I ly for uvejret

Han smilede stort til hende"tak"sag hav hvorefter han gav hende et uvendtet kram "vil du ikke starte me at fortælle om den farligste race?"spurgthan imens han faktisk stadig kramme hende, han trngte nok bare til varme og et kram dt kuses på ham.

Rose spilede sine øjne lidt op da han pludselig gav hende et kram, men blev så til sidst helt fnidder agtig igen og gengældte krammet og smilte et ret barnligt smil og rystede så på hovedet for at få sig selv ud af det fnidder humør og tvang sig selv til at få ham væk "Tjaaah.. Det må være vampyrene. Vampyre ser oss ikke som andet end mad og de er meget stærkere end os. Du graver din egen grav hvis du stiller dig op mod en vampyr.. tro mig.." sagde hun alvorligt og sagde den sidste del lavt, så man næsten ikke kunne høre det, da hun selv havde gjort sår'n en tåbelig ting og havde stillet sig op mod en vampyr.. Og tabte.. Men heldigvis slap hun levende ud af det.

Han stoppe dog så med at kramme hende da hun prøvede at få ham lidt vlk"undskyld"sag han lavt imens hann nu så på hende med et nysgerrigt blik som viste tegn på at han lyttede"okay jeg holder mig væk fra dem men hvordan kan jeg genkende dem?"sag han spørgne dahans far ikke havde sat ham ind i sådan nogle vigtig ting som at genkende racerne mærkligt nok.

Rose så op på ham og rystede på hovedet "Det gør ikke noget" forsikrede hun ham om og kunne egentlig godt lide at få krammere.. Ihvertfald krammere fra nuttede fyre (Ehehe :b).
Hun kunne ikke lade vær med at smile over at han ikke havde fået at vide sår'n nogle ting af sin far, men hvad kunne hun gøre ved det? "Vampyre er charmerende væsner. De kan virkelig få dig ned med nakken hvis du hopper på den vogn. De er ude efter mørkets frembrud og de er utrolig blege. Du vil vide når du møder en. Og hvis de er sultne er de meget kolde og ondskabsfulde og vil gøre hvad som helst for at komme tæt på livet af én. Så pas på" sagde hun og lød stadig alvorlig.

Han smilede taknemligt imens han lytte til hendes mange kloge ord"okay jeg skal nok passe på"sag han stille"er der flere farlige racer?"spurgte han så da han gerne ville vide så meget som muligt for at klare sig godt her i landet da han ikke ønskede at ende i problemer.

Rose tænkte lidt over hendes svar og nikkede så til sidst "Ja.. Dusørjægerne skal du oss passe på.. men de er ikke lige så stærke og dem kan man sagtens klare hvis man er stærk nok. Man skal bare passe på at de ikke skyder... en.." sagde hun og snakkede mer og mer lavmælt jo længere henne hun kom i sætningen og havde prøvet at blive skudt så mange gange at hun ikke kunne tælle det på to hænder, på grund af at hun var dum. "Dæmoner kan oss være dumme at stille sig op mod. Engle og dæmoner er fjender på grund af at de ikke kan lide vores fredelige sind og sår'n noget. De er dumme svin de fleste af dem, men der er dog nogle flinke nogen" forklarede hun og nikkede af det hun sagde og så på Cam og havde vidst ikke mere at sige til det.

Han lytte til alt hvad hun sage og prøvede at huske det hele"tak jeg skal nok passe på"sag han og smilde så lidt"har du enligt et hjem?"spurgte han forsigtigt og lod en hånd køre gennem sit hår, han var glad for at hun gad lære ham alle de ting for han kendte ikke andre der ku fortelle ham det sådan, han betragte hende med et blidt chamerne blik.

Rose smilte venligt til ham og var glad for at hun kunne hjælpe "Det var så lidt, Cam. Jeg er bare glad for at hjælpe" sagde hun venligt. Hun strøg en hånd gennem sit hår og smilte kært over hans spørgsmål og nikkede "Ja, jeg bor fem minutter væk herfra i et hus" sagde hun og så ham ind i øjnene.

Han smilede "tak"sag han så meget taknemlig man ku høre at det betød meget for ham, han mødte hendes blik helt roligt"okay det er da godt"sag han lidt"jeg sover nok her inat"sag han og slog ud med amne for at ise at han mente kirken, her var da fred ogror samt varme og tryghed.

Rose så op på Cam og smilte sødt til ham "Det var så lidt" sagde hun venligt. Hun rystede hurtigt på hovedet af det han sagde "Nej! Ikke tale om! Du skal ikke sove her" sagde hun og ville ikke lyde streng og smilte derfor varmt til ham "Kom med mig hjem. Så kan du sove hjemme hos mig" fortalte hun ham og rejste sig langsomt op.

Han så lidt overasket på ham men smilede så da hun sage at han ku sove hos hende"tak, jeg skylder dig et eller andet"sag han hvorefter han også rejse sig op og gik ud på midtergangen "du er den første der faktisk syns om mig"sag han munter og betragte hende blidt.

Rose smilte og rystede på hovedet "Du skylder mig intet. Jeg er blot glad for at hjælpe" sagde hun muntert og fulgte ham ud på midtergangen og trak på skuldrene "Du er ikke svær at holde af" sagde hun og fniste lavmælt.

Han sendte hende et chamerne blik samt et stort smil"tak jeg er glad for at du har lyst til t snake med mig"sag han og så hen på hende dan han vendte på hun ville begynde at gå"jeg glæder mig til at se hvor du bor"sag han blidt.

Rose så op på Cam og smilte muntert op til ham "Det var så lidt, Cam" sagde hun og fniste lavmælt og begyndte så at gå mod udgangen af kirken.

Cam fulgte roligt efter hende imens han betragte hende bagfra, hun var en smuk engel i hans øjne og ham smilede let over hans tanker imens han roligt fulgte efter hende"du er smuk"kom det så ud af ham.

Rose blev ved med at gå og var allerede kommet hen til udgangen da han pludselig sagde at hun var smuk. Hun rødmede og så tilbage på ham og kunne ikke lade vær med at smile genert "T-t-tak Cam.." hviskede hun stammende og så ned i jorden og bed sig i underlæben og håbede at han ikke havde set at hun havde rødmet.

Han smilede dog blidt til hende uden at se rødmen"har dulidt mad jeg kan få når vi kommer hjem til dig?"spurgte han da han begyndte at mærke sulten melde sig, han gik roligt efter hende med et smil plantet på læben.

Rose nikkede svagt "Ja, jeg har rigeligt med mad" sagde hun lavmælt og så op på Cam og åbnede for døren og afslørede en mørk og kold verden som var gjort våd af stormen.

"tak"sag han stille hvorefter han trådte ud det dårlige vejr"hm sikke en storm"mumlede han mest til sig selv hvorefter han så over ¨på hende med et stort smil, han glæde sig til at komme til at sove i en dejlig blød seng.

"Det var så lidt" sagde hun muntert og så ud på vejret og sukkede lavmælt "Møg vejr.." mumlede hun før hun gik ud på stien til vejen og fulgte den med hurtige skridt.

Han nikke let hvorefter han fulgte efter hende i hendes hurtige tempo"ja det ku være bedre"sag han roligt imens han igen betragte hende bagfra han var vel en ung fyr ikke?.

Rose nikkede "Ja.. Meget bedre" mumlede hun og begyndte hurtigt at fryse da hun jo kun havde en kjole på. Hun begyndte hurtigt at småløbe lidt for at komme hurtigere frem og ville virkelig ikke være ude i stormen i alt for lang tid.

Han løb så efter hende men han kom dog hurtigt op ved siden af hende da han ku løbe stærkt, han smilede til hende og betragte hende let.

Roses tænder klaprede og hun så frem for sig og smilte lettet da hun så et lille hvidt hus som lå 30 meter længere fremme for dem. Et lille hvidt hus med lille baghave og kunne godt ligne noget fra en eventyrs bog.

Han smilede og betragte huset som nok tilhørte hende for de gik da tætter på"det er sødt"sag han blidt immens han betragte det nøje.