Stranden

Dag: Mandag
Dato: 25/ jan
Tid: 18: 25
Vejr: Mørk himmel, stjerneklart, koldt, blæsevejr, ingen sne, men frost.
Sted: Stranden


Eolith slendrede omkring sin sædvanlige rute, og var nået til stranden. Han sukkede, og var egentlig ret frisk, selvom det var ved at blive aften. Han kom hænderne i lommerne og begyndte at gå, mens han tænkte alle tingene igennem.
Han havde snart fødselsdag, men han vidste ikke om det var noget han ville fejre. Han havde også problemer med økonomien, nu da han ikke lavede noget, og ikke boede hos nogen.

¤Tøj :: http://princessrin.files.wordpress.com/2009/05/adam-lambert-is-hot.jpg

Adam kom gående ned af vejen til stranden, han havde en smøg i munden og sine hænder nede i sine lommer. han gik elegant afsted og smilte svagt af det, han så sig omkring inden han begynde at gå ned til vandkanten. han stoppede op lidt væk fra kanten og tog sin ene hånd op af lommen og tog en sten og kastede ud i vandet

Eolith stoppede med at gå og så ud i vandet. Han lyttede lidt til stilheden, og kunne efterhånden mærke en dæmon længere henne. Han så sig omkring og begyndte at kigge efter dæmonen, af ren nysgerrighed.
Han så forbi klippen og fik øje på en mandlig skikkelse længere henne.

Adam tog en ny sten og kastede ud, og fik færten af en engel. han lod som om han ikke havde langt mærke til englen, han lag sin hånd ned i lommen igen og begynde at gå igen. han så ud over havet mens han gik videre og smilte svagt, og tænkte ikke rigtigt over at han gik mod englen

Eolith trådte lidt frem. Han fonemmede at han kendte personen, og forsøgte at tyde personens ansigt. Først da Adam kom nærmere genkendte han personen, og fik et lille chok. "Yo?" Sagde han uden at der kom nogen lyd ud af munden. Han blik stirrede stift på ham, men han tænkte ikke på at gå sin vej.

Adam så op og fik øje på Englen, han stoppede stift op da han fik øje på hvem det var. hans smøg fald ud af munden på ham og ned i på jorden
"Angel" hviskede han
og bed sig hårdt i læben

Eolith så på ham, og fulgte blikket mod smøgen, der faldt ned og landede i sandet. "Yo.." Svarede han, og fik denne gang stemmen frem "Du kalder mig stadig Angel..?".
Han vidste ikke hvad han skulle stille op, og han kunne ikke tyde Adams reaktion.

Adam så på ham og rystede på hovedet
"jeg er ikke Yo" hviskede han
og lukkede sine øjne lidt i og så ned efter sin smøg og nikkede
"jaer, det kælenavn vil du altid havde" sagde han
og begynde at gå igen mens han så ned i jorden

"Vent?" Sagde han og så efter ham. Han tog sig lidt til armen og så efter ham. "Har du ikke lyst til at snakke?".
Han vidste ikke hvorfor han pludselig ikke følte den vrede hos ham mere. Nu var han mere interesseret i at høre hvordan det gik ham, og pakke stridsøksen væk.

Adam så efter ham og rystede på hovedet
"med dig,, ikke rigtigt.. ved ikke hvad jeg har at sige til dig" sagde han
og gav et suk fra sig og så ned mod jorden, mens han tøvede med om hvad han skulle gøre

Eolith så hen på ham. Adam var tydeligvist stadig vred på ham, fornemmede han. "Det var ikke min skyld dengang, og det ved du også godt" Sagde han meget forsigtigt, for ikke at gøre ham rasende igen "Du hader mig stadig".

Adam så hen på ham og rystede på hovedet
"det ved jeg godt, udover du fik mig til at blive sur da du ville tage hævn" sagde han
og trak på skulderne og lukkede sine øjne lidt i, da han ikke havde den store lyst til at se på ham. han tænkte lidt over det og viste det ikke helt
"det ved jeg ikke" hviskede han
og rystede på hovedet og åbnede sine øjne og så sig omkring

"Sur.." Gentog han stille og lo dæmpet, selvom det ikke var så sjovt "Du blev rasende. Jeg kan ikke huske aftenen fordi du gjorde mig bevidstløs". Han hvilede sit blik på ham, og havde det meget godt med, at han kunne tale med ham, uden at han eller han selv var vred. Han havde efterhånden heller ikke nogen andre at snakke med.

Adam nikkede og hævede det ene øjebryn
"det er jo også klart, du ville tage hævn" sagde han
og rystede på hovedet og begynde at gå igen

Eolith så efter ham og nikkede stille. Han ville gerne svare ham og tage fat i ham, men Adam ville tydeligvist ikke have noget med ham at gøre. Han bremsede sig selv i at gøre noget, men så efter ham og lod hænderne falde slapt ned om siderne igen.
Han tænkte på, om han bare skulle glemme alt om ham, nu da det var gået således med dem.

Adam vende sit blik om mod ham og gav et suk fra sig
"kom" sagde han
og gjorte et ryk med hovedet, at han kunne få lov til at gå med ham. han gik bare videre og så ned mod jorden

Lidt overrsket blev han, men han luntede hurtigt efter ham, så snart han bedte ham følge med. Han kom op ved hans side og så ud mod stranden igen. "Du sagde at du ikke var Yo..?" Spurgte han, for at der skulle være noget at snakke om, han brød sig ikke om den pinlige tavshed.

Adam så ned på ham og nikkede
"Yo er fortid,, jeg hedder Adam" sagde han
og lukkede sine øjne lidt i, inden han åbnede dem igen og så bare ned mod jorden og gav et lille suk fra sig. da han ikke var så glad for at være så tæt på Eolith

Eolith studerede ham lidt uden at sige noget. Han rynkede lidt på panden "Hvorfor?".
Han havde gjort nogenlunde det samme, bortset fra, at han bare havde gået tilbage til sit gamle navn Charlie igen. Mest på grund af det rygte, han havde skabt ved Eolith.

Adam så op på ham og tænkte lidt over hvad han skulle svare
"Yo elskede Dean så højt, hvis jeg forblev ham så ville jeg havde begået selvmord, jeg elskede virkelig Dean så meget hele min verden gik fra hinanden. så blev jeg Adam for at få alt til at blive godt igen, ikke nået med sex med nogen udover kæresten, blive blevet et mere rolig person, jeg er ikke den samme mere" fortalte han
og smilte svagt, selv om at gå så tæt på Eolith var svært

"Bare ved at skifte navn? Er du så blevet gladere af det?" Spurgte han, da han ikke just selv, følte sig spor tilpas efter at have skiftet navn og levestil. Selv lignede han mere en simpel dreng, med kort hår og ingen make-up. Men trist var han nu stadig, og kun mere ensom end før.

Adam rystede på hovedet
"jeg ville forandre mig, men det kunne jeg ikke med det navn" sagde han
og træk let på skulderne, og gav et suk fra sig
"jeg er ikke den du kende mere" sagde han
og rystede på hovedet af ham

Eolith så undrende på ham, da han ikke kunne forstå det. "Jo du er da..?" Sagde han og kiggede på ham. Han smilte ganske svagt, men stoppede det igen "Du er som jeg husker dig. Før du mødte Dean".
Han stoppede lidt med at gå, og så stadig på ham.

Adam rystede på hovedet
"jeg er ikke som jeg var" sagde han
og træk let på skulderne, da han ikke selv mente at han var

Han nikkede som et afsluttende svar, bare for at give ham ret. "Det var nu ikke noget galt med dig før" Mumlede han alligevel, og lod blikket glide ud mod havet, for ikke at se på ham mens det blev sagt. Han begyndte stille at gå videre igen, for at få varmen.