Ahem... ATTENTIOOOOON!! - Sally

Tid: 10:00
Sted: et klasseværelse.
Dato+dag: tirsdag
Omgivelser: elever, læreren og så Zalensio, lé vikar XD
Påklædning: <------

Zalensio sad og kørte rundt på stolen, da læreren rendte rundt og hjalp diverse elever. Han var der bare i tilfælde af, at det var nødvendigt. Han kørte hen til bordet, stak en hånd ned i sin taske, og trak en iphone op, som han kiggede lidt på. Han trak en smøg op, sammen med zippolighteren, og tændte så en cigaret. Han havde et improviseret askebæger ved sig: en plastikkop. Han drejede lidt rundt på stolen, og lænede sig så godt tilbage i sædet. Han kiggede på de mange elever, hvoraf et par stykker havde en hånd i vejret. Han var ret ligeglad, han fik ikke noget ud af det, for penge behøvede han ikke, og han havde også nok af dem. Et lille smil krusede sig på hans læber.

Sally kiggede ned i den gule blok der lå foran hende. Hendes grå øjne søgte henover papiret, og hen til hendes babylyserøde penalhus, ned til teksten igen. Hun læste den igennem:
Skriget hang tungt i luften omkring dem. Avelons blide dybblå øjne søgte hen mod Ham. Han var så uendeligt smuk i det blide fuldmånelys. Hans brune hår, de grønne øjne. Han var så uendeligt skøn. Heden der omkredsede dem, gav Avelon den utæmmelige lyst til at nærme sig Ham. Til at gå hen til Ham, og lade sine fine lyserøde læber blive et med Hans.
Hun nikkede for sig selv, og lagde så den gule blyant tilbage i penalhuset. De to linjer der strålede fra hendes papir, var den lektie de havde fået for. Og det virkede ikke som om hun var synderligt skuffet over den. Hun lænede sig frem, fattede hurtigt blyanten igen og skrev videre:
Endnu et skrig. Hendes dybblå øjne søgte mod himlen, hvor den sorte krage fløj over dem. Den virkede så ensom. Længselsfuld. Hun trådte et skridt frem imod Ham, men straks fik hun et drabeligt blik sendt imod sig. Smerten voksede i brystet på hende. Hvorfor brød han sig ikke om hende?
Hun lagde igen blyanten fra sig, og læste den fulde tekst foran sig. Et kort nik, og hun følte hun var færdig. Hendes gråhårede dansklærer bevægede sig lige forbi hende, og hun sukkede lavmælt.

Zalensio gloede videre på sin iphone, og kunne mærke at han var sulten. Han havde en dunk liggende i sin taske, ikke gennemsigtig, det ville jo være dumt. Han drak dens indhold, som jo indlysende nok var blod, og lagde den tomme dunk tilbage i tasken. Han trak hurtigt lynlåsen henover tasken, og lukkede den derved. Han hørte klokken ringe, da timen var slut, og han gik ned imod kantinen. Mange af de unge kiggede efter ham, nogle med misundelse i blikket, nogle med had, andre i beundring. Zalensio var ikke meget for al den opmærksomhed, og gik lidt hurtigere. Nok var han smuk, ja, faktisk utroligt smuk, men det var en byrde at bære, når man underviste så mange unge elever. Mange af dem var piger, dem der beundrede ham, og det var han udemærket klar over.

Duften af blod spredte sig i lokalet. Sally kiggede op. *Vikaren* tænkte hun indædt. Skærende lyd. Klokken ringede. *Fuck det.* tænkte hun så. Da han forlod lokalet, glemte han sin taske. Den stod bare der op af katederet, og ventede på at blive samlet op. Længselsfuld. Ligesom kragen i hendes historie. Hun kiggede ned på blokken igen, og var den eneste der blev tilbage i klassen. Hun bed sig i underlæben, så hendes skarpe hjørnetænder blev synlige.
Hun lukkede øjnene i, slap sin underlæbe. Og lænede sig tilbage i den hårde stol. Øjenlågene gled op, og hun kiggede op mod tavlen. Læste lektierne igennem. Kopierede dem ned i sin fotografihukommelse, og kiggede så ud af vinduet. 1.g'erne rendte rundt og spillede bold, og få fra hendes egen klasse var med.
Nogle piger sad ovre i et hjørne af skolegården, med hver sin mobil i hånden, og så ud til at more sig over billeder og videoer. Hun mærkede en vibration i baglommen, på de stramme, korte sorte shorts. Hun hev mobilen frem, og læste med koncentrerede øjne. Hun lagde mobilen på bordet med et hårdt smæk, og kiggede frustreret ud mod dem. En af dem sendte hende et dominerende blik.

Zalensio havde glemt noget i sin taske. Han havde glemt den stak papir han skulle aflevere til rektor.
Han bevægede sig tilbage, i løb, og høstede mange blikke, både hadefulde og begærende. Det irriterede ham. Måske han burde gøre, så han fik bumser i hele ansigtet ved at bruge en af de døde. Bare for en dag, ændre den dødes ansigt kirurgisk, og så tilføje lidt af hvert. Det krævede bare, at han selv var til stede. Han var efterhånden godt træt af de mange unge pigers blikke.
Da han trådte ind, lagde han mærke til, at kun én elev sad derinde. Det ragede ham ikke rigtig hvorfor, men alligevel gik han over ved siden af hendes bord, trak en stol ud fra bordet ved siden af som tilhørte sportsidioten, Carl, og lænede sig så tilbage.
"Hvorfor er du ikke ude med de andre? Er det fordi du ikke føler at du passer ind, eller er de bare generalt nogle idioter?" spurgte han med et lidt anderledes blik.
Han var ikke vant til den slags, det var nyt for ham.

Hun hørte døren gik op. Han trådte ind. Vikaren. Hun kiggede ned på sit bord. En stol blev trukket ud. Hun kiggede på den grå mobil der lå foran sig, og sukkede så. Hun tog hurtigt fat i den, og lagde den ned i baglommen igen.
"Ingen af delene." sagde hun, med sin smukke, lyse stemme. Sally var generalt virkelig pæn, men det var derfor hun ikke var sammen med de andre. Hun ville ikke trækkes ned i popdåseverdenen, og så være en ligeså stor kælling som dem. "Jeg er bare en alenetype." Sandt nok.
Hun havde det med at søge væk fra de andre, og ned i sin egen lille verden af psykotiske historier, vrangforestillinger, og medicin. Hendes blege fingre søgte henover den gule blok. Hun klappede den hurtigt i, og det sidste år hun lagde mærke til var lænselsfuld. Ikke noget hun bed mærke i. Hun pakkede blokken ned i den grå skoletaske, og fandt i stedet sin tegneblok frem.
Hun slog op på den tegning hun var igang med, som forestillede en lille dreng. (Billede nederst xD) Hun farvede øjnene helt sorte, også det der oprindeligt var hvidt. En dreng der så tit deltog i hendes fantasier. Fantasierne om død, sygdom. En tankegang der normalt ikke var at finde hos en pige som hende.

Zalensio kiggede på billedet, som ikke rigtig havde effekt på ham. For ham så den slags nogenlunde normalt ud. Faktisk, så alt normalt ud for ham, da han så alle som en slags sindsyge.
Han satte fødderne op på et tilfældigt bord, og lænede sig så tilbage, så stolen vippede på de to bagerste ben.
"Hvorfor så? Nogen speciel grund til at du ikke gider de andre?" spurgte han, og ville gerne vide hvad der var galt, da hun jo var en meget køn pige. Måske var hun misundet, måske noget hun havde gjort. Måske havde hun slået en af dem ihjel.
Han vidste godt selv hvordan det var at være alene, derfor havde han valgt at lære nekromantik. Så behøvede han ike at være alene, så havde han altid nogen hos sig, men de var, som ham, ikke levende.

Hun trak på skuldrende. Fortsatte det murstensagtige mønster. Hun lagde blyanten fra sig, og rettede så de lysegrå øjne mod vikaren. Også vampyr. *Han skjuler sin duft dårligt* tænkte hun. Hendes øjne gled nedover ham, og derefter op til hans ansigt igen. Igen trak hun på skuldrende. Hun prikkede sig selv på siden af hovedet, som svar til hans spørgsmål.
Mere kunne han ikke finde ud af. Når hun gjorde sådan, spurgte folk altid "Er de dumme?" Hun svarede aldrig. Lod dem selv fundere over svaret. Hun rettede blikket mod tegningen igen, og trak en brun blyant op. Hun lagde den i en let farve hen over hele tegningen, så det kom til at se sepia ud.
Hun fattede igen blyanten, og begyndte så at farve munden ud. Hendes tanker faldt ud i forskellige retninger, og begyndte at skabe nye billeder i hovedet på hende. Vrangforestillinger. Ordet som så tit var blevet brugt når man talte om hende. Hun rystede kort på hovedet, og færdiggjorde så tegningen. Kiggede stolt på den.
"Hvad synes du?" spurgte hun, og hentydede tydeligvis til tegningen. *Et mesterværk* hviskede den slangede stemme bagerst i hovedet på hende. Hun smilede stolt for sig selv, men det var ikke noget man kunne se. Ikke i øjnene, eller på læberne, men man kunne fornemme smilet.

Han kiggede på tegningen, både i forundring og undren. "Det er da godt." sagde han, og tænkte ikke mere over det.
*Hun burde hellere koncentrere sig om så meget andet, som for eksempel de andre fag.* tænkte han. Han havde læst hendes karaktere oppe på kontoret, så det var noget han funderede lidt over.
En mand trådte ind i klassen, han var bleg, meget endda. Zalensio genkendte manden, og gik hen til ham, rakte hånden frem, og manden gav ham en fjer der var plettet af blod. "Requiescat in Pace..." sagde Zalensio, hvorefter manden begyndte at hyle og skrige, og sprang ud af et vindue ude på gangen.
*Han vil finde tilbage til sit hvilested, forhåbentlig.* tænkte han. Manden var taget fra Italien af, men alligevel fungerede han fint til den løste opgave.
Zalensio foretrak at tale italiansk når han frigav de døde.

"Hvil i fred." sagde Sally stille. Hun måtte kvæle en manisk latter. Sådan noget siger man ikke til... Hun stoppede sig selv midt i en tanke, da stanken af død bredte sig i lokalet. Man kunne høre hvordan hun dybt trak vejret ind gennem næsen. Noget hun blot gjorde, da hun elskede den rådne stank, der hang tungt omkring dem. Hun indhylede sig i stanken, men pludselig holdt det hele brat op.
"Fucking vrangforestilling." mumlede hun utydeligt, og pakkede blokken ned. Endnu en vibration. Hun hev mobilen frem. Nyder du den private græskundervisning, kælling? Fnis, fnis, fnis. Hun lagde irriteret mobilen fra sig. "Bitches.." mumlede hun. Overvejede kraftigt at løbe ud til dem, og dræbe dem som de fucking små høns de var. Hun rystede irriteret på hovedet, tydeligvis klar over hvad de mente med græsk.
Hendes øjne faldt på ham. Vikaren. Han så ung ud, men måtte være ældre. Meget ældre. Og først nu gik det op for hende hvor køn han egentlig var. Hun rykkede den sorte t-shirt, med teksten: "Fuck Justin Bieber" på, op over næsen, og gemte sig nærmest bag det sorte stof. De grå øjne rettede sig mod vinduet, og det så ud som om de fire piger morede sig gevaldigt over sms'en.

Zalensio lænede sig ind over hende bagfra, og læste beskeden.
"Hvad mener de med græskundervsning?" spurgte han lidt uvidende, om de unges sprog og sådan, da der slet ikke var noget græsk indblandet i den her samtale.
Han skjulte den blodplettede fjer i sin jakkelomme, og satte sig så ned, iagtagede hende.
*Hun er lidt af en outsider, og så alligevel.* tænkte han, og lukkede så kort de gyldenbrune øjne.
Da han åbnede dem igen, var forskellen blot, at de døde kaldte på ham fra det hinsides. *"Frigiv os, lad os komme tilbage til denne verden!"* hviskede de til ham i hans hoved. Han var næsten tilbøjelig til at lade dem lave ravage på skolen, da det egentlig var et ret dødt sted, men så også fordi der skulle ske noget andet her.
Han smækkede døren til klassen i, låste den, ogse selvom frikvarteret snart var slut, og satte sig så overfor pigen.
"Kender du til mig? Ved du hvem jeg er?" spurgte han af ren nysgerrighed. Hun var tilsyneladende tilhænger af døden, så mon ikke hun havde læst om den første nekromancer?

Hun kiggede på ham. "Analsex." Hendes grå øjne søgte mod loftet. Ligegyldigt. Kiggede så på ham igen. "Hvem du er?" Hun undersøgte ham. Ansigtstræk, læbeform, næsestørrelse, øjenbredde, hagens udskæring, kæbebøjningen. Alt. Straks slog det hende at det var selveste Zalensio Dé Lorenzo. Ansigtet hviskede det til hende. Hun havde set en million billeder af ham, og hun havde begæret ham længe. Sagde ikke noget, men brød så stilheden: "Nekroromantiker." Et meget fint ord for Nekromancere. Eller Nekromantikere. Nekro-romantikere.
Hun havde det med at bruge lange ord. Sommetider. Men så længe det gjaldt død, og så videre, brugte hun de længste formuleringer der lige poppede op i baghovedet, som en klam kakkerlak der kravlede ind under dørtæsklen. Hun ville dø for at lære nekromance. Noget man faktisk kunne undervise andre i.
Hun dyede til at spørge ham, men valgte at tie stille. Han var skøn. Han så smuk ud. Den blege hud der skinnede mod det mørke hår. 'Fuck Justin Bieber'-t-shirten dækkede stadig næsen, og ned, og der sad hun og følte sig ubehageligt tilpas. Som var hun en fucking fangirl.

Han snuppede hendes mobil kort, for at besvare tøsernes besked.
Udenfor sad de, og gispede i overraskelse, sad og hviskede og den slags. De var nogle af hans beundrere.
Da de fik beskeden, blev de i starten henrykte, men da de læste den, begyndte de næsten at hyle. Beskeden var enkel: Jeg forsikre jer om, at der ikke er mere end snak herinde, men hvis i selv ved så meget, så kom da herind og deltag, i er jo åhh så kloge, ikke?!
Zalensio havde det med at være ligeglade med folk, der ikke respekterede andre.
"Korrekt, og ved du hvem jeg er?" spurgte han igen. Hun havde kun besvaret halvdelen af spørgsmålet, så han gentog sig.
En knogle borede sig igennem gulvet, en meget spids en af slagsen. Op kom et skelet, med en knogle på længde med en underarm. Den var spidset til, så den kunne trænge igennem gulvet.
Skelettet lå ned på maven, hvorefter Zalensio nikkede hen imod vinduerne. Skelettet kravlede derhen, og rullede dem for nedefra, ved at trække i snorene der hang ned.

Hun kiggede ned i bordet, greb hurtigt sin mobil. "Zalensio... Dé Lorenzo." Hun lød ikke eftertænksom, ordene forlod bare hendes læber lidt langsommere end man sådan lige forventede. Hun kiggede stadig ned i bordet. Havde sagt det hele uden så meget at røre sig. Hun lage mobilen på bordet imellem dem, kiggede op på ham. Hans læber buede på sådan en speciel måde, der gjorde man fik lyst til at kysse dem.
Men i hendes øjne, var han alt for gammel til hende. Og han ville slet ikke kunne få hende i den syvende himmel, da hun nu havde snakket med ham. Han ville ikke kunne få hende derud hvor hun græd... fordi hun ville have mere. Alt dette var hun helt sikker på. Hun blinkede et par gange, stadig med blikket rettet mod bordet. Tænkte på sit værelse, hvor der var billeder af alle de store nekromancere igennem tiden. Og han hang lige over hendes seng.
Hendes klolignende fingre famlede hen over bordet, og hun greb mobilen, lige som hun fik en sms. Folk troede tit det var hendes evne, sådan at kunne tage tingene lige inden de andre tænkte på det, eller lige inden hun fik en sms. Endda sige hvad folk ville have hvis de ville ned i kantinen. Men nej, hun læste reaktionerne hos folk, og det med mobilen, var bare noget hun kunne.
Undskyld Zalensio... (Men Sophie vil da gerne ind til dig hvis det er (; Fnis) Hun rystede på hovedet, og skubbede mobilen over til ham.

Zalensio traskede stille hen til gardinerne, trak det lidt til side, og åbnede vinduet.
"Du kommer da bare, Sophie! Jeg er trods alt sulten." råbte han med en småfræk undertone.
Han trak gardinet til side, og lod det være trukket til side, så man ikke længere kunne se ind i det nu lidt dunkle lokale.
Han knipsede med fingrene, og skelettet rejste sig fra gulvet, pegede på døren, og der gik det hen. Det stillede sig ved siden af den, og stod ellers helt stille.
"Korrekt igen." sagde han. Han havde næsten regnet med det, da de fleste tilhængere af døden kendte ham. Nej, de tilbad ham nærmere. Det måtte være en stor ting for hende, sådan at stå overfor den mægtigste nekromancer af alle. Eller som det nok ville komme ud af hendes mund, 'Nekroromantiker'.

Stilhed. Pigernes reaktion. Fuck'd up vikar. Skeletter der bevogter døre. Hun måtte igen kvæle en manisk latter. Hun kunne ikke lade være med at more sig over den situation hun stod i. Og så hørte hun den der irriterende klirren, fra klokken der ringede. En skærende lyd, der nærmest var mere irriterende end de bipprøver hun var blevet udsat for på hospitalet.
Hun mumlede svagt for sig selv at de også skulle have dansk i denne time, og at hun så ikke skulle slippe for den smukke Zalensio. Selv kendte han sikkert ikke hendes navn, da han jo var ny. Og så var han vikar... Hun lukkede kort øjnene, og tog hurtigt sin mobil, for at putte den i baglommen. Men længere kom hun ikke, da nogen rykkede i håndtaget. *Fuuuuuuuuuuuuuuuuck* var den eneste tanke der var tydelig lige nu. Hvad fuck ville pigerne ikke tænke?!
Hun lagde hurtigt mobilen i lommen, og hev t-shirten væk fra ansigtet. Tydeligvis lettere chokket over den pludselige rykken i håndtaget. "Åbn op, Zalensiooooo!" tullede Maja's stemme ude fra gangen af. "Sophie vil gerne låne dig!" Hun fortsatte. Og Sally sad bare og følte sig ubehageligt til mode. Nøj hvor gjorde det egentlig ondt. At blive 'opdaget' med sin lærer, selvom de ikke havde gang i noget.

Zalensio tog knoglen fra skelettet, og gemte den oppe i ærmet. Han bad den gå om på den anden side af døren, så når den blev åbnet, ville man ikke kunne se den.
Han åbnede døren, og bød så Sophie indenfor. Han smækkede døren i bag hende.
"Som du nok har opdaget, sker her ikke mere end man kunne se udefra, min kære lille elev." sagde han lidt charmerende.
Han regnede med at hun ville kaste sig over ham, overfalde ham nærmest.
Et lille smil bredte sig på hans læber. Hun ville nok snarest muligt opdage, at verden er mere end den giver sig ud for.

Sally ville ikke deltage i det blodorgie der om lidt ville blive udgydet. Hun vidste bare det ville ske. Hendes gå øjne blev rettet mod bordet, og hun lagde sine hænder mod ørene. Forventede næsten at høre den liderlige Sophie's skrigeri om lidt. Men det blev nok ikke helt som forventet, da Sophie føj på knæ for den smukke Nekromantiker. Hun lukkede øjnene, forestillede sig drengen hun havde tegnet.
Og dér slog det klik for hende. Hun ønskede ikke at Zalensio havde sex med Sophie. Sally så ham faktisk lidt som sin egen, men det var nok ikke på den måde, da han sikkert havde en liderlig kæreste boende hjemme hos sig selv eller sådan noget. Hendes øjne kiggede forsigtigt over mod Sophie, der stadig sad på knæ, og gnubbede vikaren i skridtet. *Hvor vulgært!* tænkte hun, og lagde sin pande imod bordet.
Hendes arme sluttede sig om hendes hoved, og hun bed sig i underlæben. Desperat efter at bede dem stoppe det galskab de havde gang i. Men nej, hun blev på sin plads, sagde ikke noget, blev bare liggende med hovedet gemt bag sine arme.
Sophie der intenst masserede Zalensio i skridtet, kiggede op på ham med store bedende øjne. De var klare og glasblå. Hundes hår var sat op i en knold, og hun havde en masse hårspænder i. PÅ benene havde hun et par blå bukser, der sad ultrastramt. Hun var også iklædt en sort Dolce & Gabbana top, og udover den havde hun en hvid D&G top. Uden på den havde hun et sort jakke, der kun gik til ribbenene, og hun fugtede sine læber på en sexet måde.

Zalensio tog sig til hovedet. Sophie var måske god, men han var herre over hvornår han ville ophidses og når han ikke ville.
Han lod knoglen glide ud af ærmet, tog fat i den nederste del af den, og svingede så hurtigt 360 grader rundt. Blodet flød fra Sophies hals, og hun havde åbnet munden i et lydløst skrig. Hun faldt til jorden, og Zalensio tog fat i den slatne teenager. Han holdt i nakken, og begyndte så at drikke.
Med tørsten slukket, smed han den halvt tømte krop over til Sally. "Drik ud, jeg gider ikke blive her." sagde han, med et drabeligt smil. Den lille dunk havde ikke slukket hans tørst, så dette burde ikke undre nogen.
Det måtte et eller andet sted være tilfredsstillende for Sally at drikke en af de personers blod, som havde provokeret hende så meget. Han ventede utålmodigt, og stak i mellemtid skelettet knoglen i hånden igen. Dens sorte øjenhuler var kun udfyldt af en ting: Et lille rødt lys.
Zalensio ventede stadig på at Sally skulle drikke.

Sally væmmedes. Hun skulle ikke drikke af sådan en uren kælling. I stedet rejste hun sig og trådte hårdt ned på hendes strube. "Nej, og det gider jeg satme heller ikke mere." sagde hun i et koldt tonefald. Hun bevægede sig over til Zalensio, pressede ham op af væggen bag døren, og pressede sit knæ mod hans skridt. "Var hun god?" spurgte hun, hentydede tydeligvis til den 'massage' hun havde givet ham, og holdte ham fast ved væggen.
Hun kastede kort blikket efter den døde teenager, der lå og så forskræmt ud. Hun måtte have smagt dårligt, for ellers ville Zalensio nok have drukket ud. Hun fjernede sig fra ham, vendte sig mod døren, og rystede hovedet på en emo-agtigmåde. "Undskyld.." mumlede hun nærmest... Sørgmodigt. Hun lagde hånden mod sin kind, i håb om at han ville lade hende være, og til sidst låste hun bare døren op, og forsvandt ud på gangen.
Hun skubbede sig forbi dem alle sammen, der mumlede og hviskede med dem de nu lige kunne komme i nærheden af. Hun bevægede sig mod hoved udgangen, fuldstændigt ligeglad med sin taske, sine bøger. Alt simpelthen. Hun bevægede sig med hurtige, elegante skridt ned af gangen, og kom så frem til hendes skab.
Som altid hang der en masse 'mobbesedler' på det. Hun flåede dem ned, uden nogen egentlig arrigskab, og åbnede så skabet. Hun tog den hvide, lange jakke, der mere lignede en kåbe ud, og slog den om sig. Hun pressede armene ned i ærmene, og smækkede så skabet i.

"Hun var ikke specielt god." sagde han, og vidste udemærket hvad hun mente.
Han fulgte hende ud på gangen med skelettet efter sig, da han faktisk tit og ofte manglede noget at lave. Kort sagt: Han ville have hende som lærling.
Folk skreg, og hvinede af den levende døde, der fulgte den smukke vikar ned ad gangen, hvor han stoppede ved Sally's skab.
"Du har et talent du ikke selv har opdaget, og jeg vil hjælpe dig med at få det til at blomstre." sagde han stille og lidt charmerende, da han prøvede at bringe stemningen en smule op.
Skelettet bag ham viftede rundt med knoglen ud efter de forskellige elever. De skreg i frygt for at blive ramt.
Pludselig sprang en af fodboldspillerne frem, og stormede så skelettet. Det gik i flere stykker, spredt ud over gulvet, og han brasede lige ind i Zalensio.

"Hvilket talent?" spurgte hun nærmest hjælpeløst, og fortsatte mod udgangen. Lyden af knogler. Hun vendte sig og lyden fik hende til at tænke på bowlingkejler. Hun vendte sig om, fortsatte mod døren. *Fuck hvor forvirrende?!* tænkte hun for sig selv. *Først syntes han det er syndt for mig, og derefter har jeg talent.* Hun rystede kort på hovedet, og fortsatte mod døren.
Hun skubbede den op, og trådte ud i det blændende lys. Hun løb tværs henover skolegården, og hen til sin knallert. Hun satte sig op på den, og tændte den hurtigt. Hun vendte ansigtet mod døren, og brølede så mod den; "Zalensio, hvis vi skal overleve, så kommer du her... NU!" Hun rykkede sig lidt frem på sædet, så der var plads til en til.
Hun lagde hovedet mod styret, trak vejret langsomt. Hvorfor var hun dog så beskyttende overfor ham? Han var et fucking svin når det kom til stykket, selvom han kunne en fed magi.

Zalensio bed ikke rigtig mærke i det.
Knoglerne fra det ødelagte skelet samlede sig til hvad det engang var. Eleven nåede ikke engang at vende sig, før han var gennemboret i skulderen af den spidse knogle.
"Requiescat in Pace.." sagde Zalensio, dette sagt for dem begge. Nok var han en idiot, men han havde respekt for de døde.
Han løb ud i skolegården, forbi Sally, og mumlede så noget uforståeligt. Han trådte hårdt ned i jorden, og en hest rejste sig fra jorden. Den var godt fordærvet, blot knogler, men den kunne bære ham.
Han steg op på den, og red så.
"Kom nu!" råbte han efter hende.
Hesten kunne løbe hurtigt, selvom den var død.

Sally sukkede langtrukkent, og mumlede irriteret: "Blærerøv..." Hvorfor skete det altid for hende? Når hun endelig gjorde plads, så gad folk hende virkelig ikke. Hun trykkede speederen i bund, da nøglen var boret på plads, og hun bakkede hurtigt ud fra den grå parkeringsplads. Hun kiggede hen på ham, og borede endnu engang speederen i bund. Det kildede i inderlårene, da hun rigtig fik fart på. Hun kørte op på siden af ham, og sagde over mod ham, kun lige så det overdøvede knallerten: "Der er pænt langt til Werclare." Hun kiggede mod vejen igen, og drejede så ned mod motorvejen. En grå sky gled ind foran himlen, og store fede dråber faldt ned og gjorde det sorte tøj sjaskvådt.
Hun kiggede efter ham, kom lidt til at more sig over tanken om en død skelethest på motorvejen. Selv var hun ikke vant til at køre på motorvejen, men hun havde efterhånden gejlet den mørkerøde knallert så meget op, at den sagtens ville kunne nå 210 uden at brokke sig det mindste.
Hun rykkede speederen i bund, og motoren gav et langtrukkent brøl fra sig. Hun kiggede ud foran sig, og ledte desperat efter opkørslen til Werclare. Det var første gang hun var på motorvejen med sin elskede lille knallert, og hun kendte ikke opkørslerne. Heldigvis var solen der ikke, så den svedende fornemmelse i huden var for længst forsvundet. Hun mumlede noget, noget hun ikke engang selv opfattede, og hun vendte sig for at se efter den døde hest, og dens nekromantiske ridder.

//Er det nu vi laver timejump? xD//

//Time jump XP//

Opkørslen til Werclare var femhundrede meter fremme.
"Vi skal op her!" råbte han, og pegede imod opkørslen.
Hans hest havde ingen problemer med at følge hende, nok fordi han havde lagt så mange kræfter i at påkalde, og forbedre den til hans behov.
Tanken om det på skolen var lidt underlig. Han havde dræbt to elever, den ene på egen opfordring, den anden fordi eleven opførte sig lige lovlig dumt.
Han red hurtigere, og rykkede så hesten over i højre side, op imod opkørslen.
*Mon hun følger med, eller bare fortsætter derud af?* tønkte han, men bed ikke rigtig mærke i det, da hun højst sansynligt var ligeglad med ham.