Werclares gode sider - Morgan.

Tid: Klokken sniger sig imod midnat.
Vejr: Stjerneklart og køligt. En lille smule blæst.
Sted: Tæt på vandet.
Omgivelser: Ingen. Der er forfærdeligt stille. Ildevarslende, men selvfølgelig tænker hun ikke på det.. oo'
Påklædning: Hvid, lang strikket trøje og sorte leggings.
_________________________________________________________________________________________

Jane - en engel - var taget til Werclare, tro det eller ej. Hun var nysgerrig og kedede sig forfærdeligt i Sheria. Hun håbede ikke ligefrem på at løbe ind i en vampyr, så det var derfor hun holdte til ved havnen. Det ville da ikke være det værste at løbe ind i et par fyre hun kunne hygge sig med. Måske et par søde piger. Måske en gruppe med det hele. Lidt mikset. Og hvis de blev lidt slemme, så ville hun bare sætte dem på plads. Hun fandt sig ikke i hvad som helst.
Den kølige natteluft fik et ekstra pust af havluften, og fik Janes platinblonde hår til at fyge om hendes ansigt, og de mørkegrå øjne. Hun lignede en kliche på en engel. Hendes øjne var bare for mørke.

Morgan elskede at tage ned til havnen når han alligevel ikke var hjemme hos kæresten, da der næsten aldrig var særlig mange personer der nede og når der var så var det altid nået han kunne hygge sig med. Det var nok et af hans ynglingssteder at tage hen, og det var også det som havde fået ført ham hen til Havnen. der var næsten helt stille og man kunne næsten kun høre lyden fra hans sko der gik, og de gange han sugede røgen af sin smøg ind i munden. han stoppede hurtigt op, da duften af engel var tæt på *de skulle virkelig lære sig at holde sig væk fra Werclare* tænkte han og havde og ville nok aldrig forstå hvorfor engle overhovedet turde komme der hen, det var som om de ligefrem gerne ville dø og mest når de valgte den tid som de gjorde. hans blik søgte efter den friske duft af engel, hans øjne lyste næsten ligefrem op i mørket og lignede lidt dyre øjne som man kunne se i mørket hvis man kiggede godt efter.

Jane havde hygget sig og haft det fantastisk i den dejlige brise. Hun havde haft godt af den, og ikke bare sidde hjemme i sin stue med sine malerier, med den krasse terpentinduft i sine næseboer. Terpentin var farligt, det var usundt. Man kunne endda få varige men af det.
Mindet om terpentinen fik hende til at smile lidt, men så stivnede hendes smil. Det var ikke terpentin hun kunne dufte nu, duften var hundrede gange mere sød. Hundrede gange mere farlig.
Hun bed sig i læben. Hun var et fjols. Hun var uheldig. Men det var hendes egen skyld, hun burde have regnet med at møde en vampyr herude, så sent. Hun så sig tilbage, selvom hun prøvede at lade være.
Det var svært at se ham, men hun kunne meget svagt ane hans silhouet i mørket. Månen lyste ham ikke særlig meget op, men det var ikke nødvendigt. Hans øjne glødede, af lyst til at hendes blod. Hendes hjerte slog pludselig hurtigere, men hun måtte ikke vise sin angst. Et svagt - men ret nervøst - smil bredte sig over hendes læber.

Morgan så bare over på hende og smilte lumsk i det, da han tog sin smøg ud og smed den et stykke væk over i en skraldespand hvor det ikke tog længe før det satte ild til den. hans næsten kridhvide hud lyste op dog kun den ene halvdel af hans ansigt, dog var det nok til at man kunne se det lumske smil på hans læbe "hvad laver dog en engel er?" spurgte han med en flot og mandlig stemme om, hans arme hang bare ned af siderne på ham og bare var parat til at flyve på hende hvis hun prøvede at flygte.

Hans stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Ikke fordi den var grim eller noget, den var bare en smule for dejlig at høre på. Huden på den ene side af hans ansigt glødede næsten i månelyset, og fik hans hvide, spidse tænder til at træde frem.
"Jeg tog mig bare en gåtur." sagde hun nonchalant og sendte ham et stort smil, denne gang mere roligt. Hun måtte for alt i verdenen slappe af. Ikke flygte... Hun stak sine hænder i lommerne så han ikke så at hun knugede dem sammen.

Morgan så bare på hende og gad endelig ikke engang vide hvad hun lavede der "er det ikke det forkerte sted at gå en tur?" spurgte han bare om og gik roligt tætter på hende, mens det lumske smil forblev på hans læbe. og selv om han ikke var så meget for den søde smag af engelblod, så havde han besluttet sig.. han ville drikke hende tom for alt den søde blod, han ville få hende til at tigge om at ikke dø. han grinte hånligt inde i sig selv, over at sådan en engel turde gå en tur i mørket.