Aldrig alene, Altid forladt.

Navn:Eaki Elena Sitka
Kaldenavn: Stika
Alder: 19
Rang:Elver
Udseende: Profil billedet
Personlighed: Lær hende at kende og så finder du ud af det :-)
Kendetegn: Har en tatoo af en måne på håndledet
Familie: Kender kun hendes storebror hendes forældre blev dræbt da hun var yngre.
Historie: som sagt er hun forældre løs og har levet med hendes bror i skoven i en lille hytte.
Køn: Pige
Våben: Bue og pil
Evner:Vand element
Andet:har lysende guld øjne når månen er fuld.


Pigen sad på en politistation og prøvede på at forklare de tumper at det ikke var hendes skyld at der var to drenge der lige pludselig uden vidre begyndte at slås. Det var jo ikke Hendes skyld at de ikke kunne styre sig. Hun sad bare i stolen og var fordybet i sine tanker mens politibetjenten stod og råbte og skreg hende i hovedet, og tog ingen notist a ham og anede ikke havd han snakkede om.
Pludselig tog han fat i hendes arm og begyndet at ruske i hende. " Hallo gider du godt at svare?!" han ruskede hende endnu en gang, og så kiggede hun bare stille op på ham og sagde så. "på hvad ?" Hun stirede ham ind i øjene og blinkede ikke en eneste gang. " på hvor dine forældre er!"
Hun kiggede ned i jorden og blev ved med at være stum. " Det ved jeg ikke.... Jeg tror de er døde....". Og så begyndete han at plapre igen og tilsidst gik han ind i et andet rum og roede med nogle papire. Hun tog det som en chance til at kunne stikke af så hun sneg sig hen til døren åbnede og gik ud i natten.

//man skal skrive i 3 person datid...? ikke for at være efter nogen...//

En ung mand kom roligt gående hen af gaden.
Han vidste han var på vej mod politistationen igen, men han var ligeglad, vis de genkendte ham kunne han jo få lidt sjov ud af det.
Han var jo ikke særlig populær efter forskellige episoder.
Han havde sorte bukser på, en sort T-shirt, sorte sko og en sort jakke.
Hans mørke hår hang ned over panden på ham og truede med at gå i øjnene på ham.
Han gik i sine egne tanker da en underlig lugt af elver nåede han næse, han så op og så hende gå ud fra politistationen.

Hun tog hatten over hovedet for ingen kunne genkende hende og begyndte at gå ned af gaden.
Hun begyndte at få en føelse af at der var noget i luften, som om der var noget der ikke var som det burde være. Luften var tyk og natte himmelen var fuldkommen stjerne fri.
Hun trak været stille og satte farten lidt op, hun ville nødigt stoppes hvis de fandt ud af at hun var væk.

Elveren satte farten op og prøvede at skjule sig lidt.
Da hun gik forbi ham uden rigtig at lægge mærke til ham vente han om og gik efter hende.
Han havde aldrig rigtig snakket med en elver, så han vidste ikke helt hvad de kunne og det kunne være spændende at finde ud af, men de var vist ikke helt så opmærksomme på deres omgivelser som han havde troet de ville være.

Hun gik i et rmeligt tempo og begyndte at lægge mærke til at der kom nogle lyde imellem hendes trin. Hun begyndte at gå lidt i panik. *havde de allerede opdaget at hun var væk?* Hun viste at hvis hun begyndte at løbe var hun færdig, så ville de opdage at det var hende.
Hun besluttede sig for at gå hen imod en af gyderne som hun kendte, så ville hun kunne gemme sig eller bruge sin magi hvis det blev nødvendigt.

Han bemærkede at hun vidste han var der, men hun kunne åbenbart ikke fornemme eller lugte andre racer.
Det var jo også noget han selv han trænet sig til.
Han fulgte efter hende, spændt på hvad der ville ske.

Hun gik ind i den nærmest liggende gyde og gemte sig bag ved en stor skraldespand, og kiggede ud på gaden og så en komme i frem i enden af gyden. Hun kunne se at det ikke var en af betjentene som var fulgt efter hende. Men hun kunne heller ikke genkende personen.
Hun gav sig til at lukke øjnene og bruge sit element, hun lod det mørke vand flyde hen imod ham for at se om hun kunne nå at fange personens fødder med vandet.

Han så hun drejede ind i gyden og stoppede op midt i indgangen til gyden og kiggede.
Hun havde gemt sig, hvad ellers? Hun var jo bare en elver...De hade normalt at slås og sådanne ting.
Han så noget vand komme i mod sig.
Hun havde altså magt over vandet...Interessant, og nyttigt.
"Hvorfor kaste vand efter en du ikke engang ved om er din ven eller fjende?" sagde han ud i luften.

Først blev hun forskrækket over at han vidste hvad hun var og åbenbart ikke var bange for det. Men med tiden forstod hun at det måtte betyde at han selv var andet end et menneske. Hun vidste at det var en dreng/mand på grund af den lidt dybe stemme. Hun rejste sig op og gik væk fra hendes skjulested. Hun så direkte i hans øjne, hun prøvede på at lægge al frygt bag sig.
Hun gik et par skridt nærmere, ” Hvem er du? og hvorfor følger du efter mig?” Hun stoppede op og stillede sig i forsvars position.

Da han fik øjenkontakt med hende overvejede han at bruge sin evne, men han lod være fordi han ville se hvad dette udviklede sig til.
"Almindelig interesse, har aldrig rigtig snakket med en elver, desuden lagde du ikke mærke til at jeg var andet end menneske går jeg ud fra...det er også interessant da næsten alle gør det" sagde han og stod selv roligt med armene over kors.

Hun lyttede stille til hans ord. Og gik et par skridt nærmere, ”jeg tænkte nok at du ikke var menneske! men hvad er du så?” Sagde hun og stoppede op et par meter væk fra ham. Hun vidste at verden var fuldt af skabninger som hende selv men havde aldrig mødt andre end hende selv og hendes bror.

"dæmon" han trak på skuldrene
"Mere specifikt sjæledæmon, hvilket betyder jeg spiser sjæle" sagde han og forventede mest at hun ville reagere med frygt, bange, eller måske ville gå til angreb.
Han vidste det ikke helt, men ventede for at se.

Hun så lidt forvirret ud, hun havde aldrig før hørt om sjæledæmoner før. Hun ville ikke gå tættere på. Ikke fordi hun var bange men fordi hun var mere nysgerrig end hvad godt var. Hun lukkede øjnene og sukkede, ” hvis du er en sjæledæmon hvorfor har du så ikke taget min sjæl fra mig? For det er vel det du vil have?” Hun sagde ordne mere modigt end hun virkelig var, hun ville vide mere om denne mystiske skabning foran hende, men på sammen tid havde hun også lyst til bare at løbe sin vej. Problemet var bare at det ville hun have gjort hvis der havde været en chance for at hun kunne komme væk, men hun kendte ikke til denne skabning og vist ikke hvad han var i stand til at gøre.

"Nej, jeg er ikke så sulten som det måske lyder" smilte han
"Jeg er mere interesseret i at vide mere om jer elvere, hvad i kan og sådan" sagde han og lod blikket glide over hende.
"Du har nok heller ikke hørt om sjæledæmoner før kan jeg gætte mig til" smilte han

Hun sukkede og kiggede forbi ham ud på gaden, der var ingen mennesker at se.
" Ja det kunne sikker være interesant at vide mere om hinanden, men jeg Har faktisk noget jeg skal nå, så hvis du vil flytte dig lidt?” Hun så ham dybt i øjnene og håbede på at han ikke var en af de typer der ville have sin vilje.
Hendes bror måtte være endnu mere nervøs end han var sidst hun havde snakket med ham.
”og nu du siger det så nej jeg har aldrig før mødt en sjæledæmon før” sagde hun og gik et par skridt nærmere så der kun var få millimeter imellem dem. Hun kunne mærke hans ånde i ansigtet

"Hvad har du da du skal nå?" smilte han og så ned på hende.
"Politiet finder dig ikke i gyden her, de tror at vis du endelig skulle gå, hvorfor så stoppe op så tæt på? de vil mene du fortsætter længere væk" sagde han.
"Men der er måske andre der venter dig?" han overvejede sin situation igen og for en sikkerheds skyld begyndte han at spinde sit spindelvæv i hendes hjerne da de havde øjenkontakt, fik langsomt kontakt med de forskellige punkter i hjernen han om nødvendigt skulle bruge.

Hun stod helt stille og så op på ham i et stykke tid. Hun fik pludselig en underlig følelse inden i som om der var noget der trak i hendes tanker. Hun blinkede et par gange. ”Du har sikkert ret de ville aldrig mistænke at jeg ville gå sådan et sted hen” hun sank den klump hun havde i halsen. ”Min bror jeg må hjem til min bror…. han er bekymret for mig” Hun sukkede og kiggede intenst ind i hans øjnene, og lige i det øjeblik fangede fuldmånen hendes øjne og de begyndte at lyse en gylden farve som fik dem til at skinde.

Han studerede hendes øjne...De var specielle...Han kunne godt lide øjne, de kunne aldrig lyve, de sagde altid sandheden og var alligevel mystiske.
Han spredte sit spindelvæv mere ud og smilte lidt.
"Selvfølgelig, Eaki Elena" smilte han, han var faktisk i gang med at øve sig på at nå informationer hos andre, normalt krævede det meget energi og kontrol for ham, men et navn var nemt nok da det var noget...alle brugte så at sige.
Han flyttede sig elegant og ventede på hendes reaktion.

Hun kiggede stadig op på ham uden at registrere at han havde flyttet sig, der var noget over ham der virkede dvælende. Noget hun ikke havde set i nogen andre før, Hun kiggede ned og gik et par skridt ud på fortovet og vendte sig igen om og så på ham.
Hun kunne godt lide den måde han smilte til hende på, den gjorde hende rolig. Hun rakte hånden ud efter ham for at han skulle tage hendes hånd. ”Kom…..” sagde hun stille, men stadig så han kunne høre det. Og så stod hun bare der og ventede på at han skulle reagere.

Han vente sig halvt om mod hende og så lidt på hende.
Overraskelse. Det var hvad han følte, men han vidste jo godt at elvere var venlige og elskværdige væsener....men han havde ikke troet det ville være sådan her.
Han stod længe og bare kiggede på hende.
Han vidste ikke om han skulle tage hendes hånd eller ej, eller om han bare skulle gå med hende eller ej.
Han kunne jo godt gå med hende...
Så rettede han sig helt mod hende, han kunne godt gå med hende.
Men han tog ikke hendes hånd.
Om han fortrød det viste han ikke.

Langsomt lod hun hendes hånd falde ned til siden, Hun havde en mærkelig følelse af mistillid. ”Der er ikke lang” sagde hun og begyndte at gå, men holdte et lavt tempo så hun var sikker på at han ikke lige pludselig forsvandt. Hun kiggede op på ham og uden at vide hvorfor hun sagde det, sagde hun ” Lov mig at du ikke går fra mig?.....” Efter at hun havde sagt det kunne hun godt mærke at der var noget galt, hun virkede overhovedet ikke som sig selv. Det var som om alle hendes indre tanker pludselig kom ud i stedet for de ord som hun planlage, skulle komme ud fra hendes mund.
Hun ville kigge væk genert over de ting hun havde sagt, men hun kunne ikke. Det var som om hendes blik var lænket fast til hans, som om hun var i en slags trance.

Der var noget galt.
Og det værste var han ikke vidste hvad.
Han prøvede at flytte lidt rundt på trådene inde i hende hoved for at se om det var derfor, om der var et eller andet der reagere sådan på hans evne.
Han svarede hende ikke.

Mens de gik følte hun sig pludselig letter i hovedet end før. Hun stoppede op, og kiggede ned i jorden. Hvad var det hun lavede? Var hun lige i gang med at følge en fremmed ind til hendes bror? Hun vente sig om imod ham og kiggede ham i øjene.
”Hvorfor piller du i mit hoved? ” hun forsøgte at kigge vredt på ham men det lykkedes ikke rigtigt.

Aha.
Det var ret interessant, det var altså en reaktion der skete nå han rørte forskellige steder i hendes hoved.
Det havde han ikke oplevet før, ville det mon ske med andre elvere også?
Han så lidt på hende og spredte sine tråde andre steder hen, hvad ville der mon ske?

Hun mærkede igen hvordan trådene i hendes hoved blev sluttet til på andre måder igen, og hvordan hun blev døsig og træt. I samme øjeblik kom der en brummen nede fra hendes lomme, det var hendes mobil. Hun bøjede hovedet ned og kiggede på lommen, hun orkede ikke at tagen den hun var alt for træt. Men alligevel selvom at det ikke var det hun ville fandt hendes hånd frem til hendes lomme og to den lille klap telefon op. Hun kiggede på for skærmen, det var hendes bror der ringede.
Hun løftede låget og førte mobilen op til hendes øre, og ventede på at nogen snakkede.
”Sitka!!! Sitka hvor er du? Hvorfor er du ikke kommet endnu? ”Hans stemme var skinger fordi han råbte. Hun sukkede ” Jeg er okay, jeg kommer snart ” Hun kiggede op på Zean og sagde så i telefonen, ” Jeg tager en ven med, vi er der næsten.”
Hendes brors rolige stemme lød for sidste gang ” godt, så ses vi snart” Hun nikkede selvom han jo ikke kunne se det, og så lukkede hun telefonen. Hun kiggede igen op på Zean, ”hold op med at lege med mit hoved!” hun så vredt på ham.