Vinter mørket

"Hvem er du?" hviskede
hun svagt og så på ham.
Hun nærmede sig stille
da han havde været et
stykke foran hende

Han rystede på hoved, "giv mig svaret på hvorfor du er så intresseret i at vide hvem jeg er" han blev overrasked over sig selv, stoffernde gjorder at han talte.

Hun trak stille på skuldrene.
"Jeg synes vampyrere er intresante...
Jeg intressere mig lige så meget for andre
vampyrere som jeg indtressere mig for dig."
svarede hun da det var det bedste svar hun kunne
give.

Han sukkede, "Jeg kender følsen" sagde han og trak på skuldernde ham gad virkelig ikke det her.

"Hvor er du dog irreternde!"
udbrød hun og stampede vredt
i jorden.
Der skulle meget til før hun
blev vred, men det at
han ikke svarede på hendes
spørgsmål gjorde
hende virkelig vred. Hun stirrede
lidt på ham, hvorefter hun vendte sig væk
fra ham. *Åndsvage vampyr!*
tænkte hun vredt og sparkede til sandet

Han grinte over at havde nået sit mål, og rejste sig derfor op, "når men jeg smutter" sagde han og begyndte at gå ind mod skoven.

"Hva"
sagde hun og vendte sig om.
Hun så ham gå mod skoven og sukkede.
Hun stod lidt over overvejede hvad hun
skulle gøre og besluttede sig til
sidst for at følge efter ham...
Igen...

Han var forsvundet da de var nået et stykke ind i skoven.

Hun stønnede opgivende da han
forsvandt.
Så tog hun sin jakke af
og bredte vingerne ud.
Hun satte af og fløj op i træerne
hvor hun havde et bedre udsyn
og håbede at få øje på ham
igen

I det hun satte sig og havde sidet lidt, kom Demetri dag hende og holdte hende for munden med den ene hånd og begge hånder med den anden, "HVorfor følger du efter mig" hviskede han i hendes øre.

Hun gispede overrasket og
spørrede øjnene op af chokket hun fik.
"Hvorfor nægter du at svare mig?"
spurgte huhn ind i hans hånd det
lå over hendes mund

Han slap hendes mund med lod hændernde blive i hans greb, han sad ret tæt på hende nu.
"Hvad gør at det er så vigtigt"

"Almen høflighed...
Og jeg er forfærdelig nysgerrig
og utrolig stædig."
svarede hun og vendte hovedet
så hun kunne se ham ud af øjen krogen.

Han slap grebet og begyndte at klatre længere op i træet.

Hun vendte sig om og så næsten
afventende op på ham.
*Svar nu, svar nu...*
tænkte hun og håbede
det virkede...
*Du slipper ikke af med mig før*
tænkte hun så og smilede svagt.

"HVad var dit eget" sagde han og stoppede helt oppe i toppen.

"Nora"
svarede hun og tøvede med
efternavnet.
Hun valgte ikke at sig det
og så så op på ham.

Han nikkede.

"Og hvad er så dit navn?" spurgte hun
og fløj op og satte sig overfor ham.
Hun så ham ind i øjnene
og lod sig ikke mærke med
deres metalliske farve.

"Demetri" svarede han da han endelig havde fået hendes navn.

Hun nikkede og smilede.
"Det er et flot navn"
sagde hunn og mente det.
Det klingede godt når man sagde det...

Han på skuldernde og rejste sig så op så vinden kunne blæse ham igemmen.

Hun rystede svagt på hovedet
og baskede stille
med de ravnsorte vinger.
Det var en utrolig befriende følelse at lade
dem brede sig,
og mærke den kolde luft
mod fjererne

"Farvel" sagde han og kiggede lidt på hende.

"Hvorfor?"
spurgte hun og så op på ham.
Hun smilede stadig,
selv om smilet var falmet en smule