Det forkerte sted //jane//

dato: 31/11
årstid:Efterår
dag:Torsdag
vejr: Mørkt og tåget
sted: Skoven
tid: 00.15
omgivelser:mange mørke triste og sorte træer.

Det var en lille sti, der var helt stille det eneste man kunne høre var små lette fodskridt der ligeså stille kom hen ad den, Det var en lille tynd pige der kom hen ad den. Pigen var Mijana. Mijana havde ikke kunne sove den nat, fordi hver gang hun lukkede øjnene ffor at få søvn var der kommet de forfærdligste billeder frem , billeder hvor hun tog små børn der var alene hen, og myrdede dem. Hun myrdede ved at drikke deres blod. Mijana troede egentlig hun var på vej et helt andet sted hen, end den triste skov som de kaldte den. Hun havde bare gået i sine egne tanker. *Hvorfor får jeg altid sådan nogle underlige drømme mon? Jeg kunne aldrig myrde små børn, det var bare en drøm.* tænkte hun , men hvad hun ikke vidste var at de drømme var virkelighed, hun havde dræbt små børn.

Jane havde heller ikke kunnet sove, hun havde for meget terpentin i hovedet. Hun havde ordnet sit atelier for malingrester, og hun havde indåndet alt for meget terpentin. Hun var svimmel og havde ondt i hovedet. Men måske var det ikke engang terpentinens skyld, måske havde hun det bare ikke så godt...
Hun lod sine kolde, blege fingre løbe over tindingerne og masserede dem. Hun kneb øjnene hårdt i, og vandrede videre på den lille sti i den triste skov. Hun var kommet derhen ved et uheld, hun havde bare vandret, og nu var hun her. Hun havde ikke engang lagt særlig meget mærket til hvor hun var. Men hun var ikke særlig forsigtig.

Nu var Mijana kommet helt hen til grænsen af skkoven, hun lagde ikke engang særlig meget mærke til det, så hun gik derind. Mijana havde nu gået inde i skoven i 15 minutters tid, og opdagede først hun var der da hun faldt over noget, og slog sit knæ slemt. Hun så på sit knæ, men der var ikke noget at se, det gjorde bare ondt. *hvorfor skal jeg altid slå mig" tænkte hun små irriteret over sit uheld, hun kikked derefter ned for at se hvad hun var faldet over, men der var intet at se. Hvad var det egentlig hun var faldet over?

Jane stivnede pludseligt, da hun hørte noget rode i skovbunden. Hendes muskler var spændte, adrenalinen susede i hendes åre, og hun gjorde sig klar til at flygte.
Hun ventede et par sekunder, men der skete ikke noget som helst. Kun nogle flere, fumlende lyde. Selvom det var farligt, listede hun hen imod lyden. Hun kunne svagt ane en skikkelse tæt på jorden. Var det et dyr?
Hendes øjne vendte sig langsomt til mørket, og hun så at det var en pige. Hun tænkte slet ikke på at finde ud af hvilken race hun var, hun skyndte sig bare over til hende, for at se om hun var kommet noget til.
"Er du okay?" spurgte hun bekymret, og betragtede hende.

Mijana vendte sig om for at se hvor stemmen kom fra, og der lige bag hende stod en pige "ja, jo men hvad var det jeg faldt over, har du set noget ligge her? og hvem er du?" spurgte hun lettere forvirret, hun kunne slet ikke finde rundt i noget mere, hun var bare gået en tur og så var ligepludselig endt her sidene på skovbunden hvor der ligepludselig også var kommet en helt fremmet pige,"ved du hvor jeg er?" spurgte hun. Mijana kikkede op og opdagede nu natte himlen, og et træ der strakte sig flere 1000 meter op i luften, og kunne regne ud at hun måtte befinde sig i hjertet af skoven.

"Mit navn er Jane." præsenterede hun sig, og rørte meget forsigtigt ved pigens knæ. Det lod til at det gjorde ondt, og det havde vist også fået et slag da hun faldt. Det var måske forstuvet, men det kunne hun ikke lige sige med det samme. Hun var ikke en læge eller noget.
"Du er i centrum af Den triste skov i Werclare." Hun rykkede lidt væk fra hende, for at få sig et overblik. "Er du kommet noget til? Gør det meget ondt i dit knæ?" Hendes stemme var ret omsorgsfuld, underligt nok.
Hun så ned på jorden, og ledte efter det som pigen kunne være faldet over.

"den triste skov? den har jeg aldrig hørt om," sagde Mijana, mens hun bed smerten fra knæet i sig, hun ville helst ikke indrømme det gjorde ondt hun var bange for pigen (jane) bare ville syntes hun var en tude prinsesse og det ville hun mindst af alt i hele verden være. "Mit knæ er ikke så slemt det er bare et lille slag" sagde hun med en stemme man sanktens kunne høre løj.
Mijana kikkede nu igen ned for at finde det, eller den hun var faldet over, men der var stadig intet at se *Gad vide om det er usynligt jeg faldt over* kom en tanke lige pludselig ind i hendes hoved, og nu var hun ved at tro hun var sindsyg, ting kunne jo ikke være usynlige.

"Du må være ny her." sagde hun med et overbærerne tonefald, og hun lød som om hun talte til sin lillesøster som havde gjort noget dumt, men hun blev ikke sur fordi hun rent faktisk godt kunne lide den der dumme lillesøster.
Hun var lidt bange for at pigen ville blive sur, fordi hendes fingre var lidt kolde. Måske gjorde det meget ondt i hendes knæ, for Jane kunne godt høre at hun løj. Hun ville sikkert ikke skade sit eget ego. Det var vel en okay normal ting. Så kunne det ikke stå alt for galt med hende.
"Jeg tror du faldt over den her." Hun pegede på en stor gren som lå på jorden. Det lignede i hvert fald en gren. Jane var bange for at se hvad det i virkeligheden kunne vise sig at være, hvis hun kikkede længe nok på det.

"eller måske er jeg bare ikke så meget rundt omkring" sagde Mijana lettere irriteret over den overlegne tone pigen havde haft, hun gad jo næsten kun gå rundt i parken og sidde ved træet, men så var hun lige idag/nat kommet til at gå helt på afveje, og hvorfor kunne hun bare ike lyve, Hun var ved at blive gal.
hun så ned på den gren der lå på jorden som Jane havde sagt hun var faldet over, det skræmmende var bare at det mere , lignte en menneske hånd. *hvad det er da ikke en gren* tænkte Mijana, men skulle hun nu også sige det højt? eller ville pigen så bare tro hun var sindsyg? Det var nok bedst at sige der "er de den gren ikke e en menneske arm" sagde hun skræmt og chokeret.

"Det kunne da også være." sagde Jane, og prøvede at skjule at hun blev en smule såret over at pigen var blevet sur. Det var slet ikke sådan ment. Hun ville ikke være ond, især ikke når pigen lige var faldet og havde slået sig. Det lod også til at det gjorde mere ondt end hun ville sige. Alligevel ville hun ikke rede det igen. Det ville sikkert bare gøre det endnu værre.
Jane bed sig hårdt i læben, og så igen ned på... grenen. Hun var ikke sikker på at det var på grund af hendes begyndende paranoia, eller om det virkeligt var en menneskearm. Hun bukkede sig ned for at se efter, og det virkede altså som en arm. Hendes mave gjorde kramper, men hun holdte det inde. Hvad lavede en arm her?! Hun skubbede den væk med sin fod, og smilede falsk. "Det var bare en gren!" løj hun og så tilbage på pigen.

"Er du sikker? det lignte virkelig en arm, det er jo mørkt så det er svært at sige" sagde hun og håpede pigen ikke troede hun var kuk i kasketten. Mijana overvejede om hun havde slået hovedet da hun faldt, og begyndte at kunne mæke en dunken i det samtidig med at det ligså stille begyndte at sortne for hende. *Åhh nej, jeg må ikke falde hen og lade det sortne for mig, hvad nu hvis der så sker noget slemt, vågn nu, vågn nu vågn nu!" tænkte hun desperat, og nev sig stille i armen. Av sagde hun så stille at man skulle have hørelse som en hund for at kunne høre det.

Jane mærkede ligesom at der var noget galt med pigen. Hun satte sig på hug ned til hende igen, og så på hende med sine betragtende, blå øjne. De brændte sig næsten ind i kroppen på Mijana for at finde ud af hvad der var galt med hende. Hun så ikke ud til at have det alt for godt. Havde hun brækket sin knæskal eller noget der var værre?
"Er du okay? Det gør ikke alt for ondt, vel? Du besvimer ikke? Vel? Jeg kan altså ikke bære dig hen til dit hjem."
Janes stemme skælvede svagt. Det ville være noget lort hvis pigen besvimede.

" Nej nej jeg har det jelt fint, tror bare jeg er lidt over træt" sagde hun sikkert og sløret. Mijana var nu svimmel og havde ondt der hvor hun nev, for at holde sig vågen, men hun var også så sikker på at den gren var en arm. Mijana gik nu nærmere det sted hvor grenen lå og villekikke nærmere men stoppede halvejs, da hun var bange for hvad der kunne ske, hvad nu hvis hun kom i fængsel, hvad nu hvis det var en hun kendte. Hvad skulle hun gøre?

Jane stillede sig hurtigt foran hende, og tog fat i pigens hånd. Hun skiftede mening, og lagde sin arm ind under hendes for at støtte hende. Det virkede som en bedre idé.
"Kom, vi må hellere komme tilbage til byen, ikke sandt?" Hun prøvede at skjule den paniske klang i sin stemme, og prøvede at lyde bestemt og bydende. "Kom så!"
Hun begyndte at trække af sted med hende.

"Nej! Jeg kan ikke gå, det kommer jeg skal hen til det, vandet kalder." sagde hun med en uhyggelig stemme og rejste sig stille op, for at gå hen til en lille sø der lå nærved. Mijana var nu igen i sin vandtrance, hvor det kunne være farligt for en anden at forhindre hende i at komme nær vandet, men hvor det også kunne dræbe hende selv. Mijana var nu gået hen til det sted hvor hun var faldet og samlede noget tungt op, som var et menneske. Da Mijana havde taget mennesket op, gik hun videre hen til søen, hun kiggede ikke ned, men bare ud i lufte uden at falde over noget som helst på vejen, men hvordan kunne det mon lade sig gøre.

Jane kunne ikke lade være med at få hjertebanken da Mijana rejste sig op, som om det slet ikke gjorde ondt i hendes knæ længere. Hendes stemme passede overhovedet ikke til omgivelserne længere, som om hun var i en mærkelig form for trance. Det skræmte virkelig Jane. Tænkt hvis der var sket noget virkelig slemt med hende!
Hun fulgte efter Mijana, hurtigt men forsigtigt, og turde ikke sige noget til hende. Det virkede bare ikke som om hun burde sige noget.
Da Mijana tog liget op, skreg Jane. Grenen havde ikke været nogen gren, men armen fra liget. Hvad lavede det herude? Var det en vampyr? Eller endnu værre; en bloddæmon?
"Hold dig fra vandet!" gispede hun men stoppede hende ikke. Hun turde ikke.

Mijana hørte ikke noget af det Jane sagde, men gik bare frem med stive skridt. Hun stoppede lige så hurtigt som hun havde rejst sig, smed liget på jorden og frem mumlede nogle mystiske ord. De ord hun frem mumlede var vandets sprog, så de fleste forstod det ikke da de ikke troede vandet havde et sprog.
Vandet begyndte stille at samlen sig til en lille bølge og kom så hen mod Mijana oog det kolde lig der lå på jorden. Mijana mærkede vandet der kærtegnede hendes fødder og langsomt begyndte at trække hende ned i vandet sammen med liget. Hun syntes at det var så rart at være der i vandet, alle hendes smerter gik væk og hun følte ingen frygt eller noget pres.