Raining outside - Pierce

Dag: Fredag
Dato: 30/7
Tid: 22.30
Sted: Gågaden
Vejr: Overskyet, begyndende regn, men lunt nok
Omgivelser: De fleste har søgt indendørs
Påklædning: Hvid t-shirt, grå cardigan, et par tætsiddende lyseblå jeans der er hullede ved knæene og et par andre steder. En sort kasket som hænger til den ene side lidt på skrå og slidte sorte converse sko

Adam gik med rolige skridt ned af gaden i den by han engang boede i. Hvad han lavede der var der mange svar på, og alligevel intet præcist. Han havde købt et par småting og gik derfor med et par poser i favnen. Han havde købt noget tøj der lige var faldet ham ind og et par ting han syntes han manglede derhjemme. Hvorfor han valgte at tage hele vejen fra La Sunisha til Deepshell var nok for at vække gamle minder. Han prøvede bare for alt i verden at undgå sin egen gamle lejlighed. Det var lige udenfor den hvor han blev overfaldet af den vampyr, Lorcan, og det ville han helst bare glemme alt om. Adam så lidt op mod den overskyede himmel og spidsede munden en smule i en tænkende grimasse og en dråbe vand landede i hans pande. Han så lidt omkring sig for at finde et sted at søge ly. Regnen ville blive værre.. Meget værre, så hvis han ikke skulle ende op med at finde et sted og være gennemblødt så skulle han skynde sig. Han ville heller ikke ind på den værste bar han lige kunne finde som holdte åben. Han gad ikke de stirrende typer bare fordi han var lidt anderledes end alle andre. Helst også et sted hvor der måske ikke var så forbandet mange.
Adam fandt faktisk en lille hyggelig café hvor der endnu ikke var så mange, og endda nåede det inden regnen virkelig tog til, så det var kun lige kasketten, hårspidserne, skuldre og et par andre steder af hans tøj der var blevet lidt fugtigt. Vandet pralede bare af plastikposerne, hviket nok var et held. Han fandt et sted at sidde og fik bestilt en kop varm kakao imens han kunne vente på at regnen ville mindskes. Han var gået væk fra at drikke kaffe, endelig. En længe afvænning efter sin afhængige periode hvor han studerede og skulle bruge det til de lange aftener. Det gik kort tid før han fik sin kakao, og betalte kvinden for den med et smil på læben. Han havde sat poserne på gulvet og trukket sine ben op til sig, og tog så kakaoen i hænderne.

Tøj: Et par hullede stramme sorte bukser, en mørkerød tanktop som klæber mod hans hud, et sort halstørklæde, under det et sort hundehalsbånd i læder, et par for store combat boots, hans elskede læderhandsker og en sort meget slidt og hullet uldhue som et trukket godt ned over ørene.




Pierces små lydløse, eller nærsten lydløse skridt gengav sig selv gennem de små gyder i Deepshell som han vandrede rundt i, han havde stadig ikke lært hvor han burde befinde sig og hvor han ikke burde befinde sig men lige for tiden befandt han sig hvor han kunne og hvor der var en smule ly for regn, vind og folk. Dog var det ikke så smart at vandre rundt i gyderne om aftenen men han havde ingen andre steder han kunne gå hen end at vandre gaderne. Den smule han havde taget på da han havde overnattet hos Danni i et par dage var for længst forsvundet med så meget som han gik. Han kom snart ud på gågaden og i det samme begyndte det at væte ned. han stoppede kort op og så op på himmelen, hvorfor var alt da også imod ham idag, de bukser han havde på var ødelagt på knæene og han havde tydelig sår, de var kommet efter han var skavtet, han havde et par ok dybe sår i håndfladerne fordi han var faldet i nogle glasskår. Han sukkede stille og så så ned af gågaden som var fuldstændig tom, folk havde søgt ly og det burde han nok også men han havde ikke noget sted at gå hen. Hans tøj var gennemblødt og hang på ham, hans hår klæbede sig mod hans hud og man kunne nu se hvor bleg og tynd han var. Han sukkede stille og begyndte så at gå ned af gågaden. Hans hænder begravet i de nu alt for stramme bukser, hans fødder var en smule klodset og et nys lød far ham da han så ovenikøbet var ved at snuble eller rettelse, han snubblede og landede på alle fire på jorde. Han bed smerten i sig og satte sig så ned på røven midt på det våde fortov og så på sine nu blødende sår på knæene og hænderne. Han sukkede irriterende og knyttede kort sine hænder før han skubbede sig op og stå igen. Han lænede sig mod en husmur og så op på himmelen, han var syg og det her var bestemt ikke godt for hans helbred. Han tvang sig selv til at gå videre, hans hænder endnu engang begravet i hans lommer og hans blik sænket.

Adam sad roligt med koppen i hænderne som var lidt for varm på grund af hans kolde hud. Han satte kort koppen på bordet, kørte sin hånd gennem der bløde brune hår og hev cardigannens ærmer udover sine hænder. Han tog kruset op igen og drak noget af den varme kakao. Han lænede sig mod vinduet og stirrede ud mod gaden med et lidt udmattet blik. Han så en lille skikkelse der gik ude i regnen og pludselig faldt. Adam fik lidt et chok over det og rejste sig med det samme op. Derfra genkendte han ikke skikkelsen, men var fast bestemt på at personen ikke skulle sidde ude i regnen, med så lidt tøj på og blive syg, hvis personen ikke allerede var det. Han satte koppen fra sig og hev sin cardigan af, bare for at den ikke skulle blive våd. Han skyndte sig lidt ud fra caféen og luntede hen til den lille skikkelse der havde placeret op af husmuren på den anden side af gågaden. Han satte sig så på hug foran personen. "Hey du, du burd...." Adam stoppede op midt i sætningen og stirrede på personen. Han kendte sgu da den lille spinkle skikkelse! "Pierce!? Pierce for fanden da, hvad laver du herude i regnen!" sagde han lidt fustreret og trak ham ind til sig, selvom det ikke ville hjælpe på varmen.

Pierce gispede en smule efter vejret da hans lunger ikke havde det for godt mere, det skulle ikke undre ham hvis han havde fået lunge betændelæse af alt det regn der var kommet her på det sidste, han rendte jo rundt i hans kolde tøj hele dagen efetr regnen havde gjordt det fuldstændig vådt. Men hvad kunne han gøre? Han havde ikke andet tøj han kunne tage på. Han begyndte at hoste og det tog bare luften endnu mere fra ham. Han lænede sig helt tilbage op af husmuren og sad bare. Han vendtede bare på at regnen skulle stoppe og morgensolen ville komme og varme hans krop op igen selvom han her på det sidste frøs uanset hvad. Han lagde forsigtigt hånden mod sin pande og kunne mærke han var brædne varm. Han lagde sit hovede mod sine knæ og sukkede stille, han tog en dyb indåning men var ved at kløjs i det da han skulle hoste samtidig. Han kunne skimte der var nogen der satte sig foran ham, med det samme personen begyndte at snakke kunne han genkende stemmen... Adam, han ville ikke have Adam skulle se ham så svag og syg så han gjorde det eneste han kunne, han kom hurtigt på benene og trak sig væk fra ham. Hans blik stadig infundet på jorden. Hans sår var stoppet med at bløde men han havde stadig sårene og de var tydeligt røde og irriteret.

Adam blev lidt forskrækket da Pierce havde trukket sig væk og rejst sig. Han blev i tvivl om hvad det helt præcist betød. Var han bange for at blive set som ham var, eller var det Adam selv der var noget galt med? Om Pierce bare var blevet enig med sig selv om at Adam bare var en tilfældig person, en vampyr som kunne skade ham, eller. Adam rejste sig og rettede sig op. Han så ned på det lille menneske, og håbede bare at han ikke også løb væk. Han lagde armene over kors og så stadig på ham, men sammenbidte tænder. "Nå, og hvad så nu? Vil du løbe din vej? Du ved jeg indhenter dig, og du må komme med en ordentlig forklaring på hvorfor du lige trak dig væk. Du ser forfærdelig ud." sagde han så, og ventede svar på de utallige spørgsmål han lige havde stilt. Han mærkede at hans t-shirt allerede klistrede til sin overkrop og var sikkert også blevet en smule gennemsigtig, da det var tyndt stof. han ville virkelig gerne hjælpe Pierce, i hvert fald bare med at komme indenfor et varmt sted og få noget tørt tøj. Der bar jo mulighed for en tør t-shirt og en trøje, og så en kop med noget varmt.

Pierce ville virkelig ikke have at folk skulle se ham når han var så svag, hans egne ben kunne knapt nok bære ham mere og han vidste at han ikke ville kunne tage et skridt mere, hans hovede dunkede og hans krop var kold og han frøs afsindigt meget. Han bøjede sig forover og begyndte at hoste som skulle han hoste sine lunder ud. Han holdte sig om maven og havde en metalisk smag i munden. Han rettede sig så op. Han ville ikke løbe væk men han ønskede ikke Adam skulle se ham så svag og hjælpeløs som han var. Han tog en dyb indåning og løftede så sit ansigt op og så Adam i øjnene, hans hud var fuldstændig hvid, hans øjne var blodskudtet og han så bare elendig ud. Han lyttede til det han sagde og bed sig i læben før han lod sit blik falde "Nej jeg vil ikke stikke af og jeg ved godt du kan indhente mig, jeg vil bare ikke have du skal se mig i et så svagt stadie" Han kunne ikke komme med en bedre forklaring da det var sandheden. Han vidste godt han så forfærdelig ud og han svarede ikke på det da det ikke var et spørgsmål men en konstantering. Hans krop rystede og hans ben truede med at give ud under ham hvert eneste øjeblik det skulle være. Han synsfelt var allerede halvt sort og han kunne mærke svimmelheden skylle dybt ind over ham og han svejde enormt meget og faldt så ind mod bygningen og gled ned på jorden hvor han bare lå.

Adam sukkede dybt over det lille menneske foran sig. Adam kunne ikke forstå hvorfor han afveg så meget, også selvom han ikke ville ses svag. Adam ville jo heller ikke ses svag, men det var kun overfor folk han ikke brød sig om eller var sikker hos. "Pierce altså... Du burde ikke tage dig af at virke svg overfor mig lige nu. Du ved jeg ikke gør dig noget, og du burde vide at jeg ikke bebrejder dig noget på grund af det. Du er syg og hvis du bliver ude længere, så..." Sagde han og stoppede op. Han havde slet ikke lyst til at nævne det, og bestemt heller ikke tænke på det. Han så på Pierce og han fik lidt et chok da Pierce faldt. Han satte sig hurtigt på hug foran ham og hev om op i sin favn. Om han ville det eller ej, han skulle have varmen nu. "Pierce, din møgunge... Du burde lære at passe på dig selv" hviskede han stille og gik tilbage mod caféen. Folk kiggede lidt underligt da han kom ind, og nogen havde tydeligvis holdt øje med dem ude i regnen. Der blev spurt til om han skulle bruge hjælp til drengen i sin favn, men Adan takkede nej til det. Han hävde det nogenlunde under kontrol, eller det mente han da. Han satte Pierce ned på to-mands bænken på den anden side af hvor Adam havde siddet før og tog hans halstørklæde af og hev hans tanktop over hovedet. Han var helt ligeglad med hvis Pierce kunne sige imod, han skulle bare have ham i tørt tøj. Gan rodede lidt i sine poser og rev mærket af en langærmet sort bluse, og trak den ned over Pierces hoved, og fandt bagefter sin cardigan og lagde den om hans skuldre. Han skubbede Pierce lidt ind på bænken og satte sig ned ved siden af. Han lagde armene om det lille menneske og trykkede forsigtigt sine læber mod hans hår, og sørgede for ikke at røre ved bar hud.

Pierce lå og rystede som en gal på den kolde jord og han kunne mærke han blve mere og mere svimmel. Han begyndte at hoste voldsomt og spyttede faktisk også en smule blod op. Hans øjne kunne ikke rigtigt fokusere på noget overhovedet. Han så op på Adam men hans øjne blev ved med at glide ud af fokus. Den var helt gal med den lille spinkle dreng. Han havde ikke engang energi til at svare ham eller gøre modstand. Han lå bare i hans arme og lod sine øjne glide i. Da han blev sat på bænken gled hans krop starks tilbage mod ryglænet af bænken og han sad bare. Han protesterede overhovedet ikke da Adam hev hans overtøj af ham og han havde det sindsygt dårligt. Han burde nok snarre være på hospitalet end at sidde på en café ligenu. Han lænede sig forover og hostede igen og blod dryppede ned på gulvet café'en. Han kunne ikke gøre for det. Han anede ikke hvad der skete med hans krop eller noget ligenu. Han tvang sig selv til at læne sog tilbage mod ryglænet igen og en smule blod løb ned af hans ene mundvig.

Adam så på det lille menneske og bed sig lidt i læben. Han plejede at vide hvad man skulle gøre, men det var fursvundet after hans forvandling til vampyr. Han rakte ud efter koppen med kakao der stadig var varm uden at være brændende. "Drik lidt, det kunne hjælpe" sagde han lavt til Pierce og strøg sin anden hånd hen over hans hår. "og så slap af for resten, jeg passer på dig" hviskede han blidt mod hans øre og prøvede bare at virke beroligende. Han ville helt bestemt tage ham på hospitalet, men nu? I denne regn? Var det værd at ringe efter en ambulance for? Adam tænke at det var noget lundebetændelse agtigt han sikkert havde fået, og hvis han kunne få varmen nu, og når regnen stoppede kunne han tage på hospitalet. Adam sukkede stille over sig selv og lagde forsigtigt sin kind mod Pierces hår og prøvede selv at slappe af.

Pierce bed sig i læben og var glad for at Adam ikke reagerede på hans blod selv om han syntes det var lidt underligt men det var det. Han sad bare med lukkede øjne og havde en dundrende hovedepine. Han åbnede forsigtigt sine øjne og prøvede at fokusere på koppen men han kunne overhovedet ikke og han rystede stille på hovedet. Han skulle ikke have noget varmt ned i sin mave overhovedet. Det føltes om om alting på ham brændte og han ville bare tilbage ud i regnen og køles ned. Han bed sig i læben og hostede endnu engang og mere blod gled ud mellem hans læber, han var for udmattet s´til overhovedet at ville tøre det væk. Med det samme han blev hevet ind til Adam kunne han mærke endnu en bølge af svimmelhed skylle ind over ham og han kunne ikke længere holde sig ved bevidsthed, hans øjne blankede fuldstændig ud og han faldt sammen, hans puls var meget svag og det samme gjaldt hans vejrtrækning. Han lå bare op af Adam uden at røre sig.

Adam bed tænderne en smule sammen. Han havde lovet Andy at passe på med at vente for længe med at drikke blod, da det jo var det der havde gjort at han selv var blevet vampyr. En alt for sulten vampyr overfaldte hvad han kunne komme til, og derfor huskede han også at få blod så tit som muligt. Pierces blod gjorde heller ikke det samme ved ham som så mange andre, og det var selvfølgelig underligt. Adam holdte øje med Pierce og satte bare koppen tilbage på bordet. Han bed sig lidt i læben og gik mere og mere i panik over det lille menneske. Han kunne jo ikke holde til så meget som sig selv og den han normalt omgår sig hos. De fleste var jo væsner. Andy, Jazz.. Jo der var hans søster som var et menneske, men hende så han endnu ikke så tit. Han lagde med det sammen mærke til da Pierce ikke længere var ved bevidsthed og der gik han helt i panik. Han greb ud efter en af poserne og fiskede sin mobil op, og tastede et hurtigt nummer ind. Adam forklarede i en desperat tone om denne her dreng der havde det virkelig dårligt og hvilken adresse de var på. Folk omkring dem var en smule nysgerrige, men ingen sange noget endnu til den halv desperate samtale. Adam så igen på Pierce og klappede ham forsigtigt på kinden. "Pierce, kom nu for fanden.. Hold dig vågen, det kommer hjælp.. Lige om lidt "sagde han lavt til ham så han også var sikker på at hvis han var vågen til at høre det, så ville han høre det.

Pierce lå bare stille og reagere overhovedet ikke på noget af det som skete omkring ham, hans hud var iskold bortset fra hans pande som var ved at brænde op eller sådan føltes det. Han kunne høre hvad der foregik omkring ham men han kunne ikke snakke eller bevæge sig. Han ville gerne svare Adam for at han ikke skulle være så panikslagen men det kunne han overhovedet ikke. Han kunne mærke at han bare ville vågne op men det var som om hans krop havde lukket sig selv ned. En smule mere blod løb ned af hans mundvig og han lå bare stille uden at røre sig op af Adam. Han reagerede ikke på klappende på hans kinder eller på det han sagde, han kunne høre det men han kunne overhovedet ikke svare selvom han prøvede.

Adam så på Pierce med et lidt bekymret blik og kunne godt have undværet lugten af Pierces blod, selvom han ikke hungrede efter det. Han bed sig i læben og strøg sin hånd over hans hår igen. "det kommer hjælp" Gentog han så og stirrede lidt utolmodigt ud af vinduet. Han lagde blidt sin hånd på Pierces kind og holdte den bare det. Han så ned på hans ansigt og lyttede opmærksomt på noget det lød som en bil. Og kunne skimte nogle blållige lys fra øjenkrogen fra den anden side af vinduet. Adam trak pierce til sig og fik lige fat i sine poser hvor han skyndte sig hen mod døren, men Pierce i favnen. Han stirrede ud på gaden indtil han kunne se ambulancen og skyndte sig så ud hvor en anden man tog imod Pierce og fik ham ind i ambulancen. Adam hoppede selv med ind da Pierce heller ikke skulle være helt alene når han kom til bevidsthed. Adam lod bare manden og kvinden overtage derfra, da de sikkert vidste hvad der skulle gøres, selvom Adam blev udspurgt om hvad der var sket, hvor han havde fundet ham og sådan noget på vej til hospitalet.

Pierce lå bare uden at bevæge sig, hans krop begyndte stille at mistet al varmen i sig og hans puls faldt mere og mere, hans vejrtrækning var næsten fuldstændig væk. Han hørte det Adam sagde men orkede ikke at registre det overhovedet. Hans krop var ødelagt, udsulttet og han kunne bare ikke mere. Han ville ikke leve på gaden mere men han kunne ikke sige det til nogen. Han mærkede sig selv blive samlet op i Adams arme og kunne høre sirenerne i baggrunde, det løb ham koldt ned af ryggen og han vidste han ikke ville blive lukket ud derfra uden en familie eller en myndig til at skrive under og den slags. Han håbede virkelig Adam ikke fortalte dem han var hjemløs. Det var hans sidste tanke før han ikke var ved nogen bevidsthed mere.

Adam fik et sted af sidde imens de to læger der var der gik rundt om Pierce og lavede en masse ting med ham som Adam ikke kunne følge med i længere selvom han prøvede i starten. Han havde fortalt lægerne at han havde fundet sin ven ude i regnen og han bare havde fået det værre da han kom indenfor og da Adam prøvede at give ham varmen igen. Der var ikke så meget han ellers kunne sige og heller ikke mere han ville sige. Han så mod Pierce og bed sig lidt i læben. Han mærkede at ambulancen stoppede og dørene bagtil blev åbnet. Adam fulgte bare med og sørgede for at holde sig til så han ikke endte et eller andet sted hvor han hverken kunne finde Pierce eller en udgang

Pierce lå stille og rørte sig stadig ikke, han kunne nu heller ikke høre noget og han var ved at gå i panik og det var nok også derfor hans hejrterytme steg enormt meget, han hjerte dunkede afsted og han kunne virkelig ikke stoppe sig selv i det. Han var bange og ville aldrig opleve det her igen. Han vill ønske hans forældre ikke havde efterladt ham da han var 11, han ville ønske han var 11 igen og hans forældre beholdte ham. Hans puld var stadig meget lav og det samme gjaldt hans vejrtrækning som ikke var særlig synlig eller var der særlig meget overhovedet og det skrømte ham endnu mere at han ikke kunne få vejret særlig godt.

//Og nu skal jeg vil at være videnskabskvinde i det her lægehalløj? X'DD Oh God, det kan jeg da slet ikke.xD Hvis Pierce dør nu, så er det ikke min skyld oo' Han er ved at tage min kreativitet med i døden også sikkert xD//


Adam så til da Pierce Blev lagt i hospitalssengen og nye læger og flere sygeplejersker kom til for at få liv i Pierce igen. Adam trak benene til sig og sad lidt væk for ikke at være i vejen eller noget. Han bed sig lidt i sin pegefinger og så til imens der blev proppet nogle drop i Pierce. Han lukkede øjnene, lod lægerene gøre deres arbejde og håbede bare på det bedste. Hvad der ville ske efter, og hvordan de skulle klare sig ud fra hospitalet igen var slet ikke i nærheden af Adams tanker, han ville bare have have at det hele gik som det skulle, men var bare bange for at Pierce ikke overlevede i sidste ende.

//Self. overlever han, han er jo awesome xD Og jeg havde faktisk tænkt lidt at vi kunne skippe til de var færdige og Pierce vågner? Jeg havde da self. ikke tænkt mig at han skulle dø oO//

//Vi skipper bare til han vågner oO Ellers dør min kreativitet da helt xD Nu er den lige så god//

//Okay xD//


Pierce lå på en af stuerne og var ved at vågne. Stille kunne han høre alting omkring sig igen men han kunne ikke åbne øjnene endnu.
Han lå helt stille og kunne langsomt mærke alle smerterne i sin krop brede sig. Han stønnede langsomt i smerte og det var tydeligt han var vågen. Dog var han ikke selv sikker på om han var vågen, han kunne jo ikke se noget men han kunne høre? Det måtte da i det mindste betyde at han ikke var død hvilket han var utroligt taknemmelig for, han ville ikke dø endnu. Han var for ung og der var så meget han ikke havde prøvet endnu. Langsomt missede han med øjnene og åbnede dem så til en meget slørret og uklar verden. Han anede ikke hvor han var faktisk.

Adam havde sat sig på på et bord med benene trykket op til sig, selvom der stod to stole lige ved bordet. Han sad lænet mod et lille vindue og havde lukket øjnene. En sygeplejerske havde fortalt at Pierce nok skulle klare sig, men Adam var stadig fustreret ovre det, og kunne ikke helt slappe af før han selv så det. Han lyttede til alle lyde omkring sig. Hvis nogen kom gående ude på gangen, men mest efter noget der sagde af Pierce var vågen. Det kom der så også. Han hørte lyden fra Pierce og åbnede med det samme øjnene, og stirrede hen mod ham. Han hoppede ned for bordet og gik ned forsigtige skridt hen til sengekanten. "Pierce, jeg er her stadig" sagde han helt stille og satte sig på sengekanten. Han bed sig lit i læben og fandt hans hånd. Han klemte blidt om den og ventede på et eventuelt svar, hvis han overhovedet kunne svare.

Pierce missede stille med de blågrønne øjne igen. Hans øjne fløj rundt i det slørrede ukendte rum. Langsomt kom der en bibbende lyd som han ikke havde lagt mærke til før. Han prøvede at komme op og sidde men han kunne virkelig ikke. Hele hans krop gjorde afsindigt ondt og han havde bare lyst til at falde i søvn igen. Han hørte en stemme som han kendte, Adam? Hvad lavede han her og hvor var her lige præcis. Han havde stadig ikke fundet sin stemme og det gjorde ham bange, hvad hvis han var blevet stum? Så ville han ikke kunne tale igen eller noget. Det løb ham koldt ned af ryggen bare ved tanken om at han var blevet stum. Han mærkede godt klemet og klemte meget svagt igen. Han kunne ikke svare, hans stemme var stadig væk men forhåbenligt kom den igen snart.

Adam så ned på Pierce der virkede mere eller mindre forvirret, men det var der jo heller ikke noget at sige til. Han havde jo ikke været ved bevidsthed i særlig lang tid og i den tid han var vågen, var han også helt væk. Han smilede lidt over det lille klem ham fik tilbage og det var svar nok for ham. Han var roligere nu end før. Han havde jo bare siddet og ventet på at Pierce skulle vågne, og det var han nu. "Bare rolig, du kommer dig hurtigt, men giv det lidt tid.." Sagde han blidt og tænkte nogle ting igennem, med hvordan han kunne få Pierce ud fra hospitalet igen når han var klar. Forklare at han var bror til ham? Han var jo myndig, over 18, og måtte vel gerne skrive under på det? Han måtte i hvert fald vide om Pierce havde andre idéer, ellers var det lige det bedste han kunne finde på.

Han lod sine øjne glide i, et svagt smil spredte sig på hans læber før han langsomt faldt i søvn. Han var udmattet selvom han ikke havde været ved bevidsthed. Hans krop var i smerter og han ville bare glemme dem så derfor valgte han ikke at kæme imod søvnen. Han vejrtrækning var stabil og hans brystkasse gik stille op og ned i takt med han trakte vejret. Hans øjne var gledet i igen og søvnen havde hevet ham ind i drømmeløs søvn. Han sov godt og var tryg da han havde Adam ved sin side. Hvis noget gik galt med ham mens han sov tvivlede han ikke på at Adam nok skulle reagere.

Adam så ned mod Pierce der faldt hen igen, og smilede sagte. Han lod sin hånd let køre hen over hans hår, og lod så sin hånd lægge sig tilbage i sit skød. Han hev det ene ben op i sengen og tog let fat om det, imens hans anden hånd stadig holdte om Pierces. Han var bare glad for at Pierce havde vist livstegn, så han ikke havde nøde at være så forbandet nervøs konstant, fordi han ikke helt troede på det der var blevet fortalt.. Han havde jo hørt om at læger og sygeplejersker tog fejl og noget gik helt galt, men det var Adam ikke længere lige så nervøs over. Han så kort rundt i det næsten helt hvide rum og sukkede kort. Både at lettelse og over at han ikke tog på hospitalet med Pierce noget før. Han vidste et eller andet sted godt at Pierce nok skulle klare det, men var alligevel så ekstremt bange for at det lille menneske ville dø. Det ville han med sikkerhed ikke kunne holde ud, når han vidste at det dels ville være hans skyld.