Find me.. If u dare //Ottie//

Dag + Dato: Irl.
Omgivelser: Fugle, træer... Skov?
Vejr: Det er ikke direkte varmt, og vejret har tendenser til at støvregne engang imellem.
Tid: 12.00
Påklædning: Kamobukser, og en grøn jakke, Vietnam højslettemodel (grøn) ret så slidt, og en stor kniv i højre side, og en kamohue.


Zack var som så tit i kamoflace tøj, han sneg sig ind i skoven, han havde sine godt tilgåede militærstøvler på og kamoflacebukser, som lignede noget man ville bruge i regnskoven (hvilket de også var beregnet til).
Zack havde en kniv sidende i højre side, den kniv han havde brugt dengang han tilbragte lidt over et halvt års tid i Amazonas.
Zack gik lydløst som han havde lært i Amazonas, man skulle være virkelig god vis man skulle kunne høre ham, vis man var elver eller måske varulv og en virkelig god lytter, men ellers ville han nok være lydløs for en.
Zack stoppede op i et stort og tæt krat, man ville med sikkerhed ikke kunne finde en person ved mindre personen stod en meter foran en, Zack lagde sig ned og tegnede sig i ansigtet med kamoflace malling og dækkede sig med blade, så han var stort set usynlig ved mindre man kiggede godt efter.

Ottilie undgik nænsomt blomsterne i græsset, med en meget meget anstrengt grimasse. Endelig lykkedes det dog at komme helt uden om blomsterdelen uden at beskadige nogen af dem, og hun åndede lettet op og smilede. Tilbage i sine rette omgivelser, hun var træt af Deepshells ulidelige betonhelvede og ubarmhjertige bilos og larm.. så når hun var i skoven, specielt den fredelige skov så var det som himlen.. Men hun stammede jo også derfra så hvem kunne anklage hende?
Hun gik videre, og lod sig til sidst synke ned og sidde i græsset med et suk, og lukkede øjnene. Meditation havde hun til gengæld ikke kendt til før hun havnede i byhelvedet, men det hjalp hende til at slappe af både derhjemme og i skoven.
"Skønt.." mumlede hun fredfyldt, og smilede af de evige lyde der altid var i skoven, fuglepipperi, en gren der knækkede? Hun åbnede sit ene øje og undrede sig lidt over lyden, men det var vel et dyr..
Otillie ville nok ikke indrømme det, men hun var bange for stilhed, den kvalte en, præcis som med folk der var bange for mørke.

Zack rejste sig lydløst op da han mente at høre noget og listede mod lyden, til han kunne se personen.
Zack rejste sig og så en pige.. Utrolig smuk... Hendes ører, fik han et hurtigt glimt af da hun satte sig ned.
Elver.
Zack havde ikke meget mod elvere når de opførte sig pænt og det gjorde de jo oftes.
Zack gik frem mod Ottilie og gjorde opmærksom på sig selv med et højt fløjt.
Zack stak hænderne i lommerne og stoppede bagi hende.
"Hey." sagde Zack.

Det gav et let ryk i Otillie ved lyden af det høje fløjt, og hun vendte sig hurtigt om, og så lidt op og kneb øjnene sammen.
Det var en mand.. en ung mand i army tøj, med grønne og brune farver i ansigtet. "Øhm.. dav" hilste hun, og rejste sig. Sammen med bevægelserne røg hendes hår frem og skjulte de spidse ører.
Hun var stadig nød til at se op på ham, men det gjorde ikke så meget.
"Forstyrrede jeg?" spurgte hun så, for hun kunne ikke komme på så meget andet hun kunne have gjort galt..
Hun kløede sig let i nakken, og ventede på hans svar, for skoven var jo stor nok til at hun kunne sætte sig et andet sted om nødvendigt.

"Nej.. Jeg nyder bare at være ude i skoven det minder mig om min anden familie..." sagde Zack og smilede til Ottilie.
Zack stak hænderne i lommerne og satte sig uden at spørge ved siden af pigen.
"Jeg hedder Zack, mit stammenavn er Tecumseh, som betyder panteren der sniger sig." Zack lod denne person få informationer fordi hun var elver og fordi elvere som regelt vidste en masse gode ting om planter og andre ting og det derfor var godt at stå på godt fod med dem, selvom det her jo ingenting var i forhold til hvem han var, det var Zacks officielle identitet.. Hans uofficielle identitet var yderst hemmelig.

Ottilie så lidt på den unge mand og nikkede stille "nå okay.. jeg var bare bange for om jeg forstyrrede" sagde hun, og smilede venligt til ham.
Hun så lidt ned på ham da han placerede sig ved siden af hende, og lod sig glide ned og sidde ved siden af ham, og lagde sine arme om sine ben, og så på ham.
"Okay.. interessant" sagde hun oprigtigt "jeg hedder Ottilie.. Tristan.. det er så bare mit efternavn, men det betyder vist den ulykkesfødte" grinede hun, det var ikke noget hun troede på, men nu hvor de udvekslede interessante ting som stammenavne så kunne det vel godt komme frem i lyset.
Hun så på ham, og smilede let, selvom han nu så ret sjov ud med al den krigsmaling i hovedet.

"Jeg har tilbragt et godt stykke tid i Amazonas med en stamme, deraf det sjove navn." fortalte Zack og grinede lidt af sig selv.
Zack smilede til pigen som han lige havde fundet ud af hed Ottilie.
Zack tog sin kniv og kastede den ned i jorden så den sad ret dybt, men det var bare for at have den ved hånden vis noget skete.

Ottilie smilede lidt til Zack og trak på skuldrende "tja.. det er da ikke så slemt, jeg syntes det er fascinerende" sagde hun, og så lidt på den lange kniv han kastede ned i jorden.
Hun sank automatisk en klump i halsen, og smilede kort til ham.
Hun så lidt på sit ur og gispede, og rejste sig hurtigt "Jeg troede virkelig jeg havde mere tid.. men jeg er virkelig nødt til at smutte" sagde hun hurtigt og snublede lidt over ordene "øhm.. tak det var hyggeligt, hej hej" sagde hun og smilede kort til ham, før hun forsvandt ind i skoven igen.

//out x3//

"Farvel! Vi ses vel en anden gang." sagde Zack og smilede efter hende.
Zack rejste sig og tog sin kniv og gik ind i krattet igen og forsvandt.
Zack var væk inden der var gået to minutter, han fulgte pigen ud af skoven fra sidelinjen, før han selv forsvandt, helt selv.

//Out :3//