Aldrig alene, Altid forladt.

"dine reaktioner er interessante" svarede han hende og så frem for sig.
"Ingen har nogensinde reageret på den måde før, ved at komme med bestemte følelser eller væremåder" sagde han og lagde trådene på en anden måde så hun burde være som hun var normalt.
Men stadig klar vis hun skulle finde på noget.

Hun begyndte at blive en smule irriteret på ham.
” Og det er måske noget du gør tit eller hvad?!”
Hun stirrede ham ind i øjnene og stillede sig overfor ham.

Han trak på skuldrene
"Det er som man tager det" sagde han og smilte lidt,rolig som altid.
Vis han kom ud af sin rolige tilstand, blev sur eller noget, kunne det godt gå galt det inde i andres hoveder, sidst det var sket var der en der blev syg, hans nerver virkede aldrig mere, og han kunne ingenting føle og hans syn forsvandt nogen gange...men der kunne jo ske forskellige ting.

Hun gik et par skridt tættere på ham så hun stod lige foran ham, ”Du har ikke lyst til at pille ved mit hoved, tro mig! Der er alt for mange ting som du ikke ville kunne forstå” Hun så vredt ind i hans øjne, og i samme øjeblik ramte fuldmånens lys hende atter direkte i øjnene. ”Jeg er ikke som de andre! Jeg har kendt til for meget smerte til at være et alt elskende væsen, der ikke forstår smerte og frygt!” Hun sukkede. Og hviskede, ” Og du er ikke den eneste der har hemmeligheder” .


Jeg logger af nu. kom på igen imorgen så skriver vi videre der :-)

"Alle har hemmeligheder" sagde han roligt, men alt venlighed var fjernet fra hans øjne.
"Og du skræmmer mig ikke, det er dumt at skræmme mig, derudover giver jeg ikke bare andre smerte, men kender også selv til det" sagde han med sin dybe stemme.
Han gengældte hendes blik og mærkede den stigende lyst til at se hende lide.
Bare så hun vidste hun ikke skulle true ham.

”Har du glemt at jeg er en elver? Jeg ved når der er fare ” hun stirrede stadig ind i hans øjne dog ikke så hårdt mere, ” Og jeg ved godt at du har følt smerte, jeg er ikke dum”
Hun gik et par skridt bagud, ” hvis du vil med så kom, men jeg advare dig hvis du truer min bror er jeg ikke længere den du tror jeg er”
Hun begyndte at gå, ligeglad med om han fulgte med eller aj.

Han himlede øjne og grinte lidt.
Han fulgte efter hende, mest fordi han var interesseret i elvere og på hvad der ville ske, end i noget andet.
Nåe ja, han havde heller ikke meget andet at lave lige nu og han havde jo stadig lyst til at påføre hende smerte.

Da hun kom til en stor skov stoppede hun op og så sig omkring, der var ingen mennesker at se. så gik hun videre ind i skoven indtil hun nåede til et lille hus der lå i udkanten af skoven, der var lys i vinduerne. hun gik hen og tog i håndtaget og gik ind, derind sad hendes bror som altid dybt koncentreret i hans bog. Hun gik hen til ham og satte sig ned. " Hej, jeg sagde jo at jeg næsten var der" hun smilte og og så så om på zean, " det er min ven" hun pegede om på ham og smilede stadig. Hendes bror løftede hovedet og rejste sig, han gik over mod Zean og sagde " hej jeg er Sitkas storebror Valentin". Hun rejste sig op fra sofaen og gik over mod zean og hendes bror.

"Jeg er Zean" svarede han og lod blikket glide over ham, for så at studere hjemmet lidt.
Han tænkte sine muligheder igennem, men havde ikke tænkt sig noget lige nu, for det første var de nu to mod en, selv om han kunne slås var elvere jo hurtige og smidige.
De var jo dygtig til meget de gjorde.
Hytten havde forskellige vinduer.
Han så på Valentin igen.
vidste han og han var dæmon?

Valentin kiggede over på Sitka. " Kan vi tale et øjeblik? " Hun kiggede over på Zean, og så tilbage til hendes bror, " Jeg ved godt at han er en sjæledæmon, men jeg er ikke bange" Hun kiggede igen over på zean. " så længe du ved ved hvad koncekvenserne kan være" Han kiggede over på Zean. " Jeg beklager at vi er så hemmeligheds fulde, men du må forstå at der aldrig har været nogen herinde undtaget os før." Han sukkede, " og slet ikke en der ikke har været af samme race som os selv" Han nikkede stille til zean og satte sig så tilbage i sofaen.
" gør jer det endeligt behaligt" Han pegede ned på nogle stole der stod i den anden ende af rummet.
Stika kiggede på Zean, " Vi vil ikke slåse med dig hvis det er det du tror, husk på at vi er elvere. godt nok er vi anderledes, men vi holder os stadig til vores natur" Hun gik hen og satte sig i en af de to stole der stod i hjørnet.

Han så lidt på hende, hun kunne åbenbart blive ved med at minde ham om ting, men han tog ikke meget af det, han havde ikke tænkt sig at angribe hende, eller hendes bror, lige nu, det ville være dumt.
Det irriterede ham lidt de var så hemmelighedsfulde, men han var også for nysgerrig til at gå sin vej, dog blev han stående hvor han var.

Hun fnøs af hans tydelige ubehag ved at være alene men hende og hendes bror,
og morede sig nærmest over det.
" Nå du kunne måske fortælle os lidt om dig selv? så kan vi jo fortælle om os.. jeg er sikker på du er lige så nysgerig som vi er" Hun kiggede på Zean.
og smilede stille til ham, en smule drilsk.

Han så lidt på dem og tøvede lidt da han ikke helt viste hvordan han skulle tackle hendes drillende smil.
"Hvad er der at sige? Jeg er sjæledæmon og har eksisteret i lang tid.." han trak på skuldrene, som altid holdt han sig til at mulige fjender ikke skulle vide alt for meget.

Hun så tøvende på ham. hvorfor var han så hemmeligheds fuld? var der noget han skjulte? Hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle svare, men hun tænkte ikke så meget over det.
" okay hvis det er det eneste du har at fortælle om dig selv..." Det var Valentin der svarede. " Sitka jeg tror at jeg vil gå ind til mig selv, jeg er ret træt "
" okay "svarede sitka og kiggede over på Zean. " kom så skal jeg fortælle dig om os. Hun gik hen imod døren, og åbnede den og så han kunne gå udenfor.
"Det er noget du må forstå, Jeg kender ikke andre end min bror. Min familie døde allesammen længe før jeg var gammel nok til at kunne huske noget!" Hun sukkede, " Jeg har kun haft min bror til at fortælle mig hvad jeg er. Og det var først efter jeg selv fandt ud af hvad jeg kunne at han fortalte mig det. Han var bange for at jeg skulle tro at det var min skyld at min familie døde"
" Ser du, mine forældre blev dræbt fordi jeg havde lavet "magi" i offentligheden. Og derfor var det selvfølgelig nogen der skulle straffes.... Mine forældre gav deres liv for at rede mig" Hun kiggede ned i jorden, og så op på Zean igen. En lille tåre løb ned af hendes kind. Den lyste i mørket som små glitrende diamanter i solen, og efterlod fint sne hvidt støv på hendes kinder.

I starten tænkte han over hvorfor hun ville fortælle ham det, forventede hun medlidenhed? Eller hvad? Måske trøst? Havde hun ikke andre at snakke med om det?
Han så dog på hende mens hun fortalte og da hun svagt græd... Han tænkte på sin egen familie, men han havde ikke lyst til at fortælle det.
Han havde faktisk slet ikke lyst til at være kold og hård som han nok var, det var kommer med tiden, en måde at overleve så mange år på uden at komme ud for forskellige smerter.
Han rørte sig slet ikke mens hun stod der, han stod bare og så på hende uden at reagere.

Hun tørrede demonstrativt de små støvkorn af hendes kinder.
"Jeg beder dig ikke om at have medlidenhed med mig" Hun sukkede " Jeg har set for mig af det du kan gøre til at tro at du har den side i dig" Hun sukkede og gik tættere på ham.
"Vi elver er godt nok "elskelige" væsner men vores tåre bære en meget stor byrde af had" Hun lagde hendes hånd på hans kind, "vi er meget varme og kærlige væsner, men vi har også mørke sider i os" Hun lod hendes hånd køre ned af hans hage da hun fjernede den.

"Hvor vil du hen med det? Fjerne fordomme mod elvere?" spurgte han,nok lidt hårdere ind det var meningen.
Hendes hånd, hendes kølige hånd, mindede ham ufatteligt meget om... Men nok om det.
Hun var jo død, han havde selv drabt hende, hun var jo kun til problemer.

Hun sukkede " Nej jeg vil ikke fjerne fordomme.... Jeg prøver bare på at få dig til at forstå at vi ikke kun er kærlige væsner"
Hun gik hen imod en bænk der var ved siden af huset og satte sig ned.
"Jeg ved ikke hvorfor du ikke vil fortælle mig noget om dig selv...men jeg er sikker på at du har en god grund! det kan jeg mærke" Hun kiggede op på ham og smilede,"Men jeg er stadig nysgerig" Hun rødmede en lille smule uden at vide hvorfor.

Han så lidt på hende
"Jeg har ikke noget at fortælle" sagde han så
"Nok har jeg levet længe, men hvert år, hver årti, hvert århundrede, har bare været fuld af det samme, mennesket der bekriger sin egen race, den evige fremgang mod selvudslettelse..." han trak på skuldrene
"...Jeg har bare været en opmærksom skygge i hele historien"

Hun kiggede bare fortsat på ham.
"En skygge......Det lyder som noget en gammel filosof kunne finde på at sige" Hun rystede stille på hovedet og lukkede øjene.
"igen kan vide hvad du har været igennem der har gjordt dig til den du er idag" hun åbnede øjene igen og så inddirekte på ham. "Jeg har levet i mange hundrede år og ved hvad det vil sige at være som en skygge. også jeg har haft det sådan"
Hun kiggede ned i jorden, og sagde ikke mere.

"Starten af livet er sjovt, man ved man vil leve længe og man tænker på alle de ting man vil prøve og al den spænding man vil igennem...Men så finder man ud af at sådan er livet ikke, aldrig som man forestillede sig, men meget værre...evig i forandring" sagde han
"Og finder man endelig noget der kan kvikke det hele op, svigter det en"

"Jeg tror jeg ved hvad du mener, verden har det med at tage det der betyder mest for en fra en" Hun sukkede og kiggede op " men det betyder ikke at vi ikke skal kæmpe for at få noget i vores liv. det føles måske evigt, men det er kun et stop på vejen"
Hun smilede til ham.
" det er bare noget vi må leve med"

"Jeg har ikke brug for gode råd eller forståelse" sagde han irriteret.
"Og verdenen tog hende ikke fra mig, jeg slog hende selv ihjel" sagde han lige ud

Hun sad lidt og tænkte over de ting han sagde.
så kiggede hun op på ham og svarede " Du var altså dum nok til at slå den person du elskede ihjel? hvorfor"
Hun så ned i jorden " har du en eller anden vrede du ikke kan styre eller hvad? "

"Jeg kan ikke se hvorfor du skulle blande dig i det..." startede han
"...Men hun svigtede mig, gjorde mit liv til et endnu større helved ind der var før...Først da jeg slog hende ihjel havde jeg det bedre" han så lidt på hende
"Og nu tænker du nok jeg er en voldelig psykopat"