Al for meget larm (Samilla)

Han sukkede og grinte lidt.
Som om en dør kunne forhindre ham.
Han gik hen og fordi mænd af naturen var stærkere, lykkedes det ham at åbne døren.
Han greb hårdt fast i hendes arme og holdt hende ind mod væggen, i en voldsom bevægelse.
Han havde sådan lyst til en frisk sjæl og hvem skulle forhindre ham nu? Hun havde bragt sig selv i en fælde.

Hun kiggede let på ham og kunne ikke få sig til at sparke ham væk,,, hun var ved at lade en tåre trille, men hun holdte den tilbage.
* Jeg kan godt sparke ham, jeg kan godt* Tænkte hun.
Da hun sparkede ham løb hun ud ad toilete og hen mod hoved døren hun skulle til at låse den op.

Han reagerede hurtigt og sparket ramte ikke helt som hun nok havde ønsket, men forsinkede ham alligevel.
Han bandede, hvorfor havde han dog ikke bare brugt sin evne da han havde chancen?
Han løb efter hende og væltede hende omkuld, og låste døren, som hun lige havde låst op, igen.
Han smilte lidt og stod op af døren og så på hende, håbede på et øjebliks øjenkontakt...

Da hun blev væltet omkuld ´kiggede hun op på ham og hun ønskede ikke at få øjen kontakt med, men helt som hun ikke ønskede det, skete det.
Hun prøvede at rejse sig hurtigt nok til at kunne flygte, men hun vidste hun ikke havde en chance mod ham.

Øjenkontakt.
Han lavede straks forbindelsen.
Han lod sin evne sprede sig rundt i hendes hoved, som et spind, ud i alle sider, alle steder.
Han ville kunne få hende til hvad som helst vis han ønskede det.
Han greb fat i hende og hev hende ind i stuen igen.

" Lad mig være " Skreg hun da hun mærkede det inde i hovedet.
" Hvad har du tænkt dig at gøre? " Hviskede hun da hun ikke orkede at skrige det.
Hun var bange og lukkede øjnene og ønskede det var en meget lang drøm.

"Godt spørgsmål" smilte han og så lidt på hende
"Jeg havde sådan set tænkt mig bare at tage din sjæl, men når du skal sparke..." han så lidt på hende igen
"...Kan det godt være jeg får andre tanker...Måske tager jeg en lille bid af din sjæl, så der er visse du ting du vil glemme for altid, en lille del der vil forsvinde og føles tomt, men du dør ikke af det, dog har det drevet nogen til vanvid så de begik selvmord" sagde han

Hun bad ham stoppe og hendes øjne var svage ad radsel.
"Nej lad mig nu være "sagde hun og sendte et ondt blik til ham.

Han grinte lidt
"Nææ, hvorfor skulle jeg det? Du har alligevel ikke noget der interessere mig" sagde han og greb fat i hende og hev hende op og stå.
Med en lille tanke fik han gjort så hendes krop ikke ville reagere vis hun bad om at slå ham.
Når båndet først var lavet kunne det først stoppe når han tog det tilbage.

Samilla sukkede let *Han er det værste der er sket for mig*Tænkte hun.
Hun kiggede på ham og hun gjorde ingen modstand da hun ikke kunne.
"Ville du ikke stoppe det"Hviskede hun som om alting gjorde ondt.

Tanken om han havde magten over hende, bestemte hvad hun skulle, steg ham til hoved.
Den følelse elskede han og tit var det mest den han var ude efter...Og så over en kvinde.
Siden hende havde han til en vis grad hadet kvinder...men også kun næsten.
Han grinte lidt og gik helt hen til hende...Bare en lille bid...bare en smags prøve...
"Mener du, du har noget at leve for?" hviskede han og smilte

"Hmm" sagde hun " Nej egentlig ikke, men du går ikke bare og stjæler folks sjæl på den her måde" Sagde hun * jeg har egentlig ikke noget at leve for* Tænkte hun og skjulte den tåre der trillede ned ad hendes kind.

Han grinte igen og lod en finger glide ned langs hendes kæbe
"Joda, det er det jeg lever af... I starten, som et uskyldigt barn, var det svært at vænne sig til, men efter så mange år vænner man sig til det, ja holder faktisk næsten af det" smilte han

Hun synkede en klumb da hun mærkede hans finger ned ad hendes kæbe, Hun var ikke bange for døden, men for hvor ondt det ville gøre at dø på den måde her.

"Jeg tror din sjæl vil smage rigtig godt" smilte han stille, han greb fat om hendes kæbe
"Så vidt jeg ved gør det ondt, de fleste mærker det vist slet ikke, det hele bliver vist bare hurtigt mørkt og koldt...og så er man død" sagde han
"Men jeg lovede jo kun at smage, så du vil ikke dø i aften" han tvang hendes mund op og åbnede sin egen mund lidt, lige ved hendes mund og sugede blidt ind.
Den søde smag var himmelsk! Det var svært kun at smage, men det lykkedes ham at trække sig lige så hurtigt tilbage som han var begyndt.
Hun ville ikke dø, det ville bare være visse ting der....var væk.

Hun skubbede ham væk, og gik hen og gav ham en lussing i hovedet, da hun havde svært at huske hvad han havde gjordt, men hun vidste han havde gjordt noget.
Hun løb ud i gangen Da hun havde lyst til at gå tilbage og sparke og slå ham hårdt, men hun var beskæftiget i at prøve at låse døren op.

Han mærkede slaget og den svage svien bagefter.
Det skulle hun ikke have lov til at slippe af sted med! han var hurtigt efter hende og væltede hende ned igen.
"Hvem fanden tror du, du er?" snerrede han og gav hende et slag i maven, ingen skulle slå på ham...i hvert fald ikke kvinde.
Han stilte for foran døren og lukkede den igen.
Det blev vist en lang aften...

Hun rejste sig "Jeg er at jeg er en der ville væk herfra "sagde hun med et pust fra slaget i maven. Hun førte foden mod hans lem så han fløg tilbage i døren da hun løb ind i stuen og prøvede at flygte fra ham.

Han bandede, hun havde dog ramt lidt ved siden af da han havde reageret da han så slaget komme, men det gjorde stadig ondt.
Han var hurtigt efter hende igen, med sin evne fik han hende til at mærke smerte, store smerte som kom i jag hver gang hun bevægede sig.
Han mærkede hvordan raseriet snart nåede det røde felt.

Hun faldte sammen da hun mærkede raseriet i kroppen, hun rejste sig og lod smerten blive i kroppen. Da hun løb rundt som en med krampe.
*Jeg har lyst til at *tænkte hun da hendes tankegang blev afbrudt.

Han greb endelig fat i hende og svang hende ind i sofabordet.
Han hev fat i hendes hår og hev hende tilbage igen så hun endte på ryggen på gulvet, han skyndte sig hen ved siden af hende, så hun ikke kunne sparke ham i skridtet.
Han satte sig oven på hende og slog hende en gang i hoved.
Han havde lyst til at kalde hende alt muligt, men sagde ingen ting.
Blod...Han havde vist givet hende næseblod.
Han rejste sig op og greb fat i hende en gang til , hev hende med ud i entreen, låste døren op og smed hende ud af sin lejlighed så hun røg ind i væggen over for.
Han lukkede og låste døren igen mens han slap hendes hoved og prøvede at falde til ro.

Hun faldt fuldstændig sammen "hvad skete der " sagde hun da slaget i hovedet havde beroligendet hende. Hun kørte hånden gennem næsen og kiggede på fingren der var blod på fingren.

Han trak vejret dybt et par gange, han trængte virkelig til at komme ud efter en sjæl!
Men ikke endnu, først skulle kvinden forsvinde...Hvilket mindede ham om at han nu også måtte finde et byt sted at bo, igen.
Han gik ud i køkkenet og vaskede blodet af og drak lidt vand.
Så gik han ind i stuen og satte sofabordet på plads.
Der var, heldigt nok, ingen pletter på gulvet.

Findes Julemanden her ??

Samilla gik ned ad opgangen, *hvad skete der ?* tTænkte hun men det stoppede ikke blodet ved næsen.