Hun havde trukket i badedragten... //Sookie//

Tid: omkring midnat
Dag: Lørdag
Dato: 23. november
Vejr: Frost vejr, en hylende vind og det begynder at sne.
Omgivelser: Ingen mennesker, forladte skibe og mørke.

Alec havde fået en ny fornøjelse: svømning. Hun havde købt sig en ny badedragt, der gik i knæene i mærket Yingfa.
Hun tog en dyb indåndning, også selvom hun ikke havde brug for det, og sprang. Hun gled i perfekt bue og det kolde vand smød sig om hende.
Som sagt var det hundekoldt og lidt beskidt, men ingen af delene gjorde hende det mindste. Hun smilede og tog et par stærke brystarmtag.

Sookie gik langs kanten, da hun så pigen springe i. Og stod ikke langt derfra, så fik de få dråber, der var kommet, på sig. Hun grinede let, og så ned af sig selv. Ikke drivvåd, men stadig en smule. Hun var egentlig lidt ligeglad, end andre piger ville være, men hun syntes at det var irriterende at alt dårligt ramte hende!..
Hun smilede til pigen, og bed sig i læben. På grund af vandet, kunne hun ikke lugte eller mærke hvilken race hun var. Noget.. Koldt? Og dødt? Vampyr??
Hun rystede på hovedet, og så op mod himmelen. Pigen kunne ikke andet, alle ville fryse ihjel. Sookie selv, havde varmt tøj på. Som ikke viste noget af hendes hud, bort set fra hendes ansigt.
Der var ikke sparet på ulden, men noget skind var der dog ikke. Det var dog for.. Synd?
Der var jo frostvejr, pigen måtte godt nok have noget at slå imod med?!

Inden Alec ramte vandet, så hun en pige stående på kanten.
Mens hun svømmede overvejede hun at dykke op. Det kunne blive intressant. Hun tog et brystarmtag som rettede hende op og hun stod vandret i vandet. Hun sparkede et par gange med benene og hun brød vand overfladen.
Hun svømmede crawl ind i kanten og smilede svagt til dæmonen. Pludselig følte hun sig utilpas ved situationen. Hvad hvis pigen var en snob? Eller bare sur?
Hun sukkede indvendig. "Hej" sagde hun prøvende og trak sig op på broen i siddende stilling.

Hun så på pigens rimelig øvede tag, så hun måtte altså være vandt til at svømme i denne kulde. 
Da pigen kom hen til hende, og ligefrem talte til Sookie. Så hun sødt ned, og smilede af hjertens lyst. Hun lød ikke rigtig som de andre, men hun var lige som de andre. Det var en sjov blandig, for hun var da noget.. Ondt? 
Sookie tog en dyb indåndning, og satte sig ned på hug foran pigen med denne badedragt. "Hej.." sagde hun med sin meget pigede stemme, men rømmede sig så lidt. Nikkede en enkelt gang, og kom selv helt til at ryste. "Er det ikke helt uholdeligt koldt??" Spurgte hun, eller det var ikke så meget hende, mere hendes underbevisthed. Det var tit, at hun sagde noget inden at hun havde fået det vendt i hovedet. 
Hun lukkede øjnene, og skar ansigt af hende selv. Nu var hun virkelig mærkelig, sådan at spørge. At kunne se, at hun ikke var et svagt menneske. Selvom at det ikke kunne være helt så slemt nogle gange, det kunne godt blive lidt trættende at have en evne..  

Alec smilede igen og rystede på hovedet. "Næh... jeg er vampyr og vant til kulde" hun smil svagt ind indog hun trak på skuldrene.
Vandet lavede en lille bølge og hun fik den i hovedet *phf, hvor ubehageligt*. Alec trak sig op på kanten. Hun begyndte at vride hendes hår for vand. Vådt hår var irriterende, når man skulle jage.
Og det havde Alec sat sig i hovedet og gøre på et eler tidspunkt i nat.

Sookie så bare på med et sødt smil, for det var jo ikke håndligt. De var mere stille og roligt som om hun havde god tid. Det havde hun i prænsippet også, for der var en masse tusinde år ud i hendes fremtid. Hun sukkede lydløst, og så op på himlen. Den var jo egentlig meget flot nu, dog kunne den godt blive smukkere. Men den var som den var, og hun elskede den skam sådan. 
"Det havde jeg også forstilt mig.." Sagde hun til dette hun sagde, dette med St hun var vampyr og var vant til kulden. "Jeg mener.. At der nok ikke ville være særlig mange andre der vil bade, i sådan ev vejr.." Sagde hun med hænderne op i vejret, som at give tegn til himlen. Der var meget grå, og i det hele taget var der bare koldt og kedeligt? 
Sookie trak på skuldrene, og så ned på sine sko. Det var All-Stars, et par blå nogle. Og hun elskede dem, som var det noget af hendes guitar. Hun blev helt blød om hjertet, af at tænke på den.. Hendes kæreste eje, hendes guitar..

Alec nikkede bare. "Jah...." svarede hun bare. Hun følte at samtalen var ved at gå istå, men gjorde intet til at live den op. Hvorfro skulle hun også det? Alting var så meningsløst, når man lever et udødeligt liv. Så meningsløst.
I den sidste tid havde Alec gjort sig så mange tanker om rigtigt, forkert, Gud/guder, helvede, himlen og døden. Hvordan hang verden sammen? Hvad var rigtigt og hvad var forkert? En gang havde Alecs øjne lyst af liv og glæde, men nu var de døde.
Tit, al for tit, havde hun leget med tanken om selvmord. Men hun var uendeligt bange for døden og hun havde ikke styrke til at slå sig selv ihjel. Langt fra. Styrken kommer indefra, og den styrke følte Alec bare ikke. Basta.