Dam dam di daai (Til den dovne Vic! :b )

Sted. Den triiiiiiiste skov
Vejr. ... Trist? Gråvejr og mørkt
Tid. 02.32
Omkring. Only tha Rose! :b
Dag+dato. IRL
Påklædning. https://2img.net/h/oi54.tinypic.com/2nv5xg6.jpg

Roses skridt kunne høres lavmælt mod skovens bund. Hun havde et svagt smil på læberne og havde gået gennem skoven for at komme hjem. Først havde hun været lidt usikker, men havde jo så husket på at hun ikke havde noget at være bange for. Hun var jo blevet vampyr og var endda E-vampyr. Så derfor var hun jo stærkere end det meste som kunne finde på at overfalde hende i skoven. Hun gik hen af den tildækkede skovsti og kom forbi en alt for bekendt sti og huskede hvem der boede i skoven. Vic. Hun bed sig blidt i underlæben ved tanken om ham, og det som de havde været igennem. Hun tog en dyb indånding og gik langsomt ned af stien hvor hun vidste at hans lille træhytte lå. Hun burde jo ikke føle frygt for ham, men hun kunne ikke lade vær med det da hun stadig havde stor respekt og frygt for ham på grund af det som han havde gjort mod hende.
Hun kom hurtigt til hans lille hytte og så på det mørke omridset af hytten, som lå nogle få meter fremme. Hun stod lidt og betragtede hytten og mærkede hvordan minder vældede ind over hende og hun vidste ikke helt hvor god en idé dette var. Men hun ville gerne! Hun ville gerne vise ham at hun ikke var en lille svag engel længere, og at hun sagtens kunne banke ham nu! Hun ville se hans ansigt når han så hende, og når hun viste ham hvor stærk hun egentlig var blevet. Hun hadede ham stadig for at have behandlet hende som han havde gjort og hadede tanken om at han stadig troede at der var en svag Rose ude i verdenen. Så nu.. Skulle hun vise ham!...

Vicente sad ved vinduet inde i sin lille skovhytte. Han sad helt alene i det buldermørke og stirrede imod døren. Hans blodrøde øjne glødede let i mørket og fungerede næsten som to små svagtlysende lamper i mørket. Han sad der og trak hverken vejret eller blinkede. Han ville kunne gå for at være død, hvis et menneske fandt ham. Dog var han ironisk nok allerede død, dog en levende død. En af nattens kreaturer, et af dem som skabte frygt og sorg ved et enkelt åndedræt. Hans lange sorte hår hang løst ned langs hans ryg og brystkasse og det stod mere eller mindre i kontrast med hans ligblege hud. Vicente fornemmede nogen, én som forekom ham bekendt, men alligevel så utroligt forandret. Den person, som bevægede sig nærmere imod hans hytte havde han mødt før, men personen havde forandret sig meget, kunne Vicente mærke. Kunne dette være Rose, som hans fornemmelse fortalte ham? Han indsnuste luften, som vist nok var det første luft han havde fået ned i lungerne i mange timer. Normalt ville han kunne have genkendt Rose på lang afstand, da hendes friske, levende engleduft plejede at skære igennem den døde stank, som hang så tungt over Vicentes hytte, den stank som også hang om Vicente. Vicente drejede sit hoved imod vinduet og så ud. Udefra ville hans to blodrøde øjne kunne ses, hvis man så imod vinduet. To små røde gløder som pludseligt var dukket op der i vinduet.

Rose vidste at hun ikke ligefrem duftede af engel mer.. Men hvis man kom tæt nok på så ville man godt kunne dufte at der stadig var noget engel agtigt over hende. Hun havde fundet ud af at lige meget hvad hun havde gjort, så havde hun ikke kunnet få duften af engel helt af sig. Hun betragtede det mørke vindue som hun vidste at Vic sad ved. Hun kunne mærke ham. Lugte ham. Og så... Så så hun ham. Hans røde øjne skar gennem natten og hun fik hurtigt øjenkontakt til de uhyggelige øjne, som hun hadede. Hun kunne ikke lade vær med at synke en klump af nervøsitet, men fik sig hurtigt samlet sammen og gik frem mod hans hoveddør. Selvom at Rose nu var en E-vampyr, så var hun stadig ret nervøs og bange for hvad hun gjorde. Det havde været sjældent at hun havde bevæget sig udenfor en dør i ret lang tid nu, og hun havde nægtet at gå udenfor for at få noget at spise. Og alt dette var på grund af at hun så sig selv som et monster. Nu havde hun jo også levet i 1500 år som engel og derefter Ærkeengel. Så hun kunne ikke lige ligge vanerne og sine meninger på hylden, bare lige sådan. Det ville tage noget tid. Og hun mente at hun ikke ligefrem ville lade vær med at være bange for den vampyr som sad inde i hytten og så ud på hende. Han.. Han ville altid skræmme hende på en plan som kun få gjorde. Hun tog en dyb indånding og gik helt hen til hoveddøren, og lod sin hånd banke let på og prøvede at få en maske som ikke viste nogle følelser for det som skete. Hun ville ikke lade ham få den tilfredsstillelse at se at hun stadig var nervøs og bange for ham. Ikke tale om!

Vicente fulgte hende med sit kolde, gennemborende blik indtil hun stod foran hans dør. Det var skam Rose, dog var hun ikke længere engel. Rose var godt nok en af de sidste, som han havde regnet med at se som vampyr. Vicente vendte blikket imod døren og ventede på, at bankene ville komme og de kom rigtigt nok lige bagefter. Vicente rejste sig og lagde sin kolde, blege hånd på dørhåndtaget og trykkede det derefter ned for at åbne døren. Den åbnede med en knirkende lyd og Vicente stod nu ansigt til ansigt med Rose. Vampyr var hun blevet, kunne han se. Hun havde endeligt givet efter til mørket og ladet det omfavne sig. Sådan så Vicente på vampyrisme. Et uigennemtrængeligt mørke, som omfavnede én som et tykt slør og når det først havde slået sine kolde, døde kløer i én, så havde du fået mørkets gave. Vampyrisme. Nogle så på det, som en helvedes forbandelse imens andre så på det, som noget der kunne udnyttes, noget som ikke var helt skidt. Sådan så Vicente på det. Det var ikke dårligt i hans øjne. Vicente åbnede døren på vid gab og trådte så lidt til siden, så Rose kunne træde ind. Nu var hun jo vampyr, så han så ingen grund til at være fjendtlig. Nu var hun jo ikke længere den kilde til blod, som han før havde set hende som. Nu var hun som han. "Træd indenfor." Sagde han, men hans stemme var dog kold, mere eller mindre monoton, som den plejede at være.

Rose så lidt køligt op på Vic og så ham stadig som det røvhul som hun altid havde gjort. Han havde jo ikke ændret sig det meste. Hun så ham ind i øjnene og ville ikke vise nogen tøven ved det, men kunne godt mærke at hun blev mere og mere nervøs for det. Hun kunne mærke at han var lidt overrasket over at se hende sådan, men hun ville ikke sige noget eller kommentere det og blev lidt overrasket over at han ikke var fjendtlig overfor hende, og faktisk lod hende komme ind i hans hus uden nogen sarkastiske bemærkninger. Hun så lidt usikkert ind i hyttens mørke, men lod derefter sine fødder føre sig ind i mørket og lod ikke sine øjne gå tilbage på Vic. Hun kunne egentlig ikke lade vær med at smile over tanken om hvordan han havde det med at hun egentlig var stærkere end ham nu, og at han ikke kunne gøre noget ved hende, da hun jo ville være i stand til at kæmpe imod.. Og faktisk vinde..

Vicente lukkede døren efter hende og vendte sig så om og så på hende. "Endelig en god forvandling." Sagde han, stadig med det næsten monotone toneleje. Han satte sig på den stol, som han næsten altid sad på. Den, som stod ved det bord han arbejdede ved. Vicente havde ikke haft gang i nogle nye kunstværker her for tiden, dog var bordet stadig snavset og støvet med savsmuld og andet. Vicente hvilede sit blik på hende og havde endnu ikke blinket én eneste gang. "Rose, tro ikke at min høflighed skyldes din nye styrke. Jeg er blot høflig imod min egen slags." Sagde han og lænede sig tilbage. Vicente var bestemt ikke bange for hendes styrke. Godt nok var hun blevet stærkere end ham efter at hun var blevet vampyr, men Vicente havde stadig mere erfaring som vampyr end hun havde. En styrke ville jo ikke være meget værd, hvis man ikke vidste hvordan den skulle bruges.

Rose så lidt rundt i det mørke rum og lod sit blik falde tilbage på Vic. Hun løftede et øjenbryn af det som han sagde, men tvang sig selv til ikke at komme med noget snerrende. Hun stillede sig over til bordet og lændte sig blidt op mod det og så på Vic og kunne ikke lade vær med at grine kort over ham "Ja, det ville være underligt selv for dig hvis du pludselig er høflig overfor mig på grund af min styrke" sagde hun hånligt og lagde armene over kors. "Men jeg vil nu ikke vise nogen høflighed overfor dig.. Du er stadig den idiot som du altid har været" sagde hun og lød lidt køligere og kunne virkelig ikke fordrage ham.

Vicente fulgte hende med sit blik og sad helt stille, som han havde gjort før han havde inviteret Rose indenfor. Han hverken trak vejret eller blinkede. Han så ind i hendes øjne med sit kolde, gennemborende blik, som nogle endda havde kaldt for et "dødt" blik. "Ha. Ha. Ha." Lød det fra Vicente. Det lave grin, som dog knapt nok kunne kaldes for et grin, da det mere lød som et rustent forsøg på et grin. Han løftede sin blege, tynde hånd og strøg en lok af det lange sorte hår om bag det ene øre. "Jeg forventer ingen høflighed fra nogen." Lød hans stemme så og han placerede derefter sin blege hånd på bordet og hvilede den der, den anden var placeret på hans knæ. "Én ting skal du dog vide. Din nyvundne styrke er intet værd, hvis du ikke ved, hvordan den skal udnyttes. Hvis det er dit tilfælde, så kan du stadig nemt ende som et offer." Forklarede han så.

Rose så på ham og løftede igen et øjenbryn af ham da han begyndte at grine af hende. Hendes øjne hver og enkel af hans bevægelser og rystede på hovedet af ham "Nej, det var da godt.." mumlede hun og så lidt ud i det mørke rum, men vendte hurtigt sit blik tilbage på ham og smilte ikke længere "Jeg nægter at blive gjort til et offer igen!" sagde hun hårdt og køligt og havde skam nok erfaring om hvordan man kunne stoppe folk fra at gøre ting og få dem væk fra sig i lang tid nok til at kunne slippe fri.

Vicente rejste sig op og fjernede så blikket fra Rose, hvorefter han trådte over til den ene væg, hvor nogle af hans kunstværker hang. De flotte træbilleder, som han selv havde skåret. Vicente løftede sin blege hånd og lod de tynde fingre glide let over træoverfladen. "Som vampyr vil du sjældent være et offer. Du vil dog gøre mange til ofre." Sagde Vicente og vendte sig derefter om og hans blik landede på Rose igen.

Roses blik fulgte Vic og så lidt frem og tilbage mellem ham og hans såkaldte 'kunst'. Det var vidst en af de ting som hun hadede ved ham. Hans kunst. Det var en syg måde at udtrykke sig på, og det kunne hun simpelthen ikke fordrage. Hun lod sit blik forblive på Vic og rynkede panden svagt i modsigelse og rystede på hovedet "Jeg vil gøre mit allerbedste for ikke at lade nogen blive til mine ofre.." sagde hun lavmælt og ville ikke få folk til at lide eller dø, bare fordi hun er sulten. "..Der er mange måder at stille ens tørst på.." fortsatte hun og havde ret mange idéer til at kunne stille sin sult uden at lade det gå ud over uskyldige mennesker..

Vicente rystede stille på hovedet og hans lave latter kunne høres fra ham. "De ord kom også engang fra min mund.. Men tingene ændrede sig.. Drastisk." Fortalte han og vendte sig så med fronten imod Rose. "Lad mig give dig et råd, som du kommer til at få brug for, hvis du sulter dig selv, Rose. " Sagde han. "Hold dig fra folk, som du holder af." Afsluttede han sætningen og nikkede så let, hvorefter han så tænkte tilbage på dengang han selv først lige var blevet forvandlet til vampyr. Han havde haft de samme tanker, som Rose havde lige nu. At han ikke ville lade det gå ud over uskyldige, men det hans blodtørst havde taget over og det var gået ud over hans egen familie.