Jeg er så ensom: For alle :)

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: Kirkegården. Hun sidder på muren til kirkegården og kirken.
Sted:kirkegården.
Tid:23.47
Vejr:lunt? sommer?
Årstid:sommer



Ribanalon sad på kirkegårds muren og var ille til mode, hun følte sig så ensom
skønt at hun bare kunne gå i byen, men det hun savnede var ikke mad man kunne
snakke med men en anden som var lige som hende, som forstod blods betydning
og meget, meget mere."Ville ønske at det ville regne"det ville iværtigfald
havde passet på hendes humør, men heller ikke der måtte hun være lidt lykkelig.

' krush' ....lyden af hendes trin inde på kirkegården virkede absurd høje. Normalt ville hun ikke have tænkt over lyden , men her omkring midnat virkede alle lyde som var de tilsat en forstærker.
Camille vandrede søvnløse omkring og lignede næsten en søvngænger , klædt i en stor hvid skjorte og lang løsthængende nederdel i sammefarve. Hun havde ikke kunne sove, oprørt over en episode nogen dage forinden havde givet hende en hovedpine og derfor ville hun ud og have luft og måske gå sig fysisk træt.
En win win situation.
Kirkegården var et perfekt sted til at bearbejde ens triste tanker...eller nye forhåbningsfulde der spirede midt i al andet.
Hun satte sig ved en tilfældig gravsten , nær den store mur der omkrandsede dét hele.

Ribanalon havde allerede hørt trinene da personen havde været på
fortorvet ude på den anden side af kirkegården, hun havde hopped
ned på jorden og havde sat sig i et med mørket, hun ville studere
hvilken person der havde nærmet sig hendes ensomhed, her i natten's
dynke afstøbning af et ellers smukt og pænt sted, hvor folk normalt for
at komme for at snakke til deres afdøde. Hun så en pige sætte sig, hun
var kældt i hvidt. Hun lyste nærmest op i mørket. Heldigt for Camille
at der var gadelygter nogen steder på kirkegården. Ribanalon studerede
denne pige indtil videre.

Camille lænede sig op af gravstenen og lukkede sine øjne.
Hun kunne mærke hendes tåre pressede på for at få frit løb, men hun kunne ikke forklarer hvorfor.Et stort sammenkog af al for mange ting, som hun havde fortrængt, lagt låg på , udsat eller fornægtet.
Som rod der hober sig op for endeligt at blive helt uoverskueligt
Dét var kun sjældent , al for sjældent hun gav sine følelser helt frit løb, dét var som var hun ...bange for at de ville rejse sig imod hende, som en tsunami og skylle hende bort ,udslætte hende.
* sikke et fint humør i dag , Camille * forsøgte hun i tankerne at bløde lidt op for de 'triste følelser'.

Ribanalon trædte nu af mørket og stod nu foran Camille ca. 4 meter
fra hende, hendes hår var ikke sat op som normalt, hun var ikke så
smuk som normalt syntes hun selv, hun kiggede indtændst på Camille
med sine metalliske grå øjne, hvis denne pige havde mødt nogen af
hendes brødre Demetri eller den nu afdøde Cortez ville hun kunne
samligne dem meget, Deres sorte hår, metal grå øjne, og deres meget
smukke og markede træk i ansigt. De lignte hinanden meget, utroligt
meget endda.

Camilles hjerte sprang et slag over da en skikkelse stod foran hende, dukket op som ud af den sorte nat.
Hun kiggede på kvinden , der var et eller andet bekendt over hende...
Camille tænkte sig om, men kunne ikke lige komme på hvor hun skulle have set hende.
En gysen løb igennem hende, kvinden mindede hende om Demetri.
Hendes historie med ham var stadig...uafsluttet, efter Camilles mening.
". Kan jeg hjælpe dig ? " spurgte Camille og rykkede lidt uroligt på sig nede på jorden hvor hun sad.

Hun smilte mildt til Camille og rystede på hoved, "Jeg er
bare ude og nyde natten lidt" sagde hun og kom nogen skridt
nærmere, da hun var ca 2 metere fra Camille, satte hun sig på
hug og lagde hoved på skrå, "Hvorfor er du enlig selv her ude
så sent?" sprugte hun og kiggede undrende på Camille, det var
ikke normalt at smukke piger som hende kom her på kirkegården
om natten, eller rettere det var kun normalt vampyrer som hende.
Noget slog svagt Ribanalon da hun kom tættere på, denne pige
duftede sjovt, sødt og alligevel ret krydret hvis man kunne beskrive
det sådan.

Camille studerede hendes ansigt på højt tryk, hun kendte de træk , havde set dem før..og så alligevel ikke.
Hun trak en anelse på sine skuldre " Aften tur i forsøg på at forbedre nattesøvnen ....at nyde natten på en kirkegård ligefrem ?" Spurgte hun og fik spottet ført over på kvinden igen.
Hun tænkte at hun lignede Demetri en hel del, måske hun var som han fra Rusland, og dét var derfor de havde nogle enshedder ?"Hvor er du fra...du har lidt accent " Spurgte Camille venligt og overvejede om hun måske skulle rejse sig. Men valgte for nu at blive siddende.

Hendes duft var der ikke kun også Demetri's duft, hun skjulte sin forbavsel
over at denne pige stadig var i live efter at have været i nærheden af Ham.
Men samtidig kunne det jo være at de bare var gået forbi hinanden, dog kunne
hun altid dufte sin bror hvis han ahavde været i nærheden af en person.
Et enligt glad smil kom på hendes læber, men samtidig et smil
med lukket mund, da hun sprugte hvor hun kom fra "Jeg er fra Rusland"
hun nikkede anerkendene, "Du har bemærket min agsang eller hvordan
kunne du se det?" sprugte hun og ville faktisk gerne vide det.

Camille smilede tøvende , dét måtte være derfor...men udseende mindede hende bare så meget om ....Demetri.Hun måtte have fået ham på hjernen, måske han havde plantet en større del i hendes underbevidsthed, end hun havde indset.
"Jeg har mødt éen ...person...derfra før, syntes talte lidt på samme måde.
Camille rejste sig op og forsøgte at gøre dét rigtige, dét høflige, selvom en stigende følelse af at der var noget vigtigt hun ikke opfangede pressede sig på.
"Jeg hedder Camille...Camille St.Clair " sagde hun imødekommende og smilede til pigen.

Hun nikkede anerkendene til Camille, "Jeg er Ribanalon"
sagde hun og nejede som en slags gestus, hun smilte
venligt tilbage til hende, *Camille* tænkte hun og
havde ikke hørt det navn før. Hun rettede sig op igen
og pillede roligt ved en tot af sit sorte hår, "Jeg har ikke rig-
tig set dig her før Camille" sagde hun og kiggede langsomt op
og ned af hende.

"Ribanalon...særpræget navn, her ihvertfald Rusland ved jeg intet om...men meget smukt navn ".
Camille bemærkede at Ribanalon kiggede lidt grundigt på hende og hun undrede sig lidt over hende, hun virkede interesseret i Camille men hvorfor?
Camille ville gerne være imødekommende og gav derfor et lille skævt amil fra sig da hun svarede " Naa, det er ikke ofte jeg er her , jeg har ikke den store tro på gud eller kirke og har ingen efterladte begravet her...det er mere når....jeg ikke ved hvor ellers jeg skal gå hen, så har jeg åbenbart en tildens til at søge det her charmerende sted " sagde Camille og slog ud med armene over kirkegården med et humoristisk glimt i øjet.

"Hmhm" grinte hun og kiggede roligt på Camille, hun havde rejst sig samtidig med
hende, "Charmerende, ja meget" sagde hun og nikkede meget svagt, det var ikke
de fleste der syntes dette sted var charmende men hun havde vel også ment det
i et komisk øjeblik. Ribanalon kiggede til den ene side et kort øje blik og så tilbage
på Camille, i hendes øjne var en slags så gnister i det grå, men man skulle som
menneske stirre dybt ind i dem for at se det først, væsner havde nemmer ved det
men Camille var jo heller ikke helt menneske var hun? Hun tænkte ikke videre og
hvad hun enlig var, da det kunne være lige eget indtil videre.

Camille var begyndt at være lidt på vagt.
Ribanalon virkede mægtig rar og sød, men der var noget over hendes måde at bære sig selv på og hendes fejlfrie udseende, der virkede unaturligt.
Hvis dét havde været længe siden hendes møde med Demetri, havde hun sikkert ikke bemærket ligheden, men hun havde ham frisk i erindring og kunne ikke dy sig for at udforske om hendes intuition var helt ude af trit.
"Demetri...er dét en du kender.?" Camille kiggede lidt ned i jorden og mærkede hendes puls bankede lidt hurtigere.

"Demetri" gentog hun i samme måde som Demetri sikkert havde
sagt sit navn med sin agsang, "HMHM....ja han kender jeg, men
det gør så mange, jeg har ikke set han i meget lang tid" hun kiggede
ned i jorden da hun sagde hun ikke havde set ham i eget lang tid,
det var underligt ikke have kontakt til ham, men Demetri havde
altid været meget special selv som menneske og lille dreng, havde
han en tildens til at være lidt af en vildbasse, om man kunne sige
det om ham, men det hun sagde til Camille om ikke have set ham
i meget lang tid var sandt, det var snart et halvt år siden skulle
hun mene, efter Cortez død vill hun ikke se ham.

Camille stivnede en anelse.
Ribanalon virkede på ingen måde truende, men hvis jun var...lige som Demetri, vampyr. Kunne man så stole på hende, kunne man vide sig sikker.
"Hvordan...er i familie ?" Spurgte Camille der begyndte at se tegningen forme sig.
De måtte bestemt være i familie på en eller anden måde, ligheden var slående.
Hun mærkede en stigende vrede, Demetri havde ved begge deres møder gået over hendes grænser, omend han den første gang havde været så sød...ikke at bide men lade hende gå.
Anden gang derimod, var en anden sag og hun havde en høne at plukke med ham.
Ville Ribanalon være en allieret eller en modstander....eller som sweitz , neutral.

"Hmhm...ja vi er søskende" sagde hun og smilte lidt skummelt nu
men det forsvandt hurtigt igen og blev til kønne, ansigt som Ribanalon
endnu engang havde, hun så længe på Camille uden at sige noget,
men sagde så tilsidst noget, "Men du har da mødt ham, ikke sandt"
sprugte hun da hun stadig kunne dufte Demetri's duft på hende,
men hun kunne aldrig være sikker om de som sagt før bare var gået
forbi hinanden eller havdet siddet ved siden af hiandenn i samme tog
eller bus. Hendes øjne begyndte at glimte´lidt mere men ikke meget.

* Damn...just my luck* tænkte Camille, Efteralt hvor stor var chancen for at Demetri havde en søster og at Camille ville rende ind i hende...på en kirkegård.
Hun blev mere vagtsom og begyndte at skimme stedet for ting og genstande, hvis hun skulle prøve at forsvare sig, ikke at dét var gået godt med hendes bror, han havde bare pareret og grint af hende.
"Jeg har ...mødt din bror ...et par gange faktisk.." hun tøvede lidt om hviskede så lidt nervøst "Ribanalon...er du ligesom ham ?" Og Camilles øjne havde et snært af frygt i dem.

"Det ved jeg ikke om jeg er" sagde hun og trak på skuldernde, "Er
du som alle andre" sagde hun og kiggede ventende på hende om
svar på det Ribanalon havde spurgt hende om, hun havde hørt fra
folk som foreksepel Fie at, Fie havde været mere bange for Ribanalon
end hun havde været for Demetri, Men om hun var lige som Demetri
hviste hun dog ikke, de havde vel hver deres måde at gør ting på som
søskende nu havde, ikke alle var ens men der var altid ting og trak
der var det samme hos søskende.

Camille forsøgte en gang mere, enten havde Ribanalon undveget hendes spørgsmål eller hun havde misforstået.
"Jeg mener er du...vampyr " spurgte hun igen og mærkede en gysen løbe ned af ryggen.
Var dét helt uansvarligt at sidde her med Ribanalon , burde hun ikke gå, løbe eller flygte hvis svaret var 'ha' ?.
Men Camille vidste ikke altid hvad der var klogest, hun fulgte oftest hjertet og hun mente som udgangspunkt at alle var gode, indtil dét modsatte var bevist.
"Jeg er rimelig normal " svarede Camille lidt kortfattet, idet der havde været mange inclusiv Demetri , der sagde hun ikke lugtede som menneske.
Camille selv vidste ikke bedre, men var nu begyndt at tvivle og tro på der kunne være 'urent blod' o hendes vener.

Hendes smil forblev på hendes læber, "Ja jeg er vampyrer som hele Klusisska
familen endnu engang er og var" svarede hun og kiggede anerkendene til hende
som havde hun præsenteret sig for en dronning. Hun skar kort tænder, og smilte
så med åben mund hendes hjørne tænder var som Demetris's, der var 2 par,
et par store og nogen mindre ved siden af men alligevel ret store, hun lukkede
hurtigt munden, hun så ventende på Camille's reagtion, "Vil du frygte mig for
hvad jeg er" sprugte hun ventende.

Camille holdt vejret * med mit held...selvfølgelig er hun vampyr* Camille rystede svagt på hovedet af hendes eget uheld.
Pludselig mødte hun vampyr eller andre væsner på alle gadehjørner, var dét normalt?
Camille vidste udmærket godt at som vampyr kunne Ribanalon dræne hende for blod eller rive hendes hoved af på et øjeblik, hvis hun ønskede dette.
Hun forsøgte at lyde modig da hun svarede " nej, kun for dine gerningen, hvis de giver mig grund dertil " og så mødte hendes øjne trodsigt Ribanalons blik.

Ribanalon blev på en måde glad over hendes svar, man skulle ikke
hade folk for hvem de var men for hvad de gjorder og ikke gjorder,
dette svar var klogt svaret og havde inponeret hende lidt,"Fortæl mig
...Camille, hvor gammel er du?" sprugte hun, hendes øjne var dybe og
lokkende lige som sin brors, hun kiggede dybt ind i Camille's øjne, men
ventede alligevel stadig på svar fra pigen Camille, det blev mørkere og
Mørkere og natten var snart nået det på hvor det blev aller mørkest
på natten, Ribanalon elskede dette tidspunkt der skete ting som ingen
mennesker kunen forstille sig.

Camille blev en anelse beklemt, hvordan havde situationen udviklet sig til hun skulle besvare spørgsmål?
Ribanalon var 'smooth' dét måtte man gi' hende.
Camille besluttede der ingen grund var til at holde sådan oplysninger tilbage, dét eneste hun ikke så gerne talte om var hendes telekinese, hendes døde far og hendes adresse.
Hun svarede derfor hurtigt "jeg er 18, læge og ja...dét er tidligt men jeg blev skolers hjemme og startede derfor tidligt på lægeuddannelsen.....og du ? " hendes øjne betragtede Ribanalons ansigt og hendes fængslende øjne.

//hvad betyder smooth//


"Hm.....så det vel derfor at du har sådan en aura om dig og
sådan et godt svar til mig" sagde hun efter at Camille svarede
hende, hun rykkede nærmere Camille, "Jeg er selv 18" smilte hun
roligt, "Men det er kun min krop der er sådan" hun kiggede ned af
sig selv, hun var lige så smuk nu som hun havde været den dag
hendes far murdede hele hans egen familie. Hun kiggede igen
på Camille, "Forskellen er at du er varm og din puls banker, hvor
jeg er kold og mit hjerte er knust og stoppet for altid" hun lavde
en hånd på Camille's kind, forskellen var stor, selvom at de begge
ligne smukke kvinder var deres verdner alligevel så forskellige,
Camillle, havde det Ribanalon blev berøvet for mange hundrede
af år siden.