Aldrig alene, Altid forladt.

"så det er altså din måde at løse problemer på? ved vold?" Hun sukked, "okay fint jeg vil ikke blande mig, for det har jeg efterhånden erfaret at det ikke kan føre til noget godt"
Hun sad bare og rystede på hovedet.

Han smilte lidt
"Du har ingen grund til at blande dig" sagde han

Hun rejste sig og gik hen imod døren.
" nå men jeg er træt og vil meget gerne ind og sove, hvis du ikke har noget imod det " hun kiggede ikke på ham men stod bare og holte fast i døren.

"Hvorfor siger du ikke bare: jeg gider dig ikke, skrid" smilte han og gik ud af døren, uden rigtig og vide hvad han skulle.
Hun virkede så underlig... I det ene øjeblik frisk, det næste træt og vil bare af med ham.
Men hun var måske bange for han skulle slå hende ihjel som med den anden? Mente ikke han var værd at være sammen med når man var sådan...Han rystede lidt på hoved og begav sig ind mellem træerne.

Hun stod et stykke tid i døren og så efter ham.
" Farvel Zean, til vi ses igen" hviskede hun. og lukkede så døren, mens hun kiggede på månen.
Hun vendte sig om og gik hen imod hendes værelse, hun åbnede døren og gik ind. Hendes værelse virkede så tomt, hun begyndte at fortryde at hun havde sendt Zean væk. hun haede natten, der var alt for stille og mørkt.
Hun satte sig hen på sengen og kiggede ud af vinduet inden og tog sit tøj af og lagde sig ned for at sove. inden hun faldt i søv lå hun og kiggede ud af vinduet og ud på månen.
*gad vide hvor Zean er nu?* det var den sidste tanke hun havde og så blev alt sort.