Hide-and-Seek mellem mennesker /-Sookie

Sted: Benjamin Centre
Tid: Langt efter lukketid
Vejr: Køligt
Omgivelser: Kun lukkede butikker

"Titit... Kom bare frem" Midori stod langs væggen. Hendes ene hånd klemte om to knive, der lignede middelalderens stenknive. I den anden holdte hun en meget lang pistol, specialiseret til at dræbe. *Du kan ikke gemme dig* Hun fandt to skud frem og proppede dem forsigtigt ned i skudbeholderen, på den lange pistol. Hendes blå hår sad tæt til hendes ansigt og øjnene var stærkt koncentreret hen imod, den modsatte gang. Ørene stod på stilke og hendes ben og arme var klar, til den næste bevægelse der skulle komme. Hun jagtede et væsen, et aldeles blodtørstigt væsen, om hun klarede det.. Det tænkte hun ikke særligt på.

En pige sad oppe i loftet, og trak luft ind i dybe træk. Hvad var det hun havde gang i?
Hendes lange hår, var sat op i en hestehale. Da det helst ikke skulle hænge og flagre, for dette galt hendes liv. Hun ville jo ikke dø, ikke nu.
Da hun hørte hendes stemme, holdt hun vejret. Og så hen på hende, hun var ikke meget langt fra hende. Og man kunne nemt se hendes blå hår, igennem det lette mørke. Hun var farlig, det vidste Sookie godt.
Hun gispede let, da hun så pistolen. Nu blev hende chance helt klart rundet ned til o,ooo1! Det eneste Sookie havde, var hendes guitar. Som lå lidt væk her fra, godt gemt inden i et skab. Den var vel hendes eneste håb, så hun vidste hvad hun måtte gøre.
Løbe.
Og det gjorde hun, eller mere sprang. Hun kom hen til et galaner, og hoppede ned. Det hun bare ikke vidste, var, at der var lidt for langt. Hun landede lidt forkert, og hun gav et hyl fra sig. Men hun stoppede ikke, løb bare videre. Med en dunkende ankel.
En tåre pressede på, men hun gjorde alt for at holde den tilbage. Der var trods alt en, der prøvede at slå hende ihjel. Og uanset om hun kunne lide tanken eller ej, så var det også gengældt had..
Hun hoppede det sidste spring, så hun var i læ for krudt og kuler. Hun mærkede intet, ikke engang hendes eget hjerte der slog som gal. Hun orkede ikke at se, om hun var blevet ramt. Det havde hun ikke ti til. Det var hendes guitar, der var første prioriteten nu!.
Et øjeblik efter, havde hun den i armene. Og knugede sig til den, i dette øjeblik. Så hun ikke ud til, at være mere end 14 år. På trods, af hendes små former. Hendes runde og store ansigt, samt hendes sårede og fortabte ansigtsudtryk.
”Vi.. Vi klare den..” Hviskede hun, og lod sine fingre glide over strengene. Mens at hun drømte sig ind i en verden, hvor der ingen frygt eller ondskab er.
Hendes finger gled over dens strenge, og fyldte rummet med varme og kærlighed. Vis det hjalp, og hun fik hende til at bløde lidt ned. Så ville det ikke holde længe, mindst et par minutter. Men det var vel også nok, til at hun kunne nå at få et forspring?