Working.. or not - Rasmus

Dato: Irl
Omgivelser: Både mennesker og væsner, der drikker sig god fulde
Tid: Lidt over midnat
Dag: Fredag
Vejr: Mørkt, koldt og det støvregner
Årstid: Sensommer
Tøj: En sort tanktop, lyse stramme jeans og et par sorte stiletter

Alt var som det skulle være på Petronia. Der var både mennesker og væsner. Af væsner var der mest vampyre og dæmoner pga. af menneskerne. De drak sig jo fulde og så var de nemme ofre. Et andet væsen var en engel. Yderst mærkeligt at en engel skulle befinde sig på Petronia. Men englen arbejdede der, fordi det gav gode penge. Den engel var Jameelah. Hun havde arbejdet der et stykke tid, og kunne egentlig meget godt lide det. Så havde hun penge til at betale regningerne og sin lejlighed, som lå i den dyre ende i La Sunisha. Men hun sørgede altid for at gå, som en af de første der fra. Så kunne hun undgå vampyrene, som højst sansynligt ville prøve at dræbe hende. Engle blod smagte godt for dem, men mættede ikke særlig meget. Hun var blevet bedt tre gange og ville ikke bides en fjerde gang. Arrene var godt nok nærmest usynlige, men kunne sagtens ses af vampyrene. Derfor holdt de sig pænt væk, hvis de så dem. De regnede vel med at hun tilhørte den vampyr, som havde bidt hende. Lugten af ham vampyren, der havde bidt hende, sad stadig i dem.
Hun sukkede og serverede drinks til et par mennesker, som lidt utålmodigt havde siddet og ventet. Vampyren ved siden af dem, stirrede kort på hende, men vendte blikket mod menneskerne og gav sig til at snakke med dem. Det var ikke så svært at se, at menneskerne straks faldt for vampyren. Stakler. Hvis de vidste hvad han virkelig var, så ville de nok løbe skrigende bort. Men de havde ikke en chance imod vampyren. Den var dem overlegen på alle måder.
Igen sukkede hun og rystede på hovedet. Hvad skete der lige for hende? Det var jo meningen, hun ikke skulle tænke de tanker mere! "Tag dig sammen, Jamee!" mumlede hun for sig selv, og smilte så lidt. Serverede drinks til et par vampyre og nogle mennesker.

Rasmus kom hen til Petronias indgang.
Han kom med et smil, og med pulsen
lidt i vejret da han havde skyndt sig der
hen for at høre noget musik de ville spille
Han havde sin læderjakke på og sine lidt
slidte agtige cowboy støvler.
Et bar mørkejeans sad lidt stramt på ham
og han følte sig selvsikker og i godt humør.
Han fik stemplet i indgangen og trådte så
ind i den varme og væsen fyldte rum.
Han smilte, men blev lidt mistænksom
da han så de fleste væsner var vampyrer.
Han havde ikke som sådan noget imod dem,
men ville helst ikke ende med at blive bidt.

Han trådte op med baren for at slukke den
tørst som han havde fået, efter at ha spændt
over til Petronia.
Baren var fyldt med mennesker, men han var snu
og smuttede sig ind imellem, og stjal en plads
på en af barstolene.
Han sad med et smil og tog sin læderjakke af.
Han så en kvindelig bartender stå i baren.
Han betragtede hende, og han syntes godt
om hendes udseende.
Han lænede sig lidt ind over barens overflade,
og prøvede med et smil og få trukket bartenderen
over til ham.

Jameelah havde temmelig travlt med at betjene kunderne i baren, så hun så ikke mennesket der kom ind af døren, men hun kunne sagtens lugte ham. Ikke på en dårlig måde, men mennesker havde en bestemt duft for væsnerne. Hun syntes at menneskerne duftede af sæbe, natur og uvidenhed. En ret underlig duft, men den gjorde hende tit tryg. For hvis der var mennesker til stede, når der var vampyre i nærheden, så angreb de ikke. Det var hendes erfaring med det. Men man vidste aldrig med vampyrene. De kunne være yderst uforudsigelige.
Hun gik ud af baren med en bakke drinks i hånden. Stilte dem ved det bord, som havde bestilt dem og samlede så de tomme glas sammen på bakken. Derefter tog hun en rundte rundt i lokalet, for at samle de andre tomme glas sammen. De skulle vaskes så de kunne bruges igen. Vampyrene havde en tendens til at drikke deres ofre godt fulde.
Da hun kom tilbage om bag baren, gav hun en af de andre piger bakken og gav sig så til at betjene kunderne igen. Turen kom hurtigt til det nyankomne menneske. "Hvad vil De gerne have?" spurgte hun høfligt og smilede engleblidt til ham. Et smil, der kunne smelte hvem som helst. Hun vidste at hun havde en bestemt udstråling, som engle havde. Når man så på dem følte man sig tryg.

Rasmus blev en smule blæst af hende smil
og svarede venligt tilbage
" en fadøl tak".
Han stemme var blid og charmerende.
Det fleste piger var vilde med den,
men det betød ikke at han misbrugte
det på nogle måde.
Rasmus var en fin fyr, der ikke lavede
ballade.
Nogle gange gjorde han, da alle
drenge har en drengerøv i sig.
Men ikke i aften.
Han kiggede rundt i lokalet, og så
flere væsner være godt fulde.
I patronia, var der ude i siderne
nogle slags sofaer der var halvcirkel
formede.
Der sad væsner ved dem alle, og
næsten ved hver og en, sad der
1 eller 2 der sejlede rundt af alko-
holens virkning, og en ved siden
af der sad og duftede til dem.
Rasmus fik uhyggelige billeder
i hovedet.
Men rystede dem hurtigt væk
da han ikke ville blande sig i
hvad folk gik med til.

Jameelah smilede let mere, da hun så hans reaktion på hendes smil. Det var altid sjovt at se, hvordan menneskerne reagere. De blev næsten allesammen overraskede, nogle enkle forført. Det var dog ikke meningen. Faktisk var det jo bare for at være flink, og når hun jo nu var engel, så var hun jo nærmest godheden selv. Hun var hverken skytsengel eller dødsengel. Hun ville bare gerne være en almindelig engel, som levede for evigt. Skytsenglene døde jo, når dem de beskyttede døde. En trist slutning på sit liv, mente hun. Det var jo meget sjovere at leve i flere hundrede år. Indtil videre havde hun kun levet 18 år, så hun havde et par år igen. Eller nærmere en evighed.
Hurtigt greb hun et fadølsglad og hældte øl i det. Kiggede oevr på ham. Da hun så han kiggede rundt i lokalet, fulgte hun hans blik og gøs lidt. Stakkels mennesker. De var alle sammen kampstive og kunne derfor ikke forsvare sig overhovedet. Ikke at de havde haft en chance, hvis de havde været ædru. Men når de var fulde, var de endnu mere forsvarsløse end de ville have været hvis de havde været ændru. Så kunne de have strittet lidt mere imod.
Hun stillede fadøllen foran ham, der havde bestilt den. "Værsgo'" sagde hun og smilede igen engleblidt til ham. Lod sin udstråling lægge sig omkring ham, så han følte sig tryg, selvom der var et klart overtal af vampyre og dæmoner.

Rasmus tog imod sin bestilte fadøl, og
svarede stille og sødt " tak " tilbage.
Han smilede og tog en tår af sin øl.
Et lille " arg!" kom fra ham, da han
stilte fadøls glasset tilbage på baren's
bord.
Han kørte pegerfingeren rundt på glassets kant
og kiggede lidt rundt i rummet.
Han havde lyst til at danse, feste.. fyre den af.
og derefter faldt tanken ham at det enlig
var sørgeligt at han tit tog på bare og klubber
for at finde noget at lave, og næsten aldrig
fandt sig noget at lave.

Jameelahs grønne øjne hvilede på ham. Hvad gjorde at menneskerne kom til Petronia for at drikke og have det hyggeligt? Gik der slet ikke rygter om at dem der kom der, aldrig kom hjem igen, eller troede folk bare at det var et rygte? Eller måske var det kun personer, som ikke havde lyst til at leve mere. I hvert fald var næsten hvert eneste menneske hun havde set gå ud gennem døren, aldrig kommet tilbage igen. Få dage efter var der et foto af personen i avisen i dødsartiklerne. Væsnerne og enkle mennesker vidste godt hvad årsagen var andet end slagsmål, selvmord eller uheld. Det var typisk dæmoner eller vampyre som var skyld i det. Få gange havde det dog været varulve. De var ikke altid lige gode, for de kunne vist godt spise mennersker. Ikke den rareste tanke i verden.
"Hvad gør du her?" spurgte hun henkastet, men hun tørrede disken af. Det skulle helst ikke være alt for tydeligt, at hun vidste hvad der skete dernede og hvem der kom der. Og slet ikke at hun var en af væsnerne. Men hvis der var en race, menneskerne havde svært ved at opdage, så var det englene. De blev enten bare kategoriseret som smukke mennesker, eller som elvere af dusørjægerne. Det var sket et par gange. "Det er ikke altid sikkert at være her" sagde hun med et skævt smil.

Rasmus drak en tår af sin øl, og tænkte over
hvad den kvindelige lyshåret bartender sagde.
Hun havde ret. Det var ikke sikkert, men som
sagt, gik vampyrerne tit mest efter dem der
var svagest.
Og Rasmus havde en stærk viljestyrke, og
hvor på ingen måde mental svag.
Nogle gange kunne hans styrke god svigte
men det var ikke tit.
Rasmus var en kærlig person, og hvis noget
ikke behagede ham, fik han det for det meste
ordnet.
Men alt blandede han sig ikke i, da det osse
skal være privat en gang imellem.
Han smilede skævt og udstødte et lille grinene
pust.
" Lige sidder nyder jeg en fadøl, og prøver at
finde noget at lave iaften.
Og du har ganske ret i at her ikke er sikkert,
men det gør det osse en smule mere spændene
en de andre klubber, hvor der sker det samme
hver aften. Dog.. at folk tit bliver vampyr ofre
er ikke spændene. Men uhyggeligt.."
Han sluttede sit svar og tog endnu en tår
af sin øl.

Jameelah rydede lidt op omme bag baren, mens hun ventede på hans svar. Da han nævnede vampyrene stivnede hun et kort sekundt, men fortsatte så. Hvordan kunne han dog kende til vampyrene, i det hele taget bare væsner?! Hvem havde fortalt ham det eller hvordan havde han fundet ud af det? Hun havde altid troet at det var meningen, at de skulle holde deres eksistenser hemmelige.
"Tror du virkelig på vampyre og den slags?" lo hun, dog en smule nervøs. Det ville helt sikkert lyde som om hun vidste en del mere end hun ville give udtryk for. Men hun prøvede altid at få menneskerne til at lyde latterlige. Indtil de gættede hvad hun var og hun ikke længere kunne få dem til at tro andet. Så var hun nødt til at give op og fortælle dem alt hun vidste.

" tror på? Vi ved begge to at de findes?" sagde han mens mens han hentydet
med et nik til hendes ar.
Rasmus kiggede lidt skævt på hende og begyndte at grine lidt.
Hans ben trippede en smule, og han var trængende.

Han hev en smøg op af lommen og tændte den med sin slidte
zippo lighter.
Han tog et hvæs, og pustede ud mens han spurgte
" Hvornår har du fri?"

Hun dækkede sine tre ar til med sit lyse hår. Det værste var når folk kommenterede dem. "Det er fra min hund" mumlede hun og sendte ham et lettere irriteret blik, som viste at han skulle holde sig langt væk fra det emne. Hendes vampyr ar, var ikke lige frem hendes ynglingsemner. De beviste bare hvor svag hun var. Engle var nok svagere end menneskerne var. Ikke lige frem fedt. Det ville være rart at kunne forsvare sig lidt imod vampyre og dæmoner.
Hun så op mod uret bag sig. "Lige om lidt faktisk" svarede hun lettet. Godt nok betalte det godt at arbejde på Petronia, men det betød ikke at hun kunne lide at være der. Hun havde kun søgt jobbet pga. af pengene. Det sted hun boede var langt fra billigt. Men sådan var det når man ville bo et sted, der var næsten vampyr sikkert.

" sorry jeg gik ind på det " sagde han og lagde sin hånd frem på
barens bord.
Han kiggede på hendes med sine brune blanke øjne, og gav et
lille læbesmil.
" har du lyst til at smutte herfra?" fortsatte han mens han kiggede
ud på flere væsner der gik sammen 2 og 2 ud af patronias udgang.
De fleste af dem af par, var den ene rimelig beruset, og rasmus
grinede lidt og tænkte på hvor mange tømmermænd de måtte ha
imorgen.. eller som faktisk var idag, da klokken var blevet over 12.
Han drak resten af sin øl, og rejste sig lidt.
Han samlede sine ting som han havde lagt lidt efter lidt op på
baren.

"Det er okay.. En del andre har også troet det var vampyrbid, men igen - de findes ikke" sagde hun med et smil. Hun var temmelig lettet over at han tilsyneladende kun viste at der fandtes vampyre. Eller sådan virkede det. Måske skjulte han noget viden. "Tror du på andre væsner?" spurgte hun med et drillende smil og et drillende glimt i sine store, blå øjne. Hun håbede ikke at han kendte til andre væsner end vampyrene. Men heldigvis for hende, var engle ikke så nemme at genkende. En del troede at hun var elver. Det tog hun bestemt ikke som en fornærmelse. Snare som en kompliment.
Hun nikkede. "Jep" svarede hun og smed kluden væk fra sig. "Jeg smutter" sagde hun hurtigt til de andre bag baren, inden hun hoppede op på disken, let som ingen ting og ned på gulvet.

Han fulgte hende ud af baren og svarede imens på hendes
spørgesmål.
" det ved man aldrig " svarede han med et drilsk og lidt frækt
blik.
Han gik ved siden af hende, og hentydet til at de skulle gå ud
af klubben.
På vej ud af klubben svang han en smøg op af lommen. Han tog
din i munden, og den hang imellem hans læber.
Han humør var godt og højt.
Han kiggede på Jameelah. Hun var en sød tøs.
Men han kunne finde ud af hende. Hun virkede så
negativ..

"Kom nu! Jeg lover ikke at grine" sagde hun med et smil. Hvad var der også at grine af? Væsnerne fandtes jo, så det ville højst sansynligt lyde ret så flask, hvis hun begyndte at grine. Skuespil havde aldrig været hende. Slet ikke løgne. Hun stank til at lyve og blev tit afsløret i det hvis hun gjorde. Derfor plejede hun altid at gå uden om emnet 'Væsner' for menneskerne kunne altid se hvis hun løj. Det var nemmere bare at snakke om noget andet. Deres opmærksomhed kunne let blive flyttet til noget andet, men der var også nogen som kunne være stædige og blive ved med at snakke om det. "Jeg tror fx. på engle" betroede hun ham hemmelighedsfuldt.
"Hov, jeg fik ikke præsenteret mig" udbrød hun pludselig og smilede undskyldende til ham. Hendes øjne glimtede en smule forførende. "Jeg er Jameelah" præsenterede hun sig selv. Helst ikke efternavn, for hvis han fandt ud af hvad hun var, skulle hun jo ikke gøre det nemmere for ham at finde hende, hvis han var en af dem som udførte eksperimenter på væsnerne. Tanken skræmte hende.

" Rasmus" svarede han venligt. " Jameelah?.
det navn er ret specielt" sagde han med et glimt
i øjet.
Han skubbede lidt til glasset med sin hånd.
Han blik var lidt mystisk og undrende.
Der var et eller andet over Jameelah, som rasmus
syntes var mærkeligt.
Hun var sød og køn, men utrolig sød.
Kun få væsner havde han mødt der var så søde
på den måde, og det var engle.
Han lænte sig lidt forover så han kom tættere
på hende.
Han hviskede stille, så kun hun kunne høre.
" Vi ved begge to at der er andre væsner"
Han's blik var stadigt mystisk, og han lo lidt
efter han rettede sig op og lænte sig med siden til
baren.

"Hyggeligt at møde dig, Rasmus" sagde hun venligt. "Måske, men så passer det til mig" mumlede hun hemmelighedsfuldt. De fleste væsner hun kendte havde nogle ret så specielle navne. Der var selvfølgelig nogen, som havde nogle almindelige navne. Men de fleste havde nogle gammeldags, ret underlige navne. Forhåbenligt ikke noget han vidste.
"Nej, du tror de findes og jeg ved de ikke findes" løj hun med et overbærende smil, som om han var et lille barn, der ikke helt forstod hvad det sagde. Men sandheden var at han havde ret og det var hende der løj. Hvilket han helt sikkert også kunne se på hende. Hun var sindsyg dårlig til at lyve. Desværre for det kunne være ret så praktisk i nogle situationer.

Rasmus udstødte et lille " pfff" og grinede lidt.
Han vidste hun løj. Væsnerne fandtes jo, da han
næsten havde mødt en af hver art. Rasmus havde været
igennem meget, og havde mange forskellige venner fra
hans gamle bosted.
Han stilte sig med ryggen mod baren og kiggede lidt rundt.
Han syntes lidt hun spillede lidt overlejen over for ham.
Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige eller tænke.
Det føltes som om hun gemte noget, og det irreterede ham,
at hun gik og løj om det.. på en måde.

Hun betragtede ham lidt og et glimt af panik gled over hendes kønne ansigt. Dog yderst kort og bagefter var det erstattet af et pokerfjæs. Så godt hun nu kunne. For hun var ved at gå i panik. Han vidste jo godt hun løj og det var vel kun et spørgsmål om tid for hun begyndte at knævre som en veldresseret papegøje. Hun kunne vel lige så godt give op, og fortælle ham det hele. Det ville lette en del på hendes samvittighed og så ville hun også slippe af med en stor sten fra både hjerte og skuldre.
"Okay" mumlede hun opgivende. "Fortæl mig hvad du ved og så be- eller afkræfter jeg det" sukkede hun. Han måtte jo vide at hun var en af væsnerne. Ellers var han da godt nok langsom. "Du er ikke dusørjæger, vel?" spurgte hun en smule angst og mistænkelig. Dusørjægere brød ingen væsner sig om. Hvem ville dog også dræbes, for at et følelseskoldt menneske kunne få penge for dem. Det sidste hun havde hørt var at varulvene stod i ret høj kurs sammen med dæmonerne og vampyrene. Englene og elverne var vist ikke så værdifulde.

Rasmus var ikke ikke interesseret i at diskutere emnet,
så han svarede venligt, men bestemt.
" ærligtalt har jeg ikke lyst til at snakke om emnet, og
nej jeg er ikke dusørjæger" han lo en smule til sidst,
da hun så så alvorlig ud.
Hendes kønne øjne så undrene ud og han nød hendes
ansigt.

"Jeg forstår ikke jer mennesker" indrømmede hun med et opgivende smil. Slog ud med armene. "Jeg mener.. I skifter hele tiden mening" lo hun. En fin, engle blid latter. Hun havde vist lige fortalt at hun ikke var menneske. Men egentlig. Så var hun lidt ligeglad. Han virkede flink og så vidste han sikker allerede at hun ikke var menenske. Dog var hun ikke sikker på om han vidste hvilket væsen hun var. Det forvirrede hende lidt. Også det at han for lidt siden gerne ville have snakket om det. Det havde hun troet siden han bemærkede hendes vampyr bid. Automatisk lod hun en hånd kærtegne de tre ar. De var ved at blive næsten usynlige mod hendes lyse hud. Men hvis man så godt efter, og hun ikke havde håret ned over, så kunne man godt se dem.
Hun tog håret om på ryggen, så alle ville kunne se dem. "Hvordan kunne du vide, hvad de var?" spurgte hun og nsygerrighed, nærmest lyste ud af hende.

" Jeg har se vampyr bid før" svarede han og kiggede
på hende. Han rykkede lidt nærmere, og kiggede lidt
arene. " jeg er ikke fuldstændig sikker, men jeg ville
gætte på at de er vampyrbid".
Han smilte til hende og sendte et charmerende smil.
Hans udstråling var en smule flirtende.
Øllen var begyndt at gå ud i kroppen på ham,
og hans blik var lidt mere slørret,
ikke meget men lidt.

"Det er den samme vampyr, der gjorde det alle tre gange" fortalte hun. Hvis hun kunne undgå at fortælle navnet på vampyren, så ville hun gøre det. Ikke fordi hun bar nag, men nogle mennesker troede de faktisk havde en chance overfor ham. Men da han var E-vampyr så var han jo stærkere end almindelige vampyre. Desværre, men hun ville alligevel aldrig have en chance overfor ham. Undtagen når det måske kom til hendes evne.
"Ved du hvilket væsen jeg er?" spurgte hun nysgerrigt og smilede. Han havde sikkert gættet det, men det ville være en en lille lettelse hvis han ikke vidste det.

" På dit søde smil, ville jeg gætte på " sagde han med almindelig
stemme. Han rykkede tættere på hende og placerede hans mund
lige ved siden af hendes øre, og fortsatte " engel.." han rykkede
ansigtet tilbage og hans ansigt stod tæt mod hendes.
Han kunne mærke hendes ånde komme ud af hendes lille og
uskyldige mund.
Han kiggede på hendes med sine brune øjne, og lod sig lidt
falde ind i hendes.

"Ding ding, vi har en vinder" hviskede hun og smilede svagt. Så blidt på ham med sine store, blå øjne. Han så egentlig ret godt ud. Han havde en eller anden charme over sig, og så var hans smil ret lækkert. Hun rødmede svagt over sine tanker. "Hvordan fik du kendskab til væsnerne?" spurgte hun forsigtigt. Måske havde han ikke lyst til at snakke om det, som han havde gjort udtryk for før. Eller måske havde han skiftet mening igen. Hun syntes at menneskerne skiftede mening hele tiden.