når mørket falder på

Dato : en eller anden dag i august
Årstid : sommer
Dag : fredag
Vejr : lunt, solen er ved at gå ned
Sted : stranden
Tid : 21.00
Omgivelser : hybenbuske, der omgrændser stranden

Djonn sad nede på stranden og kunne mærk krafterne strømme ind i ham som solen gik ned, han havde taget helt til 'La Sunisha' for at mærke denne følelse

Tanya kom sjoskende ved langs vandkanten. Hun var iført en enkel sort kjole, og havde sine flade sko i hånden. Hun og Henrik var til en firma fest, men hun gad ikke side og smile falsk blandt voksne mennesker hun på ingen måde kendte, så hun gik en tur. Hendes hår var sat op i en høj hastehale og to totter hang ned på hver sin side af ansigtet. Hun bemærkede ikke Djonn da hun så ned i vandet der skyllede ind over hendes bare fødder mens hun gik.

//Kjolen: http://www.chinatowner.com/images/products/32363/32363_largeF.jpg//

"hey, hva laur du så langt hjemmefra?" spurgte djonn, uden at flytte blikket, da han så hende gå forbi

Hun så op fra vandet og fik øje på ham. Hun vinkede svagt og gik hen og satte sig ved siden af ham.
"Til en eller anden firmafest... Hvad med dig?" spurgte hun og så på ham.

"solnedgang" sagde han kort, og tænkte at det da var alt for lang tid siden at han sidst havde set sådan en

Hun nikkede og så ud på den. Hun trak benene op mod brystet og svang armene om dem. Så hvilede hun sin hage mod knæene og så tavst ud på solen det langsomt svandt ned i havet.

"mit yndlings tidspunkt på døgnet" sagde djonn og de sidste solstråler forsvandt, nu var der mørkt (så mørkt der nu kan blive om sommeren) og stille, kun nogle få cikader kunne høres

"Hvorfor?" spurgte hun og så på ham med et nysgerrigt blik

"det er nu jeg føler mig mest tilpas" sagde han og kiggede kort på hende, hvorefter han igen kiggede ud hvor solen lige var gået ned

Hun trak kort på skuldrene og forstod ikke helt. Hun så ned på sine fødder og børstede nogle enkelte sandkorn væk

"hvordan går det ellers for dig?" spurgte djonn for at prøve at starte en samtale

Hun trak på skuldrene "Okay..." svarede hun uden at se op. "Dig?" spurgte hun så og løftede blikket til hans ansigt

"det går helt fint, har lige fået en værelses kammerat" sagde han og smile

"Virkelig?" spurgte hun og fremtvang et smil. Hun var glad på hans vejne, det var hun virkelig... Hun havde bare svært ved at smile...

"det klæder dig" sagde han, han var ikke helt sikker på om han talte om smilet eller kjolen

"Hvilket?" spurgte hun undrende og gemte sine kinder ved armene. Hun var ikke vant til at få rosende kommentarer om sit udseende... Den eneste ros hun fik var som regel fra de andre til det teater hun gik til. Der fik hun til gengæld også en hel del for sit flotte skuespil, selv om de kun var nogle amatøre der samledes for egen underholdnings skyld.

"jeg er ikke helt sikker selv, måske er det kjolen, måske smilte, det kunne ogs sagtens være begge dele" sagde han mens han selv prøvede at finde ud af det

"Tak" mumlede hun stille og rødmede en anelse. Smilet der nu kom frem på hendes ansigt var ægte og ikke et hun havde tvunget frem.

djonn flytede lidt hår fra sin hvide pande og kiggede på tanya

Hun så hen på ham og smilede til ham. Nej hvor var det længe siden nogen havde fået hende til at smile på den måde... Hun glemte alt om bekymringer og om den fest hun egentlig skulle være til og så Djonn i øjnene...

der gik lidt tid før djonn lagde mærke til at de stirede, han slog blikket ned og spurgte "hvordan går det så med at flytte ind?"

"Okay" svarede hun og smilet forsvandt. *Hvorfor skulle han lige bringe det på bane?* tænkte hun stille. Hun havde kun delvist pakket de kasser ud der indeholdt hendes tøj (Og hemmelige flasker Henrik ikke kendte til). På hendes værelse var der pinligt rent. Man kunne kun se at der rent faktisk boede nogen på grund af den altid uredte seng og de smidte cder omkring musik anlægget... Hun nægtede at pakke mere ud end det hun i forvejen havde...

"er du ok?" spurgte djonn da han så at hun var stopped med at smile i samme øjeblik som han spurgte

"Det ikk' noget" svarede hun og rystede på hovedet og fremtvang endnu et falsk smil

"du behøver altså ikke smile" sagde djonn og kom til at lyde en smule bedrøvet, var ikke meningen