alle er forskellige (Samantha)

s: skoven
t: eftermiddag
o: træer etc.
v: lunt og køligt
påklædning: sort tøj, sorte bukser, sort T-shirt, sorte sko.

En ung mand kom roligt gående langs med stien.
Hans kropsbygning var normal, ikke den med mest muskler, men alligevel var der nogle og alligevel var det som om han havde en skjult kraft.
hans mørke hår hang lige ned til øjnene på ham og en blid brise fik det til at gå i øjnene på ham, han skubbede det væk med en blid bevægelse.
Han kiggede lidt på sine omgivelser, skoven var alt for lys og...bare fredfyldt, til ham, han havde brug for mere mørke og nogen at `lege` med.
Men han måtte jo lære de forskellige omgivelser at kende, det ville give ham et forspring...
Han trådte på en kvist og man kunne svagt høre knækket fra det, men ellers kunne man kun høre hans reglmæssige skridt og fuglenes sang, hvem opholdt sig dog her? Ud over lyselverne selvfølgelig...

Samantha gik inde mellem træerne i en meget fredfyldt skov, hun elskede skove, de var ligesom en del af hende. Samantha havde hendes store grå jakke i hånden, hun havde en sort top på og sorte læder bukser på. hun havde ingen sko på, hun synes nemlig at den bedste måde at mærke naturen var ved at gå med baretær i skoven. Samantha gik i hendes egen tanker med lukkede øjne, hun troede nemlig ikk at der var andre mennesker ude i skoven end hende selv. Lige pludselig hørte hun en gren eller noget knække. Samantha åbnede hendes øjne og kiggede rundt, hun opdaget en at en fyr i helt sort tøj gik ude på stien. Samantha synes ikk han virkede som en person man ville møde ude i sådan en lys og fredfyldt skov. Samantha stod op af en træt og kiggede på ham i mens han gik længere ned af stigen

Pludselig hørte han svagt noget pusle mellem træerne og lidt efter som om nogen holdt øje med ham.
Han stoppede ikke op med det samme, han tænkte lidt over det, var det bedst bare at fortsætte eller at stoppe op og konfrontere det?
Til sidst stoppede han op og stod lidt og kiggede ud i luften, mens han snuste i luften.
Luften var fuld af duften af gran og træer, men alligevel kunne han svagt fornemme noget...lidt ala varulv.
"Jeg ved du er der!" sagde han højt og vente sig pludselig rundt og kiggede sig opmærksomt og forberedt omkring.

Samantha så den fremmede stoppede op, han stod der bare, hun kunne ikk forstå hvad han lavede. Samantha tog hænderne over kryds imens hun stod op af træet. Hun blev en smule forstrækket over han pludselig råbte op, hendes hjerte begyndt at slå hurtigere, men hun stod stadig stille og roligt op af træet. Da han vente sig og kiggede rundt smilte hun en smule lumskt til ham. Samantha synes hans krops bygning var meget specielt, han havde en almindelig kropsbygning, men alligevel så var det ligesom om han vírkede større, Samantha stod bare og kiggede på ham, med et nysgerrigt blik.

Han kiggede lidt op af en høj og ind mellem træerne.
Selv om personen nok gemte sig, indten for at overraske ham eller fordi personen selv var nervøs, kunne han stadig lugte det.
"Kom nu bare frem...Varulv" sagde han og smilte roligt mens han stadig kiggede op af højen, han havde en fornemmelse af det var derop personen var, han kunne mærke tilstedeværelsen af en sjæl, noget han kunne fordi han jo normalt levede af sjæle.

Samantha kiggede stadig på ham, men han havde ikk set hende endnu, hun gik lidt frem til det næste træ. Samantha blev nervøs da han talte til hende og allerede vidste hva hun var. hun overvejede at blive til vareulv og løbe igennem skoven, men der var noget ved han, der gjorde hende nysgerrig og ivrig for at vide hvad han var for en og hvorfor han var ude i den fredfuldte skov.
Samantha gik lige så stille frem på hendes barertær, " Jeg er lige her" svarede hun med nervøsitet i stemmen. Hun stoppede op i ud kanten af skoven og kiggede på ham.

Han så den vej lyden kom fra med et lille smil.
"Nervøs? Ingen grund til, hvorfor kommer du ikke bare frem? Jeg lover ikke at gå til angreb, det gør jeg kun vis jeg har en grund dertil" sagde han og trak lidt på skuldrene og drejede sig lidt rundt så han vendte mod skov udkanten, hvor stemmen var kommet fra.

" og det har du ikke?" spurgte hun, lidt for at drille men også for at være helt sikker, nu når han sagde det på den måde. Samantha gik hen imod ham, stille og roligt for der var et instinkt inde i hende der sagde, pas på. " Du ved jeg er vareulv, men hva er du helt præcist?" spurgte hun nysgerrigt.

"nææ, du har jo ikke gjort mig noget" smilte han
"Eller virker provokerende eller bare generelt dum" han trak lidt på skuldrene
"Jeg er sjæledæmon" svarede han så hendes sidste spørgsmål og lod blikket glide over hende da hun kom frem.
Som altid var han igang med analysere hvilken modstanden hun kunne være.