskede og rejste sig derfor hurtigt op igen. tørrede lige en lille tåre væk som havde sneget sig frem og skyntes sig derefter ud af døren, men stoppede op lige da han så EMbry kigge bag sofaen. der stod han lidt og gloede på sin elskkede Embry "hvad er der bag sofaen?" spurgte han barnligt og lidt drillende.

Embry fik et chok, og det var ligefør han selv faldt ned bag sofaen da David råbte. Han lod sig glide ned fra sofaen, men så kom David ind "jeg troede du var der... eller at du måske var der" mumlede han og smilede lidt. "Hvad lavede du? Det lød som om du væltede et eller andet og det så væltede ned over dig..?" spurgte han og så lidt på David om der var spor af blod eller noget andet. Han rejste sig og gik hen til ham "slog du dig?" spurgte han, og lagde blidt armene om den lidt mindre dæmon, og kyssede ham i håret, før han trykkede ham tæt ind til sig. Han trak sit ansigt lidt tilbage og så på de grønne øjne, og rynkede på næsen "har du grædt?" spurgte han bekymret, og lod sin pegefinger kærtegne et sted under hans øje der var fugtigt. Han trykkede sin næse mod hans og så ind i de smaragd grønne øjne, og lyttede efter svarene på de utallige spørgsmål han lige havde stilt. Han lod sine fingerspidser glide blidt op af hans ryg, og pustede kort en tot rødt hår væk fra sine øjne.

David stirrede lidt på Embry som om han var sindsyg, da alle de spørgsmål virkelig overvælede ham "jeg var bare inde på værelset...jeg ledte efter noget" sagde han og smilte uskyldigt. han mærkede de varme arme om sig og smilte blidt til Embry "der er ikke sket mig noget.. jeg faldt bare over et eller andet ikke andet" sagde han, selvom det ikke helt var rigtigt. han ville bare ikke lige sige han slog sin hånd, da det virkede dumt. han syntes ikke han skulle til at sige at han faldt og slog hånden og det gjorde mega ondt. dey ville han ikke, for han ville ikke virke pivet, selvom han nok var det. han nød det lille kys i håret og så op på ham med et smil. med det samme betragtede han det smukke blå øjne der så ind i hans grønne øjne. en behagelig varme strømmede igennem hans krop. David elskede virkelig EMbry's øjne. de var så smukke, men han slå blikket ned lige med det samme over Embry's spørgsmål "n-nej...jeg har ikke grædt" sagde han og vendte blikket op på sin elskede igen. de blå øjne fangede igen hans opmærksomhed. han mærkede den varme næse tip mod sin og smilte tsille. han nød den blide berøring op af sin ryg fra Embry's fingrespidser.

Embry grinede lidt da David stirrede på ham, han havde godt opfattet at han havde stilt en el masse spørgsmål lige oveni hinanden, men nu havde han da også fået svar? Han så lidt på det uskyldige smil, og rystede let på hovedet "du må se hvor du går.." grinede han, selvom han også utallige gange havde væltet rundt når hans eget værelse rodede, men utroligt nok væltede han aldrig han endte bare altid i sære stillinger som fik hans roomie Jamie til at tude af grin. Han havde faktisk overvejet at tage Kim med over til David, men denne dag passede dem begge dårligt mest fordi Embry gerne ville tilbringe lidt alene tid med David. Han overvejede lidt om David mon havde set Kim, sådan i hans tanker eller hoved. Han vidste stadig ikke hvordan Davids evne virkede sådan helt præcist. Han rynkede let på næsen da David benægtede, men kommenterede det ikke, trykkede ham istedet ind til sig og lod sine læber berøre hans ganske let. Så grinede han lidt, og vendte sig en omgang med David i armene og nussede fortsat hans ryg "nå.. men idet mindste er du i live og der skete ikke noget alvorligt" sagde han muntert, og betragtede igen de grønne øjne.

David nikkede stille "ja det skal jeg nok huske en anden gang" sagde han og smilte stadig uskyldigt. han vidste han ikke ville kunne holde det hvis han lovede det, for han var så ufattelig klodset og faldt derfor rigtig tit. dog kom han ikke altid tilskade af det. denne gang havde han godt nok fået godt ondt i håndledet, men det var nu ikke så slemt. det kunne hvertfald være værre. han havde ikke rigtig ville gå in di hovedet på Embry siden det han så sidst. han var begyndt at få marerit igen om både sin egen fortid, men også som Embry's. det var ikke altid så rar, men han var ikke sikker på om han skulle sige det til Embry, men hvis han spurte ind til det ville David selvfølgelig svare sandt. han lagde stille sine arme om sin elskedes nakke og nød at mærke det bløde læber mod sine, selvom det var eget let. han fik dog lille chok, da han pludselig blev svunget grund, men han kunn eikke lade være med at grine, da han syntes det var sjovt. han så grinene ind i dæmonens øjne "det er sandt... det e en meget god ting" sgade han og smilte glad

Embry smilede "dygtig" sagde han med en drillende undertone, og betragtede det uskyldige smil. Et eller andet sted hørte det slet ikke hjemme på Davids læber, men det var ikke noget man lagde mærke til hvis man ikke havde set på ham i længere tid. Der var bare et eller andet. Ellers passede smilet perfekt til den lidt barnlige dæmon, og det var da også utroligt charmerende. "Det syntes jeg bestemt det er" sagde han og grinede lidt, han anede ikke hvad han ville gøre hvis der skete David noget, men han frygtede det når han tænkte på hvordan han havde reageret med Kim, Kim som han ikke engang havde kendt på det tidspunkt. Han lyttede til Davids latter og smilede "så.. hvad har man lyst til at lave?" spurgte han, og trak ham med hen til sofaen, og satte sig før han trak ham ned til sig. Han søgte igen de smaragdgrønne øjne med sine egne blåbrunegrønne, et eller andet, han kunne aldrig finde ud af deres helt præcise farve. Han slappede af og lyttede til Davids vejrtrækning, og kunne også mærke den når den lille dæmons brystkasse hævede og sænkede sig. Han trykkede et lille kys mod hans underlæbe/hage, og så på ham.

David grinte lidt og nikkede stille. han elskede at blive kaldt for dygtig, da det var en ting han altid forbandt med noget godt også selvom de fleste gange han fik det afvide havde været ved de mænd der havde mistbrugt ham så gruligt. han havde bare altid fået afvide af sin storebror at hvis man fik afvide man var dygtig til noget skulle man være stolt lige meget hvad. det havde David taget til sig og blev derfor altid glad hvis en sagde han var dygtig også selvom de mænd havde sagt det. David nikkede bare igen og var helt stille, imens han smilte et mere barnligt smil. David træk lidt på skuldrende og så på ham med et betaget blik "jeg...måske...øhm.. jeg tænkte på om vi ikke kunne snakke.. om det der skete første gang vi var sammen.. jeg har brug for at komme af med den viden jeg har.. for jeg er begyndt at drømme igen.. og jeg er ikke å glad for de drømme" sagde han og så lidt ned. han var ikke sikker på om Embry ville vide hvad han havde set, men han havde brug for at komme af med det. det virkede måske en smule egoistisk, men han havde virkelig brug for at komme ud med det. han fulgte med sin elskede over i sofaen og lod sig blive trukket ned til ham. han så ind i Embry's meget sære og dog utrolig smukke øjne. han nød det lille kys mod sin underlæbe/hage og trykkede sig blidt tættere på Embry.

Embry smilede lidt af Davids latter, den var opmuntrende, dejlig at høre på. Men som man sagde, kærlighed gør blind, så selv hvis David havde en hæslig latter ville Embry sikkert stadig forgude ham. Han lyttede og lagde hovedet på skrå "nå ja det sagde du aldrig.. jeg havde vist lidt travlt sidst.." mumlede han forlegent og kløede sig lidt på kinden, og vendte opmærksomheden mod David. "Jeg vil ikke have du har onde drømme på grund af min fortid.." sagde han og trukkede ham tættere ind til sig. Det virkede ikke rimeligt at David skulle have hans fortid hængende i sine tanker, og han havde på fornemmelsen af Davids egen fortid ikke var noget at juble hurra for så det gav ham sikkert en masse kvaler. Han gjorde sig dog også klar på hvad han nu skulle have at vide for man kunne jo ikke vide.. Han havde jo sagt det havde noget med hans far at gøre men hvad? Han kunne ikke huske at hans far gavde haft nogen særlig betydning for hans liv. Embry mødte de grønne øjne med rolighed, for han vidste jo intet om hvad han nu ville fortælle. Han nussede ham blidt på ryggen, og gjorde sig mere eller mindre mentalt klar til at høre hvad det var han ville fortælle.

David så ind i Embry's øjne i noget tid uden at sige noget. han ville fortælle det på den rigtige måde, da han ikke ville havde Embry skulle misforstå hvad han sagde. han så så ned og bed sig hårdt i læben, men slap den hurtigt igen "altså... hmm din far slog dig tit..." sagde han stille og tænkte det hele igennem. han kunne huske det hele så tydeligt, som om han selv havde været der, da det hele skete, men alligevel virkede det så fjernt og utrolig svært at forklare. det irritreede David lidt, da han jo gern eville ud med det, men det gjorde ham bare så nervøs og han havde det ikke super godt med at skulle sige det til Embry, da det jo nok ville ødelægge hans synd på sin familie. David puttede sig tættere ind til dæmonen uden at sige mere og bare tænkte det hele igennem. han begyndte nu at blande det hele sammen og fik lidt svært ved at skældne mellem sin egen og Embry's fortid. han tog sig til hovedet af ren refleks og prøvede at adskilde det hele ad. nogle gange hjælp det at lukke øjnene, så det gjorde han.

Embry så på ham, og lyttede. Det David sagde ramte ham i ansigtet som en knyttet næve, og han så lidt ned. "Det jeg... forstår det ikke.." hviskede han uforstående, havde hans far slået ham?! Hvornår? Og hvorfor kunne han ikke huske det? Han så lidt på Davids ansigt igen, og tænkte. Han kunne ikke forstå hvorfor han ikke kunne huske det, og følte sig pludselig ekstremt dum. Han sukkede opgivende, og gjorde en opgivende bevægelse med skuldrende. Han sank stille, og mærkede at David puttede sig tættere ind til ham. Det var rart, beroligende et eller andet sted, og han knugede ham en smule hårdere ind mod sig. "Slog han mig..?" gentog han stille, og forstod ikke hvorfor, havde hans far haft et heftigt temperament? Hvorfor kunne han ikke huske noget som helst. Det var en smule frustrerende, og han så lidt ned igen.

David sank stille en klump, da han kunne høre og mærke på Embry det nok ikkevar den fedeste ting at få afvide. han puttede sig tættere og tættere ind til EMbry "ja...jeg tror vidst nok.. så vidt jeg kunne se at han ikke lige frem var en særlig god far og det har du ville fortrænge.. sandsynligvis derfor du ikke kan hukse det... du slog nok din far ihjel fordi...fordi du var træt af at få bank af ham... søde det var ikke din skyld det der skete.. det var din vrede der havde samlet sig og vokset op inde i dig fordi du ikke har ville acceptere at din far var en dårlig far... din vrede over tog dig og fik dig til at gå amok" sagde han stille og bed sig hårdt i læben. han håbede ikke Embry blev for sur eller ked af det over det. han så stille op på ham og kyssede ham forsigtigt på hagen.

Embry sad stille, med blikket sænket mens David snakkede, og fortalte. Han mærkede godt at han puttede sig tættere på og nød det egentlig, gor han ville gerne have der var en hos ham lige nu, og David var den perfekte. Han sank stille, David svarede jo på alle de spørgsmål han ikke selv havde kunneet svare på da han var indlagt, og heller ikke kunne svare på overfor sig selv. Han lukkede øjnene og bed sig lidt i læben "Det er bare.. underligt, jeg kan ikke slå nogen ihjel" hviskede han stille. Han var psykisk og fysisk dårlig til at slå folk ihjel, derfor var det så svært for ham at jage, han ville hundredtusindgange hellere have været sjæledæmon eller skyggedæmon eller noget helt andet. Han lyttede til det sidste han sagde og så så lidt på ham, han nød kysset på sin hage, og sukkede tungt "nå.. men.. idet mindste var det ikke.. mig" sagde han stille, selvom han stadig havde det lidt dårligt med at sige det.

David så på Embry og tænkte lidt over det han sagde. han såå lidt ned og sukkede. han havde det på samme måde som EMbry med det med at slå ihjel. han var selv ikke psykisk eller fysisk stærk nok til det og ville aldrig kunne få sig selv til det, men på samme tid kendte han til det med at fortrænge en smerte og en vrede i så langtid at det pludselig slå klik for en og man går amok. det var nogenlunde også det der var sket for ham da han havde slået det mænd ihjel der havde misbrugt ham. David så stille op på sin elskede igen og lagde begge sine hænder på hans kinder "søde skat... du er ingen morder... du er en dejlig person som har været uheldig med din familie" hviskede han og så direkte ind i Embry's øjne, hvorefter han et kort øjeblik trykkede sine læber mod hans i et kys. David rettede sig så lidt op og studerede dæmonen's ansigt i noget tid.

Embry lagde sine hænder på Davids knæ, og nussede dem tankefuldt. Han så stadig ned, for et eller andet sted forstod han stadig intet, men det ville nok også tage sin tid for det at synke helt ind. Han så lidt op på David da han lagde hænderne på hans kinder og lyttede uden at afbryde ham. "Det kan man godt sige.." hviskede han stille tilbage og så ind i Davids øjne. Han nød kysset, og så så lidt op på hans ansigt igen. Han kørte sine hænder blidt op af hans ben, og lagde armene om ham, og trykkede ham tæt ind til sig. "Tak skat.." hviskede han, og kyssede ham i tindingen. Det føltedes godt at have ham hos sig, at han fortalte ham de ting på en måde der ikke trak ham helt ned i kulkælderen. Men David betød jo også evigt meget for Embry så han lyttede til de ting han sagde. Han nussede ham let på ryggen, og kyssede ham igen denne gang på kinden en smule tættere på hans mund.

David lyttede til Embyr's stille og betragtede ham i noget tid, uden at sige noget overhovede. han nød at mærke han hænder på sine knæ. det beroligede ham at en hel del efter alt dette. han savnede virkelig at mærke sin elskede og var bare så glad for han gad røre ham efter den information. David så ind i sin elskedes øjne, men forholdte sig forsat tavs, da han helt ærlig ikke anede hvad han skulle sige. hvilke ord han skulle bruge. derfor var han meget glad for at mærke Embry's hænder op af sine ben, mærke dem om sig og høre den søde hvisken. han nød at være helt tæt på dæmonen igen "du behøver ikke takke min skat" hviskede han helt stille og nød det lille kys i tiningen. han nød den lille nussen på ryggen og det lille kys på kinden. hvorefter han drejede hovedet en lille smule så deres læber var lige ud for hinanden.

Embry knugede ham tæt ind til sig, og lukkede øjnene "jeg elsker dig.." hviskede han stille. Det gjorde han virkelig, det måtte han have gjort siden første gang han så ham. Han hørte det lille svar, og lukkede øjnene med et svagt smil. Han kunne mærke Davids åndedræt, varme, og nærhed. Han kunne føle ham på fingerspidserne, smage ham.. Alt føltedes godt når han var der, også hvis man bare sad i stilhed. Han mærkede Davids øjenvipper strejfe hans kind, og hev kort efter vejret. Den velkendte sitren i læberne ved at den andens læber var så tæt på. Han sørgede for at de sad så tæt sammen som overhovedet muligt, og kyssede ham så ømt. Han åbnede sine øjne på klem, og fik et kort glimt af Davids øjne. Han lagde hovedet let på skrå så de ikke trykkede næserne sammen, og mærkede den behagelige følelse i kroppen.

David blev helt rød i kinderne da han hørte hvad Embry hviskede og blev helt varm indeni. det var sådan en dejlig fælelse at få afvide at en elskede end "jeg elsker også dig" hviskede han lige så stille som Embry. David havde ikke elsket en så meget som han elskede Embry. ikke engang hans bror eller Andy for den sags skyld. det her var noget helt specislt. følelsen af at havde Embry helt tæt på gjorde David mere varm og han fik den mest behagelige følelse i hele kroppen. han tog stille en dyb indånding, da han mærkede hvor tæt de egentlig sad og kørte stille sine hænder ned af hans brystkasse. imens han stille kyssede med i det ømme kys. den korte øjenkontakt med Embry gjorde hele helt perfekt og fik det hele til at dreje rundt. alt var så fantastisk. som en drøm der lige var gået i opfylelse.

Embry smilede svagt og djævelsk "mm.. men jeg elsker dig mest" fik han mumlet ind imellem kysset. Den evige diskussion, det vidste han godt, men han havde været fristet til at sige det og det havde han så gjort. Han mærkede Davids hænder glide ned over sin overkrop, og trak vejret dybt ind og holdt det. Han ville ikke ødelægge kysset for han nød det. Han kørte blidt en hånd op under Davids trøje på hans ryg, og bevægede blidt sine fingerspidser ned over hans ryg. Han kyssede ham fortsat, nød fornemmelsen af Davids læber mod sine. Han åbnede sine øjne lidt igen, og betragtede Davids smukke ansigt eller så meget han nu kunne se når de sad så tæt, han kunne i hvertfald se hans øjenlåg og vidste at der gemte sig to smaragdgrønne øjne bag.

David så lidt på Embry og smilte skævt "umuligt.. man kan ikke elske nogen mere end jeg elsker dig" mumlede han stille i kysset, da han ikke ville afbryde det. han vidste at den diskution kunne man havde lige indtil man skildes om det så var ved døden eller fordi man blev træt af hinanden. en ting han havde fundet ud af ved at se folks fortid, meget spædnende egentligt. han havde dog aldrig troet han selv skulle ind i den diskution. han lukkede sine øjne igen og rettede sig en lille bitte smule op da han mærkede Embry's varme hænder op af hans bare hud. det føltes så godt og David var ret sikker på det var noget af det bedste han havde følt længe. David nussede sin elskede på overkroppen og kørte stille sine hænder op under hans bluse og nussede ham op af overkroppen.

Embry smilede bare gennem kysset, og besluttede ikke at diskutere videre da kysset var rart og ikke skulle ødelægges af tossede diskussioner. Selvom han næsten vidste at hvis det alligevel ødelagde kysset, så kyssede han ham bare igen. Han nød den varme hud under sine fingre, og kærtegnede hans skulderblade. Han fornemmede Davids hænder smyge sig ind under hans trøje, og lukkede sine øjne i, i nydelse. Han skilte let Davids læber og lod sin tunge glide ind i hans mund og finde hans tunge. Han nød at have den lille elskede dæmon så tæt på sig. Det var virkelig svært at hade David, sikkert helt umuligt i hvert fald for ham. Han trak sig lidt ud af kysset, og åbnede sine øjne på klem, før han smilede lidt og fangede Davids underlæbe mellem sine læberog lod sin tungespids strejfe den. Han kunne mærke Davids forsigte åndedæt mod sit ansigt, og hans hår kildede ham let en gang imellem. Så mange indtryk, og hvert et var fantastisk.

David tog det som en sejrer at Embry ikke svarede imod, selvom han godt vidste det sikkert bare var fordi han ikke ville ødelægge det nu meget intime kys. han tog en dyb indånding da han mærkede de varme fingre kærtegne sine skunderblade og det behagelige fornemmelse af et andet væsen rørte ham. det var ikke en ting David som sådan var van til, ikke andet en den milde behandling han havde fået af Andy, men det var ikke det samme. dette føltes anderledes.. som om at det hele passede sammen. han lod sine finger spidser følge hver eneste lille muskel på dæmonens overkrop, i en blød og kælende bevægelse. da han mærkede sine elskedes tunge mod sin, lod han dem lege som de lystede. det hele var som en drøm og alt føltes så godt. David var sikker på det var lykken han kunne mærke strømme gennem sin krop. han åbnede sine øjne på klem da han mærkede kysset blev brudt og så ind i Embry's blik. et lille smil tegnede sig på hans læber, da han mærkede Embry's læber omslutte sin underlæbe og det lille strejf af den bløde tunge.

Embry nød den blide kælende nussen. Det var helt sikkert pirrende, og han tog sig selv i at gå i stå fordi det var så rart. Han fornemmede Davids ryg buede en smule da han tog den dybe indånding og lyttede til det lange pust ud. Han lod sine fingre glide ned over hans ryg igen og stoppede ved hans lænd, hvor han igen kærtegnede ham. Han fastholdt den bløde underlæbe mellem sine, og fik øjenkontakt med David. Han mærkede det lille smil, da det trak i læben og slap til sidst sit tag i hans læbe. Han påbegyndte en strøm af små kys der gik hen over hans underlæbe, og ned over hans kæbe til hans hals. Han fokuserede de små kys henholdsvis på Davids hals og hans skulder. "Det er ligesom elektricitet" hviskede han hæst, og berørte let Davids lænd "hver gang jeg rører ved dig, er det som om det summer i mine fingre, i hele min krop" tilføjede han langsomt mellem de små lidenskabelige kys. Han lukkede sine øjne lidt i igen, nød den varme hud under sine blege læber. Der var ingen tanker hjemsøgte ham, alt hans fokus var på David.

David mærkede godt Embry i en kort stun gik i stå, men gjorde intet ved det. forsatte bare den kælene berøring af sin elskedes overkrop. han sørgede for at hver eneste af hans muskler blev berørt. han holdte kort vejret da han mærkede Embry kærtegne hans lænd. det kildede en smule, men på en behagelig måde. han nød det. David så ind i Embry's smukke og eventyrlige øjne. dem kunne han se ind i i timevis, uden på noget tidspunkt at kede sig. de var så spændene og utrolig fangende. dog lukkede han øjnene lige da han mærekede alle de små kys. han bed sig let i læben, da kyssende forsatte ned mod hans hals og skulder. det føltes så behageligt og det var som om at hver gang Embry's læber ramte hans hud strømmede det en ny varme igennem hans krop. David hørte hvad dæmonen sagde og smilte over det. det var en god beskrivelse efter David's mening. den beskrivelse kunne også bryges omvendt, da det var som om at hver gang de bløde læber ramte hans hud gav det en summen i hele kroppen, om det så var som varme eller som elektricitet, det var ligegyldigt. det føltes bare helt specielt og meget behageligt "Embry?" hviskede han næsten uhørligt ind mod sin elskedes øre.

Embry berørte Davids skulder med læberne, og trak vejret lidt tungere end normalt. Det var måske ikke noget man lagde mærke til, medmindre man virkelig lyttede efter det. Han kunne godt mærke han spændte lidt da han kærtegnede hans lænd, han havde ikke lige tænkt på at det kunne kilde. Han lod kort sin tunge glide med i et af de små kys, og fortsatte så bare de små kys på hans hals. "Mm?" mumlede han næsten uhørligt og nappede ham let i kæben, men symboliserede at han lyttede til hvad den lille dæmon gerne ville sige. Han åbnede øjnene lidt og så på Davids kønne ansigt.. eller mere hans hals, hage og mund og så lidt af næsen. Han havde hans udelte opmærksomhed. Embry kyssede ham blidt på hagen og sad stille. Davids hænder brændte varmt mod hans hud, og han smilede let af Davids behændighed med at nusse hele hans brystkasse. Han udstødte et knap hørligt suk af ren nydelse ogg kørte sin tunge hen over sine hjørnetænder og lod derefter tungen fugte sine læber kort.