Stranden - Georgina

"Nej det er helt seriøst, aktier og spekulationer, jeg køber nogen grunde og venter et par måneder og sælger dem til dobbelte pris." løj Zack, dette var hans fremtidsdrøm, den dag han nu trak sig tilbage fra sit dusørjæger-embede, men indtil videre tjente han jo fedt på at lave ingentinng. Zack lagde sig også ned på håndklædet, med armene ud til siden mens han kiggede op i luften.

"Hmm, og hvordan kan du have forstand på den slags, når du er så ung? Jeg ville selv tro, at det krævede lidt mere end et par måneder, hvis man skulle tjene på det. Måske skulle man endda bygge nogle lejligheder og sætte dem i stand, eller hvad ved jeg." Georgiana fastholdt blikket mod himlen et øjeblik, inden hun drejede hovedet, så hun kunne se på ham med et granskende blik. Måske var hans forældre entreprænører eller sådan noget, tænkte hun. Eller han havde mange rådgivere, til at hjælpe sig? Der var mange muligheder.

"jeg har heller ikke forstand på det, jeg kører efter inituatition, og de grunde jeg køber er typisk, de der dyre grunde, og der flytter jo konstant rige mennesker til som vil have en grund med god udsigt hvor de kan få bygget deres eget hus. Sådan kan man jo tjene penge." Zack smilede til hende. "Hmmm, ved du hvad jeg syntes? Jeg syntes jeg skulle have dit mobilnummer, og så skulle du have mit?" sagde Zack kækt og fandt sin mobil frem og rakte den frem mod hende.

"Hvor længe har du arbejdet med det?" spurgte Georgiana interesseret og tog med et grin imod den mobil, som han rakte hende. "Du er godt nok fræk." påstod hun, mens hun fandt sin egen telefon frem og rakte den til ham. Hun tastede hurtigt sit nummer ind, overlod det til ham selv at gemme det og rakte den så tilbage til ham. "Tænk sig, hvis jeg ikke havde haft en mobil? Hvad havde du så gjort?" Hun så op på ham og ventede på, at han var færdig med at taste sit nummer.

"Så havde jeg sagt 'Skal du ikke med mig hjem?' og havde du så sagt nej havde jeg sagt 'Jamen så kan jeg også bare tage med dig hjem!'" sagde Zack med et venligt men alligevellet lidt højlydt grin, han tastede hurtigt sit nummer og rakte hendes mobil tilbage, og gemte hendes nummer i sin mobil og stak den tilbage i tasken. "Jeg har arbejdet med det.." hvor længe havde han nu været dusørjæger?... et par år. "To år." sagde Zack.

Georgiana kunne ikke lade være med at le over hans måde at udtrykke sig på.
"Du er godt nok optimistisk." komplimenterede hun, stadig med latteren glimtende i øjnene. "Jeg ville aldrig tage dig med hjem efter en times bekendtskab." fortsatte hun lidt mere alvorligt, men stadig smilende. "Men havde du derimod spurgt om vi skulle tage en kop kaffe engang, så havde det været helt anderledes." forsikrede hun ham og tog hovedrystende mod sin mobil igen og gjorde det samme som ham; gemte nummeret og pakkede den væk igen. Modsat mange andre unge var Georgiana ikke afhængig af sin mobil, noget, der drev hendes veninder til vanvid, for der kunne gå længe inden hun svarede på sms'er.
"Okay, det er normalt ikke et spørgsmål jeg stiller næsten-fremmede, men hvor gammel er du?" Georgiana så ham lidt an igen. Hvis han havde arbejdet med det omkring to år, og var samme alder som hende, altså 19, så havde han været omkring 17, da han begyndte i den branche. Det gav ingen mening, han var jo ikke engang myndig på det tidspunkt. Havde han overhovedet gået i skole?

"Jeg er 18 - Jeg har boet i plejefamilie 12 år, min plejefar var spekulant og tjente ret godt, så jeg fik lidt startkapital af ham." det meste af hvad Zack sagde var sandt, bortset fra det med startkapital, det var en løgn så det ville noget, hans plejefar ville aldrig have givet ham andet en ordrer. Zack kløede sig lidt i nakken, men tog så en tår vand mere og kiggede smilende på Georgiana for at se hendes reaktion, på hans ret ærlige svar.

"18?" Georgiana så vantro på ham. "Du må være et af de der vidunder-børn eller sådan noget." sagde hun halvt i spøg og rystede igen på hovedet. "Hvad kan du ellers? Den primære talrække? Flydende fransk? Tennysons samlede værker, udenad?" Hun smilede, inden hun fulgte hans eksempel og drak lidt vand. "Vi andre føler os skræmmende uoriginale sammenlignet med dig. Hvordan havde du tid til at gå i skole og opkøbe grunde samtidig?" Hun så interesseret på ham og skruede vandflasken godt ned i sandet, så den ikke ville vælte.

"Jeg går ikke i skole, når jeg kan undgå det, jeg overvejer faktisk at melde mig ud, jeg har så mange milioner at jeg ikke engang behøves spare for at leve resten af mit liv fedt, det eneste jeg mangler er faktisk, familie, venner og så måske bare nogen nye møbler til mit hus." sagde Zack med et smil, med hans hus mente han pakhuset, han boede i, men det var også bygget om indvendigt så det nærmest lignede en lejlighed. Zack kiggede grinende på hende "Jeg er bestemt ikke et vidunderbarn, jeg er bare heldig og lærer af mine fejl."

"Du ligner ikke en millionær." påpegede Georgiana tørt og målte ham kort med blikket. Hvor var det skræddersyede jakkesæt, de pressede skjorter, kedelige slips og sirligt satte hår? Det var der ikke. I stedet forestillede hun sig ham i et par godt forvaskede cowboybukser og vilkårlig tshirt med vindblæst hår og strømper i klipklapperne! Ikke lige den mest præcise definition af en mangemillionær. Men han var bestemt heller ikke beskeden, da. 'Jeg har så mange millioner', ikke den bedste indledningsreplik, når man sad overfor et menneske af middelklassen, der virkelig var nødt til at arbejde, for at opnå, hvad denne ville. "Ingen kan blive så rig på to år, Zack. Du må virkelig have været heldig."

"Det har jeg skam også været, tro mig." sagde Zack og sukkede mens han tænkte på alle de ting han havde været igennem for at tjene disse penge. Zack lagde hænderne under hovedet ligesom hende. "Men som du selv foreslog før, må jeg så ikke invetere dig på kaffe, eller ud at spise en dag, her snart? Jeg skal nok sørge for transport." sagde Zack med et skævt smil og kiggede hende i øjnene, igen den psykologiske effekt, som han kendte så meget til.

Georgiana hvilede lidt i sine egne tanker.
"Jeg synes ikke, du skal droppe ud af skolen." sagde hun så og vendte blikket mod himlen igen. "Du kan få brug for en uddannelse at falde tilbage på." Hun sukkede uhørligt, da han kom med sit forslag og drejede hovedet mod ham igen. "Er vi ikke enige om, at vi starter med kaffe, så?" spurgte hun, næsten retorisk, for det var indforstået; det var det hun kunne gå med til. Georgiana var ikke typen, der gik i byen med hvemsomhelst, for hun var forsigtig med sine følelser. Når hun elskede gjorde hun det helt. Det letteste i verden ville være at holde af et andet menneske, hvis blot hun ville give sig selv lov til det.

"Det er en aftale." sagde Zack som godt kunne høre hun ikke var til at forhandle med. "Jamen hvorfor det? jeg har jo hvad jeg skal bruge, og jo mere tid jeg har til at spekulere jo flere penge tjener jeg jo." sagde Zack med et skævt smil. Men Zack nikkede derefter "Hvilken udannelse tror du ville passe til mig?" spurgte han, da han egentligt ikke havde tænkt over hvilken udannelse han skulle tage, han var måske på sin vis ligeglad med hvad for en han fik, han kom nok aldrig til at bruge den.

"Det er en korrupt verden vi lever i. Der kan ske så meget uforudsigeligt. Hvem ved, det kan rent faktisk være, du kommer til at arbejde en dag." Hun sukkede og kvalte et gab med hånden. Det var ikke fordi han var kedelig, men man blev bare generelt døsig af at ligge ude i varmen en eftermiddag. Men hun kunne ikke lide hans måde at udtrykke sig på, dér var de tydeligt meget forskellige. Hvis han havde, hvad han skulle bruge, og øjensynligt ikke behøvede at spare, for at leve resten af livet af de ressourcer han havde nu, hvorfor så overhovedet fortsætte med sit gørende? Han lød jo ikke som om, at han kunne lide at arbejde, hvorfor så fortsætte med det, skønt det var i en meget mild form? Hvis han blev ved med at spare op, endte han jo bare med at have en masse i overskud, som han endten skulle efterlade til slægtninge, hvis der var sådan nogen, eller donere dem til et velgørende formål. Peronligt ville Georgiana foretrække den sidste mulighed. Det var ligesom mere hende.
Hun så overvejende på ham, da han spurgte hende til råds. Hun rynkede brynene. "Det ved jeg ikke. Er du klog? Ingeniør. Knap så klog? Håndværker, af en art. Eller livredder, det tjener man bare ikke så meget på."

"Jeg er sku ligeglad med pengene, dem har jeg jo i forvejen." sagde Zack med et smil. "Men jeg vil til gengæld gerne lave noget hvor jeg kan få følelsen af at have udrettet noget hver gang jeg tager hjem, så livredder lyder nu måske slet ikke så slemt." Zack kiggede ud over havet. "Jeg kunne jo også være rigtig sej og slutte mig til det frivillige brændmandskorps?" Zack smilede over tanken, han ville måske se ret godt ud i brændmandsuniform.

"Det er ikke hver dag, der er brug for livreddere på stranden, heldigvis for det." påpegede Georgiana med et smil og opgav at diskutere det mere med ham. Han forstod ikke hendes pointe. Hvis han en dag var nødt til at arbejde, ville det jo være fordi, at han ikke længere havde alle hans dejlige millioner at leve af. Men det ville hun lade ham selv om, for nu.
"Så. Hvordan endte du hos din plejefamilie?" spurgte hun derfor, bare for at skifte emne. Hun var ikke i det rigtige humør til en heftig diskussion.

"Min mor kunne ikke tage sig af mig og jeg lavede en masse ballade, osv. og jeg røg rundt mellem plejefamilierne, til jeg røg hos den jeg var hos, der klarede jeg mig fint, jeg fik et par på lampen engang imellem, men det overlever man, når man ved man har det bedre end hvor man kommer fra." Zack smilede til hende og tog en stor tår af sin flaske og satte sig op, og kiggede på sine fødder.

"Forældre burde aldrig slå deres børn, hvadendten det er deres biologiske eller børn i pleje. Det er forkert." bemærkede Georgiana fra sin liggende stilling, men satte sig dog op, for at være solidarisk med Zack. Hun trak knæene op til sig og slog armene om dem. "Hvad med din far?" fortsatte hun lidt efter og så afventende på ham. Det virkede ikke som om han havde svært ved at tale om det eller savnede sine forældre, for den sags skyld. Nu var det jo heller ikke sikkert, at han nogensinde havde mødt sine biologiske forældre, men personligt mente Georgiana, at hun da ville have en trang til at finde ud af, hvem de var. De problemer havde hun heldigvis ikke, for ulig så mange andre havde hun en god barndom med forældre, der elskede hinanden og søskende, som hun kunne pjatte med.

"Stoffer... Kokain, jeg hentede det fra jeg var 5 år gammel, der var kun en halv kilometers gang til nærmeste pusher og en mulighed for at blive snydt, men kom man hjem og var blevet snydt fik man jo bare en lussing mere, så var det ikke længere." sagde Zack bittert, men lyste så op i et smil. "Det lærte mig jo bare hvad jeg ikke skal gøre, og så gav det mig modet til at sige fra overfor folk jeg ser gør sådan noget mod deres børn, det er jo altid en god ting?" sagde Zack delvist formuleret som et spørgsmål og delvist som en konstatering.

"Hvorfor greb kommunen ikke ind noget før? Jeg mener, hvis det startede allerede da du var 5, sikkert yngre, hvis ikke jeg tager meget fejl, nogen må da have sagt noge?" Det var sådan nogle ting, som Georgiana kunne hidse sig meget op over. Systemet var ofte mangelfuldt og det irriterede hende græneløst. Hvor mange børn måtte ikke leve som Zack, indtil de blev teenagere? Sikkert mange, Georgiana vidste det ikke med sikkerhed. "Det har du ret i." medgav hun til hans halve spørgsmål og smilede stille.

"Det må du spørge dem om, jeg er ikke kommunen." svarede Zack "Men jeg lærte også noget af det, vil have noget må man tage det, man kan ikke vente på det kommer til en, man skal vise man fortjener det." Zack kiggede lidt omkring, for at finde et sted med noget spiseligt og fik øje på en isbod et stykke længere oppe, ved vejen. "Må jeg give en is?" spurgte Zack for at skifte emne, emnet var ikke specielt spændene at diskutere længere, han endte bare med at blive gal, på sin familie, og så ville hun sikkert tro det var hende han var gal på, selvom det ikke var det.

Igen, formuleringsfejl. Georgiana kunne ikke lide det. Om det var bevidst han gjorde det eller ej, det vidste hun ikke, men hun brød sig ikke om hans måde at udtrykke det på. 'Hvis man vil have noget, må man tage det'. Er det så ligemeget med de forhindringer man skal igennem for at få det? Skal man bare være nådesløs og ikke sky nogen midler i sin vej, for at få det man ville have? Tjah.
"Hvis det er okay, så har jeg faktisk ikke rigtig lyst til is lige nu." svarede hun undskyldende og smilede halvt. At Georgiana ikke havde lyst til is, var mærkværdigt. Det havde hun altid. Der var intet, hun elskede, som softice. Det var det bedste. Men lige nu svigtede lysten hnde lige.

"Det er okay." sagde Zack og smilede til hende hun virkede lidt, utryg ved ham ved selvfølgeligt ikke var meningen. Zack valgte at forholde sig passivt og bare smile til hende. Zack kiggede på børnene igen, og lod så sit blik hvile på hendes fødder, mens han sad og løftede sand op i den ene hånd, slap det, og fortsatte den samme bevægelse, til der lå en stor bunke sand ved siden af ham.

Georgiana sukkede og gav sig til at betragte, hvad han havde gang i med sandet.
"Jeg har skiftet mening, jeg tror, du skal være arkæolog." bemærkede hun med et smil, da han havde fået samlet sig en passende bunke sand. Det var et fag, som hun selv havde overvejet at ville læse, men så faldt hun jo over delfinerne og hun var ikke længere i tvivl. Det var det hun ville.

Zack kiggede på sandbunken og forstod hvad hun mente, Zack flækkede af grin og gemte øjnene med en hånd mens han grinende forsøgte at sige noget "Er.. Haha, er jeg tjahaha, så god til det?" Zack lo stadig men var mest rød i hovedet, det havde vist fjernet den trykkede stemning hos Zack. Zack smilede stort til hende og kiggede hende i øjnene.