En lille tur //Mijana//

Tid:19.08
Dato:12/8
Dag:Tirsdag
Vejr:Skyerne dægger for solen.
Omgivelser:Den skøre by og mennesker.

Akane gik rundt og kiggede på de mange sjove ting i den skøre by. En dreng kom trækkede med sin mor og far på slæb. *Sikke lykkelige de ser ud, børn har heler ikke noget at frygte. Udover mig* Hun smilede. Alle de børn som bare ventede på, at blive ædt, af et af væsenerne fra deres verden. Og hvis det ikke blev en eller anden tilfældig vampyr, så blev det hende.

Mijana var ude at gå den daglige tur i parken. Hun blev ret deprimeret af de grå skyer der dækkede for solen, så hun kunne ikke holde op med at tænke på den manglene familie. Hun gik hen til det sted hvor hun altid sad når hun var der. Henne på bænken ved det store døde egetræ. *Gad det var mig der kunne gå her sammen med min familie og lave de ting en familie nu gør* tænkte hun små trist.

Akane gik ind i det skøre hus og kiggede sig omkring. Der var spejle og noget som mindede om et hamster hjul. Hun kiggede på sin reflektion i spejlet. *Hvis nu overtroen er rigtig, så er det godt man ikke er vampyr ligenu* Hun kunne ikke lade var med, at smile. Hendes reflektion sendte et vrænget smil tilbage. Nu kiggede hun med foragt på spejlbillede. Hun viste sin lange spidse tænder i en grimasse, og skyndte sig derefter ud af det skøre hus. *Møg by* tænkte hun og skyndte sig ud til en af parkene istedet.

Mijana havde aldrig forstået helt hvorfor hun gik hen til det store døde egetræ, men det var som om det var hendes skæbne at der ville ske noget vigtigt i hendes liv en dag , og det ville være der. Men der var endnu ikke sket mere end at en dreng pegede fingre af hende, så hans mor trak ham væk.

Akane gik rundt i parken, indtil hun fandt en bænk ved en lille sø. Hun kiggede ned i søen og så igen sin egen reflektion. Hun skyndte sig, at kigge op i stedet. Den eneste grund til, at hun ikke gad kigge sit eget spejlbillede var. Fordi hun havde det som om, at det var en anden end hende der kiggede op gennem det blanke vand. Der begyndte, at komme ringe i vandoverfladen. Det var en lille dreng, som sad ovre på den anden side. Han kigede også ned i det blanke vand med foragt. *Gad vide om hans mor ved hvor han er? EJ hold op med, at blive sentimental. Akane tag dig sammen!!* Akane rejste sig og gik over mod den lille dreng. Han kunne ikke være mere end 6 eller 7 år gammel. "Hvorfor sidder du her? Tror du ikke din mor bliver bekymret?" Aakane prøvede at lyde som om, at hun var bekymret. I virkeligheden ville hun bare finde ud, hvor langt væk moren var. Drengen kiggede på hende og sagde:"Jeg har ingen mor, der er ingen der vil tage sig af mig" Første kiggede Akane på ham med en blanding af medlidenhed og foragt. Der var noget inden i hende der var imod, at skade den lille dreng. Men hun havdde brug for en skygge i en fart. "Jeg kan godt passe på dig" sagde hun med en stemme der var for sød til, at være sand. Hvilket den også var. Akane lagde en arm om den lille dreng, og så snart hun havde et godt tag i ham tog hun hans skygge og lod ham falde ned i den lille sø. Det larmede meget. Men det eneste menneskene ville kunne se, var hende der sad ved kanten af den lille sø. Akane rejste sig og gik. *Drengen har vist ramt bunden nu* så fjernede hun illusionen.

Mijana havde lige set noget hun hverken forstod eller troede på, der var lige en pige henne ved søen der havde fået dræbt en dreng! Men hvordan, hans skygge forsvandt og så røg han i vandet. Pigen var bare gået videre som om der ikke var sket noget. Heldigvis havde hun ikke set Mijana.
Mijana overvejede at løbe hen til pige og sige at hun godt så det, og at hun ville have en forklaring men hun kunne ikke, hun var i chok over det hun havde set og var også bange for at piggn skulle gøre hende noget *altså jeg vil så gerne vide hvad den pge gjorde men hvad nu hvis hun dræber mig, men ingen vvil jo savne mig så det er nok ikke så slemt.* Mijana tog sig sammen hun samlede alt det mod hun havde i sig (og det var ikke særlig meget) Hun rejste sig meget stille op gik små og meget stille skridt i starten, så gik hun lidt hurtigere, og til sidst løb hun stille som en mus hen bag pige. Hun stod stille et lille øjeblik for at samle nok mod til at spørge "Hvad gjorde du ved den lille dreng henne ved søen!?" hun fortrød meget efter hun havde sagt det og vendte sig straks om og begyndte at løbe væk.

Akane vendte sig om ved, at der var en der råbte bag hende. Da hun vendte sig om så hun en pige som løb væk. *Skal jeg følge efter?* *Jep* svarede en stemme i hendes hoved. Akane løb efter pigen. Det var faktisk ik så svært, for pigen virkede som om, at hun var for bange til at løbe. Da hun var lige ved siden af hende tog hun fat i pigen ene skulder. Pigen mistede balancen og faldt. Akane stod og tårnede sig op foran hende. Pigen måtte være et år yngre end hende. Hun lugtede. Et smil bredte sig på Akanes ansigt. Pigen var vampyr.

Mijana havde ondt i knæet efter styrtet og var nu mere bange end nogensinde før i sit liv, hvad skulle hun gøre, Pigen stod bare der og smilede med det mest uhyggelige smil Mijana nogensinde havde set *okay hvad gør jeg nu, jeg kunne begynde at rejse mig stille op og løbe så hurtigt væk som muligt, ellers kunne jeg bare sige at hun lige så godt kan dræbe mig. Ja jeg tror den med at dræbe så kan alle mine piner stoppe* tænkte Mijana desperat " Dræb mig bare, for ja jeg så det du gjorde ved den dreng og det kan du ikke ændre!2 sagde Mijana hurtigt uden at trække vejret imellem ordene, og med en meget dirrende stemme som lød bange hvilket Mijana også i den grad var. Men det Mijana forstod mindst var at hun bare stod og smilede, det skræmte hende, ville hun så dræbe hende? var hun en masse morder? ja hvem var hun egentlig?

"Indtil vidre vil jeg ikke dræbe dig, er det ikke rart, at få at vide" spurgte Akane ironisk. Hun smilede. Smilet viste ikke, at det skulle have været sjovt, det hun havde sagt. Det var et smil, som fik pigen til at gyse. Et smil som kun en 'massemorder', som pigen havde udtrykt det, kunne have. Akanes lidt gulige spidse tænder kom til syne. Akane trådte et skridt nærmere pigen og kiggede hende i øjnene. Akanes øjne havde altid haft en virkening på nogle mennesker eller væsener. De store lilla øjne så måske ikke så truende ud. Men historien bag dem var ikke særlig sjov. Og hvis øjnene var sjælens vinduer. Ville ingen kunne slå ruden i stykker.

Mijana stirrede bare tilbage i de øjne hun syntes virkede så åndforladte, "ihh jo jeg er over lykkelig, jeg har jo mødt sådan en engel af en person" fløj det ironisk ud af munden på Mijana mens hun stirrede videre i pigens øjne. efter at have stirret i lang tid begyndte der at komme underlige tanket frem * Er den pige menskelig, gad vide om hun er en demon, nej det kan hun ikke være for demoner findes jo ikke, men på den anden side virker hun jo så umeskelig. Jeg kunne jo spørge, nej det er for farligt, jeg gør det.* " Du er en Demon er du ikke?" kom det ud af munden på hende igen.

"Ja, det er jeg. Skygge dæmon" sagde Akane. De stirrede på hinanden, sagde ikke mere. Akane vendte sig om og gik væk. *Jeg kan sikkert finde noget sjovere, at lave en at stirre på en eller anden tilfældig pige*

Mijana forstod ikke, fandtes der virkelig demoner! Mijana sad som forstenet og så den mystiske pige gå væk, *skal jeg løbe efter hende, eller bare sidde her* tænkte hun mens hun sad i chokket, men hun bestemte sig for at løbe efter pige. Mijana rejste sig stille op og løb hen til pigen, "vent lidt du der demon pige! hvad hedder du? halv råbte hun forpustet.

"Det vil jeg fortælle dig, hvis du siger hvad du hedder" sagde Akane. Akane og pigen kiggede igen på hinanden. Akane vidste ikke, om hun skulle bliver eller gå sin vej. Hun vidste ikke en gang, hvad det egentlig var hun ventede på, pigen virkede alt for bange til at svare.

Mijana virkede undret over det svar,*Er det sikkert at sige sit navn til en demon, mon* overvejede hun. Men inden hun nåede at tænke færdigt fløj ordene som altid ud af munden på hende. " Vil du så ikke gøre et eller andet ved mig hvis du kender mit navn?" Sagde hun hurtigt. Mijana fortørd nu hun sagde det.

"Nej ikke hvis du gør som jeg siger" sagde Akane. Hun var irriteret over, at vampyren ikke svarede.
*Hvis den vampyr ikke snart gør noget andet end, at være bange og svare ved, at stille spørgsmål. Så gider jeg ikke det her pjat længere* tænkte hun vredt og så omtrendt lige så vred ud. Måske mere...

"okay jeg hedder Mijana. Men hvad hedder du?" sagde hun så, sikker i sit svar. Mijana gad ikke bekymre sig mere, det var nemlig så irriterende at bekymre sig, ja hun orkede det faktisk ikke mere, nu var hun egentlig bare mere nysgerrig efter at vide noget mere om den dæmon pige.

"Akane" svarede Akane koldt. Hun kiggede Mijana ind i øjnene. Hun sagde ikke noget, hun kiggede bare. Indtil noget omme bag Mijana fangede hendes blik. Der var noget omme bag hende. Akane kunne ikke så hvad det var, men havde på fornemmelsen, at hvad det end var, ville det ikke noget godt. Hun tog fat i Mijana og trak hende med sig, og i næste øjeblik løb de. For noget havde sat i løb bag dem...

"Hvad laver du slip mig! jeg mener det!" sagde Mijana surt, og meget irrirteret over at Akana havde fået rodet hende ind i et eller andet. Mijna fik til sidst vredet sig fri, så hun kunne stoppe. Da hun havde stået i et stykke tid hørte hun nogle hurtigt fodskridt komme hen mod hende "Akana, eller hvad du nu hed jeg har sagt at jeg ikke gider..." sagde Mijana, men stoppede sætningen fordi hun nu så hvofor den anden pige var løber, foran hende stod en stor og kæmpe ulv, på to ben.

Akane kiggede tilbage. Mijana stod der bare og kiggede på ulven. "Hvorfor løber hun ikke? Nå, men så er det hendes eget problem, hvis hun ikke vil løde" tænkte hun, mens hun løb videre.

Mijana var stadig skrækslagen og kunne ikke gøre andet end bare at stå der og kigge dumt på den store uhyggelige ulv. "J-jeg vil ikke dø" Snøftede hun stille.
Mijana kunne nu endlig bevæge sig, sp derfor gav hun ulven en på tuden og løb, hun løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende uden at kigge tilbage eller stoppe, hun ville bare væk. *Bare ulven ikke er lige bag mig, jeg kan snart ikke mere* Tænkte Mijana efter at have løbet flere minutter eller timer og havde svært ved at få luft nu, men hun ville ikke skades af ulven den var så stor og uhyggelig jo.

Akane var kommet ret langt væk nu. Hun løb stadig. Så stoppede hun for at så vejret. Hun kiggede sig over skulderen. Ulven var der ikke mere. *Hmmm gad vide hvor den er? Hehe og så er det her man vender sig om og så står den lige foran en* Hun smilede. Selvom det måske ikke var den rigtige situation at smile i. Men ulven var i hvert fald ikke foran hende eller bagved.

Nu stoppede Mijana og lyttede efter om der var nogle, der var ikke andet at hører end hendes eget åndedræt. Hun stod der og fik stille pusten igen, men så skte det hun hørte en lyd, en knækket gren og nogle store tunge skridt. De tunge skridt kom nærmere og nærmere. Mijana gik i panik og kunne derfor ikke løbe hun stod bare der og skreg uden en eneste lyd.

Akane stod gemt i en gyde. Hun stod i skyggerne så man ikke kunne se hende. Hun gled ned af muren så hun sad ned på jorden.
Hun lyttede og sukkede. Ulven var væk...
I hvert fald lige forløbi