skovens dystre side ( caprio )

Dato: irl ( in real life )
Tid: 22:00
Omgivelser: gamle mørke træer og tåge
vejr: stille og lidt varmt og mørkt.



Madelaine havde sådan en lyst den dag til at tage ud i skoven da det var længe siden.
Hun manglede osse nogle troldegrene til sin lejelighed til pynt, så hun tog derud for at finde dem.
Hun skulle så lige havde en pause så hun satte sig ned ved et lille vandhul i skoven og røg en smøg, og drak en øl som hun havde taget med.
Hendes tanker omkring det hele gjorde hende lidt fortumlet. Hun følte sig en smule ensom på det sidste og hun savnede en at havde et nært forhold til.

"JAMEN FOR HELVEDE DA!" - Dette råb kunne høres ikke langt væk fra hvor Madelaine sad. En mere eller mindre irreteret Caprio havde sidet op af en træstub, og havde været igang med at spille på sin guitar. Uheldigvis syntes skæbnen lige, at den skulle rive Caprio's strenge midt over, lige da han var så godt igang med et dejligt, sjælefuldt Riff.

Hans øjne fejede rundt, spejdede uhærdeligt efter sin taske.. Der! Lige ved vandhullet! Med et hurtigt hop ud af en busk, sprang Caprio direkte ud til Madelaine. Han skænkede hende dog ikke en tanke, men havde hurtigt sat sig på hug foran sin taske, hvor han hurtigt fifflede seks nye strenge frem.

Så satte han sig helt ned, med ryggen vendt imod Madelaine. Imens han ihærdigt begyndte at sætte de nye strenge på. "E..A..D..G..B..e" mummlede han, imens han satte hver af sine strenge på.

Madelaine fik noget af et chok da hun så en mand komme hoppende ud af busken omme bag hende.
Hun tabte i chokket sin smøg og et hurtigt " fuck " kom fra hende da hun fandt ud af det.
Hun sagde ikke noget til ham da hun var en smule overvælmet af hans fremkommen.
Men alligevel skuede hun tit over til ham. Efter flere skuender finder hun ud af at han sad og fumlede med en guitar.
Hun prøvede at kigge og se hvad han lavede, men heller ikke blande sig i noget, da hun ikke havde ret meget at gøre med musik.

Caprios ører rører på sig lige så stille, da han hører det stille 'splojsh' fra smøgen, der kolliderede med vandet. Han kikker sig selv over skulderen kort, hans rubin røde øjne glimrer en smule fra reflektionerne af vandet. Han kikker kort på sin guitar igen, før han giver den et hurtigt smock med sit plektar - Stemt!

Han undertrykker et lille "Sådan der, man..!", og drejer hurtigt hele sin krop rundt, og stirrer nærmest direkte på Madeliane. Hans øjne triller op og ned af hendes krop, fra tå til hver enkelt hvirvlende hår top.

De dobbeltfarvede øjne blinker en enkelt gang, før han nikker kort til hende. Et 'hej', om man så må sige. Tilsidst lægger han en finger på hver streng (på nær en enkelt, selvfølgelig), før han smile stille for sig selv.

Madelaine var stadig lidt forbavset, men smilte stille over at han var så op på at få guitaren stemt og klar til at spille på.

Hans blik gjorde hende lidt usikker, men svarede venligt tilbage " hej.." med et lille smil i kanten af mundvigen.
Guitaren begyndte at smide toner fra sig, og det var lang tid siden af Madelaine havde hørt en guitar spille for sig selv.
Hun nød tonerne som svang i luften og lukkede øjnene et lille sekund for at nyde øjeblikket.

Uden omsvøb, river Caprio sig op på benene, med remmen over skulderen, bevæger han sig stille og roligt over til Madelaine, stadig små spillende. Tilsyneladende ser Caprio umiddelbart ikke ud til at have det meget sværere med at spille guitar, imens han går.

Han sætter sig med langsomme bevægelser ned på jorden, på hug - Lige foran Madelaine. Hans øjne ser stadig ud til at være fokuseret på hende. I et par sekundter, ramler hans øjn-kontakt ind i Madelianes i et par sekundter. Hans dobbelt farvede øjne nærmest glipper sig med et meget 'igennem' seende øje..

Med et kontakt-brud, kikker han ned på sin guitar strenge etp ar sekundter. Før han mander sig selv op til at stille hende et ordenligt spørgsmål "Sååeh, hvorfor den nedringende ansigt? Noget galt?" Spørger han, imens hans hovede sætter sig selv på skrå i et par sekundter, hvilket resulterer i, at håret kommer foran øjnene på ham - Med et kort, tirret ansigt puster han stille til håret, for at få fuld øjn-syn igen. Hans øjne bespottende tilbage imod Madeliane.

Madelaine sukker en smule da han spørge hende sit spørgsmål.
Der var såmænd intet galt.. men bare at hendes humør ikke havde været det bedste på det sidste.
Men hun smiler skævt over han venlighed, og åbenhed. Hun blev utrolig meget fanget af hans intense og specielle øjne.
Hun faldt flere gange i staver da hun fik øjenkontakt med ham.
" Humøret er ikke hvad det har været.." svarede hun mens hun viftede pandehåret væk fra øjnene, og legede lidt med en pen ned i det kolde og mørkefarvede jord.

caprio nikker langtsomt, om det er til hende eller musikken er svært at ane - han lukker sine øjne i, nyderdstilhed og musik som der er i et par sekundter, før han, med øjne rettet imod jorden svarer "kender det nu godt, når en streng på en guitar springer, og du ikke har en by klar, er humøret heller ej i top!" mumler han...'
forstående', før blikket vendes imod vandet i et par sekundter... Gadvide om han var grunden til, at hun smed en næsten-ny smøg i vandet? "så, hvad laver du så herude i skoven på denne tid? frem spørger han pludselig!

Hun trippede lidt med sin ene fod og svare på hans spørgesmål "jeg fik sådan en lyst til at tage et sted hen for at få fred og mærke ordenlig efter om hvad der skete inden i mig, men efter jeg havde siddet her lidt, mange jeg selvskab".
Hun kiggede på vandet som havde en yderst smuk og levende grøn-skærs farve.
Hun nød synet og smilte lidt for sig selv.
"Hvorfor er du her?" spurgte hun af nysgerrighed for hvorfor en mand dog er ude i skoven så sent og med en guitar.

Caprio prøvede sit aller yderste for at forstå Madeliane, men det resulterede blot i, at han i et kort sekundt kløede sig i nakken, en lok hår trillede rundt om hans finger lidt.. Tilsidst nikkede han blot igen, indtil han blev stillet det samme spørgsmål, han lige havde gevet. Uden den store tøven svarede han blot "Hm? Oh. Jeg bor her! imens han knækkede luften imellem hans fingre, og begyndte så igen med at spille, et svagt, skævt smil tørret udover hans ansigt.

Madelaine løfte sit ene øjenbryn og kiggede forbavset på ham.
" du bor vel ikke her ude i skoven vel?" sagde hun og vendte sin krop mere imod ham.
Tanken om at bo i en skov skræmte Madelaine en smule.
Selvom hun har boet på gaden i noget af sit liv, syntes hun stadig at tanken skræmte hende.

"I et lille telt, blot en mil eller to længere inde i skoven. afgav han kort for hovedet, og pege bag ham, imod den busk han var kommet ud af. Han begyndte at lægge sine fingre i barré akkorder, imens han stadig plingede godt og grundigt løs. Han fladede sig godt ud på det små våde græs, stadig spillende, hans bare fødder så ud til at lege en smule med græsset, imens han liggende spillede vidre..."såååh... Hvad gør, at humøret ikke er, hvad det har været" kvækker han spontant, hans øjn kontakt nu igen rettet imod hendes.

Madelaine sukkede og tænkte på alt i hende dagligdag.
" Min hverdag er bare det samme om og om igen, og... er virkelig i pengenød..."
svarede hun mens hun tog hænderne i op til ansigtet og fjernede håret fra hendes pande.

// logger. vi skriver videre imorgen //

Caprio rynker et øjnbryn i et par sekundter af Madelaine. hvad mente hun med 'det samme om og om igen'? Var det ikke det som man kaldte livet? "Pengenød? Hvordan endte man så i det? Brugte for mange penge i en brandert?" svarede han så, med et lille, undertrykket grin.

I et par sekundters stilhed kikker han ned på sin acoustic guitar, laver et lille lick på slutningen af en sang. Før han tier helt stille - Hans ører, strittende imod den små kolde vind brise der flød igennem skoven..

*Hgn..Kold brise.. Jeg hader kulde.. tænkte han en smule irreteret, imens han gnider sine hænder op af siderne af sine arme for at varme sig selv lidt.

" nej .." svarede hun og grinede lidt med på hans joke. " Jeg har altid lavet i fittigdom og jeg tjener ingen ting på mit arbejde. og kan ikke finde noget nyt da alle skuer mig på udseendet".
Madelaine tænkte over alle dine jobansøgninger, som hun havde fået afslå på. og sukkede flere gange.

Caprio løfter langsomt et øjnbryn i vejret imod Madeliane, specielt når Madeliane begynder at fyre det ene suk af efter det andet.. Han var lidt stille, næsten -for- stille for hans normale personlighed, og i dette unormale forhold i hans hjerne, begyndte han blot, at spille igen.

"Jeg har aldrig haft brug for penge. Jeg behøver blot at kunne sove under et tag.. Af den ene eller den anden form, og have et måltid eller to.... Oh, og min guitar" fremsagde han tilsidst, nærmest poetisk (i det mindste i forhold til Caprio's normale hjerne capicitet!)

Han satte sig op igen, og baskede de få, dug belagte græs strå på hans trøje af, før han missede kort med øjnene igen, hans tve-farvede øjne endnu engang rettet imod hendes.

" undskyld mit humør er så lavt, men man kan jo ikke styre det. men jeg vil gøre mit bedste for at få det lidt op, så stemningen ikke helt er så trist" sagde hun mens hun flovt så på ham.
Madelaine syntes at Caprio var en flink fyr, men meget speciel... hun havde aldrig mødt en som ham, og hun havde svært ved at læse ham.

Caprio nikkede lavmælt, før han rømmede sin strube lidt, og knækkede sine fingre endnu engang for at varme op til den næste, rytmiske sang. "Så. Hvis vi kan kaste al det dersens 'dårlige humør' væk, og kikke lidt mere realistisk på det hele.

Så er vi to fremmede for hinanden... Hvad med at vi liiiiiiiiiiige ændrer lidt på det? Navn? Favorit sang? Mad vane?... You get it, right?" fremsagde han i en rettere monotonisk tone, da han havde travlt med at spille på sin guitar.

Med en lettere kræft anstrengelse fik han sat sig tilbage på knæene. Hans hår uglet, og en smule fladt bagi, imens hans øjne dalede fra Madelianes øjn-kontakt til ham, og ned til de nye, fin stemte guitar strenge.

"Hvor længe har du spillet?" spurgte Madelaine nysgerrigt og kiggede med sammenknebende øjne på hans guitar.

Caprio stirrede lidt på Madeliane, hans næsebor åbnede og lukkede sig kort - tydeligvis var han ikke den form for person, der elskede at få sine spørgsmål kastet til siden, men han så ellers ud til at forholde sig roligt.

Med et godt, stort ånde-drag. Trak han en god potion luft ind i munden.. "Dette må være mit....Sjette år, vil jeg mene.. Jeg ved det faktisk ikke helt.. Jeg kan ikke huske hvornår jeg holdte en guitar for første gang..!" svarede han så stille, med en finger som krasede hans hage en smule.. Faktisk var det et relativt godt spørgsmål, som hun fremdragede til ham.

Han tiltede sit hovede en smule igen, imens hans øjne skævede hen til hende "...Nu syntes du vel ikke min musik er dårlig.. vel?" Fremkaldte han pludseligt, med en underlig blanding af en abstrakt form for spinden og knurren på samme tid. Tydeligvis prøvede han at dække over det.

" Nej, på ingen måde. syntes veldig godt om den" svarede hun mens hun blev lidt skræmt af hans knurren.
" undskyld jeg ikke svarede på dine spørgesmål.. mit navn er Madelaine Middkorf, jeg har ingen retning favorit sang eller musik, jeg spiser for det menneske..." sagde hun og kiggede sig rundt for at se om nogle var i nærheden.." menneskekød" fortsatte hun med en hviskende stemme.

" nej på ingen måde" svarede hun mens hun blev en smule skræmt af hans knurren.
"undskskyld jeg ikke svarede på dine spørgesmål.. det hele køre lidt lige nu"..
Hun kiggede ned i jorden og fortsatte " Mit navn er Madelaine Middkorf, jeg har ingen farvorit sang, og jeg spiser..." stoppede hun og undersøgte om nogle var omkring dem før hun begyndte igen " menneskekød" sagde hun med hviskende stemme.

Caprio nikkede kort for hovedet. Tilsyneladende var det mere end nok, at få at vide at man var god nok i en eller andens bog. Hvilket hjalp på hans humør en del, som resulterede i et halv-varmt smil fra hans side imod hende.

"..Ingen favorit sang, hm?... Hmpfh. Miss Middkorf, så. Tager jeg det... De kan kalde mig...Caprio, mere kan jeg ej afsløre for dig lige nu" Svarede han gengældende til hende.. Han rynkede kort sin næse da han hørte den sidste lille bid af information, som blev kastet ud, som han delvist hørte.

"Menneskekød? Hmnpfh, ej min favorit..Det er for sejt og fugtigt..Nej, en stor, gigantisk kalkun. Eller et stykke af en okse.. Om nom! " Svarede han, imens hans stemme gradvist rejste sig i en mere 'hyper'-tonart.

Madelaine kunne ikke lade vær med at smile da han kom med den kommentar.
" Mit er dog menneskeskød, da det er det eneste der mætter, plus! at det er så saftigt, og jeg er helt vildt med at det er sejt. Kan overhovedet ikke klare at det er blød også smatter ud i ansigtet når man bider i det".
hun grinere lidt og smilede.

Caprio tog Madelianes ord i overvejelse.. Tjooeh.. Det smattede godt nok når han spiste, men var det ikke en del af al det sjove? Og når det var blødt, var det så dejligt nemt at go til!

"Hmnh. Omkring det eneste jeg nu endda kan lide ved menneske kød er, at deres jern indhold er dejligt stort. Specielt inde i blodet!" Fremdrog han uden omsvøb. Tilsyndeladende var mad et af Caprio's få andre meninger med livet udover guitaren!

I respons til dette, fyrede han en Dur blues solo af i et par sekundter, før han bare listede tilbage i sit stille tempo, så kan kunne snakke med Madeliane imens!

//Jeg logger tidligt i dag! Sorry!//