Grå-eftermiddag. Amadus

Dato: Irl
Tid: 13.19
Vejr: Gråt, men tørt
Sted: Byen
Omgivelser: Mere eller mindre ødegader?

Små skridt bragte den lille pige fremad langs butikkernes vinduer. Den ene lille hånd knugede om poten på en godt brugt kaninbamse, der slebte sig let hen ad jorden, og de lidt for store, knald røde gummistøvler klappede let mod jorden. Barnet tiltrak sig adskillige blikke, men endnu var der ingen der tog kontakt til hende. Folk havde vel travlt med deres egne gøremål?.. Havde for travlt til at bekymre sig om det tynde barn mere end nogle få øjeblikke?...

Amandus var idag taget til Shera by for at more sig lidt efter en lang uge, han var idag iført en lilla bulse(som avatar) og et par løse mørke jeans med huler rundt omkring så som på knæet på fødderne bar han et par lillae all stars hvor der var skrevet alt mulight på, hans hår sad som det altid gjorde uglet og med pandehåret let ned forans hans meget lysegrå øjne, han kom roligt gåne ud fra diskoteket hvorefter han begyndte at vandre ned af gaden med hænderne godt begravet i begge lommer og blikket rette mod jorden.

April lod de store, blå øjne vandre over den sparsomme folkemængte, og lod så blikket falde på en - syntes hun - høj mand(Amandus). Et let smil voksede frem på hendes lille runde ansigt. Han havde jo pige-farver på! Lilla var en pigefarve, og derfor ikke noget drenge skulle gå rundt med. Derfor morede dette lille barn sig gevaldigt over den unge mands påklædning. Tænk engang, at han gik med pigefarve på.. Pigefarver!...

Amandus tog dog ikke lilla som en pige farve mange mænd gik med denne farve så derfor gik han nu også med denne farve, han lod blikket vandre rundt på de få mennesker eller væsner der gik her på gaden*hmm*tænkte han da han fik øje på en lille pige der stod og så på ham*hvad?*tænkte han og begyndte at gå over mod hende med langsome skridt.

Da manden begyndte at gå over mod hende, satte April sig i bevægelse igen. Det muntre smil hvilede stadig om hendes mund, og hun løftede kaninen op i favnen, så den ikke slæbte hen ad jorden. Mumlede et eller andet ned mellem de lange, bløde ører. Den fine, hvide kjole dansede let om hendes purpur røde ben, og de lyse krølle hoppede om hendes ansigt, og faldt ned af ryggen på hende.

Amandus betragte hende kmed et nysgerrigt blik men da hun begyndte at gå gik han lidt hurtiger og sendte oppe ved siden af hende"godaften ku ikke undgå at du kigge på mig"sag han venligt imens han nu gik i pigens temop, han var næsten fire hovder højer en hende, han lod en hånd klø sig lidt i håret.

April lagde nakken tilbage, for at se op på ham, før hun fnes barnligt.
"Du har pigefarver på!" påpegede hun fnisende, og smilede muntert op til ham. De store, blå øjne lo glad op til ham, før hun rettede blikket frem for sig, og igen mumlede ned til kaninen. Det var tydeligt, at hun fandt det uhyre morsomt, at han havde valgt at klæde sig i lilla tøj.

Amandus stoppe op og så lidt undrene på hende"det er dog ikke kun en pige farve mange mænd går også i lilla"svarede han roligt hvorefter han igen fulgte efter hende*hvad er der dog med hende*lød hans kolde jeg i hans hovdet, han betragte hende let imens han overvejde om hun enligt ikke burte være hjemme.

Stædigt rystede April på hovedet. "Lilla er en pigefarve, ligesom lyserød, og rorange!" afgjorde hun, og så let ned mod de røde gummistøvler. Løftede så smilende blikket igen. Hun var en bestemt lille dame, og hun gjorde som regel alt hvad hun kunne for at få sin vilje. Også selvom det betød, at hun var nødt til at løbe hjemmefra...

Han rystede på hovdet af hende"kun lyserød er en pige farve"sag han fast og ikke til mere snak om det emne, han betragte butikkerne let"hvad hedder du så?"spurgt han roligt og så kort på hende før han igen så rundt.

Stædigt rystede April på hovedet, men undlod dog at kommentere yderligere.
"April. Hvad hedder du selv?" svarede hun, og rettede blikket op mod ham igen, stadig med latter i de blå øjne. Når først den lille pige var glad, skulle der som regel meget til at bringe skrå i hendes glæde.

//må logge//

Amnandus betragte hende så let med et roligt blik man ku dog ikke se hans øjne da håret dække dem helt"okay jeg hedder Amandus"svarede han"hvorfor er du her ude alene?"tilføj han spørgne.

//okay sov godt;)//

Det før så muntre blik forsvandt helt fra de store blå øjne, og blev erstattet af et mistænksomt et, da hun så op på ham, efter hans spørgsmål. Ville han sladre?... Ville han få politimændende til at komme?... Det var nok det bedste, ikke at tage chancen...
"Hvorfor gør du?" spurgte hun i stedet for at svare, og rettede blikket frem for sig. Før han kunne få noget at vide, måtte hun være sikker på, at han ikke ville sladre....

Han lo let da hun vendte han spørgsmål om mod ham selv"jeg er altså 29 år så du skal nok passe på med hvad du siger"svarde han roligt og stoppe op ved en bænk som de lige var ved at gå forbi, han lod sig så dumpe ned på den hvorefter han lænede sig tilbage.

April stoppede op, og betragtede ham, mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Så knejsede hun let med nakken, og begav sig videre med ordene:
"Jeg er da bare ligeglad!"
April var på mange måder utroligt flabet. Og det kom helt bestemt frem nu, som hun gik med bestemt skridt hen ad gaden.

Amandus så lidt efter hende*sikke en tøs*tænkte han hvorefte han så rejste sig op og fulgte efter hende nu måtte han lære hende hvordan man snarke til andre voksne, han nåde dog hurtigt op ved sidden af hende hvorefter han greb blidt fat i hendes skulder"du skal tale ordligt unge dame"sag han roligt dog fast, folk der gik forbi dem trore sikkert at de var søskne.

April hev i sin skulder for at få den fri af hans greb, og skubbede til hans hånd, for at få den væk fra hendes skulder.
"Slip mig! Du bestemmer ikke over mig!" sagde hun højt, og bestemt. Hun så trodsigt op på ham, og skød underlæben en smule frem, for at vise at hun var yderst utilfreds med situationen. Hendes opførsel kunne også have passet meget godt på at de var søskende, men det var nu engang sådan hun opførte sig over for hvem som helst. Der var i hvert fald ikke nogen, der skulle bestemme over hende, nå!

Han rystede på hovdet af hende hvorefter han gav hendes skulder et kort klap"du er en lill rod var?"sa han roligt hvorefter han begyndte at gå lidt hurtiger en hende ned af gaden folk så dog stadig på dem med lidt forviret blikke da de ikke vidste helt hvad der forgik imellem dem.

April så efter ham, usikker på betydningen af hans ord. Dog slog hun det hen, og begyndte igen at gå. Han var mærkelig, bestemte hun sig for. Hun mumlede mut ned til kaninen, og lod de blå øjne hvile på manden. Hvorfor gjorde han, som han gjorde? Jo, April vidste skam godt, at hun nok ikke havde opført sig, som voksne mennesker mente at små piger skulle opføre sig, men ærlig talt? Så var hun ret lige glad med det.

Amandus stak hændernei lommerne hvorefer han rette blikket ned mod fortovets brosten og undslap et lille suk hvorefter han kort så sig over skuldren hen på pigen men rette så blikket ned mod brostene igen *hun er godt nok skør*tænkt han stile.

April så stadig mut efter ham, før hun lod blikket glide videre. Det havde altid undret hende, hvorfor folk altid kiggede sådan efter hende, når hun rundt alene..
Pludselig kunne hendes kvidrende latter igen høres, og April havde øjensynligt fundet sig noget nyt at more sig over.

Han stoppe dog op da han hørte pigens latter og vendte sig om mod hende imens ham blot nu stod og betragte hende let men ku dog ikke se hans øjne da pandehåret dække dem.

April gik pludrende videre, og smilede over hele fem-øreren. Hendes blik vandrede igen over omgivelserne, for at lande på Amandus. Der var altså et eller andet med ham...
April sendte ham et strålende smil, før hun gik forbi ham, og mumlede til kaninen.

Han betragte hende let med smilede så roligt tilbage hvorefter han vendte sig om og så efter hende*nu vil jeg ha svar på det spørgsmål*tænkte han så hvorefter han gik op ved siden af hende"nå men hvorfor er du her alene?"spurgt han venligt igen.

April så lidt på Amandus, da han stillede det samme spørgsmål igen.
"Fordi jeg ikke er derhjemme." svarede hun så, og rettede blikket frem for sig. Hun kunne vel ligeså godt give ham et svar, når nu han ikke ville lade det ligge..