Ingen vej (Terion)

"lIGE PRÆCIS" sagde hun og prikkede ham på næsen hvorefter hun satte sig lige på
numsen endnu engang imens hun bare sad der og kiggede smilede og glad på Zean
drengede ansigt.

Han grinte lidt og rejste sig op.
"jeg er sulten, vil du med ud og jage?" spurgte han, det ville blive nemt, selv om natten gik de unge jo ud for at feste, så de skulle bare lige ind til byen så kunne de finde det de ville have.

Hun nikkede, det der var fedt ud sjæle dæmoner var at de kunne tage sjælen og En som terion så kunne tage kroppen, det var en slags genbrug XD Syntes Hun.
Hun rejste sig nu også op og kiggede frem, "Hvilken vej" sagde hun og så så over på Zean.

"denne" smilte han og begyndte at gå mod højre, på en usynlig sti som han forestillede sig i hoved på vej tilbage til byen.
Han gik tit i skoven og kendte den derfor godt, fare vild kunne han ikke.
"Hvor længe har du været her?" spurgte han
"Jeg kom her til for et lille års tid siden nu"

Hun fuldte lige så stille med ham, og svarede ham da han sprugte hende om hvor længe hun havde væreet her, "Tja....Jeg vil sige et halvt år blevet jeg smidt af her" sagde hun og trak på skuldernde.
"Jeg ved det ikke jeg slap først ud i anden verdenskrig" sagde hun og så tænkende frem i mørket.

Han så på hende
"Slap ud?" spurgte han, da han ikke helt havde forstået hvad hun mente

"Ja, siden jeg blev skabt har jeg været spendt fast til en seng, eller fået lov til at ligge og læse i en bog der var spændt fast oppe i loftet, da min evne så blev fast kunne de ikke holde mig spændt fast og så måtte jeg jo få et værelse" hun gik bare videre som om alt det hun sagde var normalt for enhver person.

"aha" sagde han tankefuldt.
Han var aldrig blevet fanget på den måde, og ingen havde kunnet fange ham eller lave eksperimenter.
Den eneste der måske eksperimenterede lidt kunne have været hans læremester, men det havde ikke været særlig mærkbart og han havde kun koncentreret sig om sin evne.

"Jep" sagde hun og grinte, "ved du hvad" sagde hun og stoppede op og greb fåt i hans hånd, "Nogen gange gjorder de sådan at de her knokler knækkede og stak ud" sagde hun alt imens hun pegede på hans finger knokler.

"Okay" svarede han og så lidt på hende
"Jeg kan ikke se ideen i at fortælle mig det, du får altså ikke medlidenhed" han smilte, tog sin hånd til sig og gik videre, han kunne se nogle lys mellem træerne, et tegn på de var lige ved byen.

"Medlidenhed" sagde hun som om hun ikke kendte ordet, "Hvad betyder det" følelses udtryk var ikke en af Terion stærke side, og den eneste grund hun havde fortalt ham det var at de jo alligevel havde snakket om at dræbe mennesker og oplevelser med det osv...
HUn lignte et stort spørgsmålstegn imens hun gik der og så på Zean.

"At føler....En slags undskyld for en anden, være ked af det på den andens vegne" sagde han
"En ting der er dukket op inde for de sidste 100 år" tilføjede han, han havde i hvert fald ikke lagt mærke til den før, før i tiden havde det bare været lidt ala: nå, så du har oplevet noget skrækkeligt? Hvor synd, godt det ikke er mig.

"Nårh..." sagde nærmest lettet, og gik derefter videre.'
De stod nu ude i gadelyset hvilket Terion var ret så ligeglad med.

//logger for i dag //

//ok//

Han så sig omkring og smilte lidt af hun lød lettet.
De fleste tog det ilde op.
Han fortsatte forbi lyset og videre ned af gaden, mens han kiggede sig omkring efter noget spiseligt.

"HVad spiser du så mest af" sagde hun og mente hvilken alder menneskernde skulle havë
før han skænkede dem et blik til sin mad.

Han så på hende
"Sjæle...Børns er lækre, men mætter ikke meget, så mest fra unge kvinder" sagde han
"Med en så ren sjæl som muligt, de smager nu bedst" han smilte lidt og kiggede kort på en lille flok unge, men fortsatte da ingen af dem var af hans foretrukne.
"politiet har det selvfølgelig lidt sjovt over de underlige dødsfald der nogen gange sker"

"Tja...." sagde hun mest til sig selv, han ahvde jo sagt det engang før hun havde vel bare glemt det.
"Abber die politze ist ikke så gode til at fatte noget som helst" sagde hun og trak på skuldernde.
Hun stoppede nu op og så sig frem på et menneske der nærmest lyste op i et skær i natten.

"Hmm" svarede han og så på kvinden der gik alene foran dem, det var dumt at gå alene men det havde hun vist ikke tænkt over.
Han fortsatte med at gå roligt så kvinden ikke fattede mistanke, mens de roligt nærmede sig hende.
Endelig, da de gik forbi et lidt mørkt sted, hev han hendes med ind i skyggerne så de næsten var helt væk, kun vis man var virkelig opmærksom kunne man se dem.
Han holdt hende op mod væggen og holdt hende over for munden så hun ikke kunne skrige.
Han så hende kort i øjnene og flyttede så hånden, hun skreg ikke eller noget, men frygten var tydeligt, samt overraskelsen.
"Hun er da slet ikke værst" smilte han og lod blikket glide kort over kvinden.

Terion var glad oppet med ind på det sted Zean havde taget kvinden hen.
Men hendes glæde blev snart overvældet af sulten.
"Kom nu" sagde hun imens at hun først kiggede på Zean og derefter på kvinden.
Terion mærkede sin sult nærme sig og begyndte nu at klapre med de kniv spidse tænder.

Kvinden så skræmt ud da zean lænede sig ind over hende.
"Det tager kun et øjeblik" smilte han stille og sugede hendes sjæl til sig.
Den var...Dejlig, sød og fyldig.
Kvinden blev bleg og kold, mens lyset i hendes øjne forsvandt og da Zean var færdig faldt hun sammen som en eller anden dukke.
Han strakte sig og gik lidt væk så Terion kunne spise.

Terion gik over og satte sig på hug alt imens hun prikkede til kvinden med
et pegefinger.
Det næste sekundt tog hun fat i kvinden hår, og svang hende op i Terions
favn, det sving Terion havde lavet med kvinden havde fået kvinden narke til
at sige knæk og dernæst var den brækket.
Hun kiggede kort på kvinden hals som havde sagt knæk.
Men svang så sine tænder ind i den dødes hals, og begyndte at spise.

Han rynkede kort på næsen, selv om han var van til det, og trak sig ud mod gaden igen og så sig omkring, mens han lod hende spise.

Det var allerede slut før det begyndte.
Hun stod nu på siden af ham og så på ham
med et mere roligt blik.
Slut fik hende altid til at blive over bestyrtet
og til at blive mere ivrig efter ting desværre var
det bare en af de ting hun aldrig selv lagde mærke til-.