Det kommer nærmere. //Alec//

Tid:22.01
Dag:Lørdag
Dato:29/1
Vejr:Mørkt, koldt, det blæser og skyet.
Omgivelser:Ingen mennesker, månen og stranden.

Akane sad stille alene på stranden. Vinden river i hendes hår og får sandet til at flyve rundt om hende. Hun havde siddet der på stranden i den samme stilling i langt tid. Vandet var kommet nærmere og nærmere efterhånden. Der havde været flere meter fra hende da hun kom, men nu var det kun to meter fra hende. Hun sukkede og rejste sig endelig op, hun strakte sig lidt. Hun havde jo trods alt sidet der i flere timer.
Hun gik langsomt hen imod vandet. Det var som om at vandet konstant prøvede at ramme hendes fødder, men vandet ramte selvfølgelig ikke.

Alec gik langs stranden. Den var mørk og stille som altid, når Alec gav sig tid til at besøge den. Man kunne begynde at kunne se omridset af månen og små stjerner.
Det blæste. Så meget at en mennske ville findet ubehhageligt. Men Alec nød den. Den var som sendt fra oven. Og det var lidt ironisk.
Hun glædede sig til at gen se sin månen. Den kolde, evige ven som Alec havde kunnet kigge på.
Hun smilede. Smilet nåede hendes øjne.

Akane havde sat sig ned ved vandkanten. Hun mærkede vinden mod sin side, det var nærmest som om at vinden prøvede at skubbe hende væk. Vandet blev ved med at prøve at ramme hende, men det lykkedes ikke. Hun bøjede hovedet så hendes hage lå ned imod hendes bryst. Så lukkede hun øjnene og forestillede sig, hvordan vandet hele tiden skullede op over stranden.
For hendes indre øje så hun også hvordan vinden susede hen over stranden og tog sandet med sig en gang imellem. Vinden. Den kunne være praktisk og så var der de dage hvor den bare ødelagde det hele.
Hun åbnede øjnene da hun kunne mærke at vandet ramte spidsen af hendes sko. Hun overvejede at flytte sig, men lod være istedet tog hun sko og støper af og satte føderne ned i vandet. Vandet var køligt.

Blæsten ramte hendes hoved og førte lugten af en dæmon med sig. Alec stivnede i et skridt. Hun følte, at hun kendte lugten hun kunne bare ikke kommepå hvorfra. Hun havde hovedet tankefuldt på skrå. Det var en vane hun havde.
Nysgerrig, men tilholden gik Alec videre ned af stranden på jagt efter denne dæmon. Hun kiggede ud over vandet. Det var spejlblank med få bølger. Det genspejlede en perfekt formet, lysende måne. Lyset var sælsomt og svagt, alligevel så det ud til lyse ligeså meget som månen slev.
*Magi* tænke Alec og smilede svagt.