Ahem... ATTENTIOOOOON!! - Sally

Hun drejede over i højre vejbane. Uden om en sort suzuki, og fortsatte. Hun speedede helt op, nåede nu omkring 195 km i timen. Hun fortsatte op af opkørslen, og straks blev hun mødt af klamme, skumle Werclare. Hendes lysegrå øjne søgte rundt, og hun fik øje på den gade hun skulle ned af. I stedet valgte hun og at sætte farten ned, og vente på ham. Vente på Zalensio.
Hun lagde albuerne på styret, og sin hage blev blidt lagt i de skålformede hænder. Hun sukkede langtrukkent. Hvorfor han havde opført sig sådan, vidste hun ikke. Hendes tanker faldt på det imponerende skelet han havde fremmanet. Hesten. Aldrig før havde hun set et hesteskelet før, men hun havde ikke regnet med det så så imponerende ud. Hun lukkede øjnene kort i, og svirrede lidt med hovedet.
Straks længtedes hun efter sin dejligt varme seng, der så blidt omfavnede hendes ligkolde krop, og gjorde hende tryg. Hun forestillede sig det. Hvordan de bløde puder puttede sig op om hendes ører, og den varme dyne omsluttede hele hendes krop, op til hendes markante hage. Hun sukkede i afslappelse, og vendte så ansigtet mod Zalensio.

Zalensio Løb hurtigt efter. Hesten kunne holde til mere end hvordan den så ud, og den fór bare afsted. den var tæt på Sally, og han red op på siden af hende. "Hvor skal vi hen nu så?" spurgte han hende. Hun måtte vide det, det var trods alt hende der havde bestemt det hele. Han afventede bare hendes svar, men blev lettere utålmodig. "Vi kan da også bare tage hjem til mig hvis det er!" sagde han, da hans hus jo var stort.
Han red ned af en større vej, og fortsatte derned af, men red lidt langsommere i tilfælde af, at Sally skulle miste hans retning og sådan. Han red derud af, mennesker vendte sig og gloede noget så forfærdet på ham. Han var trods alt ridder på en hvis hest. En kridhvid en af slagsen, den døde af slagsen. Han både nød og hadede opmærksomheden, da han som nekromancer foretrak næsten at være usynlig.

Sally blev der. Vidste bare at han vendte om, for at komme tilbage efter hende. Eller også ville han ride videre, og være ligeglad med at hun ikke fulgte ham. Men ja okay, han var et svin. Nok havde han dræbt en hun ikke brød sig om, men han havde ikke haft en grund til det... Overhovedet! Og det med sportsnørden. Han havde heller ikke en grund. Kunne han ikke bare have givet ham en eftersidning eller sådan noget? Men nej, han skulle sgu absolut lege massemorder, når han var vikar. Fed måde at starte det hele på.
Sally sukkede langtrukkent, og trak sin elskede knallert med hen i noget skygge, for at se om der var sket den noget. Hun nærundersøgte den mørkerøde lak. Kærtegnede den. Nussede den. Hun frygtede dog at hun ville komme til at trykke for hårdt, og lave buler i den, men sjovt nok, så trak hendes fingre ikke nogle fedtspor eller mærker efter sig når hendes fingre langsomt, nænsomt gled henover.
Hun lukkede øjnene et par sekunder.
Jeg er massemorder. Jeg har dræbt 38 uskyldige mennesker. Brækket nakken på en lille dreng. Jeg er gal. Fuldstændig!

Zalensio kiggede bag sig. Sally var der ikke, så han vendte om. "Hva, kommer du, eller vil du bare hænge der lidt?" spurgte han, og kiggede hende i øjnene. Hans egne var farveløse lige nu. Han var ikke tørstig, det var bare noget han kunne gøre ved sig selv. Det skræmte mange, men det ville næppe skræmme Sally, hvilket han vidste. Han satte sig på vejen, uden frygt for at dø af noget som helst.
Han var jo vampyr, en blodsugende igle som nogle tit kaldte det. Selv så han det som væsener, der hørte til en anden verden. Han ville ønske dette aldrig var sket, det at blive vampyr. Han ville ønske han bare kunne være død som alle andre mennesker fra dengang, bare leve et normalt og lykkeligt liv, istedet for at være fanget i den samme, uforandrelige krop i flere år. Århundreder, årtusinder... Det kunne være til verdens ende!
Han så på hende, lige i hendes øjne igen. Han ventede på hendes svar, som nok ville blive spydigt.

Sally hvis grå øjne hårdt mødte Zalensio's ændrede sig. Det lignede der var noget galt. Hun lukkede øjnene igen, og igen mødte hans kolde blik hende. "Hænge her lidt?" spurgte hun. Hun trak spørgsmålet tilbage. "Ved du hvad, glem det." Hun satte sig på knæ, og hendes led gav efter. Sagde knæk. Hun stak hånden op ved dækket, og op under det metal der holdte sædet. Hun pillede ved noget, der larmede sindssygt meget, og straks sagde hendes lille røde knallert klik.
Hun klappede på den, og hoppede op på den igen. "Hvem siger jeg vil med dig hjem?" spurgte hun, og rullede lidt frem og tilbage. Hendes stemme afslørede ingen følelser. Ikke engang næsvished eller spydighed. Det var som om hun havde spurgt ham om han havde sovet godt. Af ren vane. Hun skulle ikke med sin lærer hjem. Slet ikke vikar. Og hvis han ville hende noget, kunne de tage hjem til hende.
Bino savnede sikkert en mus eller to, da hun ikke havde fodret ham i lidt under en uge. Hvilket ville sige fire dage. Men hun skyldte ham noget mad, og det var hun udemærket godt klar over, hun havde bare været for doven til at give ham noget. Hun drejede nøglen, og gassede op. Motoren brølede, og hostede, men hun sad bare stille, og rørte sig ikke ud af stedet, da hun havde travlt på at vente på svar fra den største nekromancer... so far.

"Det har ingen sagt, men jeg ville råde dig til det, da jeg vil lære dig noget." sagde han, og hans ansigt var udtryksløst. "Medmindre nogen venter dig derhjemme?" spurgte han lettere interesseret. Han kiggede på hende, betragtede hende. Til sidst blev han træt. Han indså, at hesten ikke havde været hurtig nok til at indhente hende. Han mumlede noget utydeligt, og smadrede hænderne ned i jorden. Op kom denne: http://www.cars-show.org/wp-content/uploads/2008/07/skeleton-bike-01.jpg
Han blev lettere afkræftet, og satte sig så op. Den var jo ikke helt og aldeles knogler, så det var hårdere for ham med denne. Dens motor brølede smukt, en vidunderlig lyd. "Du siger bare til." sagde han, og hentydede til en pimpning af hendes knallert.

"Jeg klarer det selv!" hvæsede hun af hans hentydning. Om der var nogen der ventede hende derhjemme. "Nej, er lige flyttet hjemmefra." Hun lukkede kort øjnene i. Så hele lejligheden for sig. Den var stadig hvid, og der stod malerbøtter og flyttekasser over det hele. "Hvad er det jeg har talent for?" spurgte hun så i et lidt blidere tonefald end før. Hun kiggede på Zalensio. Ham med det sorte hår, med de hvide striber, og den fede tøjstil. I forhold til hende selv så VAR han noget. Han havde sikkert kassen, en lækker dame, og en milliard fans, hvorimod hun selv bare var en simpel dødsafhænger. En der elskede det liv hun havde fået foræret. Hendes hjerte slog jo ikke, hendes lunger tvang hende ikke til at ånde. Hun var en levende død. En 'zombie', som andre betegnede det.
Hun kiggede på ham, gassede op igen, og rettede så blikket mod den stræde hun skulle ned af. "Skal vi tage hjem til mig?" mumlede hun så, og tænkte på den lille lejlighed.

"Det kan vi godt." sagde han, og lod sin motorcykel knurre. Han kiggede på hende. "Du er tilbeder af død, det er det jeg mener. Du burde lære nekroromance." sagde han, og gassede mere op, da han forventede at de snart skulle køre. Den larmede, men det var en lækker lyd i hans øre. Igen kiggede han på Sally, hende med det blonde hår og antipoppede. Hende der hadede ham.
Han ventede stadig på hendes svar, og ville egentlig gerne have det snart. Nok var han vampyr, men det betød ikke at han havde alverdens tid. Folk ledte efter ham, ville muligvis dræbe ham, eller bruge hans krop som pynt. Derfor havde han skabt den lækre kværn, for den kunne køre sindsygt hurtigt. Endnu havde han ikke oplevet en eneste der kunne toppen den.

Hun rykkede hårdt i speederen, og hendes knallert føj af sted, som en lille muskvit, eller anden lille fugl der fløj tæt på jorden. En der bare ville ned, have en regnorm og så smutte videre. Hun drejede hurtigt ned af gaden, og de kæmpestore lysegrå bygninger mødte hende. Hun kiggede op mod den første etage, hvor hendes elskede lille lejlighed. Hun kørte ned i baggården, og bremsede så. Hun hoppede ned fra den lille røde knallert, der efterhånden havde samme funktioner som en motorcykel der var blevet tunet. Hun trak den over mod den garage hun havde fået tildelt, hvor der var en milliard grejer og værktøjer. Hun stilte den ned bagved, da hun forventede at Zalensio også skulle have sin parkeret der.
Hun vendte sig om, og så spurgte hun langsomt: "Skal din også ind og stå?"

Han kiggede efter hende, og gassede så helt op, og indhentede hende hurtigt. Han drejede ind, og stod af kværnen. "Jo tak, gerne." sagde han, og gik ind med den ret så fyldige motorcykel. Han gik ind i opgangen, og ledte efter den mulige adresse eller rettere: Den som lugtede mest af død og vampyr. Han fandt den hurtigt, og ventede nu bare på, at Sally skulle komme med nøglen og åbne op.
Han virkede lidt interesseret i, hvordan hun boede, da det jo var lidt spændende. Og så fordi hun begærede ham sådan som hun nu engang gjorde.

Sally fulgte med traskende skridt efter Zalensio. Ja, der duftede nok lidt af død, og blod, men det er hvad man får ud af at være god til at score fyre der er villige til at blive bidt i. Hun fandt sin nøgle frem, og låste døren op, for at træde ind i den hvide gang, med det lysebrune trægulv. Hun trak sine sko af, og smed dem ovre bag døren, for så at bevæge sig ind i stuen. Der stod en mørkebrun sofa, med en masse påsyede lapper som lugtede af forrådnelse. Der stod også to stole, en i grøn og en i en muggen rød, der også havde en masse lapper. I mellem de tre komfort genstande stod der to gange to fælge, med en glasplade oven på, og ovre i hjørnet stod der et stort bur, med en hvid slange, med gule mønstre. Der lå en lille kasse i, som stank langt væk af forrådnelse, men det mærkede hende ikke.
Hun gik langsomt hen til kassen, og hev to døde mus op, for så at smide dem ned i buret. Hun gik over og sank ned i den grønne lænestol. "Luk døren efter dig.." mumlede hun, og sukkede i afslappelse. Rundt omkring stod stablede papkasser og malebøtter. Hun havde kun fået malet sit soveværelse mørkegråt, ellers havde hun ikke fået gjort særlig meget ud af sit hjem.

Han lukkede hurtigt døren i, og trak skoene af, hvor han indenunder inden sokker havde på, til gengæld havde han en skøn sort neglelak på tæerne. Han kiggede ind. Der var måske lidt rodet, men det var da hyggeligt nok. Han satte sig i den ene af stolene, og lænede sig så tilbage. Han Følte sig ikke hjemme, men det var da godt nok. Et blik gled hen på slangen, og han lukkede øjnene i.
//Sorry, mangel på krea ._.//