find mig! - Marcus

Dag/dato: irl
Tid: 16:22
Vejr: der ligger sne over alt men vejret er meget roligt, det blæser ikke eller noget.
Årstid: vinter
omgivelser: tæerne står meget tæt i denne del af skoven og er ret visende og der ligger sne over alt.

Ozzie lage roligt hånden mod den rug bark, og smilte, hvordan kunne det være han følte sådan? Han kunne nærmest høre hvordan træets hjerte slog mod hans håndflade, han vidste at det var lige så levende som han selv var, han nød at stå der med hånden mod den rug bark i fuldkommen blindhed og bare føle. Han smilte skævt og trådte væk fra træet og begyndt at gå med armene fumlende frem for sig så han ikek ville gå ind i en gren, han havde allerede fået to slag i ansgitet af grenene fra træerne, han prøvede bare at gå dyber ind i sig selv, kunne han mærke hvor de var hen, overalt vrimmlede det med liv, han kunen føle det. Han smilte stadig skævt men lod smilte falme lidt da han ikke anede hvor langt ind i skoven han endelig var, selv om det ikke burde gjrode det ham stadig utryk, han vendte hovedet lidt, og overvejde at pille bindet han havde om øjnene af så han kunne se noget, men han lod det side, havd hvis der på mystisk vis skulle komme nogen i denne triste skov, ikke at chancen var stor, men det var en mulighed, så han lod det side.

Marcus havde sat sig for at træne idag, så derfor var han hoppet i træningstøjet og var sat i løb imod den triste skov, da han viste at der ikke kom nogen derude særlig tit, ikke engang om sommeren, fordi så var det der at det så mest uhyggeligt ud, når der så også godt kunne komme tåge. Men nu var Marcus sådan set ligeglad, selvom der var mange grimme minder fra den skov, det var der han var blevet angrebet af en vampyr, så han var ved at dø, medmindre hans mor ikke havde brugt sine evner og hjulpet Marcus med at leve igen. Han løb i et meget rolig tempo mellem træerne i skoven, der var ikke noget tegn på spurt eller at han skyndte sig, nej han tog det helt roligt. Men lidt efter stoppede Marcus med at løbe, men i stedet hoppede han bare lide op og ned på sine fødder, men det gjorde han for ikke at miste varmen lige nu. Men også fordi at han havde opfanget en duft fra et andet væsen, han kunne sagtens dufte at det var en elver og smilte lidt med tanken. Han havde ikke mødt mange elvere i sin levetid, så det var vel snart på tide. Marcus så sig lidt omkring, men besluttede sig så for at løbe roligt imod duften af elveren.

Ozzie bevægede sig i et langsomt tempo ind mellem træeren med hovedet vippet ned af, han kunne alligvel ikke se noget så hvorfor bruge energi på at holde det højt hævet, hans smil var forsundet og nu gik han bare i sine egne tanker, han tænkte på sin familie hvilken han savnede lidt for meget han ville snart besøge dem igen det brude han virklig, tage det næste fly til London.. Han smilte lidt ved tanken, han savnede hans mores pylleren lidt for meget, deres afsked havde taget hårdt på ham, men han havde været klart til at leve sit eget liv, og det havde de forstået. Han var endelig begyndt at falde lidt til i området han kunne godt lide de nærliggende byer, bestemt Sheria hvor han boede for tiden. Han lod sine tanker gå vider, han tænkte lidt på Jayden, havd mon han lavede? Han smilte ved tanken, han savnede ham underligt nok, selv om de kun havde været sammen en enkel nat holdte af ham utrolig meget, mere en han havde holdt af nogen andre, det havde måske også lidt at gøre med den nat var hans.. første.. gang. Han rødmede svagt ved tanken, og mærkede så pludeslig et slag mod hovedet, ahn havde været helt væk og var bare gået lige ud dirakte ind i en af træerne i skoven, han mærkede dne kolde sne under sig da han faldte til jorden og tog sig il panden "av.." mumlede han beklagene som om det var træets skyld og det burde sige undskyld.

Marcus havde et søgende udtryk i sine øjne, imens han ledte efter elveren og bed sig lidt i læben samtidig. Det var så underligt at elveren var så svær at finde lige nu, men måske var det fordi kulden sænkede hans sanser lidt, det samme var det om sommeren, han syntes altid at på et eller andet tidspunkt i årstiderne, så blev hans sanser bare det rene lort, så han kunne ikke rigtig stole på dem, når det skete. Så lige nu tænkte Marcus om det overhovedet var en elver som hans næse havde sagt, men den sans synes han var stærkest lige nu, så derfor turde han godt stole på den. Så Marcus løb roligt videre imod duften og hans smil blev en smule bredere, da han endelig fik øje på en skikkelse, men hvorfor lå denne person nede på jorden? Marcus lagde hovedet lidt på skrå, imens han roligt løb videre, men stoppede så fuldstændig op, lidt væk fra elvere og kunne nu se at det var en dreng og det havde han det squ fint. Marcus snakkede næsten bedre med drenge end med piger lige i øjeblikket og lod den ene hånd køre gennem noget af håret. "Sig mig... Er du okay?" spurgte Marcus forsigtigt, da han opdagede træet foran drengen og regnede med at han var gået ind i det, men han grinte ikke ved tanken.

Ozzie ømmede sig lidt da han mærkede smerten i panden, men det gjorde altså undt at gå ind i et træ, mere undt end at gå ind i en lygtepæl eller et skilt, men det var værst at gå hvor en vej endte og så gå pludelsig var der ingen grund under fødderen fordi der var en kantsten, det havde fået ham til at falde flere gange end han kunne tælle til. Han løftede bekymret og en skule forskræket hovedet da han hørte fodtrin og en der talte han vendte hovedet i retning af stemmen og åbnede øjnenene bag bindet, men alt var sort, det nyttede ikke noget så han lukkede dem bare igen. Han smilte skævt "ehm jeg har det fint.. der var bare.. nogend er havde stilt et træ der hvor jeg havde besluttede mig for at gå" sagd ehan håblæst og grint eynkligt over sig selv inden han kom på benene igen og begyndte at børste sned af sine nu både kolde og våde bukser, han sukkede igen, han burde ikek gå blind rundt i skoven, men det havde været en katastofe hvis han havde taget bindet af, så havde den fremmed jo set hans øjne? Han smilte skævt af sig selv, han virkede bekymret men endelig ønskede han bare at den fremmed grinte lidt af hans dumhed, han ville ikke have noget imod det.

Marcus grinte ikke rigtig af det drengen fyrede af, fordi han kunne faktisk godt have kommet slemt tilskade, hvis han f.eks. havde gået ekstra hurtigt eller måske havde løbet, fordi han havde duftet at der var en dæmon tilstede, men som sagt, Marcus var ikke så meget for at suge sjælden ud på en elver, da de jo var så fredelige som de nu var. I stedet for smilte Marcus bare, men nu havde han også det problem at han kunne blive lidt for overbeskyttende overfor folk han ikke kendte, men sådan var hans natur bare, selvom det nok ikke var særlig tit hos en dæmon at blive overbeskyttende, Marcus havde da i hvert fald ikke mødt andre på den måde, i den tid han havde levet. Han gik roligt lidt tættere på den lille elver, for han så en del yngre ud end Marcus og satte hænderne i siden. "Jah, det var jo ikke særlig pænt gjort" sagde Marcus med et skævt smil, selvom det så ud som om at elveren ikke kunne se ham, med det bind for øjnene. Men nu var elveren ikke den første han havde set med sådan nogle, hans gamle veninde Madelaine havde også bind for øjnene, men hun var desværre død nu, selvom hun også havde været dæmon. Marcus holdte smilet oppe, men viste ikke helt hvordan han skulle håndtere situationen.

Ozzie vendte hovedet mo dden fremmed og gned lidt sin pande der hvor det gjorde undt imens han smilte fredfyldt. Han lagde en hånd mod stammen for ikke at miste balancen og bare føle en lille smule sted sans. Han nikkede lidt "naarj det ville jeg nu ikke mene.." sagde han roligt i antydning af et smil. Han lod roligt sin hånd glide ned af stammen i kærtegn som var det hans hund, som et kæle dyr eller noget. Han smilte stadig og lænte panden mod træet og smilte stadig han ahvde lyst til at kramme det "Undsklyd træ" mumlede han stille, men træet var dødt, det han troede han havde hørt før som en hjerte banken, var bare hans egen puls i hans egen hånd, træet var død pga kulde, heldigvis var der ikke så længe til forår hans ynglings årstid, det var der alle hans plante spang ud, og dermed hans liv, han hadte vinter og efterår, det slog hans venner ihjel. "Hvem er du?" spurgte han roligt og lænte sig tilbage og vendte sig mod den fremmed indne han igen gnubbede sin pande, han havde fået en hud afskrabning, det blødte vist lidt.