why try?.... Fellix

dato: irl
tid: irl
sted: en grav lidt væk fra de andre grave
vejr: irl

David sad på en lille sten bænk der stod til den efterhånden gamle gravsten. der stod ikke andet et mor og far på den lille grav sten. ingen fødselsdato eller dødsdato, intet andet. David havde et lettere udtryksløst ansigts udtryg og sad så stille at man skulle tro han var en statue. han havde siddet der i lidt over et døgn uden at bevæge sig ud af flækken. alle tanker var forsvundet ud af hans hovede og ikke engang den smule sne der faldt lagde han mærke til. David var kommet der hen efter flere ugers illusasion i sit eget hjem, efter den heftige tur til holland, men langt nåde han dog ikke, da han ligesom gik istå ved sine forældres grav og sad fast i fortiden og de redsler der havde havet ham hele livet igennem. savnet til sin elskede Embry havde været det eneste der havde holdte ham i live de sidste uger.

//som sagt min krea er ikke fantastisk lige nu, men håber du kan leve med det der//

Fellix drejede ned af den snoede mørk lagte vej, selv om klokken ikke var mange var det allerede bleven mørkt, han løftede hovedet let og stirrede frem for sig i mørket, en stor bygning lå forude, mon der boede nogen kærlige mennesker der? Måske var han heldig, husly for natten, han kunne umuligt sover under åben himel i det her vejr, han ville højst sandsynligt fryse ihjel, og så blev hans liv ikke til ret meget mere end nogen uger med rastløs vandring omkring og at sove på bænke. Han så op på den store begyning igen da han var kommet tætter på, den havde tårne, den slags bygmimger havde han læst om var det et slot? Han tog hånden op foran øjnen for ikke at få sne i øjnene imens han betragtede bygningen. To pinde lagt over hinanden så de dannede et krys.. et kors? Det havde han vidst også læst om så skulle det være en kirke ikke? Han gik tætter på, for mennesker der.. troede på..... en mand oppe i .. Himlen?? Han stirred eop mod skyerne, han havde torede det var en joke da han læste det, men der var åbebart en del mennesker der tog det rimlig alvorligt. Han gik op i den have der var bag kirken, der var sten over alt her.. var det .. Han væmmes ved tanken om at der lå døde mennesker rundt om ham, han lod blikket glide op og rundt i den søregelige forladte have. Var han helt alene? Han gik mod bygningen forsigtig med ikke at træde på nogen.. døde mennesker under sine føder, uhyggeligt? Han så lidt til siderne og fik pludeslig øje på en skikkelse, han får sammen ved den andne person på kirkegården, hvor skulle han gemme sig?

David hørte godt der pludselig begyndte at lyde skridt i gruset på kirkegårdens stiger, men han reagerede ikke på dem, dog begyndte han at tænke igen og der kom en smule liv i ham igen. han snuste stille ind, da han ville vide hvilke væsen der var i nærheden af ham nu og om det var noget han skulle frygte, men da han kunne dufte det bare var et simpelt menneske sukkede han blot og rettede sig om. det gjorde ondt i hele kroppen, da han ikke havde rørt på sig i over 24 time, hvilket var meget meget længe for ham. han lod derefter stille sit blik glide igennem mørket, til at fik øje på en mørk skikkelse og rejste sig stille op, da han kunne se på skikkelsen det var en dreng. det fik ham til at være mere på vagt, da han aldrig rigtig følte sig tryg ved det mandelige køn første gang han møder dem. han stap sine hænder ned i lommerne på sin varme vinter jakke, der ikke rigtig varmede længere og gik mod skikkelsen, da det var den eneste vej mod udgangen. han håbede ikke mennesket var farligt på nogen måde, men han havde hele tiden sit blik rettet mod mennesket og gik langsomt mod ham for ikke at lave nogen forkert bevægelse. efter turen til holland, var han meget mere vågen og opmærksom på andre væsner, da han ikke vil komme tilskade. derfor var han også parat til at løbe hvis denne person havde tænkt sig at gøre ham noget ondt.

Fellix stirrede tilbage på personene ikke så langt fra sig, han var som frøsede til stedet, normalt ville han være imøde kommende og hilse på personene, men det med at der lå døde mennesker omkring ham og denne personen var en dreng, og den måde han.. han vidste det ikke helt der var vel bare et eller andet over ham og Fellix følte han skulel frygte for sit liv nu, han bakkede tøvende tilbage fra drengen da han begyndte at gå mod ham, han palgede at gemme sig når han mødte nye mennersker på sen aften men han havde ikke noget at krybe i skjul inu, han havde set ham. Han kløede sig lidt fraværrende på armen måske skulle han sige noget, ville det ændre den utrygge og lidt uhyggelige stemning der havde bredt sig over kirke gården. Han kendte kun få mennesker og de mennesker var for det meste vampyere, det han frygtede aller mest, selv om han ind til vider kun havde mødt venlige vampyr hvilket endelig undrede ham lidt, han havde en frygt for vampyere sådan var det bare lige meget hvor mange venlige af dem han mødte, det var de eneste slags væsner han kendte til, men han var begyndt at tænke over om der også fandes varulve så.. og om der var andre mystiske væsner der ude som han ikke kendte til. Han bakkede stadig langsomt væk fra drengen som han kom tætter på kom Fellix længere væk, han stoppede dog med at bakke da han trådte forkert på en gren og ikke havde kigget sig for, så han mistede balancen og faldte bag over, et gisp undslap han kolde læber og et jag af smerte borede sig ind i hans hånd/håndled inden han mærkede blodet der løb ned over resten af hånden, han havde skret den på en af grav stene i sit fald.

David undrede sig over personen gik baglæns, da han havde opfattet ham som den uhyggelige. det fik ham også til at stoppe op og lige før personen faldt. David lagde stille hovedet på skrå og undrede sig lidt, men holdte sig så hurtigt for næsen, da han lugtede blodet. han hadede virkelig den lugt og det var ikke rart at at lugte det på en kirkegård. han sukkede stille og gik stille hen til drenegen "er du okay?" spurgte han forsigtigt og rekte sin hånd frem mod ham, for at hjælpe ham op og stå. han kunne ikke lade være med at hjælpe, selvom han virkelig var bange. det lå ikke til ham bare at lade en person ligge, og slet ikke hvis personen var kommet tilskade og det var jo tydeligt at personen var kommet til skade, kunne han jo lugte. han vidste egentlig ikke hvorfor han ville hjælpe, men han kunne bare ikke få sig selv til at gå videre. han så kort ordenligt på den fremmede og brugte sin evne til at finde ud af det bersale om den fremmede, som åbenbart hed Fellix. han prøvede at se hvor drengen var kommet tilskade henne, men kunne ikke rigtig få øje på det "bløder du?" spurgte han så, da han jo kunne lugte det.

Fellix der bare så forvirrede rundt da han endelig fik styr på havd der var sket, han sad på den iskolde jord(sne) og havde undt? Han gloede ned af sig selv for at finde kilden til smerten, det gjorde faktisk ret meget undt og en slags dunken kom fra et sted i hans arm bare længer nede, han tog sin hånd op til sit andigt for at finde ud af havd det var, man kunne ikke se mere end et meget rødt ærme og blod dre løb ned af fingerne på ham, han var lige ved at bevsime ved synet og lod hurtig sin hånd forsvinde ind under ærmet på jakken for ikke at kunne se det mere selv om det stadig gjorde undt og han nu følte en hvis svimmelhed i hovedet. Fellix der først nu havde lagt mærke til den fremmed var kommet så tæt på gav et gisp fra sig of holdte den sårede hånd foran ansigtet, havd han forventede vidste han ikke, det var bare en slags reaksion på det hele. Han blev dog straks roliger da drengen jo bare snakkede til ham og prøvede at være venlig. Han gloede på hans frem strækte hånd, men da han ikke så nogen grund til at få forfrysninger bag i, lod hans sin ikke tilsakdekommende hånd glide ind mellem den fremmeds finger og lod ham hive ham op, inden han fik med en næsten uhørlig nervøs stemme frem "nej jeg har det fint... tak" Fellix var lige ned at vende blikekt mod sin hån der inu blødte voldsomt hvor meget den var kommet til skade turde han ikek tænke på og selv hvis han havde drejet hovedet ville han ikek kunne se det for ærenm på jakken, men bare tanken gav ham kvlame, "Nej jeg tror bare det var en lille.. ris" prøvede han sig, selv om den fremmede muligvis havde set blodet der var gået gennem den hvide trøje.

David lagde hovedet på skrå og studerede den fremmede, som så ud til at havde det dårligt og det gav ham egentlig en form for skyldfølelse fordi det jo egentlig havde været ham der havde forskrækket mennesket. han trak drengen op at stå da han mærkede de kolde fingre mellem sine og slap først da han var sikker på drengen stod stabilt. David rystede stille på hovedet "du virker på ingen måde okay" hviskede han egentlig mest for sig selv, da han ikke ville virke uhøflig eller noget. han så ned mod hans hånd da han kunne lugte blodet kom dernede fra og da han fik øje på den store blod plet på menneskets trøje, var han sikker på det ikke var nogen lille rise "tror du tager fejl af størrelsebn af såret" sagde han venligt og greb fat i hans hånd, hvorefter han træk ham helt hen til sig og træk ærmet ned, så han kunne så såret ordenligt. det virkede måske lidt nærgående, men han ville med glæde hjælpe nu når det jo var hans skyld at mennesket var kommet tilskade. eller der syntes han hverfald selv "det er altså ikke bare en lille rise... det skal syes..." sagde han med et lille bestemt nik og så på såret, hvor blodet flød ud af med den uhyggelige smukke farve. David havde aldrig haft svært ved blod, da han jo fra barnsfod af havde set utrolig meget blod fra bil ulykken. også havde han jo også hjulpet sin bedste ven Andy med at rense og sy nogle voldsomme sår, så han var efter hånden van til at så den smukke farve fra blodet.

Fellix så ned over sig selv og slap selv hurtigt den fremmed, nærkontakt og fysisk kontakt med andre mennesker, var ikke noget han gik ind for overhovedet, han var høflig så han gav altid hånd til alle han skulle møde på sin vej, men kun en person havde han givet et kram, pigen med det blå hår, hvor end hun nu befandt sig? Han havde ikke kysset, rørt (intenst), eller været i seng med nogen, så vidt han selv vidste, og bare tanken om det skræmte ham mere end noget andet, samt tanken for aldrig at komme til det? Han var et stor hav af selvmelidenhed, frygt, fortvivelse og håbløshed. Han så på den fremmed der hviskede noget han ikke helt fik fat i, men han nåede ikke at spørge om hvad det var, for en kold hånd greb om hans of han så forskærkket op på drengen da han blev revet tætter på, han gav enu et næsten lydløs gift fra sig og hans puls startede at bevæge sig hurtiger. "je-jeg tror altså i-ik-ikke det er så sl-sle-slemt" stammede han af bare nervøsitet. Han så væk da ærmet blev trukket op så såret kunne ses og følte en vild dunkende inde i hovedet og en tuden for ørende, han blev pludeslig meget svimmle og måtte virklig holde hovedet koldt for at blive stående. "Sys?!" næsten råbte han da hans ben gav efter under ham, og faldte ned mod den kolde jord enu engang, bare tanken om et sygehus/skadesue, gjorde det hele være. Små billeder flammede op for hans øjne et kort sekundt inden alt blev sort, han følte sig blind, døv og livløs på samme tid.

//eeeekkk.. bare emnet giver mig gåsehud.. blooooood .__. //

David hørte godt gispet, men han tænkte dog ikke så meget over det. han var blevet mere i sin egen verden, så han lagde mindre og mindre mærke til hvordan andre havde det og om de synes han var for tæt på. han stirrede lidt på såret og lyttede til hvad han sagde "det er altså ret slemt" sagde han og så på Fellix, med et barnligt blik. David slap med det sammen hans hånd, da han hørte han råbte og trådte hurtigt nogle skridt tilbage. der skulle ikke meget til at forskrække ham længere og selv det lille råb og at drengen pludselig faldt om, havde fået David til at stivne i hele kroppen og nermest var gået helt kold. dog fik han rystet angsten af sig og gik stille hen til mennesket igen. han satte sig forsigtigt på hug ved ham og lagde sin hånd på hans pande "fellix?" spurgte han forsigtigt, uden at tænke på at mennesket ikke havde fortalt hans navn. David tænkte ikke altid over at det var unaturligt at kende andres navn før de havde sagt noget om det.

Fellix mærkede som det første en prikkende fornemmelse i hele kroppen det stak på en ubeskrivlig smertefuld måde, og han ville bevæge sig, få smerten til at gå væk men kroppen ville ikke give ham lov, han kunne ikke engang bevæge munden. Han ville åbne den for at svare drengen som kaldte hans navn, fortælle ham at han havde det fint, han kunne bare å hvis han ville han skulle nok klare sig, men han kunne ikke få en lyd ud og synet virkede stadig ikke trods for hørelsen var kommet igen. Han mærkede hvordan den smertefulde prikkende fornemmelse aftog i benene og hovedet, nu kunne han i det mindste tænke klart. Han kunne mærke noget mod sit pande, noget han gerne ville ryste af sig, men hans krop var som livløs, imens den prikkende fornemmesel aftog sig mere og mere inden den forsvandt alle andre steder end ved venstre håndled, han kunne bevæge sig, han kunne mærke det, kroppen gav efter, men nu vidste han ikek hvorfor han skulle bevæge sig, hvis han satte sig op ville han nok smadre hovedet ind i drengens og så ville det bare gøre enu mere undt, og han var ikke sikker på han turde åben øjnene, hvor tæt på var han?

David stirrede lidt på ham og tog stille fat i hans skulder, hvorefter han ruskede forsigtigt i ham "Fellix??" spurgte han igen, men da der ikke rigtig skete noget, rev han noget af sin trøje af og bandt det om såret på menneskets venstre arm. han sørgede for det var så stramt det stoppede blødningen, men også så han hånd stadig kunne få blod. han kløede sig let i nakken og anede ikke helt hvad han skulle gøre "vågn nu op" sagde han lettere nervøst, da han ikke følte sig tryg lige nu. på ingen måde. han bed sig hårdt i læben, men tog så sin jakke af og fik fellix op og sidde, hvorefter han fik jakken op ham, så han kunne holde varmen. mennesker kunne jo nemt komme til at fryse og det var rimelig koldt her ude.

//sorry krea døde//

Fellix lagde godt mærke til sit navn enu en gang blive nævnt og ville svare men han kunne ikek finde ordene i munden, det var som om nogen havde taget alle de betydningsfulde bogstaver væk go hvis han snakkede nu så ville det blive til noget baby pluderi. HAn slog dog øjnen op ved et fryglig smerte, igen den samme han havde oplevet så mange gange før når han sov eller havde lukkede øjnen i noget tid, en forfærndelig smerte i halsen, som tå nåle der blev præsset mod hans hud, men hurtig var smerten væk, og nålene havde aldrig været der. Han så nu ind i den fremmed personns ansigt som var rimlig tæt på, måske lidt for tæt på, han gav et udtryksløst gisp fra sig, og mærkede hans hænder på isg, han brød sig ikke om det, men lage så mærke til det var pga. den jakke han havde fået om sig, og måtte vel bare finde sig i det, da alt andet var virklig uhøfligt. Fellix lavede en underlig rynken i panden, var han alligvel ikke så fremmed, han måtte koncentrere sig og se nærmer på drengen han så ham ind i øjnene, men han kendte ham ikke? Et håb steg op i ham, han måtte være en fra hans glemte fortid, hvor skulle han ellers kunne hans navn fra? "Kender du mig?" spurgte han fortvivlet og glemte alt om smerten der belv ved med at dunke løs i sit håndled.

// det fint, der er heller ikke så meget at skrive når den ene er bevidstløs xD er bare glad for du svarede ^^ //

David så ind i hans øjne da han åbnede dem og bed sig stille i læben. han vidste ikke om han havde kranket personen op nogen måde. han forstod ikke hvorfor drengen ikke sagd enoget nu når han var vågen han rettede sig lidt op og lagde hovedet på skrå, men rystede sp lidt på hovedet "nej.. du kender mig ikke... men lad mig nu hjælpe dig" sagde han stille og smilte venligt til ham, da han blot ønskede at mennesket stolede på ham, så han kunne hjælpe. han vidste ikke om han skulle fortælle sin evne, for at denne Fellix kunne forstå hvorfor han kendte hans navn, det kunne måske gøre mennesket mere tryg ved ham fordi det virkede jo nok ret underlig han bare kendte hans navn helt tilføldigt. men han ville lige se hvordan menensket ville reagere, for hvis han kunne holde på sin hemmelighed for mennesket om at han havde en evne og var dæmon, ville det være det bedste.

Fellix gloede han vidste ikke helt havd han skulle sige, for havd hvis ham drengen var sådan en.. han turde slet ikke tænkte det og da slet ikke at spørge om det var rigtigt. Han så lidt væk han gølte sig for tæt på, han var nærmest bøjet over ham jo, men det var også rart på en måde, at nogen bekymrede sig om ham, slev om hans første tanke havde været, *lad mig ligge.. lad mig ligge og dø* Men nu var Fellix jo ikke sådan en person der gik rundt og havde slevmordstanker, det var bare det første der var faldet ham ind, han var klar til at starte forfra med sit liv.. bogstavligt talt.
Han så tøvende på den fremmed og åbnede munden for at tale "Hvem er..du?" sagde han og hviskede nærmest det sidste ord ud, for han turde ikke helt side det højt tænkt hvis han lige om lidt ville få slag for at have afsløret en stor hemmelighed, så ville han nok alligvel bare dø... men havd var grunden så til at hjælpe ham? Han kunne ikke tro på det nej, han kunne mærke at drengen var venlig af sig, han var ikke de på at gøre Fellix undt. "Hvor kender du mit navn fra?" spurgte han ldit efter tvivlende, for han var ikke sikker på han kendte ham, men måske havde han hørt nogen beskrive og tale om ham.. men så kunne det kun være Juliet, måske kendte han hende, et lys for frem i hans før så ulykkelig øjne, bare et lilel håb måske?

David tænkte over spørgsmålet og tænkte der efter over hjvad svaret kunne være. han måtte jo ikke afslørre sigs elv over for mennesker, men det ville bare være så meget nemmere "Øhm... jeg hedder David....David plessner... jeg er en helt normal dreng som dig... jeg vil bare hjælpe dig for dit sår er slemt" forklarede han for ikke at skulle komme nærmere på hvem han helt præcis var. det ville gøre det nemmer hvis han ikke skulle forklare alt det med Dæmon, for de fleste ville jo bare tro han var sig i hovedet og han kun var ude på at slå ham ihjel. han bed sig lidt i læben og så ned, imens han tænkte over det andet spørgsmål "øhm.... det.. jeg.. øhm jo du sagde det jo selv... lige da du besvimmede ellre faldt om rettere sagt.. der agde du fellix og jeg tænkte det måske var dit navn" løj han. dog lød det helt troværdigt, da han jo var skuespiller og egentlig også ret god til at lyve. selvom han hadede at lyve.

William lyttede lidt til hans svar, selv om alt flimrede for ham og der var en irreternede lyd for hans øre, en lyd der blev højre og højre og gav ham kvalme, var han satidg Fellix, og han havde virklig maner. Han rakte sin raske hånd til drengen og smilte lidt han troede ham fuldt ud da de eneste væsner han havde mødt var vampyere, så hvorfor over hovedet skænke tanken at der fandes dæmoner, han vidste jo ikke engang hvad det var, han vidste næsten ikke engang havd en kirke var, han havde dog læst om engler et eller andet sted men det var lidt sløret nu, og det var jo bare fantasi ikke noget han kunne forsille sig overhovedet var til. "en fornøjelse at træffe dem.. hr. Plessner" sagde ham men tænkte så alligvel vider over det "selv om det måske ikke var på den bedste måde vi skulle støde på hinanden.. og de kender åbenbart allerede mit navn.. " sagde han lidt forvirret over det sidste, endelig plagede han ikke at kalde andre for 'de' men han havde sagt hans efternavn? Så han følte han blev nød til at snakke ordneligt, selv om det var aaaalt for gammeldags, men Fellix var ligeglad sådan havde han altid snakket. Han ville gerne have fortalt David sit efternavn.. men det kunne blive svært når man jo ikke havde noget, faktisk umuligt, han kunne have fundet på et for at virke mindre uhøflig, men han følte ikek for at lyve det havde han det dårligt med, som når han prøvede at skule sandhende for Juliet, han ville helst slippe for at fortælle hende om sin for historie.. den fortid som han ikke havde.

David stirrede lidt tid på ham over hans venligehed og rystede hurtigt på hovedet "bare kald mig david... og du behøver ikke sige de.." sagde han med et lille smil på læbe, da han kom til at føle sig lidt gammel når andre omtalte ham på den måde. han kunne ikke lide tanken om at blive gammel, så han var egentlig ret lykkelig for han ikke blev ældre. han sp lidt ned og tænkte lidt. men tog så hans hånd "men også en fornøjelse at træffe dig.. fellix" sagde han med en skævt smil og lagde hovedet stille på skrå. rolig tog han sin hånd til sig igen og så lidt rundt på kirkegården "hvad laver du egentlig her så sent?" spurgte han og så på Fellix med et spørgende blik, da det virkede ret underligt et menneske som ham giok rundt på en kirkegård på denne tid. han tænkte dog ikke over at mennesket måske skulle se en grav lige som hans selv skulle.

//sorry det blev så kort//

Fellix nikkede lidt og så på ham stadig en smule frovirrede og for tumplet "Okay.. David så" mumlede han bekræftende, det ville han jo også helst men han havde bare følt for det andet, han belv nød til at opføre sig høfligt det var en del af hans personlighed, han ville have givet hånd til fyren men han var allerede så tæt på at mere krops kontakt ville gøre Fellix i dårliger humør. Fellix smilte lidt til David da han kom i tanke om noget, "David.. tror du måske.. jeg nævnte mit efternavn før jeg besvimede?" sagde han prøvende, det ville være en chance til at huske sit navn, det ville være fantastisk at vide havd man hed, alt havd man hed. Fellix lavede en enkel rynke i panden og så forvirret omkring, hvorfor var det nu lige han var kommet her.. på en.. kirke gård? Han så op på David han havde glemt det, igen, han glemte meget for tiden, han havde haft hukommelses tab engang før hvor han havde mistet alt, og en gang imlemme fik han det igen i små doser så han glemte små ting, som hvor han var, hvad han lavede, hvem han var sammen med, hvor han kom fra, hvor han boede, havd han hed.. men det kom igen lidt efter lidt. Han så på David "Jeg har glemt det" sagde han hjælpeløst og rystede på hovedet over sig selv. Han mærkede nu smerten fra hans håndled igen, det var ikke helt glemt og han tog hånden op og lagdesit sakdet håndled i sin anden hånd og så undersøgende på det der var snoet rundt om det.

David nikkede stille og smilte skævt. han så lidt rundt, for at se om der var nogen, imens han lyttede til hvad Fellix sagde *efternavn...* tænkte han og så på mennesket igen. han prøvede at finde ud af det med sin evne, men han kunne ikke finde noget efter navn. det undrede ham lidt, men han gad dog heller ikke til at grave mere i Fellix fortid da det heller ikke viillle hjælpe "jeg... hørte dig kun sige dit fornavn" forklarede han og bed sig let i læben. han så lidt rundt og tænkte lidt over om han skulle slæbe Fellix med hjem "okay... se det er jo ikke så godt.. men du burde ikke være herude... der er ikke altid rare.. filk her ude på denne tid" forklarede han, da han jo vidste vampyre nok snart ville havde lugtet blodet og snart ville komme til kirkegården. det frygtede David ret meget, da han havde prøvet at blive overfaldet af en vampyr fordi han havde lugtet af blod i længere tid.

Fellix sukkede irreteret det kunne være rart at få sit efternavn at vide, men det måtte være en anden gang, han var helt besat af tanken om at det hele snart ville komme tilbage til ham, han kunne føle det han skulle bare blive ved med at holde ud så ville det hele komme på et tidspunkt. Han så ned over sig selv og smilte skævt "okay.." sagde han tøvende da han ærgede sig lidt over det men det var jo ikke den fremmeds skyld, hvad var det nu han hed? Han ledte i sin hjerne.. havde han overhovedet fået det at vide "Hvem er du?" spurgte han, hvis han havde fået det at vide så var det bleven glemt igen, nogen gange flimrede hans hjerne og så glemte han i lidt tid hvor efter dte kom igen, og han havde glemt havd pigen med det blå hår hed og havde lyst til at slå sig selv pga det, han savnede hendes selvskab.. så venlig. Fellix nikkede igen "Men jeg vil ikek sys" sagde han og rystede på hovedet og så på den fremmed med skræk plantet i ansigtet og et panikslagen blik, ikke fordi han ikek ville sys for dte gjorde virklig ondt, men han ville ikke på sygehuset, og han ville ikke forklare hvorfor. Fellix kravlede lidt tilbage og grb fat i en tilfældig sten og kom på benen, han tog dog hurtigt sit håndled i den enehånd og pillede ved det stof der var om det, mystisk endelig, " er det dit?" spurgte han og holdte den sårede hånd oppe for at vise havd han mente, hvorfor havde han gjordte det?

David stirrede lidt tid på ham over hans spørgsmål *han har jo nok bare fået hjernerystelse fra da han faldt* tænkte han og træk på skuldrende, hvorefter han smilte lidt "jeg er David... David Plessner.. det har jeg sagt til dig... jeg er her for at hjælpe dig" sagde han venligt og lagde hovedet svagt på skrå. han sukkede over mennesket modvilighed om at blive syet og rejste sig stille op "jeg har altså syet mange gange før... bare rolig du bliver bedøvet... jeg skal nok være forsigtig" forklarede han. han havde på ingen måde lyst til at følge mennesket på skadestuen, da han selv virkelig hadede skadestuer/sygehuse osv. efter det de havde gjort ved hans storebror for mange år siden. derfor havde han lært ved at læse at sy og selvfølgelig prøvet det på forskellige folk. han så lidt på hans hånd da han ragte den frem "ja.. det er noget fra min trøje.. det stopper blødningen så du ikke dør af blodmangel" forklarede han uden at tænke over om mennesket kunne klare at høre det.

Fellix så på David igen, og nikekde så inden han rødmede, det var lidt pinligt at glemme sådan noget han ville ønske han aldrig skulle glemme noget igen, aldrig nogen sinde mere. "Undsklyd.. jeg glemte det vidst bare, men jah nu husker jeg.." sagde han roligt selv om han slet ikke kunne huske at David havde fortalt ham det før, hvilket var underligt men det vilel komme tilbage sener og så ville han nok føle sig mere flov fordi han havde spurgte to gange, hvilket var lidt uhøfligt og.. flovt, i følge Fellix. *hjælpe mig..* tænkte Fellix, hvad skulle det helt præcist betyde? Fellix spærrede øjnene enu mere op da han begyndte at snakke om at sy ham .. selv? og bedøve ham.. han følte en andelse svag hed i hele kroppen, han var på vej til at besvime igen, men han pressede bare sin hånd mod såret hvilket sendte bølger af smerte gennem hele kroppen og fik ham holdt stående. Han så lidt på ham, og vidste ikke havd han skulle sige "Jeg tror jeg bliver.. dårlig" fik han frem og så ned mod jorden, han følte sig ret ynklig nu. "Jamen.." protostered ehan og begyndte at binde knuden op, "det kan du da ikke.." sagde han og gloed epå den knude han ikke kunne få op fordi han kune kunne gøre det med en hånd og det var besærligt når der var så koldt hans hænder var iskole og helt røde.

David smilte blot venligt til ham og rystede lidt på hovedet "du behæver ikke undskylde.. du slog jo nok bare hovedet da du besvimmede" sagde han venligt og så lidt rundt. han kunne godt se Fellix så u dtil at få det dårligt og med det samme han sagde han fik det dårligt var David klar til at skulle gribe ham nårsomhelst "rolig.. tag en dyb hvertrækning" sagde han hurtigt, da hna ikke ville havde mennesket skulle havde det så dårligt. han så lidt på stoffet mennesket prøvede at binde op "undskyld.. vil du ikke være sød at lade det være.. det er blot for at du ikke dør" sagde han mere alvorligt og gik han til ham. han tog fat i menneskets raske arm og flyttede den den fra den skadede "jeg vil bare hjælpe dig.. jeg lover der ikke sker dig noget og det vil blive helt fint igen... jeg har prøvet der før mange gange okay.. bare.. lad mig hjælpe dig stol på mig" sagde han bedende og så lige så bedende ud som han lød. han vidste hvor svært det var at stole på en person første gang man mødtes, men han håbede virkelig han kunne få menneskets tillid, da han bare gerne ville hjælpe.

Fellix nikkede bare det lød som en meget go undskyldning for ikke at kunne huske noget, selv om han overhovedet ikke havde slået hovedet det mindste ved det fald han havde lavet, det havde han kunne mærke hvis det var tilfældet. Fellix nikkede bare og gjorde som David fortalte ham imens han sagde hans nan igen og igen i hovedet for ikke at glemme det, han ville altså ikke spørge en gang til. Fellix tog en dyb indåning holdte vejeret lidt og pustede så ud igen efte rnogen sekunder og så op på David som om han forventede han nu ville være stolt af ham. Han lytted til det næste David sage og prøvede at finde ordene der kunen svare ham tilbage for ikke at virke stum lige pludeslig da han ikke havde sgat noget inu men bare nikkede. "Jamen.. du har jo ødelagt din trøje?" sagde han forvirret han ville jo endelig ikke dø men han kunne ikke lide detDavid havde gjordt for hans overlevelse.. hvorfor vidste han ikke han syntes bare ahn var så utrolig krævende og kun til besvær med alt sin klodsed hed og det sår han nu havde fået lavet sig. Fellix skulle til at tage et skridt tilbage ved berørningen men stod dog stille ved David's beroligende ord, han greb hans blik og kunne ikke benægte ham dette, han ville ikke være til besvær men heller ikke være så fandne uhøflig og egoistisk, hvis han ønskede det skulle Fellix nok gøre som han sagde "Jamen jeg.." sagde han opgivende og nikkede tavst "Okay" besluttede han.

David rystede stille på hovedet af ham "det er lige meget.. jeg har massere af penge til at købe en ny hvis det bliver nødvendigt" sagde han beroligende og smilte venligt. det var egentlig ret sjælent at David følte sig som den 'voksne'. mest var han den barnlig og klodsede, men lige nu var han altså den voksne som skulle hjælpe. det passede ham egentlig meget godt at prøve det, men kunne nu godt mærke han flere gange havde brug for at ynke og være den barnlige, men han ville hellere hjælpe Fellix. han så lidt på soffet om Fellix's sår, men rettede så blikket tilbage på menneskets ansigt og fik øjenkontakt med ham "godt..." sgade han stille og smilte forsigtigt venligt til ham. han sank stille en klump og slap hans hånd stille, da han godt kunne mærke på mennesket han ikke kunne lide nærkontakt, hvilket David godt kunne forstå da han egentlig havde det på samme måde "kom.. vi tager hjem til mig og får det ordnet" sagde han stille og pejede hen mod udgangen, som tegn på de skulle gå. David havde det nemlig som om de ikke var alene mere og han frygtede lidt at en vampyr ville komme forbi.