På vej hjem efter indkøbstur..

Sted. Werclare byen
Vejr. Ved at være ret så mørkt og koldt
Tid. 19.45
Omkring. Ingen
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.joebrowns.co.uk/products/images/medium/ld093.jpg

Rose kom langsomt gående ned af gaden. Hun havde lige været ude og købe ind og havde derfor en pose i sin ene hånd, som var fyldt med mad. Hun så ned på en lille indkøbsliste, som hun havde skrevet ned af hendes.. arm.. Hun havde ikke haft noget papir og havde kun haft sin arm til hjælp på det tidspunkt. Well.. What could you do? Hun så ned på af sin arm, og så sikkert lidt underlig ud. At gå rundt og nærstudere sin arm, kunne godt se lidt underligt ud. Hun gik gennem de øde gader og tænkte ikke rigtig over at hun sagtens kunne støde ind i nogen mens hun så ned. Hendes skridt kunne kun høres svagt og hun kunne egentlig godt lide den stilhed som hun var omringet af..

Morgan gik på en af sine ture på tagene hvor der ingen mennesker var, det var altid skønt at kunne slippe af med mennesker og andre væsner ved at gå der oppe. dog var det også ret så hyggeligt at se ned på folk som om de var et eller andet legetøj, som man kunne få til at gå den vej man ville havde dem til at gå i. det var en af de lege hans klan altid legede når de kedet sig lidt for meget, dog blev menneskerne for det meste lokket hen til klan'en.
Morgan stoppede kort op og tog en dyb indånding, efter duften af hans smøg som lå i hans mundvig så kom duften af engel mod ham. han gik stille over mod den og hoppede et stykke ned foran englen, dog blev han overrasket over at se denne engel. da han havde hørt fra Kajika at hun havde hygget sig lidt med hende "når er du stadig i live?" spurgte han om og kunne stadig ikke huske hvem hun var

Rose havde opdaget et væsens tilstedeværelse før hun så ham. Hun stoppede hurtigt op da en sort skikkelse hoppede ned foran hende, og hun med lethed genkende stemmen som Morgans, men ville ikke til at kommentere at de jo kendte hinanden og sådan noget. Hun smilte skævt over hans spørgsmål "Ja, det er jeg.." sagde hun lavmælt og kunne godt huske hendes møde med Kajika som jo var Morgans lille slave "Et angreb fra en vampyr som din lille slave, Kajika, dør jeg ikke af.." fortsatte hun lavmælt og begyndte at gå igen og prøvede at komme udenom ham som om at hun var fuldstændig ligeglad med ham og viste ingen frygt overhovedet, men følte sig dog stadig lidt nervøs over hvad han ville hende..

Morgan lyttede på hvad hun sagde, han tog hurtigt fat i hendes hals og trykkede hende om af muren bag sig "slave? hun er ikke min slave, hvis jeg havde brug for en slave så havde det været en engelbasse som dig.... irriterende og en lille trin så kan man se døden komme frem i jeres øjne" snerrede han og ville ikke havde nogen kalde hans skabning for hans slave, Kajika betød jo virkelig meget for ham da hun var hans første skabning "måske skulle du havde klippet din tunge af, så slipper man høre på din irriterende tone" snerrede han og gad ikke bruge sin evne på hende, det var hun ikke nok værd til at få nået af hans blod i sig.

Rose gispede forskrækket da hun kunne mærke hans greb omkring sin hals og peb lavmælt da hun blev skubbet op mod en væg. Hun skar sine tænder hårdt mod hinanden og greb fat omkring hans håndled og så ham hårdt ind i øjnene "Kajika er intet andet end din lille personlige slave.. En robot som følger dine små ordre.." hviskede hun og ville ikke ændre sit syn på Kajika bare fordi at Morgan gjorde hende ondt. "Og du skulle have dræbt dig selv, så folk ikke skulle se på dit grimme ansigt hele tiden!" snerrede hun og blev ved med at se ham ind i øjnene "Og nu.. Giv slip på mig!" sagde hun bestemt og brugte sin tankekontrol mod ham og ville da ikke finde sig i at han bare tog fat i hende på denne måde..

Morgan så rasende på hende, da hun åbenbart ikke kende Kajika så godt som han gjorde. han gav slip på hende da hun brugte sin evne på ham "synes ikke du skal snakke om folk du ikke kender" snerrede han og gav hende en lussing med sin håndryg, han brugte så mange kræfter han kunne. han ville ikke finde sig i at folk kalde hende hans slave, da hun slet ikke var det på nogen måde. han kunne knap nok styre hende, og det kunne være irriterende til tider "engler skal dø.. en dag vil i ikke findes længere" sagde han og grinte ondt, da han personligt selv ville slå alle ihjel da han havde fået magten over alle og alt.

Rose tog en dyb indånding da han gav slip på hendes hals og var lettet over at kunne trække vejret ordentligt "Jeg kender hende godt nok til at kunne sige sår'n noget!" sagde hun hårdt og så op på ham, men fik ikke lov til at se så meget før hun fik en syngende lussing og faldt på knæ af den kraft han havde brugt. Hun peb lavmælt og tog sig til kinden og kunne smage en stærk metalsmag i munden og regnede ud at hun blødte. Hun så ned i jorden og ville helst ikke lade ham se at hun blødte og rejste sig ikke op "Englene vil ikke dø, Morgan.. Det skal jeg nok personligt selv sørge for.." hviskede hun kun lige højt nok til at han kunne høre hende. Hun ville ikke lade ham dræbe nogen engle så længe hun gik på guds grønne jord.

Morgan så bare koldt på hende "åbenbart ikke" snerrede han og kende nok Kajika mere end nogen anden, han grinte lidt da hun fald til jorden og hævede let det ene øjebryn og rystede på hovedet af at hun falde ned på jorden "hvis alle engle er så svage som dig, så dør i inden menneskerne" sagde han og blottede sine tænder, og trak hende hurtigt ind til sig og satte sine tænder i halsen på hende. hans øjne gled langsomt i da han smagte hendes blod i sin mund, han kunne ikke lide smagen af engleblod dog ville han sætte sine mærker på hende for at give hende et tegn på at vampyrer altid vinder

Rose så op på Morgan med et hårdt blik og hadede ham virkelig "Vi engle er stærke væsner.. Vi er bare ikke så kolde og idiotiske som jer vampyre.." hviskede hun og gispede lavmælt da han trak hende ind til sig og peb lavmælt da hun mærkede hans tænder i sin hals "Du vil fortryde dette, Morgan.." hviskede hun svagt og lukkede sine øjne i og vidste ikke om det ville være en god idé at kæmpe imod. Hun vidste jo godt at det ville blive værre hvis hun gjorde det, men hun var dog oss for stædig til at lade vær med at gøre det. Hun koncentrerede sig og brugte sin telekinese til at lukke hans hals fuldstændig sammen og håbede på at han blev påvirket af det.

Morgan havde aldrig været den type der fortrød nået, han gjorde de ting som fald ham ind og mente ikke man kunne fortryde nået efter. han begravede bare sine tænder dybere ned i halsen på hende, og lod bare blodet løbe ud af sin mund. han trak sit hoved lidt efter tilbage og spyttede nået af hende blod i hovedet på hende "lorte engel" sagde han og lod alligevel sine læber mødes med hendes, dog var det ikke for at kysse hende han lod sin ene hjørnetand skære hendes underlæbe op. inden han trak sig tilbage igen og tog fat i hende og kastede hende flere meter væk fra sig, inden han tørrede sin mund og hage af i sit ærme

Rose stønnede højere af smerte og kunne se flimrende lys for sit blik og hørte næsten ikke hvad Morgan sagde til hende. Hun rødmede ganske svagt da hun mærkede hans læber mod hendes egne, men kunne dog godt mærke at det ikke var et kys og hulkede lavmælt da hendes underlæbe blev skåret op. Hun hvinede da hun blev kastet nogle meter væk, og ramte jorden med et bump og landte på siden.
Det var sort for hendes blik i nogle få sekunder, men kom så til sig selv igen og så over på Morgan og hadede altså at han var blevet til denne person. Hun kunne huske hvor hun faktisk holdte af ham, men kunne ikke få andre følelser end sorg og had når hun så ham. Hvorfor kunne han ikke vise hende nogle kærlige følelser overfor hende som han havde gjort i fortiden?...

Morgan havde ikke tænkt sig at spille sød overhovedet, han var den han var og det var han stolt over. han så over på hende og grinte lidt "når lille engel fald du lidt" sagde han og blottede kort sine tænder som var blodige, han gik med elegante skridt over mod hende og tog fat i hendes hals "engler skal dø, i er svage" sagde han og trykkede lidt omkring hendes hals, dog nok til at det ville begynde at kvæle hende

Rose så vredt over på Morgan og svarede ikke på hans spørgsmål. Hun prøvede at komme op at stå da han kom over mod hende, men nåede ikke at komme særlig langt da han greb fat omkring hendes hals. Hun bandede lavmælt af ham og greb fat omkring hans håndled og snerrede til ham at han skulle slippe hende.
"Jeg er ligeglad, Morgan! Du kan sige hvad du vil!" snerrede hun med raspende og besværet åndedrag.

Hygger du dig" Lød der en stemme over fra et af bygningerndes hjørner.
Demetri stod der over og havde set det meste, det morede ham ret så meget.
Selve sætningen var ikke til Rose men mere til Morgan, Rose havde i den grad prøvet det der var være med Demetri men, alligvel var det altid sjovest at se når nogen kæmpede.

Morgan så bare på den lille engel, som så utrolig smuk ud og alligevel så svag at han var ved at brække sig. Morgan lag bare sit hoved lidt på skrå af hendes ord "måske skulle du være den første" sagde han og blottede kort sine tænder, inden han hørte en stemme og duften af vampyr kom lige mod ham. han vende hurtigt sit blik om og fik øje hvem det end var oppe på taget, han lag sit hoved lidt på skrå og smilte lumsk "ikke så meget mere, hun keder mig" svarede han bare mens han holde Rose lidt op fra jorden, dog havde han fundet nået bedre hvis man kunne sige det sådan? han var jo en af de få vampyr som hadet den søde smag af engleblod, og istedet elskede den bidtre smag af vampyr.

Han grinte lidt...."Hvad Nikki enlig?" sagde han og kiggede stirrende på ham med sine metalliske grå øjne.
Han kiggede ned på dem begge, som var det en arana med to gladiatora.
Hans stemme var svagt provokerende, og der var en anelse drillerie i den.
Demetri var ikke van til andre Vampyr hanner, kun var der skulle kæmpes eller der tilfældigvis var nogen til stede.

Rose så på Morgan og forholdt sig roligt da hun hørte hans ord og lukkede sine øjne i da han blottede sine tænder da hun vidste hvad der ville ske, men åbnede hurtigt sine øjne og spilede dem op da hun hørte den bekendte stemme. Hun vidste at det var Demetri som stod og så på dem. Da Morgan så over på Demetri prøvede hun hurtigt at vride sig fri selvom at det gjorde ondt.

Morgan så bare op på den anden vampyr, dog var det ikke et af de blikke som man havde når man snakkede, han kiggede endelig efter hvor han kunne bide ham henne eller mere hvor han havde lyst til at bide ham. hans blik røg dog hurtigt hen til hans "du skal nok passe lidt på med hvems navn du nævner" sagde han lidt køligt i det og vende sit blik mod Rose, da han godt kunne mærke at hun prøvede på at komme fri "vi er altså ikke færdig" sagde han irriteret i det og kastede hende hurtigt mod den mur hvor Dementri stod oppe på taget af.

Demetri satte sig ned på hug, og kiggede ned på Rose vis knogler havde sagt knæk nogen gange.
Hans øjne trak dog hurtigt igen mod Morgan, *Var det ikke han der havde været sammen med Alisa?*
Tænkte han og lagde hoved let på skrå, hans børster var rest omme i narken lige som når katte, eller
hunde bliver argersive.
Dog smilte han stadig da han mødte Morgans, lidt for vamle blik.
Lidt af alt mindede Morgan bare og Demetris Bror Cortez.
Lige så kejtet og nedern og se på som at snakke med.

Rose hulkede lavmælt da hun blev kastet mod en mur og rystede af smerte da hun havde brækket noget i kroppen. Hun så på Morgan og derefter op ad for at se hvad Demetri egentlig stod og lavede. Hun hadede at de to vampyre som hun hadede mest, stod et par få meter fra hende.

//nej Demetri det var ikke Alisa men Elisa d: //

Morgan så bare over mod Rose og grinte lidt køligt "gjorde det mon ondt?" sagde han og prøvede at lyde tænkende i det, selv om Morgan ikke ligefrem var den der tænkte særlig meget. han kunne ikke stoppe sig selv i at tage en dyb indånding, den stærke duft eller mere lugt af engelblod lå bare tungt i luften som en stankbombe hvis man spurgte Morgan. han så kort op mod vampyren og hævede sit ene øjebryn lidt "har du tænkt sig at sidde der som om du ser... hrmmm.. fjernsyn?" spurgte han om og skulle lige tænke over hvad det hed, da han ikke selv så fjernsyn og derfor heller ikke havde et. han begynde gå med flotte elegante skridt over mod Rosa "åh nej du blodet jo utroligt meget" sagde han og kunne ikke holde sit kølige grin inde

//Demetri er Russer så han udtaler navne lidt sjovt XD//Og Rosa Hedder Rose xD//


Demetri hyggede sig ret så meget lige nu så han svarede bare.
"Jeg hygger mig da" han kiggede ned på Rose og på Morgan igen, "hm..." duften af Rose blod mindede bare om hvor meget han havde Rose, Hans øjne begyndte svagt at glitre, da Morgan gik Elegant over til Rose.
Han rejste sig dernæst op, og kiggede lidt rundt.
*jeg tror jeg smutter* tænkte han og var begyndte at kede sig meget svagt.
Og hvis Morgan skulle lege færtig med Rose så ville Demetri da endelig lade ham gøre det færtigt, "Farvel" sagde han og begyndte nu at trække sig tilbage, ved at gå på kanten langs bygningen.

Rose så over på Morgan med et vredt og koldt blik, men havde et hånligt smil på læberne og fnøs "Jeg overlever.." sagde hun lavmælt og kunne mærke hvordan det varme blod gled langsomt ned, forskellige steder, på hendes krop. Hun så på Morgan og derefter op på Demetri og hadede virkelig de to "I er sgu utrolige.." hviskede hun og prøvede at halte væk.

//jaer okay.. jeg kan bedre lide Rosa end Rose x'D //

Morgan så bare op på Demetri, han kunne vel ikke bare lade ham smutte? det var jo ikke tit han mødte nogen vampyr, og når der endelig var hans ynglingsblod i nærheden så kunne han vel ikke andet end at få en lille prøvesmagning. hans blik røg hurtigt hen mod Rose da han hørte hendes stemme, og at hun prøvede at flygte fra ham igen. han sparkede hurtigt til hendes fødder og greb fat i hendes hår, inden han slog hendes hoved mod muren og gav slip på hende. han hoppede hurtigt op på taget og stirrede hen mod Demetri "du skal da ikke bare gå" sagde han og løb hurtigt hen til ham og greb fat i hans trøje/jakke bag på ryggen for at få ham til at stoppe.

Demetri vendte sig halvt og tog også fat i Morgans jakke/trøje, og svang Morgan over sig selv, og ned i tagstende.
HVorefter han trædte på hans brydtkasse med sin ene fod alt imens han pressede hårdt ned op ribbenene,
hans øjne glitrede meget meget svagt, og hans metalliske grå øjne stirrede på Morgans ansigt udtryk.
Demetri sagde ikke noget de første 2 min, men sagde så i stilheden, "Lad være med at røre ved mig"
han pressede nu sin fod endnu hårdere ned i hans brystkasse.